The Beauty Of A Walking Girl

Dette er en historie om en pige der bliver voldsomt myrdet i en skov. Men hendes sjæl vristes fri fra hendes krop og hun vandre rundt i skoven. Hun opdager forskellige som at hun kan have kontakt til dyrene, gå på vandet, under vandet og meget andet. Men glemmer hun mon William Jackson? Betjenten der beskyttede hende i skoven efter mordet?

1Likes
0Kommentarer
149Visninger

1. Sirens Sing

Han flåede min indvolde ud. Han blev ved og ved. Der var blod udover hele træet.
Det var nu ikke specielt hårdt bare at stå og se på nu hvor jeg ikke havde følelser mere. "Er du snart færdig?" Spurgte jeg, men jeg vidste godt at han ikke kunne høre mig. Men så lagde han endelig sin blodige kniv. Han stak hånden ind i mit kolde skin og omfavnede mit stumme hjerte. Han tog armen til sig og kom hjertet ned i en pose. Da han skulle til at skære mere i mig, sang sirenerne bag træerne. "Fuck strisserne kommer!" Mumlede han stresset. Han tog kniven og posen og løb væk fra træet og ind i den mørke skov. Spurtende fodtrin dansede gennem skoven, og høje brøl fulgte efter. Stemmerne kom nærmere og lygter undersøgede træerne og skovbunden. Syv betjente kom ud mellem træerne og havde to store schæferhunde i snor. Betjentenes øjne fyldtes med frygt og rædsel da de så det blodige træ. Tre betjente blev ved træet, mens de fire andre løb videre med hundene. I tavshed undersøgte de mit kolde lig. "Det er lige sket. Morderen er her stadig." Sagde en af dem. En anden betjent tog sin walkie talkie frem. "Det er lige sket. Morderen er et sted i skoven. Han er bevæbnet med en kniv. Skifter." Sagde punktligt ind i walkie talkien. "Det er modtaget. Skifter." Brummede den tilbage. De begyndte at binde de reb op der havde holdt mig fast til træet. Jeg faldt ned i armene på betjenten. Mit blod og de organer jeg havde tilbage dækkede ud på hans uniform. "Kom så du skal ikke være fængslet til det træ mere." Sagde han og lagde mig ned på et hvidt tæppe de havde foldet ud. "Se om i kan finde alle hendes organer." Kommanderet han. Lygterne løb over skovbunden. "Hun var da en pæn pige." Mumlede han mens han betragtede mig.
"Det er altid de smukke det går ud over." Sagde en af de andre betjente. "Jeg har set hende før." Sagde den første betjent igen, og knep øjnene sammen for at huske. "Lucy Parks! Hende der forsvandt for et halvt år siden!" Udbrudte han. "Vi har mistet sporet. Morderen slap væk. Skifter." Brummede walkie talkien igen. Betjenten begyndte at pakke mig ind i det hvide tæppe. Jeg gik hen imod ham, og lænte mig forsigtigt frem for at se navneskiltet på hans bryst. William Jackson. "Hej William." Hilste jeg og smilte. Men han immun over for min stemme. De fire betjente kom tilbage med hundene. Uden lyd bar de mig ud gennem de mørke træer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...