Time traveller

Den her er indirekte en Larry historie. Jeg har skulle lave mit dansk project om, så det her blev resultatet.

4Likes
1Kommentarer
574Visninger
AA

2. One shot

Jeg åbnede øjnene og blev mødt af mørke, kun mørke intet andet. ”Hr. Turner du er blevet taget herned, fordi vi har brug for din hjælp” jeg åbnede munden for at sige noget, men en anden mand holdte mig for munden og jeg opgav. ”Vi er blevet orienteret om at Lance Edwards har brug for beskyttelse og du er blevet rekrutteret til dette formål. Du må gerne tale hr. Turner”. Hånden blev taget væk fra min mund og jeg begyndte ”for det første: mit navn er ikke hr. Turner, men hr. Nightson, Henry Nightson og for det andet: Hvem fanden er Lance Edwards, for jeg har aldrig i mit liv hørt det navn”.

Jeg åbnede døren til skolen og gik ind. Jeg blev mødt af mange elever, som kiggede forvirrede hen på mig; jeg var ny. Jeg mærkede deres blikke på mig, men fortsatte mod kontoret og fik fat i mit skema; det samme som ham, med ham mener jeg Lance Edwards. Jeg gik hen mod min første time; historie. Jeg er screwed, for jeg er fra 4010 og lige nu er jeg ca. 2000 år tilbage i tiden og jeg kender ikke historien fra efter år 2000. Jeg gik ind i klassen og det første jeg så, var et meget optaget par; de var optaget af at kysse. Jeg kunne se drengen bagfra, men vidste hvem det var; Lance Edwards. Jeg gik hen til læreren og rømmede mig, for at få hendes opmærksomhed. Hun vendte sig mod mig ”hej, du må være Henry” sagde hun ”det er mig” ”bare bliv stående her”, jeg nikkede. Klokken ringede, alle andre fandt deres pladser og læreren vendte sig mod dem og præsenterede mig. Det var sådan min mission startede.

Jeg løb hen til skolen; jeg var ved at komme for sent. Jeg stoppede op og kiggede på mit ur; fuck, jeg er sku da ikke forsinket. Nathan den… ugh. Han havde ændret tiden på mit vækkeur. Jeg kom ikke for sent, tværtimod for tidligt; en hel time for tidligt for at være nøjagtig. Jeg satte mig ind i klassen, i den ukomfortable stol eller ukomfortabel i forhold til fremtiden, og ventede på at de andre elever kom. Jeg skulle ikke vente så længe, eller det virkede ikke som så længe. Nathan kom ind og jeg listede mig om bag ham og sprang op på hans ryg. Han faldt forover og jeg faldt sjovt nok med. ”Det får man for at vække mig en hel time for tidligt” sagde jeg og blev hjulpet op. Jeg kiggede ind i sø grønne øjne; Lance. ”Tak for hjælpen” sagde jeg ”så lidt. Kan du lave noget efter skole?” spurgte han ”jo, det kan jeg godt” svarede jeg ”mød mig ved mit skab efter sidste time” sagde han og satte sig ned. Jeg kunne ikke lade være med at kigge lidt ekstra på hans bare arme. De var så muskuløse, så mange muskler, så fremtræd… ok jeg må holde op med at tænke på hans krop på den måde. Han er din ven for crying out loud. Man skal ikke tænke sådan på sine venner og desuden skal du snart hjem. Han vil ikke være under fare - radaren ret meget længere.  Jeg ville snart skulle sige farvel.

