Pregnant With An Idiot l One Direction

Alinea Lucie Williams, en hel normal engelsk pige fra London, som begår den største fejltagelse i sit liv - at møde den verdenskendte sanger Harry Styles. En aften med alt for meget alkohol, resulterer i en nat i selskab med denne dreng. Men han er ikke lige sådan at glemme, for der er sat dybe spor i Alineas krop efter ham. Men hvad gør man når man nogle uger efter kontakter en verdenskendt, og skal fortælle ham, at han skal være far? Alinea for i hvert fald nogle problemer med denne dreng, som viser sig at være langt mindre charmerende i ædru tilstand. Men trods de mange hårde ord, bliver det besluttet at de skal prøve sammen, og det er alle ikke lige begejstrede for.

Dyk ned i en verden hvor alt ikke er lutter idyl, og hvor følelsen af at være ude på dybt vand, konstant er i én.

56Likes
11Kommentarer
2902Visninger
AA

5. Kapitel 3

Alineas synsvinkel:

Lige nu sad jeg i Harrys sofa, mellem Liam og Niall og følte mig temmelig malplaceret. Jeg hørte slet ikke hjemme i en kendis lejlighed, og da slet ikke hos en, der om ni måneder ville være far til mit barn. Harry havde vist fået fortalt de andre drenge hvad der var sket, imens jeg var på 'toilettet', faktisk havde jeg bare brug for at være alene. Rent faktisk var jeg næsten blevet tvunget til at blive her hos Harry, da en der hed Lisa havde sagt det. Faktisk var jeg skide lige glad med en dame som hed Lisa, men da jeg i forvejen var træt, og der var fem drenge der havde stirret på mig, havde jeg bare nikket. 

"Men hvad med dig Alinea? Hvad syntes du vi skal se?" Jeg rystede hurtigt på hovedet, og kiggede bagefter ind i Zayns brune øjne. Mine øjne har nok set helt forvirrede ud, i hvert fald slap et højt grin ud af Zayns mund. "Film, Alinea. Hvilken film vil du gerne se?" Jeg kunne mærke at mine kinder var blevet en smule varme, så hvis jeg gættede rigtigt, rødmede jeg sikkert lige nu. Det gjorde jeg ofte. Jeg havde det med at blive tomatrød i hele hovedet, hver gang jeg fandt noget akavet - som lige nu.

"Bare en eller anden klassiker, som Godfather?" Drengene nikkede kort, da jeg hentydede til den klassiske film. Alle kendte næsten Godfather, filmen om Mafiaens oprindelse, or something. Det var i hvert fald noget med Mafiaen, så meget vidste jeg. Drengene mumlede noget med at vi godt kunne se filmen, og lidt efter rejse Zayn sig op for at sætte dvd'en på. Filmen startede og jeg lænede mig tilbage i sofaen, og prøvede at slappe af. 

***

Filmen var nu noget halvvejs, og alle drengene fulgte nysgerrigt med. Men jeg kunne ikke. Mine tanker fløj rundt om det lille barn jeg havde i maven, og det Louis havde sagt for nogle timer siden. At mig og Harry skulle spille kærester for offentligheden - hvilket virkelig fik mig til at føle mig mærkelig tilpas. For hvor længe skulle vi lige spille det? For evigt? Det kunne det jo ligesom godt være, da vores barn højst sandsynligt ville leve længere end os. Men jeg gad ikke at leve med en mand som jeg ikke elskede - det virkede bare forkert. Det måtte de vel forstå! 

"Hey, Alinea?" En hviskende stemme lød til venstre for midt øre, og jeg drejede langsomt hovedet af refleks. Nialls blå øjne mødte mine.

"Ja?" Min stemme var mindst lige så lav som hans, og det virkede heller ikke til at andre end Liam havde bemærket at vi sad og snakkede sammen. Dog rettede han hurtigt opmærksomheden mod fjernsynet igen.

"Glæder du dig egentlig til at blive mor?" Jeg kiggede lidt chokeret på ham, da det ikke lige var det jeg regnede med at høre. Men at dømme efter hans nysgerrige øjne, så virkede spørgsmålet faktisk oprigtigt.

"Både og. Det bliver spænende og selvfølgelig glæder jeg mig til at opleve lykken ved livet, men det bliver også mærkeligt at det ikke er med en man elsker." Niall nikkede forstående og rettede så igen opmærksomheden mod fjernsynet, men mine tanker blev ved med at kredse sig om spørgsmålet. For glædede jeg mig overhoved? Ville jeg gerne være mor? Jeg kunne jo slippe for alt det her, ved en enkel abort? Mange gjorde det jo, så hvorfor ikke mig? 

