When you´re alone...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 2 okt. 2013
  • Status: Færdig
Jeg rystede nervøst. Hun burde komme frem nu. Men der var stille som før. Panikken steg, og jeg begyndte at trække vejret i små stød. Hvad nu hvis hun ikke kom? Hvad nu hvis det var for sent?! Fortvivlet løb jeg rundt på den døde mark. Prøvede at finde på en løsning, prøvede at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Og pludselig kom det til mig. Pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle gøre.

0Likes
0Kommentarer
319Visninger
AA

1. When you´re alone

Jeg mærkede det høje græs stryge sig mod mine lægge. Det kolde dug gav mig små kuldegysninger, og jeg gned mig på mine bare overarme for at holde varmen. I det fjerne kunne jeg høre en ugle tude, og jeg følte en blid vind mod mine ben. Der lød en svag lyd af vand, der klukkende strømmede ned af åen, og jeg hørte, de små mus pivende gemme sig i græsset. Stilheden blev afbrudt af en ung, men stærk stemme. Hendes sang. When you´re all alone - far away from home. There is a gift the angels send, when you´re alone,. Det var hende. Jeg løb falmende efter lyden. Jeg måtte finde hende denne gang. Hun havde brug for mig. ”Angels always sends a star, when you´re alone.”. ”Hvor er du?” råbte jeg desperat, ”Jeg er lige her!”. Men det var for sent.

Vækkeurets skrigende lyd skar sig igennem mine ører, og jeg hamrede min hånd på snooze-knappen. Hun var der igen i nat. Faktisk havde hun været der i alle de seneste nætter. Jeg gned udmattet søvnen ud af øjnene og strakte mig dovent.  Nu ville mor snart komme og hjælpe mig med at gøre mig klar til skole. Hvis man kunne sige én ting omkring min mor, så ville det klart være, at hun var utroligt stædig. Jeg havde forgæves prøvet at overtale hende til, at jeg sagtens selv kunne gøre mig klar, men efter branden har hun været utroligt overbeskyttende.

Dagene sneglede sig af sted. Skolen interesserede mig ikke, timerne var for kedelige. Der var ikke nogen der turde have mig med eller generelt bare snakke til mig. Men jeg var ligeglad. Alt jeg kunne tænke på var, at jeg måtte skynde mig hjem og finde på en måde, hvor jeg kunne finde hende. Jeg måtte bare ikke give op.

Jeg trak mit dyne tættere om mig og sukkede højlydt. Jeg var udmattet og kæmpede for ikke at falde i søvn. Men jeg nægtede at falde i søvn uden en plan. Denne gang skulle jeg finde hende. Denne gang måtte jeg få kontakt med hende. Mine tanker blev afbrudt af en forsigtig banken på min dør. Den blev knirkende åbnet, og jeg hørte min mors klikkende skridt komme nærmere. ”Skat? Sover du?” hviskede hun, idet hun blidt skubbede mig. Jeg rystede lettere irriteret på hovedet og satte mig op. ”Benjamin, du bliver nødt til bare at prøve,” sagde min mor opgivende og kærtegnede min arm. ”Dine lærere har skrevet til os, og din far og jeg er ved at blive meget bekymrede,”. Jeg lagde mig tavst ned og rullede om på siden. ”Skat, du ved godt, at vi også savner hende, ikke?” forklarede min mor trøstende og fortsatte med at nusse min arm. ”Men det her vil ikke få hende tilbage. Du bliver nødt til at prøve. For hendes skyld. For din far og jegs skyld,”. Mine hænder knugede sig fast om dynen, og jeg mærkede tårerne trille ned af mine kinder. ”Du… Du forstår det bare ikke…”. Min stemme rystede, og jeg krympede mig endnu mere sammen. ”Hun har brug for mig. Men jeg er så forvirret.” Jeg tørrede frustreret tårene væk. ”Jeg har prøvet alt. Men intet virker,” . Mor sukkede dybt. ”Nogen gange er det bedste du kan gøre, at følge dit hjerte,”. ”Mor, det er bare noget fis, som gamle mennesker siger.” svarede jeg irriteret og begravede mit hoved ned i puden. Mor strøg mig blot over ryggen, og jeg mærkede mine øjenlåg blev tungere for hvert sekund.

Jeg indsnusede den kolde luft. Der føltes koldere end det plejer. Jeg satte mig ned på hug og kørte fingrene igennem græsset. Det knasede dødt i mine kolde hænder. Uglens tuden var ikke til at høre, og de små mus var stille. Hvad var der sket her?!

Jeg rystede nervøst. Hun burde komme frem nu. Men der var stille som før. Panikken steg, og jeg begyndte at trække vejret i små stød. Hvad nu hvis hun ikke kom? Hvad nu hvis det var for sent?! Fortvivlet løb jeg rundt på den døde mark. Prøvede at finde på en løsning, prøvede at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Og pludselig kom det til mig. Pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle gøre.

”When you´re all alone,” udbrød jeg og gik søgende rundt i mørket. ”Far away from home, there´s a gift the angels send,”. Og så hørte jeg hende. ”When you´re alone.” lød hendes beroligende stemme ikke langt derfra. ”Every day must end, but the night is our friend,” Jeg begyndte at gå hurtigere, og jeg kunne høre på det knasende græs, at hun gjorde det samme. ”Angels always send a star, when you´re alone,”. Hun var få meter væk, og jeg kunne mærke hendes varme ånde mod min bare hud. Jeg rakte rystende mine iskolde hænder ud og mærkede hurtigt hendes varme hænder i mine. De var så små og spinkle, og jeg var så forfærdeligt bange for at ødelægge dem. ”When you´re alone, you´re not alone, not really alone.”

Så blev der stille. Det eneste der kunne høres, var hendes og mit åndedræt. Jeg smilede forsigtigt til hende og klemte blidt hendes hænder. ”Du fandt mig. Du gav ikke op,”. ”Jeg kunne ikke give op. Jeg kunne ikke miste dig.” Min stemme knækkede, og jeg rystede. Med ét fik hendes stemme en alvorlig klang. ”Benjamin. Jeg er død. Jeg kommer aldrig til at kunne komme tilbage til din verden. Men jeg vil altid være her. Her vil vi altid kunne være sammen.”. Et varmt smil formede sig om min mund, og jeg fik en pludselig trang til at hive hende ind i min favn. ”Så kan vi være sammen for evigt!” udbrød jeg lykkeligt. Hun sukkede nedtrykt.

”Nej.”

”Nej?”

”Jeg vil ikke have, at du kun lever her i mit univers. Du må ud. Jeg havde ikke valget om at leve eller dø. Det har du. Du må tilbage. Lev det liv jeg aldrig nåede at få. Og om natten så vil jeg altid være her. Fortæl mig om alle de eventyr du får. Okay? Lov mig det.”

”Jeg lover det.”

”Fantastisk. Men nu må du tilbage. Og glem mig ikke.”

Og det gjorde jeg heller ikke. Fra den nat svor jeg, at jeg ville ære hendes minde ved at være et godt forbillede for hende og leve mit liv fuldt ud. For som hun altid siger; At leve er en velsignelse. Lev hver dag som om det var din sidste. Lev for alle dem der ikke kan. For du ved aldrig hvornår det hele slutter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...