Pigen med klumpfoden

Dette er en danskstil fra 9. klasse, som jeg fik 12 for.
Opgaven lød på at beskrive et møde med en mand fra en piges synsvinkel.

0Likes
0Kommentarer
234Visninger
AA

1. Pigen med klumpfoden

 

Træt og forpustet satte jeg mig ned på bænken. Jeg rettede lidt på min hat og duppede forsigtigt panden med mit lille silkelommetørklæde. Puha! Hvordan kunne det være så hårdt at gå hundrede meter? Jeg bukkede mig ned sørgede for, at kjolen skjulte begge mine fødder.
Jeg sukkede. Godt nok vidste jeg, at jeg var en køn pige, men hvad nyttede det, når min venstre fod lignede noget, der havde været vendt i mudder og derefter rullet i mel?
Min familie var tilsyneladende flove over mig. Velhavende mennesker skulle jo være gode eksempler over for resten af samfundet. Så nyttede det ikke noget, at man havde en vanskabt datter.

Bedst som jeg sad der i mine egne tanker, kom en mand og satte sig i den modsatte ende af bænken.   
”Godformiddag, unge dame”, sagde han og nikkede.
Jeg kiggede på ham og nikkede smilende tilbage.
”Hvor er vejret fint i dag”, fortsatte han. Men han kiggede slet ikke på vejret. Han kiggede på mig. Betragtede mig.
Jeg sørgede for at løfte hagen og rette ryggen. Der var et særligt lys i hans øjne, som fortalte, at han beundrede mig. Han kom med flere små emner, som ”solen står højt i dag” og ”himlen er godt nok blå i dag.”

Det endte med, at vi præsenterede os for hinanden. Han spurgte, hvor jeg boede, og jeg pegede bagud, hvor man lige akkurat kunne skimte en stor, hvid herregårdsvilla. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og det var vældig hyggeligt, lige indtil han nævnte, at han ikke havde set mig på Ballet i Koncertsalen endnu, og at jeg skulle tage at prøve det. Jeg forklarede ham, at jeg foretrak at gå derhjemme, og at jeg ikke brød mig meget om at danse. Han kiggede forunderligt på mig, men jeg prøvede at ignorere det. Jeg kiggede op i himlen for at vise ham, at det ikke var noget, vi skulle diskutere. 
”Må jeg ikke føre Dem til Øststranden? Udsigtspunktet derovre er meget bedre end her.” Hans øjne var fulde af forhåbninger.
Jeg kiggede lidt nervøst på ham.
”Nej, ellers tak. Jeg sidder meget bedre her.”
”Men man ser alting meget klarere på den anden si…”
”Jeg sagde nej!”
Jeg kunne godt selv høre, at det lød meget hårdt, men jeg ville for alt i verden ikke lade ham finde ud af, hvad min familie havde gået og holdt hemmeligt i så mange år.
Manden så på mig med et spørgende, lidt såret blik, men syntes så at bære over med det.
”Dit hår er smukt”, sagde han.
Jeg smilede forlegent, blev smigret over hans uskyldige kurmageri. Samtalen kørte videre, og jeg glemte helt at være bekymret for, om han nu opdagede min misdannede fod. Vi snakke om alt mellem himmel og jord, og jeg havde det ganske rart.

Pludselig hørte jeg nogen kalde på mig nede fra villaen. Jeg fór sammen ved lyden af min mors stemme. Manden, som sad og betragtede Sundet og dets mange sejlere, gav et spjæt. Da han så, at jeg sad helt stiv og ikke rørte mig ud af flækken, gjorde han mig opmærksom på, at der var nogen, der kaldte.
Råbet blev gentaget adskillige gange, og jeg kunne mærke min underlæbe dirre. Åh nej! Ikke nu. Bare ikke nu! Jeg kunne jo ikke rejse mig og gå helt ned til villaen, uden at manden ville opdage noget! Hvad i himlens riger og lande skulle jeg dog gøre?
Han spurgte mig, om han skulle følge mig ned til villaen, men jeg sad som forstenet og kunne ikke sige et ord.
Til sidst rejste han sig fra bænken. 
”Jeg håber, Frøken, at det ikke er mig, der er skyld i Deres forstemthed. Og vil De, for at overbevise mig derom, tillade mig at ledsage Dem ned ad trappen her. Mosset er endnu fugtigt af duggen, man kan så let falde… eller om De blot vil låne min stok?”
”Nej!” røg det ud af mig. Det var ikke min mening at være så afvisende over for ham, men jeg var begyndt at blive en smule beklemt ved situationen.
”Nu er De uretfærdig imod mig, Frøken!” Han lød en smule irritabel. 
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg havde været uhøflig, det vidste jeg, og jeg skyldte ham egentlig en undskyldning. Jeg kiggede op på ham med fugtige øjne, men før jeg fik sagt en lyd, brød jeg ud i en heftig hulken. Jeg gemte ansigtet i hænderne for at skjule tårerne, der begyndte at strømme ned ad mine kinder.
Manden stod, helt målløs, og stirrede på mig. Han blottede tavst sit hoved og gik derefter bort. Da han var et stykke væk, rejste jeg mig fra bænken og haltede ned ad højen, stadig hulkende. Jeg kastede et blik over skulderen og så, at manden var standset. Han kiggede på mig. Han kiggede på min fod. Han havde opdaget min hemmelighed.

Det var det værste, der kunne ske for mig. Min fremtid var nu ikke nær så sikker, som den havde været før. Rygtet, om at den kønne pige fra herregårdsvillaen havde en klumpfod, spredtes. Fra den dag af kunne jeg aldrig mere føre en samtale, uden at emnet om min fod blev bragt op.
Men det var ikke det værste. Det værste var det, jeg altid havde frygtet.
Jeg kunne ikke finde kærligheden. Hver gang jeg kom i snak med en mand, spurgte han: ”Er du ikke hende pigen med klumpfoden?”

Efter mange års søgen efter mit livs kærlighed, gav jeg op. Jeg tilbragte mine gamle dage ved at sidde på bænken i udkanten af skoven og betragte Sundet og dets mange sejlere. Det var ensomt, utrolig ensomt, men jeg blev vant til det, som årene gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...