Back to you (Justin Bieber)

Melanie på 15 og Justin på 16 har været bedstevenner siden de var små. indtil for 3år siden hvor Justin valgte at stikke af, med sin bedsteven Ryan uden at fortælle nogen det. Ikke engang Melanie som sad tilbage, helt knust og som nu hadet Justin for det. Da der går 3år vender de tilbage. Justin (som nu er 19) håber at Melanie(som nu er 18) kan tilgive ham, og at de måske skal blive mere end venner. Men Melanie er kommet videre, og har fået sig en kæreste.
Vil Melanie nogensinde tilgive Justin? Bliver de venner igen, og måske mere?
(Justin er ikke kendt)

59Likes
84Kommentarer
4381Visninger
AA

2. Back

3år siden
(Melanies synsvinkel)
"Justin stop nu, jeg kan ikke få vejret!" grinte jeg. han havde simpelthen overfaldet mig og begyndt at kilde mig. Bare fordi jeg uldede hans hår, som jeg ved han elsker så højt! "Næh, du er selv uden om det!" han stoppede første da hans mor råbte, at vi skulle komme ind fordi der var mad. Han hjalp mig op fra græsset, og vi gik ind som hans mor bad om. "Den der kommer sidst ind er et rådnet æg!" råbte jeg, og spændte ben for Justin så han væltede. "Hey! du snyder!" Jeg nåede lige at sætte mig, da Justin kom forpustet ind. "Hvad laver i to?" grinte hans mor. "Du er et rådnet æg Justy"."Næh for du snyder malle!" vi grinte begge, og begyndte så at spise.

3år senere -  Nu
(Stadig Melanies synsvinkel)
Skolen var røvsyg som altid. Men pga. min kæreste Jason og bedsteveninde Miley, blev alle dage altid lidt sjovere. Vi havde lige nu biologi, hvor vi arbejdede i selvvalgte grupper. Og selvfølgelig var jeg sammen med Jason og Miley. Jason og Miley sad og snakkede om noget, jeg egenligt ikke fulgte med i. Mine tanker var nemlig et helt andet sted. I dag er det nemlig 3år siden at Justin og Ryan bare forsvandt, uden at sige farvel eller noget. Hvilket knuste mig meget, mest fordi Justin ikke havde sagt noget. Intet brev,besked,mail eller opkald havde jeg fået. Justin var min bedsteven. Og så forlod han mig, bare på den måde som han gjorde. Jeg var stadig både sur og skuffet, den dag i dag. "Hvad synes du Melanie?"."Om hvad" spurgte jeg forvirret, da jeg ikke vidste hvad de havde snakket om. "Følger du slet ikke med i hvad vi sidder og snakker om?"."Nej undskyld". Hun kunne se noget gik mig på, og valgte så at hive mig med udenfor. "Hva så Malle?"."Hvad mener du?". hun stod længe og gav mig 'Du-ved-godt-hvad-jeg-mener' blikket. "Er det Justin?". "Det 3år siden i dag Miley. Og jeg kan bare stadig ikke fatte,de bare valgte at skride uden at sige noget". Jeg stod længe og gloede ned i jorden, da Miley trak mig ind i et kram. Justin var bare et ømt punkt at snakke om, for mig da han jo stadig betød en del.
Da vi kom ind var timen heldigvis slut, og vi havde fri. Mig,Jason og Miley skulle ud og bowle, hvilket jeg ikke glædet mig til. Jeg stinker seriøst til at bowle.
Da vi kom ned til bowlingcenteret ringede min telefon. Jeg skyndte mig at sige til de andre, at de bare skulle gå ind, og gav Jason et hurtigte kys.

(M-Melanie    U-Ukendt)
M:"Det er Melanie"
U:"Hej Malle. Mød mig nede ved søen i aften kl 20"
M:"Justin?"
Efter det blev der lagt på.

