Diana [One Shot]

Et one shot skrevet udfra sangen Diana, samt udfra virkelige hændelser(Self. kun det der er skrevet udfra 'pigens' synsvinkel). Denne verden har det med til tider, at vise sig lidt for meget fra sin mørke side, og dette mærker unge Diana i den grad også. One shottet er dedikeret til en af mine meget nære veninder, og jeg håber inderligt i vil tage godt imod det, til trods for dets til tider forvirrende handling. Jeg håber ligeledes i vil læse med, da historien her i den grad har været svær for mig, at skrive.

13Likes
9Kommentarer
581Visninger
AA

2. One Shot

”Nej.” Mumlede jeg lamslået, da jeg lod blikket glide over siden foran mig. Jeg kunne ikke tro det – det måtte ikke ske. Alt ville jeg gøre for at forhindre det – alt. Uanset hvor arrogant og hvor ’anderledes’ jeg efter nogens mening var blevet, ville jeg altid være mig, og jeg ville altid bekymre mig om andre og deres velbefindende.

Og dette gjaldt i den grad også overfor pigen der nu truede med at tage livet af sig selv. Jeg forstod ikke halvdelen af det der var blevet skrevet, men det havde jeg på den anden side aldrig kunnet. For det var ikke første gang jeg var inde på den profil. Langtfra endda. Aften efter aften havde jeg blot siddet og kigget, læst – observeret. Aldrig havde jeg trykket på ’follow-knappen’. Dertil var hun for unik og perfekt. Jeg ville ikke have hun skulle ændre sig, og jeg ville ikke have hun pludselig blev en kæmpe profil, med millioner af followers..

Hvorfor?

Dertil var jeg for egoistisk.

Jeg ville have hende for mig selv, og de knap 700 mennesker der på trods af alt fulgte hende, kunne jeg godt leve med. Faktisk, ville det ikke give megen mening for hende at skrive, hvis ikke nogen så. Og at sige hun ikke skrev, ville være en løgn, ingen ville tro på.

Men det var ikke tomt det hun skrev, ikke uden indhold – tvært imod. Hun skrev om sit liv, sin hverdag, familie, venner – alt, både stort som småt.  Og jeg nød det. Nød hvordan hun var sig selv, og hvordan hun brugte mediet til at udtrykke sig, både om sorgerne og glæderne i sit liv. Hun var virkelig unik, og jeg elskede hende.

Og det i sig selv skræmte mig fra vid og sans.

Ofte havde jeg sagt, at fans ikke kunne elske os, for de kendte os trods alt ikke. Ikke personligt i hvert fald. Jo, de vidste ting om os, vi ikke engang selv var klar over, men derfor kendte de os jo ikke. Og når man ikke kendte nogen, kunne man heller ikke elske dem. Ikke i mit hoved i hvert fald. Det var det jeg altid havde sagt, og stået fast ved - og det gjorde jeg stadig.

Men der fandtes pludselig undtagelser.

Undtagelser, jeg ikke kunne gøre rede for, men som stod så klare for mig. For det kunne godt lade sig gøre – at elske nogen, på trods af at man aldrig havde mødt dem.

Et lille pling lød fra min mobil.

Et nyt tweet.

”I’m not sure if i can do this anymore guys. It’s just so hard. Maybe I should just end it all. i..i..” stod der. En kulde smøg sig ned ad rygraden på mig, og efterlod et koldt, isnende spor. Hun måtte ikke gøre det.

Forsigtigt lod jeg min finger glide imod den knap, der måske ville gøre det muligt for mig at stoppe hende. Dét der måske ville få hende til, at overveje det hele en ekstra gang. Dét, der senere hen kunne vise sig, at blive både hendes og min egen redning. For jeg vidste, at hvis hun forlod denne jord, ville jeg muligvis i løbet af utrolig kort tid, blive slynget tilbage i et tomrum jeg rodede rundt i, før jeg fandt hende.

Jeg vidste godt, der selvfølgelig var en risiko ved det jeg havde tænkt mig, at gøre. Jeg vidste, at folk ville finde det besynderligt, at jeg sådan lige ud af den blå luft både fulgte og tweetede hende. Jeg vidste, at rygter ville begynde at svirre omkring, men jeg var ligeglad. Jeg kunne slet ikke stoppe mig selv – heller ikke selv hvis jeg havde villet.

Et tryk på et par knapper. Det ville være så let.

Hvis altså ikke lige alting gik i sort idet min finger langt om længe ramte knappen. Mobilen gik ud, og i det sekundt eksploderede mit indre i panik.

Panisk fløj mine hænder rundt på telefonen, i et desperat forsøg på, at få den tændt igen. Men lige lidt hjalp det. Stædigt forblev skærmen sort.

Uden en tanke i hovedet, fløj jeg op ad sofaen, og hen til den nærmeste oplader, hvor jeg desperat satte den til. Intet skete. Ikke andet, end at den om muligt blev endnu mere sort end den var før.