Jeg gik sammen med Lance og han stoppede pludselig op ”er det ikke smukt?” spurgte han. Han kiggede hen ved siden af os og der stod et træ, et smukt træ. ”Jo” svarede jeg, jeg kiggede rundt om os og så, til min overraskelse, at vi var omringet af smukke træer. Jeg kiggede grundigt på hver og en af dem; de havde alle grønne blade og var alle meget høje og, som jeg påpegede før, smukke. Jeg kiggede hen mod et træ og så en mand bag ved den. Han havde et sort jakkesæt og sorte solbriller på. Han gik diskret fra bag et træ til bag en busk, men jeg fik et godt billede af ham. Jeg kiggede hen mod busken og så at han rejste sig for at gå bag endnu et træ. Jeg kiggede frem, Lance var begyndt at gå. Jeg løb efter ham og gik op ved siden af ham. Jeg vænnede mig hurtigt til hans tempo og kiggede hele tiden til siden og så manden klædt i sort gå bag træ efter træ. Han fulgte efter os… eller Lance.  Det kunne være ham, jeg skulle beskytte ham imod. Jeg fortsatte med at gå og kigge hen mod træerne og jeg blev ved med at se manden i jakkesæt. Jeg stoppede op foran Lance’ hus og han låste op, men det var bare en af de første gange jeg ville se manden i jakkesæt. En anden gang jeg så ham, var en dag hvor jeg så Lance stå med sin kæreste, jeg mærkede mit hjerte gå i tusind stykker, og jeg så manden stå bagved nogle mennesker i forsøget på at gemme sig, men det mislykkedes. Jeg kiggede grundigt på ham og han havde droppet solbrillerne. Jeg så ham mange gange efter den gang og hver gang skiftede han mellem at bære solbriller og droppe dem. Jeg havde regnet ud at han stalkede Lance, men det var stadig creepy at han så mig og Lance sammen.

Jeg gik ind på skolen og blev mødt af en næsten tom gang; klokken ringede også snart, så det gav mening. Jeg gik hen til mit skab og tog mine bøger, men jeg så Lathan, Leo og Nathan, stå op af mit skab. Leo er en af mine venner fra fremtiden og det samme er Nathan faktisk; jeg havde fået lov til at medbringe nogle til at hjælpe mig med mission. ”Du burde fortælle ham det” sagde Leo ”fortælle ham hvad? At jeg er forelsket i ham og at jeg skrider så snart min mission er færdig” ”ja sådan noget i nærheden af det” sagde Nathan. WTF has he gone mental? Yep det er han, for jeg ved han mener det, men jeg kan ikke fortælle det til Lance. Han er lykkelig med sin kæreste. Jeg åbnede skabet og tog mine bøger ud. Jeg lukkede skabet og sprang op i luften, da klokken ringede. Jeg panikkede; Lance havde ikke sagt `hej` til mig, som han normalt gør. Han plejer at vise mig, han er i live. Jeg lagde mine bøger tilbage i skabet og besluttede mig for at lede efter ham. ”Hvorfor ligger du dem tilbage?” spurgte Leo ”Lance er væk og jeg vil lede efter ham” ”vi tager med” sagde Nathan, jeg nikkede accepterende og løb ned af gangen. Jeg løb rundt om et hjørne og så manden i jakkesættet. Jeg stivnede og tog fat min laser fra baglommen. Jeg kunne godt forklare dig, hvordan den fungere, men det ville tage for lang tid. Lad os bare sige det minder om en pistol, men uden kugler. Jeg tog den op i hånden og nærmede mig manden Jeg fik et glimt af brunt, men det forsvandt hurtigt igen. Jeg gjorde mine øjne mindre og kiggede hen mod ham; han stod med en dreng. Brunt hår, lidt krøllet, en blå og hvid stribet trøje, røde bukser og… det var Lance. Jeg spærrede øjnene op og gemte mig bag et skab. Jeg kiggede forsigtigt frem og så manden igen. Han holdte en gammel pistol mod hans tinding, eller gammel i år 4000. Jeg rettede laseren mod ham og kom frem fra mit skjul. ”Hvad tror du, du laver?” spurgte jeg, han kiggede på mig ”jeg holder en pistol mod ham. Hvad tror du jeg laver?” spurgte han ”du er ved at dræbe et godt menneske og hvorfor er du lige det?” ”fordi nogle fra hans familie vil skabe noget, som ødelægger fremtiden” okay, så han kommer fra fremtiden og hader tidsmaskinen. Ja, Lance’ efterkommere skabte tidsmaskinen. Jeg kunne huske, at de havde efternavnet Edwards. Jeg fik listet min mobil hen i min anden hånd og ringede til 112. Jeg lagde mobilen i min lomme ”hvorfor skal det gå udover ham?”, han sukkede ”holder du nogensinde mund? Jeg vil dræbe ham, fordi de stammer fra ham og hvis han ikke får børn, bliver de ikke født” det gav mening. Jeg hørte døren åbne med et brag og vidste at det var politiet. De kom kort tid efter og fik manden i håndjern. Lance løb hen i mine arme og jeg omfavnede ham. Han holdte godt fast i mig og jeg gjorde det samme. Jeg ville ikke slippe ham, før jeg skulle hjem, hvilket jeg skulle om ikke så lang tid. Jeg kiggede op og så Lathan stå der. De kiggede spørgende på mig og jeg nikkede. De åndede lettet ud og kom nærmere. De omfavnede os i et gruppekram og jeg følte mig tryg.

