Små historier

1. Talen:
Det eneste jeg ville med denne tale, var at lukke folks øjne op. At få dem til at se hvad de gjorde. Al den ondskab og ødelæggelse. Jeg havde bevidst valgt at undlade at nævne krigene, bombardementerne, for dem kendte de jo til i forvejen og de skulle også helst tænke lidt selv. Ellers ville det jo virke lige så godt, som at fortælle verdens bedste fodboldspiller, at bolden skulle ind i målet.
Jeg stilede mig op på podiet og greb mikrofonen. Nu håbede jeg bare, at år 2133 ikke var fortidligt for dem
2. Et ønske:
Jeg ville ønske, at jeg havde kunnet hjælpe dem. Det var et ønske, der aldrig ville gå i opfyldelse. I hvert fald ikke før den blinde kunne se. For at kunne hjælpe, skulle jeg kunne gå. Det er lidt et problem, når man ikke har ben.
3. Frygt:
Drengen var bange. Mere bange end han nogensinde havde været før. Stemmer talte i hans hoved. Han kommer. Sagde de. Hvorend han gik, vandrede han i et mareridt. Dræb hende. Skreg stemmerne.
"Lad hende være, lad hende være!"

7Likes
5Kommentarer
620Visninger
AA

3. Frygt (Fantasy)

Drengen var bange. Mere bange end han nogensinde havde været før. Stemmer talte i hans hoved.  Han kommer. Sagde de. Hvorend han gik, vandrede han i et mareridt. Dræb hende. Skreg stemmerne.

"Lad hende være, lad hende være!"

Dræb hende. Drengen kiggede rundt i det lille stenrum for at finde kilden til denne smerte. Han slår hende ihjel.

Denne gang skreg hun. Et skrig mere frygteligt end drengen havde troet det muligt. Han var ude af stand til at se hende men lyden gav genlyd mod stenvæggene.

"Hvor er hun?" Skreg han. Stemmene forholdt sig tavse. Pigens skrig fortsatte. Død, død og borte. Skriget rungede ud. Nu var det drengens tur til at skrige.

"Arya!" Stemmerne lo. Hun vil aldrig svare dig igen. Aldrig. Aldrig, aldrig nogensinde.

"Nej! Arya!" Hans stemme ebbede ud. Han følte kulden krybe ind under huden på ham. Hun var død. Død og hun ville aldrig komme tilbage. Han ønskede at dø. Ønskede at stemmerne ville holde mund. Død. Død. DØD.....  Frygten havde sluppet sit tag i ham. Han havde mistet viljen til at leve. En stemme der engang havde til hørt den kvinde han elskede mere end sit eget liv sagde: Det er det han vil have. Giv ikke op. Du vover at give op. Han rørte knap på sig. Hans tanker var så langsomme at de nærmest gik i stå. Havde denne stemme ret? Var det det han ville. Han så det sidste slag for sit indre blik.

Faldne krigere og et håbløst slag. En tapper lille rødhåret bueskytte på ryggen af en smuk brun hoppe. Hans eget sværd der blev revet ud af hans hånd. Men det havde ingen betydning. Han var ude af stand til at dø i krig. Bueskytten der blev fældet, da en pil gennemborede bugen på hendes hoppe.

Han hørte hans eget råb, hans ærkefjendes latter. Hans eneste svaghed, var endelig blevet fundet.

"Arya," hviskede han. Hendes røde hår. De skinnede blå øjne. Ilden der brændte i hendes sjæl. Den ild han desperat havde brug for. Hendes smil.

Døren til stenkammeret gik op. Den ondeste mand der nogensinde havde sat sine ben på jorden, trådte ind. Drengen kiggede op på ham med et had der ulmede med en energi der ville knuse alt på dets vej. Denne gang var det stemmerne der var bange. Dø. Dør. Død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...