Welcome To Reality // One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2014
  • Status: Igang
”Jeg lover at elske og ære dig til evig tid”, det var hvad Louis Tomlinson, og hans afdøde kone Alpha Miller lovede hinanden år tilbage. Ordene splittes i tusinde dele, og det samme gør Louis’s hjerte, da Alpha kommer ud for et trafikuheld, og desværre må overgive sig til den anden side. Louis forsvinder langsomt fra omverdenen, og falder længere og længere ned, men giver hans bedstevenner ham lov til det, og hvad sker der, når drengene hjælper ham med at finde den ”nye” eneste ene? Ender det i voldsomme skænderier? Falder Louis for langt ned, når han finder ud af sandheden, og hvordan tager hele verdenen det egentlig? Følg med i Welcome To Reality og find ud af det.


21Likes
14Kommentarer
1262Visninger
AA

6. The A Team

 

 

And they say, she's in the Class A Team,

Stuck in her daydream,

been this way since eighteen.

But lately her face seems, slowly sinking, wasting,

crumbling like pastries.

And they scream,

The worst things in life come free to us.

The A Team - Ed Sheeran

 

Louis synsvinkel:

 

ENDNU ET SKUD bragede hen over trætoppene. Klappernes råb var blevet langt tydeligere. Pulsens dunken trykkede nu mod trommehinderne, mens den fugtige luft blev presset så hurtigt og hårdt ned i lungerne, at det smertede. 

'Løb, løb, ikke falde. Jeg kommer aldrig op igen, hvis jeg falder. Fuck, fuck, hvorfor kan jeg ikke få mine hænder fri? Åh, løb, løb ... shhhh. De må ikke høre mig. Har de hørt mig? Er det nu? Skal mit liv virkelig ende sådan?' 

Og grene svirpede mod ansigtet og trak blodstriber, og blod blandede sig med sved.

Nu hørtes mændenes råb fra alle sider. Det var først i det øjeblik, at dødsangsten kom.

Der lød endnu nogle skud. Projektilernes piften gennem den skarpe luft var nu så nær, at sveden løb frit og lagde sig som et kompres under tøjet. 

Om et minut eller to, stod de der. Hvorfor ville hænderne på ryggen ikke lystre? Hvordan kunne tapen være så stærk?

Med en flaksen hævede opskræmte fugle sig pludselig over trækronerne. Skyggedansen bag granernes tætte parade blev tydeligere. Nu var der måske bare hundrede meter ned til dem. Alt blev tydeligere. Stemmerne. Jægernes blodtørst.

Hvordan ville de gøre det? Et enkelt skud, en enkel pil, og så var det forbi? Var det dét?

Nej, nej, hvorfor skulle de nøjes med det? Så nådige var de ikke, de sataner. Sådan var de ikke. De havde deres rifler og tilsølede knive. De havde vist, hvor effektive deres armbrøster var.

'Hvor kan jeg gemme mig? Er der et sted? Kan jeg nå tilbage? Kan jeg det?'

Blikket afsøgte skovbunden. Frem og tilbage. Men tapen, der næsten dækkede øjnene, besværliggjorde det, og benene fortsatte i snublende løb.

'Nu skal jeg få at føle, hvordan det er at være i deres vold. De vil ikke gøre nogen undtagelse med mig, det er jo sådan, de får tilfredsstillelse. Kun sådan kan det blive overstået.'

Og hjertet hamrede nu så hårdt, at det gjorde ondt. 

 

* * *

 

Det ene øjeblik var jeg i mine hårrejsende mareridts, og det næste i den barske virkelighed.

Nogen gange, var det ikke til at skelne imellem, hvad der var hvad, og bare det i sig selv, siger vidst nok.

Jeg var idag vågnet med et skrig, som efterhånden var min søvns endestation.

Nu havde jeg så, - til en forandring - fået slæbt mig selv ned på Starbucks, hvor jeg lige nu sad og drak den eftertragtede Caffé Misto - Brewed coffee and steamed milk, som de så fint sagde til os kaffe stræberer. 

Som jeg så ofte gjorde, sad jeg nu og stirrede ud i den kolde vinterluft, imens en stime af hundrede tusinde tanker, fór igennem mit efterhånden fyldte hoved, hørte jeg nogle kendte fodtrin, der så elegant klirrede mod det hårde gulv.

I en langsom bevægelse, fik jeg drejet mit hoved om til destinationen, og som jeg fik øjenkontakt med et sæt engleøjne, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var hende

Selvom jeg aldrig havde set hende før, sværgede jeg ved min Gud, at det var hende, Lucia

Drengene havde igår virket mærkelige, da jeg fortalte om min næsten tiltrukket krop, som om at de vidste mere, end hvad jeg selv gjorde. Egentlig vidste jeg ikke så meget mere selv, end at hun hed Lucia, og boede for enden af gangen i vores opgang, og nu kunne jeg så tilføje engleøjne, der i den grad var forførende.

