Beautiful Killer ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Tammy Baker bliver myrdet i sit eget hjem, mistænker alle hendes kæreste, Louis Tomlinson - Easton High's elevrådsformand. Men hvordan løser man egentlig et mord, der aldrig før er set i den lille by Berkeley? Følg Louis' historie gennem helvede, som hans bedste ven Liam leder dig igennem de efterfølgende dage fyldt med drama og spænding, hvor tillid bliver det absolut vigtigste.

115Likes
99Kommentarer
4760Visninger
AA

6. Part 4 - Happily

Stemningen begyndte ligeså stille at minde om noget, man faktisk kunne kategorisere som en sammenkomst. De sidste par timer havde været en mindeværdig, forfærdelig oplevelse. Vi havde sagt farvel til en af Berkeleys mest inspirerende personer, blot gennem en kort prædiken og nogle salmer. Tammy fortjente langt bedre, men jeg kunne da glæde mig over, at hele Berkeley var dukket op. Skolen havde endda lukket, mens begravelsen stod på, så ingen var forhindret i at vise sin støtte.

Mit blik fandt Louis stirre på gravstedet, som havde han en tilknytning til sin kæreste gennem jorden og kistens hvide træ. Det havde været en smuk kiste – den havde passet perfekt til hende. Jeg havde endnu ikke fået snakket med Louis, og følte nu der var mulighed for det, da han for første gang siden nedgravningen løftede hovedet. Men han kiggede ikke hen på mig.

”Hvad laver du her?” snerrede Louis, da Zayn viste på græsplænen. Der var ved at være tomt for mennesker, andet end vores årgang, da vi alle ventede på igen at skulle i skole. ”Du fortjener ikke at være her.”

Louis hentydede til hele episoden fra i går. Han var stadig stærkt overbevist om, at Zayn stod bag Tammys død. Louis selv var hurtigt sluppet fra politistationen, da hans fingeraftryk ikke kunne matches med dem på lysestagen fra mordaftenen. ”Slap af, Tomlinson,” svarede Zayn forsigtigt, og jeg kunne føle, at han opførte sig pænt lige nu, hvilket var rart. ”Jeg fik, ligesom dig, også lov til at gå.” Han puttede sine hænder i jakkens lommer, og sådan bemærkede jeg kulden. Det var koldt.

”Løgner,” råbte Louis, og var tydeligvis stadig påvirket af Tammys begravelse. Han havde sagt farvel til hende – aldrig skulle han se hende igen. ”Hvorfor skulle jeg tro på dig?”

Zayn trak på skuldrene, ”de tilbageholdte Brandon.” Louis stod på sådan en måde, at jeg lige akkurat ikke kunne se hans blik. Til gengæld havde jeg en idé om, hvilket blik han gav Zayn.

Louis rystede på hovedet, ”så det var Brandon?” Hans stemme var for en gangs skyld nærmest en hvisken.

”Jeg kender Brandon, og jeg ved, at han ikke kunne finde på det. Så før du har nogle beviser om hvordan lysestagen endte i dit skab, så lad vær med at bruge dine fordomme til at danne teorier.” Zayn vendte om på hælen og forlod stedet. Han havde fået sagt, hvad han kom efter, og jeg troede faktisk, at han havde fået Louis til at fatte en pointe.

Jeg valgte at gå over mod min bedste ven, for at vise min støtte, men nåede ikke særlig langt, da to elever nåede Louis først. ”Vi er kede af, at det her skulle ske.” De to søskende Raymond og Isabella Harris viste deres sorg, og Isa, som vi kaldte hende, gav Louis et blidt klap på skulderen.

”Du skal nok komme igennem det,” sagde Raymond, og viste medlidenhed over for Louis. Der var en kort stilhed. ”Men vi smutter til elevrådsmøde nu, og forstår godt, hvis du vil hjem og sunde dig og ikke kommer.” Denne gang smilede han og lod hans ord lyde som en forståelse for Louis’ sorg. Men jeg var ikke helt klar over, hvad bagtankerne var. Jeg kunne straks både mærke og føle Louis’ irritation, der stille blussede op indeni ham, da Raymond og Isa begyndte at gå væk derfra.

Louis råbte: ”Jeg skal nok være der.”

Først nu kunne jeg komme til at snakke med Louis og give ham et forsigtigt smil. ”Han er da blevet flinkere,” konstaterede jeg, og glædede mig over, at Raymond havde indset, at han havde tabt valgkampen dengang. Han havde faktisk talt forstående til Louis om hans sorg.

