Welcome To Reality // One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2014
  • Status: Igang
”Jeg lover at elske og ære dig til evig tid”, det var hvad Louis Tomlinson, og hans afdøde kone Alpha Miller lovede hinanden år tilbage. Ordene splittes i tusinde dele, og det samme gør Louis’s hjerte, da Alpha kommer ud for et trafikuheld, og desværre må overgive sig til den anden side. Louis forsvinder langsomt fra omverdenen, og falder længere og længere ned, men giver hans bedstevenner ham lov til det, og hvad sker der, når drengene hjælper ham med at finde den ”nye” eneste ene? Ender det i voldsomme skænderier? Falder Louis for langt ned, når han finder ud af sandheden, og hvordan tager hele verdenen det egentlig? Følg med i Welcome To Reality og find ud af det.


21Likes
14Kommentarer
1258Visninger
AA

5. Through the Dark

 

 

"I watch you die. I heard you cry,

every night in your sleep."

Because of you - Kelly Clarkson

 

Louis synsvinkel:

 

JEG KRATTEDE FINGERSPIDSERNE til blods på de glatte vægge og bankede knytnæverne mod de tykke ruder, til jeg ikke længere kunne mærke mine hænder. Mindst ti gange havde jeg famlet mig frem til ståldøren og sat neglene i sprækken og flået i den, men døren var urokkelig og kanten skarp. Til sidst, da kødet slap neglene, faldt jeg tilbage på det iskolde gulv, tungt åndende.

Et øjeblik stirrede jeg ud i det buldrende mørke rum med opspilede øjne og hamrende hjerte, og så skreg jeg. Skreg, til det ringede for ørerne og stemmen svigtede.

Så lagde jeg nakken tilbage og mærkede igen den friske luft, der strømmede ned fra loftet. Måske kunne jeg springe derop, hvis jeg tog tilløb, og få fat i noget. Måske der så ville ske noget. Ja, måske ville satanerne derude være nødt til at komme ind til mig.

Og hvis jeg så sigtede efter deres øjne med fremstrakte fingre, kunne jeg måske blinde dem. Hvis jeg var hurtig nok og ikke tøvede, så kunne jeg måske. Og så kunne jeg måske også slippe ud.

Et øjeblik suttede jeg på sine blødende fingre, satte dem så i gulvet og pressede sig op.

Jeg stirrede blindt op mod loftet. Måske var der for langt at springe. Måske var der ikke noget, jeg kunne tage fat i. Men prøves skulle det. Hvad ellers?

Jeg trak min jakke af og lagde den omhyggeligt i et hjørne, så jeg ikke skulle falde i den. Så satte jeg af i et sæt fra gulvet og strakte armene så langt i vejret, jeg kunne, men ramte ingenting. Gjorde det et par gange mere, før jeg trådte tilbage mod endevæggen, hvor jeg stod og sundede mig et øjeblik. Så tog jeg tilløb, og med al min kraft sprang jeg opad i mørket med armene hvirvlende efter håbet.

Da jeg ramlede ned, skred min ene fod på det glatte gulv, og kroppen faldt til siden. Jeg stønnede tungt, da skulderen ramte betonen, og skreg, da mit hoved hamrede ind i væggen og bankede min hjerne fuld af lysglimt.

I lang tid lå jeg ganske stille og ville bare græde, men gjorde det ikke. Kunne fangevogterne høre mig, så ville det blive misforstået. De ville tro, at jeg var ved at give op, men det var jeg ikke. Tværtimod. Jeg ville passe på mig selv. For dem var jeg offeret i buret, men afstanden imellem tremmerne bestemte jeg.

Jeg ville tænke tanker, der åbnede sig ud mod verden og holdt sindssygen på afstand. De skulle aldrig nogensinde få mig ned med nakken.

Det besluttede jeg der på gulvet, mens min skulder dunkede dybt og hævelserne omkring øjet lukkede det i.

En eller anden dag skulle jeg nok slippe væk!

 

 

Jeg vågnede med et sæt, helt gennemblødt af min egen sved. Hurtigt men stadig forsigtigt tog jeg mig til hovedet.

Mit hjerte kørte på højtryk lige nu, og jeg kunne mærke den forbandede følelse helt ud i fingerspidserne. De sidste par uger, havde jeg haft den samme drøm igen og igen.

