Back to you (Justin Bieber)

Melanie på 15 og Justin på 16 har været bedstevenner siden de var små. indtil for 3år siden hvor Justin valgte at stikke af, med sin bedsteven Ryan uden at fortælle nogen det. Ikke engang Melanie som sad tilbage, helt knust og som nu hadet Justin for det. Da der går 3år vender de tilbage. Justin (som nu er 19) håber at Melanie(som nu er 18) kan tilgive ham, og at de måske skal blive mere end venner. Men Melanie er kommet videre, og har fået sig en kæreste.
Vil Melanie nogensinde tilgive Justin? Bliver de venner igen, og måske mere?
(Justin er ikke kendt)

59Likes
84Kommentarer
4372Visninger
AA

6. farvel igen

(Justins synsvinkel)
Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at hun kunne sige sådan. Havde jeg vidste at jeg ville skabe problemer for hende, så var jeg aldrig kommet tilbage.For hun er jo grunden til at, jeg kom tilbage igen. Men hvis ikke hun ville have mig her, så kunne jeg vel ligeså godt tage tilbage.
Jeg var på vej hjem til mine bedsteforældre, som mig og Ryan bor hos lige pt da min mobil ringede. Jeg kiggede hurtigt på displayet, og så at det var Melanie. Jeg overvejede et kort øjeblik, bare at lade den ringe. Men hun skulle jo også vide, at  jeg rejste igen. Det havde jeg jo lovet.
"Det er Justin"Sagde jeg koldt. "Justin du må virkelig undskylde, jeg mente ikke noget af det" hulkede hun. Så hun græd ligefrem? aw så må hun vide den er galt. "Det er ligegyldigt, jeg rejser imorgen alligevel". "du..du gør hvad?". Hun stoppede et kort øjeblik med at græde, men begyndte så igen inden jeg nåede sige noget. "Ja jeg rejser. Du gjorde det ligesom temmelig klart for mig tidligere, at du ikke ville have mig i nærheden. Så du  får din vilje som sædvanligt". "Justin jeg mente jo ikke noget af d...". "Det er ligemeget Melanie!". Det var måske lidt ondt, at råbe af hende når nu hun var ked af det. Men egentlig var jeg ligeglad, hun kunne have tænkt sig om. "Justin jeg er så ked af at.."."Melanie det nytter ikke noget, jeg rejser imorgen okay?" sagde jeg og lagde på. 

Jeg nåede hjem til mine bedsteforældre, og skyndte mig at finde Ryan. Jeg gik op på hans værelse, og selvfølgelig sad han og nørdede det nye GTA. "Hey bro, vil du være med?". "Nej tak. Vi bliver nød til at snakke" Sukkede jeg, og satte mig ned i sofaen der stod på værelset. "Sig frem" sagde han med hans øjne, klistret fat til fjernsynet. "Vi må afsted imorgen"."Af hvad skal vi? Gik det ikke lige så godt med Melanie?" han havde nu fokus på mig, istedet for fjernsynet. Jeg sukkede, og overvejede hvordan jeg skulle forklare. "Melanie gjorde vidst klar tidligere, at jeg ikke var ønsket. Jeg har åbenbart kun skabt problemer for hende, og hendes kæreste siden jeg kom til". "Det jeg ked af at høre. Hvornår taget vi så afsted imorgen?" spurgte han. "Imorgen tidlig. Jeg vil bare gerne væk hurtigt muligt". Han nikkede engang, og begynde så at spille igen.

Jeg gik ned i stuen og fortalte mine bedsteforældre, at vi skulle afsted igen. De blev lidt triste over det, men var også bare glade for at jeg havde været forbi. Dem havde jeg jo heller ikke haft kontakte, da alt det her fandt sted med at jeg bare forsvandt. 

                                                                            *******

"Far hvem er ham manden, der lige er kommet?"."Justin, gå op på dit værelse. Uanset hvad du høre så skal du blive der!" sagde han. Han lød helt bange. "Høre du Justin!". "Ja far" sagde jeg og løb op på mit værelse. 
Jeg kunne høre hvordan ham manden, og min far stod og råbte af hinanden. Der blev stille et kort øjeblik, da jeg hørte et skud. Jeg ved godt min far sagde, at jeg skulle blive på mit værelse. Men jeg måtte simpelthen finde ud af, hvad der skete nedenunder.
Da jeg kom ned stod ham manden, med ryggen vendt mod mig. Trappetrinnet knirkede og manden vendte sig om, så jeg nu også kunne se min far. Han sad på hans knæ ned hånden, på hans mave. Han hånd var helt fuldt med blod, og det samme var hans mave. "Nej Justin......løb!" råbte min far. Men jeg kunne ikke få mig selv til at løbe. "Nå så det er Justin" Grinnede  ham den fremmede mand. "Du lader ham være!" sagde min far med sammenbidte tænder. "Ja vi får se" sagde han, og blev ved med at kigge på mig. Han smilte til mig, og vendte sig så om mod min far igen. Endnu et skud blev affyret, og min far landende på gulvet. "NEJ!" råbte jeg, og løb over for at sætte mig ved siden af ham. "Nej far please, du må ikke dø" hulkede jeg. "Hør Justin. Mit navn er Taylor.."."Jeg er da pisse ligeglad med hvad du hedder! du har lige dræbt min far!" råbte jeg af ham, men tårene trillede ned af mine kinder. Ham Taylor gik over og tog hårdt fat om min arm, og slæbte mig op på mit værelse."Giv slip på mig" råbte jeg. Vi kom op på mit værelse, og han kastede mig ned på gulvet. "Du har to valg nu" sagde han, med et lumsk smil. "Enten flygter du nu, og er ude af landet inden for 1 time". "Ellers hvad?" spurgte jeg flabet. Måske ikke lige den bedste situation at stå i, og så være flabet. "Tja valg nummer 2. Ellers bliver du skudt her og nu" sagde han og grinte. Jeg greb hurtigt fat i min sports taske, og begyndte at pakke de mest nødvendige ting. 
Da jeg havde pakket løb jeg ned af trappen, og begyndte at græde igen da jeg så min far ligge der. Helt smurt ind i blod, og med 2 skudhuller. "Du Justin" sagde Taylor. "Hvad" snerreder jeg af ham. "Du må ikke kontakte nogen, og fortælle at du rejser. Du skal tage din ven Ryan med. Men du må overhovedet ikke kontakte nogen, eller fortælle nogen hvad der er sket her. Er du med? Ellers ender de du kontakter ligesom ham" sagde han og pegede ned på min far. "Hvem er du egentlig? og hvorfor gør du det her!" Råbte jeg. "Lad os bare sige vi på en måde er i familie, og din far har haft fortalt nok løgne". Sagde han mens hans gik over mod mig. "af hvad?" spurgte jeg. Men jeg nåede ikke at få svar eller sige mere, da han smed mig ud og låste døren. 

                                                                               ********   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...