Snedronningen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 2 okt. 2013
  • Status: Igang
Det var som at flyve. Og om 2 minutter kom mit yndlingseventyr. Snedronningen. Jeg sad i den flyvende kuffert. Alene. Hele min klasse var i Tivoli for at ”Vi skulle være mere sociale og inddrage hinanden i det sociale fællesskab” som mine lærere havde sagt mindst en million gange til os. Den ændrede bare ikke på noget som helst. Jeg sad her stadig alene.

4Likes
3Kommentarer
171Visninger

1. Alene

Det var som at flyve. Og om 2 minutter kom mit yndlingseventyr. Snedronningen. Jeg sad i den flyvende kuffert. Alene. Hele min klasse var i Tivoli for at ”Vi skulle være mere sociale og inddrage hinanden i det sociale fællesskab” som mine lærere havde sagt mindst en million gange til os. Den ændrede bare ikke på noget som helst. Jeg sad her stadig alene uanset hvor mange gange de sagde den åndssvage sætning. Jeg kunne hører nogle sige mit navn omme bag ved. De grinede. Det gjorde ondt i hjertet. Jeg ved godt at hjertet er en muskel og den ikke kan føle nogle følelser men det var altså der det gjorde ondt. Stak. Som tusind nåle der blev stukket ind i hjertet på en gang.

”Nu er vi kommet til det næste eventyr. Snedronningen.”

Jeg kunne det uden ad men jeg blev aldrig træt af at høre det.

”Engang for længe, længe siden var der nogle djævle der havde et stort spejl der gjorde at hvis man kiggede i det forsvandt alt godt og blev til ondt. Det blev smadret og alle stykkerne fløj ned på jorden. Nogle af stykkerne var lige så små som sandkorn og andre lige så store som en barnehånd. Disse stykker satte sig i folks øjne og i deres hjerter.”

Jeg lyttede opmærksomt. Jeg kunne høre brudstykker af hvad de snakkede om bag ved mig.

”Har du set hende..hendes hår..bare så grimt..intet pænt tøj..en freak!”

Mere latter. Flere nåle i hjertet. Av. Jeg ville virkelig gerne være som Snedronningen og bare være ligeglad. Måske endda hævne mig på de møgkællinger. Men jeg tør ikke.

”Lille Gerda trådte ind i Snedronningen palads. Slottets vægge var af den fygende sne og vinduer af de skærende vinde. Salene var så store, så tomme, så isnende kolde og så skinnende. Midt i den største sal var der en frossen sø; den var revnet i tusinde stykker, men hvert stykke var så akkurat lige det andet, at det var et helt kunstværk. Og midt på søen stod den største trone lille Gerda nogensinde havde set. Tronen var lavet af de største iskrystaller og skinnede som hundrede små sole. Og på tronen sad Snedronningen. Hun var akkurat ligesom sit palads!”

Jeg ville så gerne blive ligesom Snedronningen. Det var det eneste jeg ville.

”Sådan en freak.. kunne lige så godt dø... ingen ville blive bekymrede.. fortjener det.. har ikke ret til at leve.. har ikke ret til at indånde den samme luft som os.. dø!” Jeg krummede mig sammen og led i stilhed. Så var turen slut. Jeg var gået glip af slutningen. Det var deres skyld. De ødelagde alt. Dø! Jeg steg ud af kufferten og ventede på at de kom ud af deres kuffert. Fandt min indre Snedronningen frem. Fandt mod. Den første steg ud. Men jeg ventede. Jeg ventede på hende der sagde det. De andre var ligegyldige. Der kom hun.

”Freak!” sagde hun.

Jeg gik tættere på hende. Hun var en rigtig Snedronningen. Ligeglad, ond og smuk. Smuk med sit lange dumme blonde hår og isblå øjne. Rendyrket smuk ondskab. Jeg kom nærmere og nærmere. Nu var hun der.

”Hvad glor du på freak? Du er så fucking grim. Skrid! Du forurener luften! Du er så...”

min skulder ramte hendes og hun svajede. Jeg puffede til hende med min hofte og hun faldt. Ned på skinnerne. Hun forsvandt under kufferten. Nu var hun endelig blevet et afsluttet eventyr. Folk stimlede sammen omkring mig og jeg blev puffet et sted hen jeg kendte alt for godt. Udenfor.

”Du har dræbt alle onde mennesker. Du er det ondeste menneske.” Men jeg var ligeglad. For jeg var en Snedronning!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...