Sådan fandt jeg mig selv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 2 okt. 2013
  • Status: Igang
Jeg gik ned af gaden. Jeg var anonym. Ingen kiggede efter mig. Ingen vendte sig om efter mig. Jeg var normal. Kedelig. Kedelig med mit kedelige brune hår og mit kedelige grå tøj. Jeg hadede det. Var træt af det. Det var derfor jeg gik ned af gaden.



Det her er en movella om pigen Anne der er træt af sit liv. Hun ved ikke hvem hun er. Men hun ved hvem hun vil være :)

12Likes
11Kommentarer
385Visninger
AA

1. Sådan fandt jeg mig selv

Jeg gik ned af gaden. Jeg var anonym. Ingen kiggede efter mig. Ingen vendte sig om efter mig. Jeg var normal. Kedelig. Kedelig med mit kedelige brune hår og mit kedelige grå tøj. Jeg hadede det. Var træt af det. Det var derfor jeg gik ned af gaden. Jeg skulle mødes med Irina. Når Irina gik ned ad gaden vendte alle sig om og kiggede efter hende. Irina var en blanding af gothic lolita og emo. Men hun var ikke deprimerende som man forventer af emo typer. Hun var det sjoveste menneske jeg kendte. Hun var som min egen private sol. Gav lys til mit liv. Jeg ville være ligesom hende.

”Heeeeeej Anne!” råbte Irina.

Mit navn var Anne. Min mor var født uden den mindste sans for kreativitet.

”Hej Irina,” svarede jeg og løb hen til hende. ”Jeg har fået 3000 kr. af min far. Du ved efter de blev skilt har jeg fået penge af min far næsten hver uge.”

Jeg var stadig lidt ked af at mine forældre var blevet skilt men jeg kunne godt forstå min far. Og jeg kunne godt lide penge.

”Jeg vil ligne dig!” sagde jeg ligeud.

”Du skal ikke ligne mig. Du skal ligne dig selv. Ved du hvordan du ser ud?” sagde Irina.

”Ja. Sort hår med lilla striber i. En stor sort kjole med korset og strutskørt og med 10 cm. højhælede støvler. Også vil jeg have to huller mere i øret og et hul i næsen. Og et nyt navn,” svarede jeg. ”Og du skal hjælpe mig for du er min ven.”

”Okay jeg skal nok hjælpe dig. Men hvorfor vil du være en blanding af gothic lolita og emo?” spurgte Irina.

”Når jeg går på gaden er der ingen der lægger mærke til mig. Alle glemmer mig.” sagde jeg.

”Bare rolig,” sagde Irina og grinede. ”Når du kommer hjem kan din egen mor ikke kende dig!”

Jeg fik købt alt mit nye tøj. Og besluttede kun at farve håret sort. Jeg fik to huller til i det ene øre og en diamant i næsen. Så tog vi hjem til Irina. Jeg tog tøjet på. Jeg var flot. Nej ikke flot men anderledes. Jeg var flot på en anderledes måde.

”Har du fundet dit nye navn?” spurgte Irina drillende.

”Ja. Fra nu af hedder jeg Xenia” sagde jeg bestemt.

”Okay Xenia” sagde Irina.

1 år senere...

Jeg går ned af gaden. Alle kigger efter mig. Alle vender sig om efter mig. Jeg er speciel. Anderledes. Anderledes med mit sorte hår og min store kjole med korset. Jeg elsker det. Det er derfor jeg går ned af gaden. Jeg skal mødes med Irina. Når vi sammen går ned af en gade vender alle sig om efter os. Vi er en blanding af gothic lolita og emo. Irina er det sjoveste menneske jeg kender. Hun er som min egen private sol. Giver lys til mit liv. Jeg er ligesom hende.

”Heeej Xenia.” råber Irina.

”Hej Irina.” svarede jeg og løb hen til hende.

”I dag er det Xenias 1 års fødselsdag. Hurra hurra hurraaa...!” sang Irina.

”Jeg kan stadig huske da jeg kom hjem for et år siden. Min mor fik hjertestop og besvimede.” sagde jeg.

Irina og mig grinede. Jeg var mig. Og jeg elskede det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...