Bye Bye Birdie (Wish It Didn't Have To End Like This) (1D - oneshot)

Harry Styles skal passe sin otte-årige kusine, Scarlett Johanson Styles. Men da klokken nærmer sig ni en oktober aften, hører han et hjerteskærende skrig. På 0,5 er han nedenunder igen, men bliver slået i baghovedet, da han kommer inde i stuen. Den ellers så flinke politimand, Kevin Chasauddes, som leder sagen af hans forsvundne kusine, får ham til at sætte tilliden på prøve til sin ven, Noah Cavanaugh, som faktisk slet ikke hedder det. Men hvad hvis Noah slet ikke er skurken i dette spil, og Harry bare er endnu et offer for personen, som bortførte hans kusine, og lokkede ham i denne grusomme fælde? Oneshot - Harry er ikke kendt. De snakker engelsk, men selve oneshottet foregår på dansk.

0Likes
0Kommentarer
293Visninger
AA

1. Bye Bye Birdie (Wish It Didn't Have To End Like This)

”And remember she has to go to be-” ”Bed at 9. Yes, I know”, sukker han let, men fremtvinger et flygtigt smil. ”Thank you, we're really glad that you'd like to take care of her”, hendes øjne lyser op, inden hun løsriver sig fra ham. ”Bye sweetie”, råber hun, ser håbefuldt hen mod stuen. ”Goodbye mom”, lyder en stemme inde fra stuen af. Tilfreds med svaret, ser hun ud af døren; og mon ikke om et dyt kommer fra bilen. ”Better get going”, mumler hun, inden hun retter på sit pandehår, og forsvinder ud af døren. Det er først da de er helt væk, at han lukker døren i, og går ind i stuen. ”I wondered if you and I should order some pizza?”, spørger han tøvende, ser nysgerrigt på den otte-årig pige. Store, uskyldige blå øjne ser med ét op på ham, og hun smiler bredt. ”Yeah, let's get pizza”, udbryder hun lykkeligt, rækker sine hænder i vejret.

 

***

 

”Honey, I'll make your room ready”, siger han blidt, hvorefter hun nikker ivrigt; er stærkt optaget af tv'et. Han tager fat i hanken på hendes taske, bærer den med det samme ovenpå. For hans eget held, er døren allerede på klem, så han skubber den op ved hjælp af sin ene skulder. Den friske aftenvind er det første som modtager ham, og kuldegysninger går igennem hans krop. Han slipper tasken, beslutter sig omgående for at lukke vinduet i. Scarlett skulle jo nødig fryse, tænker Harry, og nikker stille for sig selv. Men det første han hører, da han er på vej ud af værelset, er et skrig. Et skrig som går igennem krop og marv, og lammer ham på stedet. Det er først efter få sekunder, at det skrig bliver registreret i hans hjerne, og at det går op for ham, at det er Scarlett. Før han kan stoppe sig selv, er han allerede nedenunder.

”S-Scarlett?”, hans stemme knækker midt over, men uanset hvad bærer han sine nu tunge ben ind i stuen. Med store, skræmte øjne, og et hjerte helt oppe i halsen, ser han febrilsk rundt. Håbet forsvinder desværre sekund for sekund, da det oprigtigt går op for ham, at hun er væk. Og han har overhovedet ingen anelse om hvad der er sket. Eller om hvor hun er, for den sags skyld. Han fortsætter desperat med sin søgen, men før han ved af det, slår noget hårdt ham i baghovedet. Og han må erkende sit nederlag, ved at lade sin krop falde ned på det hårde mahogni gulv. ”Sleep well”, høre han en stemme hviske i hans øre, hvorefter personen tager en klud foran hans mund. Chloroform, tænker han bittert, inden han går ud som et lys, og alt bliver opslugt af mørke.

 

***

 

”What do you remember?”, spørger politimanden venligt, bladrer om på et blankt stykke papir i hans gamle notathæfte, og gør sin kuglepen parat. ”I... I remember I went upstairs to make her room ready”, mumler han, glipper et par gange med øjnene. ”You know, she soon had to sleep”, tilføjer han hurtigt bagefter, smiler nervøst. ”And as I was about to go downstairs, I heard her scream. I instantly ran downstairs and into the livingroom to see what happened, but I got hit in the head. Then everything turned black”, afslutter han stille, gyser. ”Oh god, it's my fault”, udbryder han allerede forfærdet kort tid efter. ”I promised to take care of her”, råber han op.

En beroligende, dog velkendt arm snoer sig om ham. ”And I turned her down”, hvisker han, skyldfølelse er malet i hans ansigt. ”It's not your fault”, prøver Noah stille, men Harry ryster hans arm af sig. ”It is. I should've stayed downstairs with her. Look after her”, siger han halvkvalt, inden han bryder sammen. ”And I don't have the guts to contact Anastacia”, han ryster voldsomt på hovedet, lydløse tårer stryger ned af hans kinder i stride strømme. ”She's gonna hate me forever”, indrømmer han.

