Back to you (Justin Bieber)

Melanie på 15 og Justin på 16 har været bedstevenner siden de var små. indtil for 3år siden hvor Justin valgte at stikke af, med sin bedsteven Ryan uden at fortælle nogen det. Ikke engang Melanie som sad tilbage, helt knust og som nu hadet Justin for det. Da der går 3år vender de tilbage. Justin (som nu er 19) håber at Melanie(som nu er 18) kan tilgive ham, og at de måske skal blive mere end venner. Men Melanie er kommet videre, og har fået sig en kæreste.
Vil Melanie nogensinde tilgive Justin? Bliver de venner igen, og måske mere?
(Justin er ikke kendt)

59Likes
84Kommentarer
4376Visninger
AA

14. biografturen

(Melanie's synsvinkel)

"Skat vi skal afsted nu" sagde en irriterede stemme. "Undskyld jeg kommer nu!" Svarede jeg. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at han havde sagt det et par gange nu. Hvorfor skulle han ellers lyde irriteret? Jason låste døren efter os, og satte sig efter ind i bilen.

Filmen i biografen var rent ud sagt død kedelig! Jeg havde ikke engang fået fat i, hvad den egenlig hed. Det var ihvertfald noget om anden verdenskrig, så meget havde jeg dog fundet ud af. Jason syntes åbenbart den var meget spændende. Fred vær med det. "Jeg kommer om lidt" hvislende jeg over til Jason, som var helt væk i filmen. Jeg fik bare et nik, og i det var jeg smuttet.

Jeg var på vej ud på toilettet, da jeg pludselig gik ind i en. "Ej det må du virkelig undskylde, jeg fik i min egen lille verden" sagde jeg til personen, som bare kiggede ned. "Det er iorden" mumlede vedkommende, som jeg så kunne høre var en dreng. Jeg kunne ikke helt se hvem det var, da han havde en hætte over hovedet og kiggede ned. Jeg kiggede hurtigt ned igen, og så han havde spildt sine popcorn ud over hele gulvet. " ej jeg skal nok betale for nogle nye!" Sagde jeg og bukkede mig ned, for at samle dem op. "Det behøver du ikke" svarede han, og bukkede sig selv ned. Han ærme på trøjen røg pludselig lidt op, og straks så jeg en tatovering der mindede meget om "Justin??" Spurgte jeg og blev ved at kigge på ham. Han sukkede og kiggede derefter op, så jeg kunne se det var ham. Jeg gik i chok. Og straks skete der det samme som sidst. Jeg gik. Hvorfor aner jeg virkelig ikke, jeg havde jo ikke set ham i en måned. "Melanie vent!" Råbte en bag mig. Jeg ville ikke vende mig om, så jeg blev ved med at gå. Indtil en greb fat om min arm, og fik mig vendt om så jeg nu stod og kiggede ind i nogle dejlige brune øjne. De øjne der græd, sidste gang jeg så ind i dem.

"Vil du ikke nok lade vær, bare at gå på den måde?" Spurgte han bedende om. Jeg nikkede bare som svar, og fandt den nærmeste stol og satte mig. "Hvorfor kontaktede du mig aldrig?" Sagde jeg, som åbenbart kun kom ud som hvisken. Han sukkede og satte sig på hug foran mig. "Fordi jeg troede du bare skulle have noget tid, til at tænke tingene igennem. Så jeg ventede bare på du selv var parat til, at snakke om tingene. Men det skete aldrig. Og så fik jeg afvide du så Jason igen. Så troede jeg alt håb var ude" okay den havde jeg ikke lige set komme. Han havde ventet på, at jeg havde kontakte ham. Det gav jo selvfølgelig også meget god mening, eftersom det var mig der bare skred. Gud hvor havde jeg været dum.

Vi havde siddet længe, helt uden at snakke. Tingene faldt efterhånden på plads, og en tåre trillede ned af min kind. Det jo ikke Justin der har været dum. Men mig. Alt gav jo mening nu.

Jeg skulle lige til at undskylde, og for snakket med Justin. Indtil en pige kom over og overfaldet ham. De åd jo hinanden. Det var hårdt nok bare det at se ham. Så forstil jeg at se ham, med en anden. Det føltes somom mit hjerte stoppede. At det blev flået ud, og trampet på. Jeg rejste mig hurtigt op, og løb tilbage til biografsalen. Godt nok blev der kaldt efter mig et par gange, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare tilbage til Jason. Min Jason!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...