”Pis!” Vrissede jeg arrigt, og kastede et blik rundt på hotelværelset. Jeg var den eneste derinde, præcist hvor de andre drenge var, havde jeg absolut ikke den fjerneste idé om. Og jeg var ligeglad. Det eneste der betød noget for mig, på det pågældende tidspunkt, var at få pigen stoppet i det hun nu engang var i færd med.

***

Men hvad drengen ikke vidste var, at hun allerede havde besluttet sig.

Alt for længe havde hun været den alle så ned til. Den, ingen ville ses med, og som blot var blevet en pyntegenstand i byen hun levede i. End ikke hendes egne forældre støttede op om hende mere. Hun havde kun sig selv, og når man har været alene så længe som hun, får man før eller senere nok.

Alene er måske så meget sagt, for helt alene var hun nu aldrig.

Hendes indre dæmoner havde længe truet med at ødelægge hende indefra, og havde lige så længe været godt igang med det. Pigen der engang havde været en sund og livsglad pige, var nu ikke andet end en skygge af sig selv. Hendes udsultede og både fysisk og psykisk skadede krop kunne ikke mere, og hun vidste det. For det havde altid blot været et spørgsmål om tid før det gik galt. Før hendes krop og system måtte bukke under, og efterlade den tomme, magre skal der ville blive tilbage, det sted den nu engang dumpede ned.

Hun var færdig. Færdig med alt det hun havde været igennem – hun kunne ikke mere.

Med tårerne trillende i stride strømme ned ad kinderne, som soldater i march, skimmede hun endnu engang skærmen foran sig. Intet havde ændret sig siden sidst hun kiggede – ikke, at hun havde regnet med det, men som vi mennesker nu engang har for vane at gøre, havde håbet overtaget hendes instinkter, og fået dem til at tjekke.

At søge efter hjælp, støtte og omsorg.

En pludselig lyd opfangede hendes opmærksomhed. Nogen havde skrevet til hende. Hastigt rettede hun blikket imod skærmen. Og rigtigt nok, lyste den lille knap der indikerede, at nogen havde skrevet til hende. Hun trykkede sig derind, og læste forsigtigt med en nagende tvivl beskeden.

”Please don’t do it. We love you – think about the boys, and what they’ll say! They love you! They /do/ care!” Stod der.

Blidt rystede hun benægtende på hovedet. Hun vidste bedre. De drenge, der betød så meget for hende, så hende ikke som andet end endnu en skrigende og håbløs fan. Og skulle hun være ærlig, var hun overbevist om, at en fan fra eller til, ikke betød det store for dem – så længe de bare fik deres penge.

En besked mere tikkede ind. Og en til. Og endnu en.

Irriteret slog hun skærmen ned.

De ville ikke bekymre sig. Ingen ville. Faktisk, ville det blot blive en lettelse for hele omverdenen, hvis hun forsvandt. Forsvandt, og aldrig kom tilbage.

Tårerne kom hurtigere efter hinanden nu. Ligesom beskederne fra hendes twitterprofil. Folk ville stoppe hende. Bestemme over hende. De var ligesom alle andre. Alle var de ens. Forsigtigt åbnede hun computeren igen, blot for, at se hvordan hun var blevet spammet med beskeder. Men ikke én læste hun. Derimod oprettede hun et nyt tweet.

”Okay guys if the boys do care, why aren’t they trying to stop me? Lets face it – they don’t care at all.”

Skrev hun, og følte et stik af svigt og sørgmodighed. Hun havde skrevet, at de ikke tog sig af dem overhovedet – af hendes anden familie. At de ville være ligeglade, hvis der forsvandt én. Hun svigtede dem ved at forsvinde – det vidste hun godt.

Men hun var efterhånden ligeglad.

Med et sadistisk smil kiggede hun rundt i det mørklagte værelse. Snart ville det hele være ovre. Hun kunne nærmest høre døden spille sin indbydende musik, og langsomt lokke hende nærmere og nærmere. ”Snart” lovede hun, og rejste sig fra stolen ved skrivebordet. Computeren lod hun stå tændt. Det var den eneste lyskilde på værelset.

Hun gjorde ikke meget, vandrede blot lidt rundt, og lod sit blik falde på de forskellige genstande på værelset for sidste gang. Derefter kiggede hun op i loftet. Bjælken der hang så troligt deroppe, skulle snart blive til stor hjælp. Hendes smil ændrede sig, og blev nærmest desperat. Jo før jo bedre.

Med lydløse skridt dansede hun tilbage til computeren. Det hele var gået amok. Alle skrev til hende nu – forsøgte at få hende til at blive. Til at bide smerten i sig endnu engang, og blot fortrænge alt det onde. Men hun smilede blot.

”I’m doing this guys. There’s nothing you can do to make me stay. Nothing.”

I rasende fart stormede hun nu ud af værelset, og ud I gangen, hvor hun vidste de altid havde et solidt reb til at ligge, i det tilfælde bilen skulle trækkes igang. Hvilket skete oftere end man skulle tro. Hun stjal det, og gik for sidste gang igennem huset, med en tåge lagt over øjnene, der fortsat udtrygte deres sorg over, at skulle lukkes for evigt.