”I don't want her to hate me”, hvisker han skræmt, sidder fortabt i sine egne tanker. Noah tysser blidt på ham, vikler sine arme om ham igen, og holder ham tæt ind til sig. Harry gemmer sit hoved ved hans brystkasse, lukker sine øjne hårdt i. ”Please tell me this is a bad dream”, mumler han tomt. Noah fugter sine læber, og synker derefter en tyk klump, inden han retter på sine briller.”They'll find her, I'm sure of that”, mumler han blidt, skæver med ærefrygt i sit blik hen mod de tre politibetjente, som er dybt optaget af den samtale som de har. ”You're free to go”, siger Kevin højlydt, lederen af denne sag, og ser på dem begge med et ulæseligt blik.

 

***

 

”Hello, mr Styles, we're glad you could come today”, Kevin sender ham et fornøjeligt smil, men Harry ser ukomfortabelt rundt; lægger mærke til at de andre ikke er der. ”Where's the other guys?”, spørger han undrende, sætter sig ned overfor ham på den hårde metalstol. ”They'll show up later”, informerer han hurtigt. ”Where's mr Cavanaugh? Because we have something important to tell you”, afslutter han, lægger det samme notahæfte ned foran sig igen, og det samme med kuglepennen. Harry får store øjne, mærker at det vender sig i ham. ”Is he involved?”, spørger han forsigtigt, håber inderligt på et nej. ”We're not completely sure about that, but we'll like to talk to him anyways”. Harry glipper med øjnene, stirrer tomt ned i bordet. ”Yeah, I asked him to come with me. He's waiting outside the door”, svarer han hæst. ”But why? Why him of all the people in this world?”, nysgerrigheden brænder op inde i ham, og han bliver nødt til at få et svar – skal have et svar. Kevin ser hårdt på ham, inden hans blik bliver blidere, og hårdheden forsvinder. ”Will you please get him?”, spørger han roligt. Harry sukker, rejser sig modvilligt op, og går ud til ham. Noah ser på ham med et nysgerrigt blik, skæver forvirret mod døren. ”What's wrong?”, kommer der fra den mørkhårede. Harry smiler forsigtigt til ham, inden han trækker ham med sig. ”I just... Want you to come with me. They.. Need to tell us something”, svarer han stille, mærker hvordan hans hjerte hamrer i sit bryst.

”Okay”, Harry fugter sine læber. ”Tell me what Noah has to do with all this”, kommer der hårdt fra ham. ”What?”, lyder der chokeret fra Noah, men Harry ignorerer ham så godt som han kan, selvom det er svært. ”Harry, what do you mean?”, gentager han stille, og ser sørgmodigt på ham. Han løsriver forsigtigt sit blik fra ham, skæver mod bordet som nu er fyldt med bevismaterialer. Harry begynder at læse det hele grundigt igennem. ”All the evidence we've collected so far, leads us to your friend, mr Cavanaugh”, svarer Kevin hårdt, sender Noah et truende blik. Han synker en tyk klump, og bakker langsomt baglæns, da de to ankomne politmænd bevæger sig hen mod ham. Han skæver panisk hen mod Harry, som stirrer målløst på dem. ”No!”, udbryder han lidt for hurtigt, rejser sig beskyttende op foran sin ven. Han ser på de begge med store, nervøse øjne. ”I refuse to believe it's him. I've known him for such long time”, han ryster voldsomt på hovedet, slår ud med sine arme. Kevin sukker tungt, sender begge politimændene blikke, hvilket gør at de holder lidt tilbage.

”We'll do him no harm. But you have to let us do our job”, siger Kevin roligt, og de to andre nikker samtykkende. Harry vender sig forsigtigt om mod Noah, som bider sig hårdt i læben, og ser skræmt på ham. ”I...”, siger han stille, åbner og lukker konstant munden, for ligesom at prøve på at sige noget, som ikke kan blive sagt. Det er dog for sent, for inden han ved af det, sidder han ned igen. Og ud af øjenkrogen kan han se Noah blive ført bort af de to andre. I håndjern. ”We'll try our best to prove it's not him. But if we come to the conclusion that he did it, we have to go the court, no doubt about that”, starter Kevin, politimanden, eftertænksomt. ”It's hard for me, though, it really is. And you wanna know why?”, han ser spørgende på ham, og lægger mærke til at Harry's hoved vipper op og ned et par gange. Og at han har Harry's fulde opmærksomhed vendt mod ham selv, hvilket er det han vil have. ”Your friend, mr Cavanaugh, is not in our register”, slår han hårdt ned, ser seriøst på ham. Harry får store øjne, glipper et par gange. ”Bu-” ”That means that your 'friend' is not really who you think he is. No one with that name exists. So I really think you should reconsider if you even know him”, afslutter han køligt, sender Harry et skarpt blik. ”No, this is.. This is unbelievable”, hvisker han forfærdet, sin ansigtsfarve ændrer sig fra bleg til ligbleg på få sekunder. ”He lied to you. He has a name, but it's not Noah Cavanaugh. You can go now, if you'd like”. Uden et svar på de mange spørgsmål som nu rummer hans hoved, forlader han politistationen; mere tomhændet end førhen.

