Vi overlever

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 3 okt. 2013
  • Status: Færdig
En danskstil, som jeg fik skrevet færdig på næsten fire timer, aftenen før den skulle afleveres. Emnet skulle have noget med skolegang, venskab, forældre eller kærester at gøre. Så her er min elendige stil.

0Likes
0Kommentarer
167Visninger
AA

1. Venskab

Karoline

"A shop is the location, traditional values is the theme. A glass is an object that plays a part in the story."

 

"Undskyld jeg kommer for sent," var der en der sagde oppe ved døren. Selvfølgelig kiggede hele klassen op for at se, hvem der kom for sent på første skoledag, men det kom ikke som den store overraskelse at det var Toby. Min bedste ven, Toby. Han kom tit for sent, og så var han faktisk også den eneste der manglede i klassen. Det var vel bare af ren refleks, at folk kiggede op, fordi han var den eneste der larmede i hele klassen, da han gik ned mellem bordene for derefter at sætte sig på sin plads. Jeg smilede til ham, da han kiggede på mig, og han grinede tilbage til mig.

   Der var noget helt specielt over ham. Det havde der altid været og jeg tror at han er den slags speciel person, der ikke kan ændre hvem han er. Han er den slags person der bare forbliver speciel.

   Vi havde kendt hinanden siden vuggestuen og var uadskillige. Vi havde haft så utrolig mange skænderier, og det var utroligt så mange gange vi havde fået at vide, at vi ikke passede sammen og at vi ikke burde være venner, men det holdt os ikke fra hinanden. Vi gjorde alt sammen og vi kendte hinanden ind og ud, og lige meget hvad andre sagde, så skulle det ikke ændre sig. Da vi startede i highschool blev der vendt op og ned på vores forhold, men i sidste ende klarede vi det da. Netop fordi Toby var speciel, så var der ikke mange der gad være sammen med ham eller i det hele taget snakke med ham. Han blev lukket ude og folk ignorerede ham. Den eneste han havde var mig. Og af en eller anden grund blev jeg populær. Der blev dannet kliker og enten var man heldig at være inde i varmen eller også var man ude i kulden. Jeg blev lukket ind og det var utroligt så mange der snakkede til mig bare den første måned. Pludselig kendte jeg flere mennesker end jeg havde gjort tilsammen inden jeg startede i highschool. Der var hele tiden en der ville snakke mig og jeg var aldrig alene mere. Der var så mange jeg bare kendte navnene på, men som alligevel stod sammen med mig og snakkede, og der var nogen jeg slet ikke gad bruge tid på, og som jeg følte bare spildte min tid. Og så var der Toby. Vores venskab var rigtig skrøbeligt til at starte med. Han beskyldte mig for at være ligeglad med ham og bare gå op i min vennekreds. Han påstod at "populariteten steg mig til hovedet". Den første måned var smertefuld for både ham og mig. Jeg så ham komme gående alene ind på skolen og hver gang jeg prøvede at gå over mod ham, så var der en der stoppede mig for lige at snakke om et eller andet, som jeg rent faktisk var ligeglad med. Og ikke nok med at Toby blev lukket ude, han blev også mobbet. Der var næsten gået to uger uden at vi havde snakket sammen og han var stadig sur på mig, da jeg stod og snakkede med en pige, jeg var blevet ret vild med på så kort tid, og holdt øje med Toby ud af øjenkrogen. Fire ældre elever begyndte at snakke med ham og den ene tog endda hans rygsæk. Da han prøvede at få fat i den kastede de den rundt mellem dem, og de var alle sammen større end ham. Jeg vidste at han var bange, og da han kiggede over på mig kunne jeg se præcis hvor bange han var. Hans blik var bedende og det var egentligt det der fik mig til at tage et skridt nærmere. Pigen ved siden af mig stoppede med at snakke og kiggede uforstående på mig, men da hun så hvad jeg kiggede på smilede hun bare af mig, og jeg tror endda hun gav mig et lille skub i ryggen inden hun gik over til sine andre venner. Da jeg nærmede mig Toby og de andre drenge blev jeg også selv nervøs. Nogle af de ord der blev brugt mod Toby var "bøsse" og "slapsvans", hvilket fik mig til at ønske at Toby bare kunne være som mig, så han ikke behøvede at opleve det her.