Jo flere nætter jeg vågnede med denne følelse, jo mere fortabt følte jeg mig efterhånden.

Helt og aldeles alene.

Jeg havde ingen idé om, hvad klokken var. I mørket forsvandt tidsfornemmelsen, og med tidsfornemmelsen kroppens rytme. Dag og nat smeltede sammen som siamesiske tvillinger.

Jeg rejste mig fra den snart tørre seng, så det gav et sæt i min krop, da mine fødder ramte det kolde trægulv. Jeg bevægede mig med korte og tunge skridt ud mod det lille toilet ved siden af soveværelset.

Da jeg kom ud i den lille kabine med kumme og håndvask, trådte jeg et skridt frem mod spejlet og førte en finger hen over hjertet, hvor det store hul havde boret sig igennem.

Såret var helet, som jeg så fint bildte mig selv ind, men arret tegnede sig tydeligt under huden, hvis nogen ellers gad at se efter.

'Hvem fanden skulle gide det?' tænkte jeg, mens jeg granskede mit ansigt.

Nu kunne det ses, at jeg havde forandret mig.

Furerne omkring munden var blevet dybere, randene under øjnene mørkere, og blikket signalerede inderlig sorg.

Jeg, Louis Tomlinson, var ikke længere mig selv, den verdenskendte sanger, der levede og åndede for sit arbejde.

Ikke længere den erfarne, elegante britte, der fik øjenbryn til at hæves og læber til at skilles. Hvad fanden skulle jeg også bruge det til?

Hurtigt fik jeg bevæget mig ind på mit soveværelse igen, og krympet mig ned under den nu kolde dyne.

Jeg var på randen til at bryde sammen, men den følelse blev hurtigt bekæmpet af trætheden der nu overmandede sig i min krop.

Mine øjne gled langsomt i, og inden længe var jeg faldet i søvn.

 

  * * *   

Jeg vågnede ved den monotone tone, der banede sig vej ovre fra natbordet af.

Af ren automatik fik jeg skubbet uret ned på gulvet, så den bippende lyd ikke længere var at høre.

Da jeg lige så godt kunne komme videre, svang jeg benene ud over sengekanten, og listede mig ud på toilettet, for at gøre hvad jeg nu skulle.

Jeg knappede min skjorte, tog jakken på, kylede den sidste sjat kaffe indenbords og hev hoveddøren hårdt i efter mig, så husets øvrige beboere kunne forstå, at de måtte se at komme ud af fjerene.

Mit blik faldt på dørens navneskilt. Nu var det vel på tide at få skiftet det ud.

Det var allerede længere end længe siden, at Alpha var taget afsted. Og selvom jeg håbede og håbede, så var det løb kørt.

Efter endnu et suk forlod min mund, vendte jeg mig rundt for at gå ud i den kolde luft, som hurtigt klamrede sig om mig.

Vores managment Modets! havde bedt os alle fem om at komme idag.

Efter jeg havde undgået de sidste par møder, havde drengene tvunget mig til at komme, og for at være på den sikre side, ville de komme og hente mig.

Jeg kiggede en gang ned på mit Rolex ur, og så til min forbavselse at de først ville komme om 10 minutter.

Derfor besluttede jeg mig også hurtigt for, at gå hen til kiosken, der lå på hjørnet af den store vej.

Da jeg åbnede døren derind til, lød der en lille klokke, og lige så stille lagde varmen sig om min forfrosne krop.

Jeg gik et par gange rundt om hylderne, men fandt intet interessant.

Egentlig var der intet specielt jeg skulle have, men alligvel fandt jeg det mere spændende, end at stå ude i den kolde luft, og ren og skær dagdrømme, noget jeg efterhånden kunne kalde mig selv mester i. 

Jeg kiggede en gang på klokken, inden jeg besluttede mig for at gå ud af den lille hyggelige kiosk.

Længere nede af vejen, kunne jeg se Harrys sorte Range Rover komme trillende, og det var også det, der fik mig til at løbe det sidste stykke.

Hurtigt åbnede jeg døren, og nærmest sprang ind på sædet i den varme bil.

Jeg fik mumlet et hej, og modtog en masse underlige men også medlidende blikke fra de andre drenge.