 

***

 

”It's you who took her, isn't it?”, siger han lavmældt. Kevin ser forvirret på ham, inden deres øjne mødes. ”You heard me”, snerrer han stille, rejser sig op fra den hårde metalstol. Lampen blinker et par gange, inden den helt går ud, og han slår sin knytnæve hårdt ned i det vakkelvorne træbord. ”Where is she?! What have you done to her?!”, først ser han chokeret på ham, men chokket ændrer sig langsomt til vrede. ”Look”, siger Kevin tørt. ”I don't know what you're talking about”, han fugter sine læber. ”You do know what I'm talking about. What did you do to her?!”, råber Harry vredt, træder et skridt frem mod ham. ”I really don't think you should mess with me”, advarer Kevin, ser mørkt på ham. ”Besides, I'm a cop. I'm just doing my job. You can't expect something else from me”, svarer han ligegyldigt. Harry fnyser, himler med øjnene. ”Spare me your lies. I know what you did. You made Matthew, my friend, look like the bad guy in all this. And just to top it all off, you've burned all the evidence, so people won't even know it's you who did all this. You even involved ME in all this”, hvisker han hæst, ser på ham med et hadefuldt blik. ”He's gonna end up in fucking jail. He doesn't deserve this, and you very well know it. Why not admit your crimes instead?”, spørger han tomt, ryster voldsomt på hovedet. ”Right. Because you're a cop. You think that you're better than everybody else”, tilføjer han svagt, væmmelse er i hans blik. ”You've turned Scarlett's life into a living hell”, sorg kan skues i få sekunder i hans blik, inden vreden vender tilbage.

”You've made me feel guilty as hell. And Matthew won't be capable of living a normal life anymore. He has to hide for the rest of his life now, ashamed of something he didn't do it. How do you feel about that?! Fucking nothing. Cause you don't have feelings”, hvæser han, og før Harry kan nå at stoppe sig selv, slår han ud efter Kevin. Men Kevin havde for længst set det komme, og griber fat i hans arm. Han mærker sit hoved bliver slået hårdt imod væggen, og lange, kolde fingre snoer sig om hans hals. Hjertet sidder helt oppe i halsen på ham, og han prøver febrilsk på at slå ud efter ham, at gøre modstand. Det nytter ikke noget, for han mærker sig selv blive døsig, og alt ændrer sig fra klare farver til sort. Inden han bliver bevidstløs, løsner grebet om hans hals sig, hvilket resulterer i at hans ben knækker under. Han dumper magtesløs ned på det kolde gulv. Men ikke lang tid efter når en kraftig lugt hans næse, og han spærrer øjnene op. Benzin. Inderst inde vil han gøre noget ved det, råbe efter hjælp, bare et eller andet for at få folks opmærksomhed. Men der er denne her stemme i hans hoved, som siger at det er slut. Og der er også en sandsynlighed for at ingen kan nå herhen, for de er i en forladt, faldefærdig bygning, som kan brase sammen når som helst, hvor som helst. Det er bare et spørgsmål af tid, og Harry er ret så sikker på, at han ikke har så meget tid tilbage at gøre godt af.

De slikkende flammer vender hans opmærksomhed mod dem, og et halvkvalt fnys kommer fra ham. Med et sløret blik ser han Kevin's skikkelse hælde resten af benzinen ud på gulvet. Rundt omkring ham, lægger han mærke til. Og da går den frygtindgydende sandhed op for ham: han er bare endnu et offer, som blev fanget i hans sindssyge lille leg. Nu vil han selv blive til en af Kevin's ofre, som ikke har en chance mod ham. Og som nok heller ikke vil overleve. Han føler med dem, det gør han virkelig. Han undrer sig også over, om hvis der er nogle overlevende, og hvordan de har det. Det vender sig i ham. De har det nok ikke godt. Og det er nu også forståeligt nok. Han lukker sine øjne hårdt i, ved at Kevin allerede er forsvundet; som om han aldrig har været der. Trætheden overmander ham, og et eller andet sted langt ude i natten, er han fuldkommen sikker på at han kan høre lyden af en ambulance, og brandbil som nærmer sig. Men hans indre stemme insisterer at det er en hallucination, bare noget som han hører. Han lukker sine øjne helt i pga. røgen som nu er ufattelig tyk, og som har bredt sig overalt, hvorefter alt bliver kulsort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...