   "Hey, stop det der!" sagde jeg højt, og de fire drenge stoppede midt i deres bevægelser. Ham der havde skoletasken sænkede den og lagde hovedet på skrå. Et øjeblik var jeg bange for at de skulle gå imod mig, og jeg mødte Tobys håbefulde blik, inden jeg hørte skoletasken dumpe ned på gulvet. Jeg blev faktisk ret chokeret. De havde gået her i længere tid end mig og havde formentligt mere magt end jeg havde, så da de frivilligt gav slip på skoletasken og gik videre, så kunne jeg mærke en ny følelse boble indeni mig. Toby havde ret. Populariteten var ved at stige mig til hovedet. Så måtte jeg bare have ham til at holde den væk fra mit hoved.

   "Bare vent," råbte en af drengene tilbage til os. "En dag kommer vi og giver dig hvad du fortjener."

   Jeg grinede lidt og lagde så armen rundt om Toby. "Jeg er her altså altid for dig," sagde jeg og efter den dag blev alting bedre. Toby blev ikke holdt af, men han blev accepteret. Der var få mennesker der rent faktisk snakkede med ham, og de snakkede egentligt kun med ham, fordi de vidste hvor glad jeg blev for det. Det var mest pigerne der gav ham opmærksomhed. Drengene gik kun op i mig, og siden jeg begyndte at komme sammen med den pige, jeg snakkede med inden jeg hjalp Toby med at få sin taske tilbage, så havde pigerne ikke vist den store interesse for mig. Jeg vidste også, at de ikke rigtig var interesserede i Toby, men han var nu meget glad for det alligevel, så jeg lod ham have sine popularitetsøjeblikke, mens jeg var optaget af at snakke med andre. Min lille "klike" havde accepteret, at Toby var min bedste ven og at han ikke skulle lukkes ude. Han var der altid og det var ikke meget han snakkede, men han var glad, for han vidste hvor meget jeg egentligt havde hjulpet ham ved at lukke ham ind, og vi brugte så meget tid sammen, at vi nærmest blev afhængige af hinanden.

   Jeg var så glad for min kæreste. Jeg havde aldrig været god til kærlighed. Af en eller anden grund havde det altid været Toby der fik alle pigerne, fordi de godt kunne lide det specielle ved ham. Og jeg var glad for at det for en gangs skyld var mig.

   Hendes navn var Chelsea. Hendes hår var kastanjebrunt og hendes øjne var lysende blå, hendes hud funklede og hendes smil var fantastisk. Jeg elskede alt ved hende og jeg elskede alt det hun fik mig til at føle. Det var min første forelskelse og jeg havde det som om det her var noget der aldrig skulle ende. Selvfølgelig vidste jeg at det ville det gøre på et tidspunkt, men da vi allerede havde været sammen et halvt år, så følte jeg at hun gled længere og længere væk fra mig. Vi havde haft det så sjovt sammen og jeg forstod ikke hvad hun rendte rundt og lavede, for hun var der aldrig når jeg havde brug for hende eller når jeg egentligt bare havde lyst til at være sammen med hende.

 

Jeg følte mig helt forvirret. Måske var jeg nok populær og havde styr på alt i skolen, men så snart skoledagen var overstået, så var der ikke noget jeg havde styr på. Der var ikke lang tid til min fødselsdag, og jeg følte at de alle sammen holdt noget hemmeligt for mig. Eller ikke dem alle sammen, de to eneste venner jeg havde, som jeg rent faktisk gad bruge tid sammen med. Jeg brugte stadig masser af tid sammen med Chelsea, men det virkede ikke som om hun var til stede mere. Og Toby havde ikke længere tid til at være sammen med mig. Han havde altid travlt med alt muligt andet, og et øjeblik troede jeg at de var i gang med at planlægge en surpriseparty for mig, men som dagene gik, så vidste jeg at det ikke var det.

   Det var et par dage siden jeg sidst havde været sammen med nogen af dem, så jeg besluttede mig for at gå over til Toby. Men lige da jeg skulle til at banke på hans dør åbnede han den og trådte ud lige foran mig, så vi var ved at ramle ind i hinanden.

   "Åh! Hej Lucas, jeg var lige på vej ud, jeg kan ikke snakke lige nu," mumlede han hurtigt og gik ned af fortovet.