Hendes hjerte pumpede hurtigt nu. Adrenalinen suste hende om ørerne, og gav hende lige netop det kick hun havde brug for, hvis ikke hun skulle bryde sammen. Selvom hun nu var rimelig overbevist om, at hun ville gøre det alligevel.

Vejen til værelset var kort – nærmest for kort. Hendes indre var et uendeligt stort virvar af forvirrede og blandede følelser, der hver især væltede rundt imellem hinanden. Hendes krop protesterede – prøvede forgæves, at tale hende til fornuft. Kvalmen steg op i halsen på hende, og truede med at flyde over, alt imens hendes krop rystede som aldrig før. Hun var bange – hunderæd for hvad der ville ske – men modig nok til, at fortsætte.  Hun gik med stive og rystende ben, der truede med, at falde sammen under hende, ind på værelset, og op i sengen, hvorfra hun fik kastet den ene ende af rebet op over bjælken i loftet, og fik den fastgjort.

Med rystende skridt, gik hun endnu engang hen til computeren. Klokken var 22:50.

Hun havde god tid – klokken 23:00 skulle det ske.

Hendes indbakke på twitter var fyldt til bristepunktet, med folk der forgæves forsøgte, at tale hende til fornuft. Men hun ænsede det knapt. Det eneste hun så, var det der ikke var der.

Beskeden fra bare den ene af de drenge, der var de eneste som var i stand til, at stoppe hende.  Det var dem, der havde fået hende til, at kæmpe så længe. Dem, der gang på gang havde fået hende overbevist om, at noget godt ventede på hende derude et sted. Dem, der havde plantet smilet på hendes læber, igennem de hårde og forfærdelige tider.

Dem, der nu var ligeglade.

Smilet på hendes læber lå der endnu, og fik hende til at ligne en dødsengel, kiggende ud over en by der langsomt går op i flammer og ødelæggelse. Hun var skræmmende, men smuk.

En ting hun altid havde været, uden at være klar over det. Aldrig havde hun vidst det, for aldrig havde nogen fortalt hende det – og selv dem der havde, havde ikke kunnet få hende overbevist.

Pludselig fløj hendes fingre over tasterne på computeren.

”@ OneDirection please help me. Where are you? You used to give me the strength to keep going. To not just give up as I do now. You told me you love me – that you care. And you told me, that you’d always be here for me. But where are you?”

Et hulk brød igennem hendes læber. Alle følelserne væltede med deres fulde kraft ned over hende, og trak hende ned I et hul så dybt og så mørkt, som hun aldrig havde oplevet det før.

De havde løjet.

Et halvkvalt skrig forlod hendes læber. Hun skreg sin smerte ud, og bad i sit stille sind til, at nogen ville høre det – høre det, og redde hende. Redde hende fra sig selv.

Men ingen kom.

Et blik på uret bekræftede hendes frygt. Det var nu. Nu det skulle ske. Nu, hun skulle lukke sine øjne for evigt. Med rystende fingre oprettede hun et nyt tweet. Det tweet, der skulle blive hendes sidste.

"I'm so scared guys. I don't know what's going to happen. And i'm so sorry, but there's nothing else i can do to make the pain go away. I've been here for too long already. But tell the boys i love them, and that i'm sososo proud of all they've achieved already. Take care guys. I'll miss you."

Langsomt, med et tomt blik, klappede hun skærmen sammen, med rystende hænder. Derefter rejste hun sig fra stolen, på sine svage ben, der endnu engang truede med at bukke sammen under hende. Hun nærmede sig langsomt sengen, hvorfra det hele skulle ske. 

Hendes krop rystede som dem aldrig havde rystet før, øjnene græd som aldrig før, hulkene kom nu hurtigere end før, og alt foregik i slow motion. Hendes spinkle fingre rakte ud efter rebet, og fik det lagt om halsen.

Et øjeblik tillod hun sig, at blive stående dér. Tillod sig, at mærke hvordan både frygten og roen sænkede sig inden i hende. Men pludselig blev hun afbrudt i sin ro, da hoveddøren blev hamret op, og et hjertensskærende skrig fyldte hele huset.

For hvad pigen havde glemt var, at hendes veninde havde twitter som hun, og fulgte nøje med i hver eneste opdatering hun lavede.

Pigen tænkte ikke - hun gjorde det bare. 

Hun sprang, og ikke lang tid efter, havde det sidste hjerteslag slået, og hun kunne nu finde ro. 

Veninden derimod, kunne ingen ro få - nogensinde igen. 

For det syn der mødte hende, da hun trådte ind over dørkarmen, var det, ingen nogensinde i deres liv ønsker at se. Men hun tænkte hurtigt. Hun fik pigen ned fra bjælken, og gik igang med livreddende førstehjælp. 

Sirener kunne kort tid efter høres, og pigens svage men stædige fingre blev skubbet væk fra den livløse piges bryst, og erstattet med nogle langt større, og langt mere erfarende.

Og da skete det.

Et pling lød fra den livløse piges telefon. Netop dét pling, hun så længe havde ventet på.

" Stop! Stay with me! You cannot leave me alone here! Please Diana! I beg you! Don't do this, life's a great adventure, and you only live once. So please Diana - stay, i love you." - @Real_Liam_Payne 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...