Jeg gik ind på skolen for sidste gang. Jeg tog alle mine bøger ud af mit skab og afleverede dem på biblioteket. Jeg gik til time og blev mødt af et knusende syn; Lance og hans kæreste der var ved at æde hinanden. Jeg kunne droppe at sige det til ham, men det knuser mig stadig at vide, at han er lykkelig med en anden end mig og at jeg snart skal tilbage til min egen tid. Jeg satte mig ned og timen begyndte. Jeg fulgte ikke med, hvorfor skulle jeg? Det var alligevel min sidste dag. Jeg kiggede op og så at læreren kiggede på mig. Jeg kiggede spørgende hen på hende og hun rystede på hovedet. Jeg kiggede bagved mig og så at Lance’ kæreste sad på hans skød. Jeg vendte mig mod tavlen og prøvede at slette billedet, men kunne ikke. Jeg mærkede mit hjerte gå itu. Jeg var på randen til at græde og begravede mit ansigt i mine arme. Klokken ringede og jeg blev siddende. Jeg skulle græde færdig.  Jeg mærkede nogle arme tage fat i mine skuldre og jeg slog mit hoved op i luften. Jeg kiggede ind i sø grønne, bekymrede, øjne. ”Hvorfor græder du?” spurgte Lance ”fordi jeg tager tilbage i dag” svarede jeg og han blev bedrøvet. ”Kan du ikke blive?” jeg rystede på hovedet; nej det kunne jeg ikke. Jeg måtte ikke og jeg savnede også min egen tid. Denne tids skoler var meget anderledes fra min egen tids. Vi har hjelme, som lærer os den nødvendige viden og fjernsynet var også anderledes, i fremtiden hedder det en holofjerner og er et hologram med samme funktion som et fjernsyn. Ok, side spring, men jeg ville savne Lance og nogle af hans venner. ”Jeg er ked af det, men jeg må desværre ikke blive, det er ikke tilladt” sagde jeg. Lance sænkede hovedet og jeg klemte hans hånd. ”Hey, det skal nok gå. Vi vil altid have minderne om vores tid sammen” sagde jeg ”du har ret og vi vil også altid have hinanden i vores hjerter” ”ja” sagde jeg, men jeg vidste godt at han ville være i mit hjerte af en anden grund. Jeg slap hans hånd, tørrede mine øjne og rejste mig. ”Skal vi tage hen til kantinen? Jeg tror din kæreste venter på dig” sagde jeg og han nikkede. Jeg så Lathan og krammede dem hurtigt, før vi gik sammen hen til kantinen.

Jeg krammede Lance en sidste gang. ”Farvel Lance, jeg vil aldrig glemme dig” sagde jeg, men det mente mere end han vidste ”farvel Henry, jeg vil heller aldrig glemme dig” sagde han og strammede grebet om mig. ”Jeg elsker dig” sagde Lance ”jeg elsker også dig” sagde jeg og var ved at tude, fordi han ikke mente det på samme måde som mig. Jeg strammede grebet om ham og løsnede det, for så at give helt slip. Han slap mig og jeg sagde mit sidste farvel. ”Du vil altid være i mit hjerte” sagde jeg ”du vil også altid være i mit” sagde Lance. Jeg vendte mig om og tog Lathan i hænderne. Vi stoppede lige foran tidsmaskinen og jeg vinkede til Lance. Vi gik ind i tidsmaskinen og blev mødt af mørke. Jeg efterlod mit hjerte i fortiden, men jeg ville altid have minderne, fordi mit hjerte tilhørte Lance. Jeg mærkede tårerne løbe ned af mine kinder og Lathan omfavnede mig. de sagde trøstende ord i mine ører, men det hjalp kun en smule. Jeg forlod Lance og mit hjerte i fortiden. Jeg forlod min verden og mit et og alt. Det var sådan jeg oplevede følelsen af at være forelsket og følelsen af at få dit hjerte knust. Jeg smilede ved tanken om Lance. Han kunne gøre min dag lysere, lige meget hvor dårlig den havde været.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...