   "Hvor skal du hen? Lad nu være med at gå," sagde jeg frustreret og fulgte efter Toby, selv om han blev ved med at sætte tempoet op for at slippe for mig.

   "Toby for fanden, hør nu på mig!" råbte jeg næsten og tog fat i min bedste vens arm for at vende ham om mod mig. Hans ansigt var rødt og fordi jeg havde kendt ham så lang tid kendte jeg efterhånden til alle de følelser hans forskellige ansigtsudtryk viste. Ud fra hans flakkende blik og ophidsede mund, kunne jeg se at han følte sig skyldig over et eller andet, og som hans bedste ven følte jeg at jeg havde ret til at vide det.

   "Hvad?" råbte han og det var så lang tid siden jeg havde hørt ham råbe, at jeg blev ret chokeret. Det tror jeg også selv han gjorde, for han tog et skridt tilbage og kørte frustreret en hånd igennem sit hår. "Undskyld. Jeg har travlt, Hvad er der?"

   "Hvad er det du har så travlt med? Hvad er det I går rundt og laver?" spurgte jeg og prøvede at fange hans blik, men han ville ikke kigge på mig og blev ved med at kigge ned af fortovet, som om han slet ikke havde tid til at svare mig.

   "Ingenting, okay? Jeg skal altså gå nu," sagde han bare og så løb han ellers væk fra mig, uden jeg nåede at sige andet. Jeg tænkte at jeg bare skulle give ham tid, og så ville det han havde i gang med gå over, og vi ville fortsætte som vi altid gjorde. Jeg forstod ham slet ikke, men det var nok noget han skulle igennem og så ville han fortælle mig alt om det bagefter.

   De næste par dage var anderledes end de plejede at være. Hverken min kæreste eller min bedsteven havde tid til mig, og min fødselsdag nærmede sig. Da det så endelig blev min fødselsdag, så var gaven fra min Chelsea usædvanlig lille, i forhold til hvor mange penge jeg vidste hun havde, og gaven fra Toby var usædvanlig stor, og han var ikke en der lå inde med mange penge. Jeg vidste at et eller andet foregik, og da jeg endelig fik tid til at snakke med Toby om aftenen, så var det som om ingenting var forandret.

   "Har du snakket med Chelsea?" spurgte jeg langsomt og skiftede emne fra at snakke om mine fødselsdagsgaver. Af en eller anden grund kom der et hurtigt glimt af et eller andet i hans øjne, men det forsvandt hurtigt igen. Før han overhovedet nåede at svare, stillede jeg ham et nyt spørgsmål. "Har hun snakket om mig?"

   "Faktisk," svarede Toby og afbrød mit næste spørgsmål, "så har jeg snakket med hende. Og jeg tror hellere du selv må snakke med hende, for du ved godt at jeg ikke kan holde på hemmeligheder. Og jeg vil ikke være den første til at afsløre noget, hvis hun siger hun selv vil fortælle dig det. Du må snakke med hende, hvis du vil vide hvad hun går og laver."

   "Hvad har du så gået og lavet?" spurgte jeg og prøvede at distrahere mig selv fra tanken om at Chelsea havde noget at fortælle mig. "Du har slet ikke været til stede, jeg har virkelig savnet dig mand."

   "Nej, jeg ved det godt. Jeg har mødt den her nye pige, som helt vildt gerne vil lave alt muligt med mig, men jeg er lidt utryg ved det, for jeg er ret gode venner med hendes kæreste. Hun har tænkt sig at slå op med ham, men jeg tror bare ikke at jeg har rigtige følelser for hende, så jeg er bange for hvordan han vil reagere, hvis han finder ud af at det er mig," sagde Toby og kiggede ned på sine hænder. Han så helt nervøs ud.

   "Hvorfor har hun ventet med at slå op med ham? Hvis hun har været sammen med dig bag hans ryg eller bare slet ikke føler noget for ham mere, så burde hun da have slået op med ham for længst. Du burde bare fortælle ham det og fortælle ham det på en pæn måde, så han ikke bliver sur. Det er det nemmeste," svarede jeg og pludselig så Toby mindre nervøs ud.

   "Tak du," sagde han. "Jeg kan altid regne med dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...