Louis nikkede, men jeg kunne mærke, at irritationen ikke var forsvundet endnu. ”Jeg har bare stadig den foragt gemt indeni mig, men igen-” han holdt en kort pause og sukkede, ”-han gør alt for elevrådet og har tit hjulpet mig, bagt kager, og så ved jeg, at Tammy så ham som en venlig sjæl. Jeg må bare indse, han har ændret sig.”

I det sekund så jeg et glimt af den ægte Louis, der viste sig gennem facaden, han bar rundt på i øjeblikket.  ”Men nu når du er så optimistisk, skal vi så ikke smutte til elevrådsmødet og vise hvem, der styrer?” spurgte jeg med et stort smil, og havde hurtigt overbevist Louis.

”Jeg ved, at vi alle lige er kommet tilbage fra Tammys begravelse, men lad os nu tænke mere på skolen og hvad vi skal få gjort, for at gøre det bedre.” Louis viste sin styrke foran alle, og gjorde mig stolt. Han var klar til at vise, at han var den rigtige elevrådsformand, og nu hvor det var blevet bevist, at Louis ikke havde gjort det, var han lykkeligere end nogen sinde. En kæmpe byrde var blevet løftet fra hans skuldre, og nu da begravelsen var ovre, kunne jeg med lethed se det.

Der var stille omkring bordet, indtil en af de populæreste piger på skolen rejste sig. ”Ikke for noget, men jeg synes, at vi burde få os en ny formand. Louis, du er tydeligvis stadig påvirket over, at Tammy er blevet myrdet, og i hvert fald indtil morderen bliver fundet, tænker jeg, at vi burde skifte.” Hun satte sig ned igen, og det jeg havde regnet med, ville blive taget med modvind, endte med at være en af de bedste løsninger, medlemmerne længe havde hørt om. Louis og jeg, samt pigen på skolen med rene 12-taller, fortrak ikke en mine. Hvordan kunne hun? Og hvordan kunne resten bare gøre sig enige på den måde?

”Så hvis du nu mistede en af dine kære, ville du så også synes det var fair, at en ny kom på posten?” spurgte jeg direkte til Sally, der havde foreslået det, og ønskede et sandt svar.

Hun trak på skuldrene, ”nu kæmper vi for det bedste for skolen, og elevrådet er til, for at vi kan diskutere. Derfor sagde jeg min mening, så kan du komme med modargumenterne imod det.” Hendes stemme var kold.

”Jeg er enig! Vi ønsker det bedste for skolen,” stemte flere og flere.

Til sidst så vi selv hvordan Raymond gik med, og kæmpede mod Louis. ”Jeg er enig,” sagde han med en stor glæde i stemmen, hvilket fik mig til at rejse mig. Jeg havde for længst taget over det her for Louis, da han var helt blank, i forhold til hvordan han skulle håndtere situationen.

”Raymond vi ved jo godt, at du blot ønsker revanche fra da Louis slog dig,” snerrede jeg, og mærkede hvor irriteret, den her samtale havde gjort mig. Louis fortjente at være elevrådsformand – han havde gjort så meget godt for skolen.

Raymond spillede, at han var fornærmet, og straks var resten af elevråddet mod os. Karakter-Karla (som hun blev kaldt) var dog stadig med på vores team.

”Liam, du er tydeligvis heller ikke moden nok til at være næstformand, når du skal hakke på folk på den måde,” forsvarede Sally og gjorde det klart for mig, at hun følte med Raymond.

Det gik godt nok godt det her … Ironi på højeste plan.

”Behøver vi virkelig at diskutere alt det her nu?” spurgte Karakter-Karla ved siden af mig. ”Som i selv siger, så er vi her for at gøre skolen til et bedre sted. Jeg synes Louis klarer det forbløffende i forhold til, hvad han går igennem. Hvordan ville I have det, hvis I mistede en forældre, en bedsteforældre eller i Louis’ tilfælde en kæreste?” Hendes ord overraskede mig, da hun var kendt for ikke at sige særlig meget, når det var ude for klasseværelserne. Faktisk var det nok første gange, hun havde sagt mere end fem ord til et elevrådsmøde.

