I Am Here With You - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2013
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Igang
Folk mærker godt forandringen hos Niall. Han gemmer på en hemmelighed, de ikke må vide noget om, men hvor længe kan han holde det hemmeligt?

Niall Horan som er medlem af One Direction, modtager et brev fra hans gamle kæreste. Hende har han kendt helt fra X Factor tiden. Hun beder ham om en tjeneste han langt fra vil acceptere, men han har intet valg. Han finder ud af at hun beder ham om at tage sig af hans datter, hvilket kommer som et stort chok for ham. Hans datter han endnu aldrig har set, vil stå i vejen for alt, men det han bekymre sig om er at han ikke tror at han kan passe hende.

143Likes
99Kommentarer
11350Visninger
AA

2. kapitel 1

Regnen piskede ned på de ellers så beskidte ruder. Det var de i hvert fald sidst jeg så ud af dem, men nu var de bare et svagt offer for vejret. stemningen inde på mit værelse var trist. Alle hjørnerne var ikke andet end kvalt i mørke og kun min lille svage natlampe var der, for at fjerne det værste af det. Og regnen gjorde heller ikke stemningen bedre.

Jeg havde blikket ned i et papir, der var ankommet for nogle få timer siden. Jeg havde bare ikke tid til at læse det, da der var så meget andet jeg skulle nå først, men her sad jeg. På kanten af min seng, og var ved at miste udtrykket i mit ansigt, da jeg læste halvdelen af brevet der lød sådan:

 

Kære Niall.

Kan du huske mig? Adelyn.

Jeg ved ikke hvor glad du er for de ord jeg har at fortælle dig, men jeg beder dig at hjælpe mig! Kan du huske den lille café du altid inviterede mig hen til? Du skal køre der hen den 2/10-13 kl. 22:00. Der vil du finde din lille datter der og så sk ....

 

Jeg stoppede med at læse brevet, da jeg læste ordet 'datter'. Mit hjerte bankede hurtigere end det burde, og gjorde den de meget mere, ville det sikkert hoppe ud af mit bryst. Jeg krøllede papiret sammen og kastede det væk fra mig, hvor jeg så rejste mig hurtigt op. J eg vidste ikke hvad jeg skulle gøre? Eller hvad jeg vil. Mit hoved kogede ved tanken om at Adelyn havde kastet pigen på mig. Jeg havde endnu aldrig set eller kendt til min datter, men jeg var fast besluttet på at jeg heller aldrig skulle have noget med hende at gøre. Jeg troede at hun var ude af mit liv, og det samme med Adelyn...  Det var den 2/10 i dag. Hun måtte ha' regnet ud hvornår brevet ville ankomme, hvis hun ikke havde sendt det tidligere i dag. 

Måske skulle jeg bare glemme alt om brevet og så fortsætte mit liv, uden at tænkte på det hele. På den anden side kunne det jo også være et nødstilfælde at hun pludselig kontakter mig. Jeg sukkede svagt og lod mit blik hvile på mit arm ur.

Det kunne bare ikke passe... Hvordan kunne klokken allerrede være 22:46?! Jeg bed mig hårdt i læben og styrtede ud af værelset.

''Jeg køre lige en tur!'' Råbte jeg til til Liam og Josh som sad inde i stuen. Hurtigt satte jeg kurs imod gangen hvor mine sko lå og flød.

''I det her vejr?'' Sagde Josh undrende tilbage, men jeg svarede ham ikke. Jeg valgte at droppe jakken og fortsatte ud til min bil. Da jeg var kommet ind, gik der noget tid før jeg startede bilen. Klokken var allerrede 22:51. Der var stor mulighed for at jeg missede det jeg nu skulle have gjort for 51 minutter siden. I et kort øjeblik overvejede jeg også at gå tilbage, men tanken om at hun stadig stod og ventede på mig, gjorde det ikke let. Caféen lå kun få kilometer væk og turen vil tag' max 10 minutter. Måske var det en idé at tag af sted alligevel, for en sikkerheds skyld...

 

ღღღ

 

Jeg stoppede bilen udenfor caféen, men den så ikke ud til at være åben. Jeg sukkede svagt og tanken om at jeg ikke mødte op til tiden, pinte mig. Adelyn regnede sikkert med at jeg mødte op. Jeg startede bilen og motoren gik i gang. Jeg kunne ikke gøre andet end at tage tilbage. Jeg måtte på en eller anden måde kontakte Adelyn og undskylde for at jeg ikke mødte hende på det rette tidspunk.

Jeg skulle til at dreje ud på vejen igen, da jeg pludselig fik øje på en lille pige side for sig selv i et hjørne. Hun havde krympet sig til en lille kugle for at holde varmen og hun var helt gennemblødt af regnen. Jeg vidste godt hvem hun var. Og jeg kunne ikke lide tanken.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Yup, yup yup! Jeg skal altså nok rette på de få fejl jeg har lavet, men jeg blev altså så irriteret da den pludselig gik ud af det hele så jeg måtte skrive halvdelen om igen. Derfor er slutningen måske lidt sjusket?

Men det er det første kapitel og har i spørgsmål, så skriver i bare. :)

 

Isabella.-

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...