De mange spørgsmål blev ved med at gøre mig nervøs og u komfortabel, og det endte med at jeg rent faktisk rejste mig op. Med det samme blev alle drengenes opmærksomhed rettet mod mig, og hvis jeg ikke følte mig u komfortabel før, så gjorde jeg det i hvert fald nu. Jeg har aldrig været den der har elsket opmærksomhed, det var bare ikke mig. 

"Hvad skal du?" Harrys skarpe stemme skar igennem mig, og jeg havde allerede nu lyst til at sukke højt. Tænk at man kan føle et så meget afsky mod en person, som man kun havde "kendt" i nogle timer. Men når man opfører sig  latterligt, og koldt så er det altså klart. Især når man derudover slet ikke troede på at man skulle være far, man burde tage sådan noget seriøst!

"Hjem." Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det, da det slet ikke var noget som jeg havde i tankerne, men da jeg sagde det, lagde der sig en mærkelig ro om mig. Mine tanker begyndte straks at dreje sig om en dejlig blød sofa, og en eller anden fjernsynsudsendelse. Bare det at kunne være sig selv - det manglede jeg virkelig.

"Det kan du ikke." Harrys stemme lød igen, og jeg rettede straks mit blik imod ham. Det kunne han jo  ligesom ikke bestemme. 

"Og hvorfor ikke det?" Jeg hævede mit øjenbryn let imens jeg sagde det, og afventede lidt hans reaktion. 

"Det sagde Lisa." Hvis mit ene øjenbryn ikke var hævet før, så blev det hævet nu. For som jeg før har sagt, var jeg ærlig talt temmelig ligeglad med om en eller anden dame har sagt det.

"Hun bestemmer ikke over mig." Harry kom med et lille form for grin, hvilket fik Louis til at rynke brynene - så var jeg altså ikke den eneste som syntes den lyd lød underlig. For det gjorde den. Det var lidt en blanding af et grin og et grynt. Well, i hvert fald mærkeligt.

"Jo, faktisk." Jeg rystede kort på hovedet, da jeg ikke kunne se hvordan det skulle kunne hænge sammen - jeg havde aldrig mødt denne 'Lisa'.

"Nej. Men jeg tager hjem, uanset hvad den der person så siger." Jeg snurrede rundt, sendte de andre drenge et akavet vink, bare sådan for at vise at jeg ikke var sur på dem, man kunne trods alt stadig vise lidt respekt, right? Nå men jeg nåede i hvert fald ud i gangen, inden jeg mærkede en hånd på min skulder.

"Så tager jeg med." Chokeret vendte jeg mig rundt, og mødte Harrys grønne øjne. Voldsomt rystede jeg på hovedet, for det skulle der på ingen måde være tale om.

"Overhoved ikke. Jeg tager hjem for at være alene. Ikke for at være sammen med en højrøvet teenager." Jeg puffede hans hånd væk fra min skulder, og bøjede mig ned for at tage mine sko på. 

"Jeg er da ældre en dig." Jeg havde nu fået skoene på igen, og stod derfor op, så der ikke var en ligeså stor højdeforskel mellem os. Selvom han nu stadig var over 10 cm højere, men jeg var bare lille. 

"Måske, men du opfører dig ikke sådan." Mens jeg sagde det, rakte jeg ud efter min jakke. Harry havde faktisk fået sko på, uden jeg havde registreret det, så han var næsten klar til at gå. "Vi ses drenge!" Mine ord var hentydede til de resterende fire drenge inde i stuen, og lidt efter lød der et svar. 

"Siden du har sagt farvel regner jeg med at du er klar til at gå?" Harry hævede let øjenbrynet, og jeg forstod straks hans hentydning til at han også var det. - Men han skulle ikke med, på nogen som helst måde. Han kunne sagtens bare blive her.

"Det er jeg, så jeg smutter bare nu. Ring når du har fået banket noget fornuft ind i den ting du kalder et hoved." Da det så var sagt, tog jeg fat i håndtaget, og skulle til at hive ned i det, men en stor hånd lage sig oven på min. Og selvfølgelig var det Harrys, hvem fanden kunne ellers finde på det?

"Du mener vel vi. Men ja, jeg er også klar." Han fjernede langsomt sin hånd igen, så jeg endelig kunne hive ned i håndtaget og åbne døren.

***

Tredje kapitel. Jeg håber virkelig på at kunne få noget feedback her, da jeg gerne vil vide hvad I syntes om min måde at skrive på. ;)

- Forresten så undskylder jeg for den meget lange ventetid. :i

Husk at like!

// Love. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...