Hurtigt mærkede jeg noget underligt i min mave, som jeg ikke har mærket i det sidste lange tid. Men lige så hurtigt som følelsen var kommet, lagde jeg den igen til side, som så meget andet.

Da hun havde fået overlanget det bestilte, gik hun målrettet mod døren hvorpå der stod Exit. Hurtigt lød klokken som fortalte, at hun nu var ude. 

Som jeg fulgte hendes næsten svævende bevægelser, faldt jeg længere og længere hen.

 

Hun balancerede nærmest på en knivsæg, når hun dristede sig ned ad Bond Street. 

Med ansigtet halvt dækket af et skrigende pink sjal gled hun forbi oplyste butiksruder, mens de vågne øjne scannede gadebilledet. 

Det drejede sig om at genkende folk og om ikke selv at blive genkendt. Om at kunne leve i fred med sine dæmoner og overlade resten til dem, der rasede forbi. Overlade resten til de forbistrede sataner, der ville hende ondt, og til dem, der trak udenom med døde blikke.

Alpha så op mod gadelamperne, hvis lys lå iskoldt hen over Bond Street.

Hun spilede næseborene ud. Snart ville nætterne blive endnu køligere. Hun måtte til at gøre vinterhiet klar.

Hun stod nu i en klynge ved fodgængerovergangen blandt forfrosne shoppere og så over på Spencer House, da hun bemærkede kvinden i en trench coat ved siden af sig.

Et par sammenknebne øjne mønstrede hende, mens der blev rynket på næsen, og så trådte kvinden et lille skridt væk fra hende.

Det var et par centimeter, men det var rigeligt.

'Så, Alpha,' pulserede advarselssignalet i baghovedet, mens raseriet prøvede at få fat.

Hendes blik bevægede sig ned ad kvindens krop, til hun nåede læggene. Strømpebukserne skinnede let, anklerne var strakte i højhælede sko, og Alpha mærkede et forræderisk smil kruse sig om mundvigene.

Med et hårdt spark kunne hun knække de hæle. Kvinden ville vælte om. Hun ville erfare, at selv en Alexander McQueen-dragt bliver beskidt på et vådt fortov. 

Så kunne hun lære at passe sig selv! 

Alpha så op og lige ind i kvindens ansigt. Markant eyeliner, pudret næse, lokkerne klippet hår for hår. Blikket stift og afvisende.

Jo, hun kendte hendes slags bedre end de fleste. Hun havde selv været der engang. Blandt arrogante overklasseløg med buldrende tomme indre. 

Sådan var hendes såkaldte veninder dengang. Sådan var hendes afdøde stedmor. Hun afskyede dem!

'Så gør da noget,' hviskede stemmerne i hendes hoved. 'Find dig ikke i det. Vis hende, hvem du er. Kom nu!'

Alpha stirrede over på en klynge mørkhudede drenge på den anden side af vejen. Havde det ikke været for deres omstrejfende øjne, så havde hun skubbet til kvinden, idet linje 22 til Piccadilly Circus susede forbi.

Hun så det tydeligt for sig: Hvilken vidunderlig blodplamage bussen ville efterlade. Hvilken chokbølge den hånlige kvindes kvæstede krop ville forplante i mængden. Hvilken liflig følelse af retfærdighed det ville give. 

Men Alpha skubbede ikke. Der var altid et vågent øje i menneskemylderet, og så var der det dér inden i hende, der holdt igen. Det frygtelige ekko fra fjerne, fjerne dage. 

Hun førte sit ærme op til ansigtet og tog en dyb indånding. Det var rigtigt, hvad kvinden ved siden af hende havde registreret. Tøjet stank forfærdeligt.

Da lyset blev grønt, trak hun ud i fodgængerovergangen med kufferten bumpende efter sig på skæve hjul. 

Det her ville blive den sidste tur, for tiden var kommet til at smide det gamle kluns ud. Det var på tide at skifte ham ud!

 

Midt i metrostationen stod et skilt med dagens avisforsider foran kiosken og gjorde livet surt for travle og blinde. Hun havde set dagbladenes spisesedler adskillige gange på sin vej gennem byen, og de gjorde hende syg af væmmelse. 

"Svin," mumlede hun, da hun passerede skiltene med blikket stift fremadrettet.

Så drejede hun alligevel hovedet og fangede et glimt af ansigtet på The Sun's spiseseddel. Bare synet af manden fik hendes krop til at ryste.

Der stod: 'Gavin Hewitt opkøber privathospitaler i Georgien for 12 milliarder,' under pressebilledet. 

Hun spyttede på flisegulvet og stod stille et øjeblik, til kroppens reaktioner dæmpedes. 