Hvad gik det ud på? Jeg skubbede hurtigt tankerne væk, og gik ind til de andre for at bowle."Hvem var det?" spurgte Miley mig om da jeg kom ind til banen, hvor de var. "Telefonfis" grinte jeg falskt, og det samme gjorde Miley.
Efter 1time var vi endelig færdig, og selvfølgelig tabte jeg. Vi tog ud og spiste, og da kl var 19 kørte Miley mig hjem. Jason boede kun 5minutter fra hvor vi spiste, så han valgte at gå hjem. "Melanie det var ikke telefonfis, jeg kan se når du lyver". hvem prøvede jeg også at narre, hun er min bedsteveninde. og så har det vidst også lidt at gøre med, at jeg simpelthen bare ikke kan lyve. "Nej, Jeg var ret sikker på det var Justin" sukkede jeg, og kiggede derefter ud af vinduet. "Hvorfor sagde du ikke bare det?" grinte hun lidt, og så så alvorlig ud igen. "Pga Jason" sukkede jeg. Jason er nemlig ret overbevist om, at hvis Justin kom tilbage ville jeg ændre mig og slå op med ham. Men det ville jeg aldrig gøre mod ham. Justin knuste mig så meget, at vi nok ikke engang ville blive venner igen hvis vi kom dertil. "Hvad er der med Jason?" spurgte hun. "Jason er sikker på at hvis Justin kommer tilbage, så vil jeg ændre mig og slå op med ham". "Det ville du jo aldrig gøre, som han sårede dig dengang".  Endelig en der forstod mig. "Men vi ses i morgen malle!" Hun gav mig et hurtigt kram, hvor efter jeg hoppede ud af bilen. Jeg kiggede på mit ur, og klokken var 19.30. Jeg besluttede mig for at gå stille, ned mod søen så jeg også kunne tænke. Hvad nu hvis det virkelig var Justin? Hvordan skulle jeg dog reagere?
Klokken var 20 og ingen var kommet endnu. Jeg sad lige nu på en bænk, og beundrede søen. Den sø mig og Justin altid legede ved da vi var små.
Jeg sad i mit helt egen verden, da en pludselig stod foran mig. Jeg rejste mig op og straks, kom alle følelserne op i mig og jeg stivnede. Glæde,sorg og had. Til min overraskelse begyndte jeg at græde, og stak ham derefter en flad. "Fed velkomst" Mumlede han, men højt nok til at jeg kunne høre det. "Hvordan havde du ellers forventet?Justin du skred bare i 3år uden at sige farvel,efterlade et brev,skrive en besked, eller ringe!3 fucking år! hvor jeg intet har hørt! eller vidst hvor du var!" Jeg stod og råbte af ham. "Lad mig i det mindste forklare". På trods af at jeg stod og råbte, havde han en rolig stemme. Jeg satte mig på bænken, og han satte sig ved siden af mig. "Tror du ikke jeg ville have haft sagt farvel? skrevet til dig eller have haft ringet til dig? Undskyld jeg ikke sagde noget, eller har haft kontaktet dig. Men jeg kunne ikke". Jeg sad stadig og græd. Aller mest havde jeg bare lyst til at omfavne ham, men nej. Han skred jo bare. "Og hvorfor kunne du så ikke det". han sukkede og rystede derefter på hovedet. "Jeg blev truet til at flygte, og ikke se mig tilbage. Eller kontakte nogen, ellers havde jeg nok ikke været her den dag i dag". "Hvad mener du?". "Min far blev skudt Melanie, og jeg stod og så på det. Jeg fik det valg at jeg kunne stikker af og være ude af landet, inden for 1time og ikke fortælle det til nogen. Ellers ville han skyde mig med det samme". han fik tåre i øjnene og rejste sig. Han skulle lige til at gå, da jeg til min overraskelse tog hans hånd. "Du må ikke forlade mig igen". "Det vil jeg aldrig gøre, du skal bare ikke se mig sådan her". han gik lidt væk fra mig, men højst 1meter. "Mener du svag? Justin jeg har kendt dig ca altid, tror du ikke jeg har set alle sidder af dig?" Han vendte sig om, og da jeg så hans ansigts udtryk, fortrød jeg det jeg lige havde sagt. "Det tror jeg ikke du har nej! På de her 3år har jeg ændret mig, rigtig meget endda!" han stod og råbte af mig. Han greb hårdt fat i mine skuldre, og det gjorde virkelig ondt."Justin giv slip, det gør ondt!" nærmest skreg jeg af smerte. Men han gav ikke slip. Han havde ændret sig, det vidste jeg allerede nu. Han stod bare med et tomt blik, blandet med had og sorg. Først da jeg begyndte at få tårer i øjnene, forstod han hvad han havde gang i. han gav hurtigt slip og hans ansigtsudtryk ændrede sig. Nu så han helt trist ud. "Undskyld Melanie, jeg ved virkelig ikke hvad der sker med mig". Han satte sig ned og lukkede sine øjne. Jeg satte mig ned ved siden af ham, og begyndte at spørger ind til hvad han havde gået og lavet de sidste 3år. Og omvendte. Han var blevet helt trist da jeg fortalte ham,at jeg kom sammen med Jason, og at vi havde været kærester i 2år nu. Jeg havde haft hørt han havde mumlet  'Jeg skulle aldrig have haft forladt dig', hver gang jeg nævnte Jason. Men jeg lod bare som om jeg ikke hørte ham. Han skulle ikke bare komme tilbage, og tror jeg ville tilgive ham. Selvfølgelig havde han ikke noget valg, men alligevel. Vi havde siddet og snakket om alverdens ting, da jeg fik set hvad klokken var og besluttede mig for at skulle hjem.
"Lov mig at du skriver eller ringer til mig Justin, og at du ikke bare smutter igen!"."Det lover jeg malle, jeg vil aldrig forlade dig igen". Jeg trak ham ind i et kram, og smuttede så hjem.
Det overraskede mig ikke at mine forældre, stadig sad oppe og ventede på mig. Jeg gik ind i stuen og der sad både mine forældre og..... Jason? hvad fuck lavede han hos mig, klokken hvad,1 om natten. Say what? 1! shit tiden var bare løbet af sted. Men jeg havde jo heller ikke set Justin, i 3år. "Hvor har du været henne frøken?" spurgte min far mig meget sur. "Justin er kommet tilbage"smilte jeg, og straks ændrede min fars ansigtsudtryk sig til glad. Men Jasons derimod. Altså hvis øjne kunne dræbe ikke? så var jeg nok død nu. "Ej hvor fedt!" sagde min mor. "Melanie kan jeg lige snakke med  dig?" spurgte Jason og hev mig med udenfor. "Nu ændre det ikke noget mellem os, nu hvor ham bæver er tilbage?". "Altså hans efternavn er nu Bieber, men nej. Selvfølgelig vil det ikke ændre noget. Jason han forlod mig bare, uden så meget som et farvel! han ringede eller skrev aldrig. Hvad havde du så regnet  med? altså helt ærlig nu du for latterlig!". Det irriterede mig faktisk lidt, at han blev sådan. Hvorfor skulle det ændre noget mellem os, bare fordi Justin er tilbage? "Undskyld jeg vil bare ikke miste dig"."Så lad vær med det der! du mister mig ikke pga Justin, tro mig og prøv at stol lidt på mig". Han nikkede og kyssede mig derefter farvel. Jeg gik ind og fandt hurtigt mit nattøj på, og lagde mig i seng. Nu kunne jeg langt om længe, falde i søvn uden at tænke på hvor Justin var. Min Justin som nu er kommet hjem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...