Vi overlever

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 3 okt. 2013
  • Status: Færdig
En danskstil, som jeg fik skrevet færdig på næsten fire timer, aftenen før den skulle afleveres. Emnet skulle have noget med skolegang, venskab, forældre eller kærester at gøre. Så her er min elendige stil.

0Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

2. Vi overlever

Det var en varm mandag morgen. Jeg var virkelig nervøs for at møde Chelsea og for hvad hun havde at sige. Jeg var bange for at hun ville slå op med mig, men når alt kom til alt, så ville det vel heller ikke overraske mig så meget alligevel.

   Da jeg kom ind på skolen så jeg dem. Jeg så Toby og Chelsea og to andre drenge ved siden af dem. De grinede og Chelsea virkede utrolig glad. Og Toby virkede som en insider. Den her gang var det mig der kom gående alene og et øjeblik fantaserede jeg om, hvordan det ville have været hvis Toby var den populære og jeg var den specielle outsider. Hvis de fire drenge havde taget min rygsæk den dag, ville Toby så have grebet ind og vist mig vej ind i inderkredsen, eller ville jeg forblive en outsider og blive mobbet hver dag, indtil jeg til sidst fik nok og valgte at stoppe det på en eller anden måde? Jeg vidste det ikke. Jeg vidste ikke om vores venskab var så vigtig for Toby, som det var for mig. Eller om populariteten ville have betydet mere for ham end for mig. Fordi han var så speciel var han også utrolig svær at blive klog på.

   Så snart jeg gik op i mod dem kom Toby hen og krammede mig. "Uanset hvad der sker, så er jeg her altså altid for dig," mumlede han til mig, inden han gik. Jeg tror det var der jeg blev virkelig bange og jeg vendte mig om mod Chelsea.

   "Hvad foregår der?" spurgte jeg hende.

   Jeg kunne se at hendes øjne allerede var tårevædede og hun kunne ikke kigge op på mig. "Jeg vil ikke være din kæreste mere," hviskede hun. Hun rømmede sig en gang, inden hun gentog. "Jeg vil ikke være din kæreste mere. Jeg har fundet en anden og jeg tror bare aldrig rigtig jeg havde de rigtige følelser for dig. Jeg er virkelig ked af det og du ved at jeg stadig elsker dig, det er bare ikke på samme måde." Der faldt tårer ned af hendes kinder og hun snøftede.

   "Jeg forstår dig godt. Det overrasker mig ikke, du virkede ikke så vild med mig. Må jeg få at vide hvem han er?" spurgte jeg og forberedte mig på det værste.

   Hun nikkede og fortalte mig det. Det tog noget tid før hendes ord synkede ind, men da jeg vendte mig om og så Toby stå og kigge nervøst over på os, så gav det hele lige pludselig mening.

   Jeg tror først at jeg var ked af det. Derefter blev jeg skuffet. Og så blev jeg rasende.

   Jeg styrtede over til Toby og han kunne se hvor vred jeg var, så han holdt beskyttende hænderne op foran sin brystkasse. "Jeg fortalte dig det hele, men jeg udelod bare hendes navn. Du ved hvordan jeg føler og det er ikke min skyld. Lucas, lyt nu til mig!" sagde han, da jeg mumlede i munden på ham. Han lagde en hånd på hver af mine skuldre og gentog. "Jeg fortalte dig det. Det er ikke min skyld og jeg føler ikke noget for hende. Forstå det nu."

   "Men du var stadig sammen med hende bag min ryg!" råbte jeg og rev mig aggressivt fri fra hans greb. Jeg var så sur på ham lige nu. Han var min bedste ven og jeg forstod ikke hvorfor han havde gjort det. Hvis det ikke var for mig, så var han et ensomt mobbeoffer nu.

   "Undskyld, okay? Undskyld!" råbte han tilbage, da jeg nægtede at lytte på ham. "Hun lagde an på mig og der gik lang tid før jeg gjorde noget igen, men det er hende du skal være sur på og ikke mig!"

   "Vi har været venner så længe og så vælger du at gøre det mod mig. Jeg kan ikke forstå dig. Jeg gider dig ikke mere," sagde jeg hårdt og da han prøvede at tage røre ved mig igen var jeg rigtig tæt på at slå ham. "Du holder dig bare væk, okay? Du holder dig bare langt væk!"

 

Der gik næsten tre uger før jeg kunne kigge på ham uden at sende ham et dømmende blik. Han blev sendt direkte ud i kulden efter vores skænderi, som der åbenbart var mange der havde overværet. Chelsea var blevet markeret "luder" og derefter også smidt ud i kulden, hvor hun hurtigt havde fundet nye venner, der faktisk var meget ligesom hende. Hun troede virkelig, at Toby følte ligesom hende, men selv hvis han gjorde, så nægtede han at være sammen med hende på grund af mig. Først blev hun fornærmet, men hun forstod egentligt godt hvor vigtigt venskabet var for ham. Og hvor vigtigt det engang var for mig, og hun accepterede det. Men Toby var stadig den ensomme dreng, som han var fra første dag. Og nu havde han ikke nogen der kunne redde ham fra mobningen.

   Jeg stod og snakkede med nogle drenge, da Toby kom ind på skolen. Han var virkelig blevet mobbet i de få måneder der var gået, siden vores skænderi. De fire drenge havde fået ram på ham om og om igen, og det ramte mig faktisk at se ham lide. Jeg ved ikke om det var fordi vi havde været venner så lang tid eller om det simpelt hen bare var fordi han betød så meget for mig, men det var det der fik mig til at gøre min næste handling.

   Da Toby kom ind af døren kom de fire drenge hen og fik fat i hans rygsæk. De kastede den rundt mellem sig, og da Toby prøvede at få fat på den tabte de den ved et "uheld" ned på gulvet. Først lod han den ligge, men da de samme hårde ord om og om igen blev sagt til ham, valgte han at bøje sig ned og samle sin taske op. En af drengene sparkede til tasken, så alle bøgerne væltede ud, mens to andre skubbede til Toby mens de råbte ordet "bøsse", så han faldt bagover. Næsten hele skolen stod og overværede det, da Toby kravlede hen og begyndte at samle sine bøger op. Jeg kiggede på hans ansigt og kunne se hvor hårdt det hele var på ham. Og ikke kun på hans ansigtsudtryk. Jeg tror det var den enkelte tåre der trillede ned af hans kind, der fik mig til at gå hen til ham og sætte mig på hug. Hans stemme gav genlyd i mit hoved, mens jeg gentog mine egne og hans ord.

   "Jeg er her altså altid for dig," mumlede jeg, da jeg samlede en af hans bøger op. Han kiggede op på mig de triste øjne, jeg nogensinde havde set, og alligevel så han så utrolig glad ud, at det var umuligt ikke at grine af ham. "Vores venskab overlever."

   Han grinede også og kiggede ned på hans bøger på gulvet et øjeblik. "Vi overlever," gentog han og kiggede op på mig, inden han krammede mig så entusiastisk, at jeg virkelig bare kunne mærke alt det han havde følt al den tid uden mig, så jeg følte at jeg også havde oplevet det hele.

 

I sidste ende, så var vi jo bare to bedste venner. Og vi var de bedste venner nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...