Hun hadede Gavin Hewitt. Ham og Finan og Rayford. Men en dag skulle de få at se. En eller anden dag skulle hun nok få skovlen under dem. Det skulle hun! 

Hun lo et øjeblik og fik en modgående til at smile. Endnu et godtroende fjols, der mente at vide, hvad der foregik i andres folks hoveder. Ligesom hende selv engang.

Så stoppede hun brat.

Lidt længere fremme stod Store-Sally på sit sædvanlige sted. Halvt foroverbøjet og let duvende med beskidte hænder og tunge øjenlåg og armen rakt frem i hjerneblæst tillid til, at der i denne myretuevrimmel skulle være en enkelt eller to, der kunne undvære en tier. Det var kun narkomanerne, der kunne få sig selv til at sådan time efter time. Elendige stakler!

Alpha gled bag hende og direkte mod udgangen til Metro Bank, men Sandy havde registreret hende. 

"Hej! For helvede da, hej, Alpha," kom det bagfra i et øjebliks snøvlende nærvær, men Alpha reagerede ikke. 

I det åbne rum var Store-Sandy ikke god, det var kun, når man sad på bænken, at hendes hjerne fungerede nogenlunde.

Til gengæld var hun det eneste menneske, som Alpha tålte nu til dags.

 

Vinden peb uforklarligt koldt gennem gaderne den dag, så folk ville hurtigt hjem. Derfor stod der fem sorte Mercedeser med motoren tændt i taxakøen ved metrostationstrappen over for Vernon Place.

Så skulle der nok være en tilbage, når hun skulle bruge den, tænkte hun. Det var bare det, hun ville vide.

Hun trak kufferten skråt over gaden til Spaghetti House og satte den ved siden af vinduet. Det var kun sket én gang, at en kuffert blev hugget fra hende, når hun satte den der. Det ville med garanti ikke ske i det her vejr, hvor selv tyve holdte sig inden døre. Desuden var det lige meget. Der var ikke noget i den, som betød noget.

Hun ventede sølle ti minutter på pladsen foran Metrostationen, så var der bid. 

En rasende smuk kvinde i minkpels med en kuffert på solide gummihjul og en væver krop ikke meget over størrelse 38 steppede ud af en hyrevogn.

Tidligere var Alpha udelukkende gået efter kvinder i størrelse 40, men det var flere år siden. Et liv som hjemløs på gaden gjorde ikke nogen fed.

Hun stjal kufferten, mens konen stod og orienterede sig ved en billetautomat i forhallen. Så skridtede hun mod bagudgangen og var nede ved taxaerne foran Metro Bank på ingen tid.

Øvelse gjorde mester!

Dér læssede hun sin stjålne kuffert ind i den forreste taxas bagagerum og bad chaufføren om at køre hende en lille runde.

Hun trak et tykt bundt hundredekronesedler op af frakkelommen.

"Du får et par hunde oveni, hvis du gør, som jeg siger," sagde hun og ignorerede hans mistænksomme blikke og sitrende næsebor.

Om cirka en time ville de komme tilbage og hente den gamle kuffert. Hun i noget nyt kluns og med en fremmed kvindes duft på kroppen. Til den tid ville taxamandens næsebor nok sitre ganske anderledes!

 

Med en rystende fornemmelse kom jeg hurtigt til mig selv igen, men ikke uden de mange spørgsmål. Hvad end dette mysterie gik ud på, havde jeg ingen idé om, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg heller ikke ville få det af vide. 

Den mærkelige fornemmelse jeg tidligere havde haft i maven, måtte på en eller anden måde have indflydelse på den krimi, jeg for et kort øjeblik havde haft kørende i mit hoved.

Det eneste jeg var sikker på lige nu, var, at jeg aldrig i min vildeste fantasi havde sat Alpha sådan, og jeg ved med sikkerhed, at det aldrig nogensinde havde været hende, der var den syge hovedrolle i min tankevækkende krimiserie.

Hvad end dette gik ud på, kunne jeg ikke komme frem til lige nu, men jeg fik hurtigt lagt pengene for den efterhånden kolde kaffe på bordet, og så var jeg ellers på vej hjem til min varme lejlighed, hvor jeg skulle have tænkt en masse grundige tanker igennem.

 

----------------------------

 

Jeg håber, at I kan lide kapitlet, og at I stadig følger med derude. Jeg havde ikke lige regnet med, at jeg ville skrive 2000 ord, da jeg startede på kapitlet, men det røg hurtigt op, og jeg kunne ikke stoppe, tihi, men som sagt, så håber jeg, at I kan lide det. I er selvfølgelig stadig velkomne til at smide en kommentar eller to, og så ville det være helt igennem fantastisk, hvis I ville like og sætte på favorit! 

- S

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...