My scars my blood

Der er så meget blod. Men det er det eneste der hjælper. Smerten jager tankerne væk.

1Likes
0Kommentarer
109Visninger
AA

1. En tynd overflade

 

Jeg holdt kniven højt. Spejlede mig i dens blanke overflade. Jeg tog den ned mod huden på mit håndled. Jeg kunne mærke den skære sig gennem huden og ind i en af årene. Jeg så blodet pible frem fra det lille sår. Jeg kunne mærke smerten der fik mig til at glemme alle tankerne. Det eneste der skete var smerten og blodet der dryppede ned på badeværelsets gulvet. Først var det små dråber, men så blev de større og større. Smerten var blid, men alligevel skarp. Jeg studerede kniven. Den var så skarp og så flot. Det var den største køkkenkniv vi havde. Jeg så hvordan blodet dryppede fra den. Smerten blev skarpere. Det var rart.  Men alligevel ikke nok til at få mig til at glemme alt. Nok til at få mig til at glemme hvordan Elia havde moppet mig. Nok til at glemme far der slog mor. Nok til at glemme mor der slog min bror, Caleb. Men ikke nok til at glemme alt. Hjernen gemte det inderst inde, prøvede på ikke at finde det frem. Men hjernen er sjældent et godt gemmested. Visse ting vil ud. Jo mørkere det er, jo nemmer husker den. Hjernen. Den kan glemme det gode, men ikke det dårlige. Det dårlige ligger lige under overfladen. Det er en tynd overflade. Så tynd at den mindste vægt kan få den til at briste. Vægten kan komme fra hvad som helst. Elia, mor, far eller Caleb. Hvem som helst. Jeg prøver at gemme det væk. Men jeg er dårlig til gemmesteder. Jeg kan aldrig gemme det for mig selv. Men jeg kan prøve. Jeg elskede at skære i mig selv. Elskede smerten. Men det hjalp ikke længe. Smerten gik hurtigt væk, og alt det jeg gemte på, kom op til overfladen. Som en sygdom, sneg det sig nærmere. Og jeg huskede. Jeg skar igen, et nyt sted. Smerten kom igen og det blev nemmere at glemme. Gulvet blev mere og mere plettet. Og så bristede overfladen. Min mor kom ind af døren som jeg troede jeg havde låst. Det første hun gjorde var at slå mig. Ikke et blidt slag, men et hårdt et lige på kindbenet. Jeg løb ud af døren og videre gennem huset. Jeg løb ud af hoveddøren og ud af haven. Mit håndled blødte stadig. Jeg løb ned af gaden, væk fra huset. Først da jeg ikke kunne se huset mere stoppede jeg. Jeg havde stadig kniven i hånden da stemmerne kom. De sagde at der ikke ville ske noget og at det ville være meget bedre. De lokkede og bedte. Sagde at det var den eneste udvej. Jeg tænkte. Tænkte på Elia, på Caleb, på mor, på far og det eneste jeg ikke kunne glemme. Stemmerne blev højere. Jeg strammede grebet om kniven. Hvis jeg bare kunne glemme. Hvis jeg bare kunne glemme. Tankerne blev ved det eneste jeg ikke kunne glemme. De kredsede om det. Kniven blev pludselig mere tiltalende. Jeg løsnede grebet om kniven lidt. Hvorfor skulle du absolut forråde mig? Hvorfor hjerne? Jeg tog kniven lidt nærmere mit bryst. Den eneste udvej? Ja. Jeg jog kniven i mit hjerte og takkede stemmerne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...