Små historier

1. Talen:
Det eneste jeg ville med denne tale, var at lukke folks øjne op. At få dem til at se hvad de gjorde. Al den ondskab og ødelæggelse. Jeg havde bevidst valgt at undlade at nævne krigene, bombardementerne, for dem kendte de jo til i forvejen og de skulle også helst tænke lidt selv. Ellers ville det jo virke lige så godt, som at fortælle verdens bedste fodboldspiller, at bolden skulle ind i målet.
Jeg stilede mig op på podiet og greb mikrofonen. Nu håbede jeg bare, at år 2133 ikke var fortidligt for dem
2. Et ønske:
Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet hjælpe dem. Det var et ønske, der aldrig ville gå i opfyldelse. I hvert fald ikke før den blinde kunne se. For at kunne hjælpe, skulle jeg kunne gå. Det er lidt et problem, når man ikke har ben.
3. Frygt:
Drengen var bange. Mere bange end han nogensinde havde været før. Stemmer talte i hans hoved. Han kommer. Sagde de. Hvorend han gik, vandrede han i et mareridt. Dræb hende. Skreg stemmerne.
"Lad hende være, lad hende være!"

7Likes
5Kommentarer
646Visninger
AA

1. Talen (Fantasy)

Det eneste jeg ville med denne tale, var at lukke folks øjne op. At få dem til at se hvad de gjorde. Al den ondskab og ødelæggelse. Jeg havde bevidst valgt at undlade at nævne krigene, bombardementerne, for dem kendte de jo til i forvejen og de skulle også helst tænke lidt selv. Ellers kunne jeg jo lige så godt fortælle verdens bedste fodboldspiller, at bolden skulle ind i målet.
Jeg stilede mig op på podiet og greb mikrofonen. Nu håbede jeg bare, at år 2133 ikke var for tidligt for dem.


Jeg tog en dyb indånding. Nu måtte det briste eller bære.
"Menneskeligheden vil dø af dumskab!
Vi er ikke bare feje. Vi er direkte ondskabs fulde! Vi er onde, egoistiske, og modbydelige væsener, der er selve indbegrebet af dæmoner!" Jeg holdt vejret. Ventede på en reaktion. Så kom den. Vrede udbrud og folk der forlangte en forklaring. Og de skulle få den.
"Hvorfor er vi onde? 
Vi slagter kvæg og andre dyr ved at skære halsen over på dem og lade dem bløde ihjel! Vi slår, sparker og gør andre mennesker ondt! 
Vi pisker løs på galop heste når de når en alder af bare et år, indtil de enten krydser mållinjen, styrter eller brækker benene!
Vi slår, sparker og dræber mennesker uden nogen verdens grund. 
Og hvorfor?
Fordi vi vil gøre en endelse på deres smerter og lidelser?
Fordi de fortjener at komme i himmelen med det samme?
Fordi de beder os om det?
Nej!
Fordi vi skal have aftensmad og kødet bliver mørere eller fordi det smager bedre med en blodpølse!
Fordi vi kan tjene mange penge på hestene! Hvis de altså ovelever.
Fordi dyrene ikke er noget værd!
Fordi min kone bedre kunne lide ham den anden! Så måtte de begge dø.
Fordi min søn så da jeg slog dem ihjel! Så måtte han følge sin mor.
Og så vil vi have en by der! Så må skoven fjernes og farvel orangutang.
Og så må vi hellere bygge en dæmning der, for ellers ødelægger søen jo mit palæ! Og farvel sø og alt der lever i den.
Var det ikke noget med, at hajfinner giver gode penge? Jo! Så hiver vi lige nogle op, skære finnerne af dem og smider dem ud igen. Kroppen er for jo besværlig at partere og vi gider ikke lige at slå den ihjel. Og så gør det ikke noget, at de bare må lade sig falde gennem vandet, uden mulighed for at bevæge sig, til trykket eller manglen på ilt bliver for stort.
Hvis ikke det er både ondt, dæmonisk og i hvert fald egoistisk i aller højeste grad, ja så ved jeg ikke hvad er!” Sluttede jeg. 
Der var stille. Helt stille.
”Vi er bekymrede om menneskeligheden køre af sporet om hundrede år! Der er for dumt! Vi kørte af sporet for flere hundrede år siden! Kommer vi ikke snart tilbage på sporet, så kører vi altså ud over klippen!” Jeg håbede på en reaktion denne gang, for jeg havde ikke mere at sige. 
Stilhed. Sekunder blev til minutter. Så hørte jeg en lyd. En lyd som jeg kun havde turde håbe på ville nå min øregang.
Jubel. De jublede!
Det føltes som om en sten faldt fra mit hjerte, som om en tung byrde blev løftet fra mine skuldre.
Der var stadig håb for menneskeligheden og planeten jorden.
Houston, we have hope! Tænkte jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...