Stilheden der efterhånden havde lagt sig, blev hurtigt brudt af den rungende stemme, der skar helt inde i min øregang.

Jeg rynkede på brynene, og kiggede hen på Liam, der så nysgerrigt på mig.

"Hvad?" vrissede jeg. 

Hurtigt ændrede det blide blik sig til et efterhånden opgivende og medlidende blik.

Jeg himlede en gang med øjnene, for at vise min ligegyldighed.

"Drop den atityde, og find et smil frem. Måske er vi blevet vant til det sure gespenst som har overtaget din krop, men vis i det mindste lidt interesse over for Modest!" var svaret fra Zayn på mine himmelvendte øjne.

Jeg sukkede tungt, og lænede mit hoved op af vinduet. 

"Hvordan har du det så for tiden Lou?". Niall lettede hurtigt den tunge stemning, med endnu et af deres sædvanlige spørgsmål. 

De kiggede alle nysgerrigt på mig, og jeg rettede mig op i sædet, og rømmede mig en gang.

"Der er kun ét fast holdepunkt i døgnet for mig, og det er når jeg dagligt flader ud i sofaen, og kan tælle trin for trin, indtil Lucia når destinationen for enden af gangen. Det er hver dag klokken 15.25 præcist. Noget jeg aldrig har undret mig over med hensyn til Lucia. Perfektionist. Jeps. Det er præcist hvad hun er. Perfektionist.." Jeg holdte en kort pause, men begyndte lige så hurtigt som jeg stoppede.

"Når jeg ligger der i vores seng.. Det er der alt går op for mig. Jeg lader aldrig lyset stå tændt, jeg ligger helt og aldeles i mørke. Hvis Alpha skal lide på den måde, så skal jeg også. Det var min opgave at passe på hende, men nu.. Jeg havde troet, at jeg på et tidspunkt ville vænne mig så meget til mørket, at detaljerne i mit hjerte ville træde frem, men sådan bliver det ikke. Aldrig. Der er uigenkaldeligt mørke, som om jeg er blind. Kun mine tanker kan sende lys ind i min tilstedeværelse, og det er heller ikke let. I lang tid har jeg været virkelig bange for at blive skør. Bange for den dag kontrollen glider mig af hænde." Jeg kiggede skrækslagen på dem, men så til min forbavselse, at de sad mussestille og lyttede interessant med.

"Og sommetider digter jeg billeder af verden og lyset og livet derude. Jeg søger ind i afkroge af hjernen, som menneskers stræbsomme og trivielle liv ellers sander til. Og erindringerne om engang kommer langsomt. Små øjeblikke med hænder, der holder om mig. Ord, der kærtegnede og trøstede. Men også erindringer om ensomhed og savn og utrættelig stræben." Jeg sukkede lydløst.

"Men andre gange, tænker jeg bare på Lucia. Lucia - min nabo - der kan få et smil frem på mine læber, ved at gå hen af gangen i sine stiletter, der monotont klikker mod de kolde klinker. Nogen gange glemmer jeg helt Alpha og smiler, men når jeg så indser, hvor forfærdelig et menneske jeg har været, får jeg det endnu mere dårligt. Alpha har ikke fortjent den behandling, ikke efter alt hvad hun gav mig."

Da jeg var færdig med min lange tale, gik det op for mig, at vi holdte foran bygningen hvori Modest! befandt sig.

Jeg klikkede hurtigt min sele op, og trådte så ud af bilen, så den kolde vind klamrede sig om mig.

Da jeg var noget til indgangen, hørte jeg de andre døre smække, og var så klar over, at de andre havde lettet sig, og nu bevægede sig her opad.

Alt det uden at kigge tilbage.

Hvis der var noget jeg efterhånden var blevet god til, så var det at bruge og forstå sanserne!

 

---------------------------------

 

Hej alle.

Undskyld for ikke at have opdateret i så lang tid, men da vi vil prøve at skrive lidt længere kapitler, kræver det også meget længere tid, hvilket vi ikke har så meget af. Vi går i 8. klasse, og får utænkelig mange lektier for, men vi prøver alt for at nå at skrive. Jeg har skrevet længe på dette kapitel, men her fik I det så endelig, og jeg håber I kan lide det. I må meget gerne like og alt det der! ;-)

Kys, Sofie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...