Sally åbnede munden for at svare hende igen, men fik ikke nogle ord ud i første forsøg. Først da hun havde tænkt det igennem, svarede hun igen. ”Du snakker, wow, tillykke med det. Men jeg giver ikke op her. Bare fordi du har noget for Louis, så betyder det ikke, at du kan overbevise os alle om, hvad der er rigtigt,” snerrede Sally, og gik i den grad over stregen. Før nogle kunne reagere faldt en tårer fra Karlas øjenkrog, og hun løb ud af lokalet uden at have nogle af sine ting med.

Det gjorde mig vred. ”Så ved vi i hvert fald, hvem der ikke skal være elevrådsformand,” brokkede jeg mig, og hentydede til Sally. Hun rullede blot med øjnene, da klokken ringede og indikerede at vi intet fornuftigt havde nået i denne time. ”Se nu, havde I droppet alt det der, havde vi måske fået klaret problemet med vandposten i kantinen.” Jeg sukkede højlydt og lod alle vide, at jeg langt fra var tilfreds med, hvordan det her havde udfoldet sig. Forhåbentlig havde de tænkt det hele igennem, når vi havde møde i næste uge.

Folk havde forladt lokalet og kun Louis og jeg var nu tilbage. ”Jeg havde ikke regnet med, at Karla ville gå sådan imod de andre,” smilede Louis forsigtigt, som han tog sin skuldertaske over den ene skulder.

”Nej, det kom også bag på mig. Det er så bare typisk at Sally skal nedgøre hende på den måde,” tilføjede jeg, og så pludselig, at Karlas ting stadig lå på gulvet. ”Burde vi tage tingene med? Måske møder vi hende på gangen.”

Louis nikkede, ”det tror jeg, er den bedste idé.”

Vi gik nu ned ad gangen og havde omkring de fem minutter, til at nå frem til musiklokalet. Jeg var glad for, at det var musik vi skulle have på begravelsesdagen, da det altid kunne gøre mit humør mere positivt.

”Karla!” Uden selv at have lagt mærke til hende, råbte Louis efter pigen med det blonde hår, der stod og kiggede ind i sit skab. Ved lyden af sit navn, hvilket hun kun var vandt til at høre i timerne, kiggede hun straks op og så ikke helt utilfreds ud med, at det lige var Louis og jeg, der kom. ”Vi har dine ting,” forklarede Louis og gav hende sin taske og notesblok. Han holdt en kort pause. ”Og tak fordi du støttede op omkring mig derinde,” takkede han forsigtigt med et smil.

Karla nikkede, ”det var så lidt.” Hun lukkede sit skab, og før jeg nåede at sige noget til hende, var hun gået ned gennem gangen og havde forladt os. Men vi skulle alligevel til musik, så det passede fint.

Vi trådte ind i musiklokalet som de sidste, og fandt heldigvis to plader ved siden af hinanden ved de runde borde. Raymond stirrede på os fra sin plads som han sad helt alene ved sit eget bord. Han havde ikke nogle venner, så det var faktisk en overraskelse, at nogle havde været med ham i dag.

”Goddag med jer,” hørte vi Harry sige. Han sad bag klaveret, og jeg kunne derfor ikke se særlig meget af ham. Det var f.eks. ikke muligt for mig at se hans hænder, til gengæld kunne jeg høre, hvordan han brugte dem til at spille en meget enkelt melodi på tangenterne, i forhold til hvad han kunne. ”Er I klar til i dag?” spurgte han og stoppede med at spille, dog kiggede han stadig ned på klaveret. Jeg kiggede op mod ham, og der så jeg den pose, han havde stået med i går. Og ikke nok med det, så stod der tre lysestager – identiske med mordvåbnet – ved siden af klaveret på en hylde. Hvad gik det ud på?

Jeg kiggede over mod Louis, for at se om han havde set det samme, men hans blik kiggede på en åbnet besked. Hurtigt prikkede jeg til ham, og prøvede at signalere, at jeg gerne ville se, hvad der gik ham sådan på. ”Liam, please sig du forstår det her,” hviskede han, da han rakte mig telefonen.

Ukendt afsender: Cras XIII britannicus

Jeg følte straks, at den besked havde en dårlig betydning. Forvirret kiggede jeg hen  på Louis, ”jeg har ingen idé, men jeg tror, at du skal passe på.” Louis kiggede nervøst på mig, da han tog telefonen tilbage. Han var bange.

 

xxxxxx

Jeg har to spørgsmål til jer, jeg synes kunne være super hyggeligt, hvis I ville svare på dem :D

1) hvem tror I nu har dræbt Tammy? Kom gerne med en grund - elsker at læse det :D

2) gæt endelig hvad I tror, der står i beskeden :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...