Beautiful Killer ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Tammy Baker bliver myrdet i sit eget hjem, mistænker alle hendes kæreste, Louis Tomlinson - Easton High's elevrådsformand. Men hvordan løser man egentlig et mord, der aldrig før er set i den lille by Berkeley? Følg Louis' historie gennem helvede, som hans bedste ven Liam leder dig igennem de efterfølgende dage fyldt med drama og spænding, hvor tillid bliver det absolut vigtigste.

115Likes
99Kommentarer
4763Visninger
AA

5. Part 3 - Taken

 

”Vi beder alle elever, og vi gentager alle elever, om at møde op i idrætssalen,” lød det ud over højtaleren denne morgen, som jeg ellers sad og fordybede mig i en matematikprøve. Det der med kubikrod var ikke lige mig, så det kunne ikke være bedre timing. Vores lærer kunne intet stille op over for kontorets krav. Jeg lagde mærke til hvordan det dybeste suk kom fra ham, og himlede med øjnene. Han var ikke tilfreds med de sidste minutter vi mistede. Alle eleverne var dog så glade, at der nok var ikke var nogle, som der egentlig havde gennemtænkt aflysning af timens grund. Vi skulle møde i idrætssalen, hvilket betød et vigtigt møde.

Alle pakkede deres ting, og afleverede de halvfærdige prøver på katederet. Louis var den første, til at komme frem til mig, hvorefter han sukkede ved hans entre. ”Jeg ved bare, at det om Tammy. Liam, jeg ved altså ikke om jeg kan klare endnu et foredrag,” hørte jeg min bedste ven sige, da vi gik ud af døren. Gangen var allerede fyldt med snaksaglige elever, der undrede sig over, hvorfor timen blev aflyst midt i undervisningen. Jeg måtte indrømme, at jeg desværre troede noget af det samme som Louis. Det her handlede endnu engang om Tammy.

”Goddag alle,” hilste vores rektor. En høj, bredskuldret politimand stod ved hans side. ”Vi er meget kede af, at skulle forstyrre jeres undervisning, men vi har fået ønsket om, at I desværre bliver nødt til at blive afhørt, hvis politiet finder jer interessant.”

Snakken begyndte. Mit blik veg over til Louis, og jeg kunne se ved hans ansigtsudtryk, at han godt vidste, han var en interessant person i den her sag. For at være ærlig, ville det heller ikke overraske mig, hvis mit navn blev kaldt.

”Vi ønsker ikke, at nogle skal føle sig utrygge med det her,” lød det fra politimanden. ”Vi ønsker alt godt for Tammy, og derfor bliver vi nødt til at gøre det her. Det er dog min pligt at meddele, at vil man ikke afhøres uden en kendelse fra os, kan man sige det. Men er I interessante nok, vil vi finde beviserne mod jer. Jeres rektor har navnene, vi befinder os i lokale A26,” afsluttede han, overrakte en seddel til vores rektor, og gik. Jeg kendte vores rektor godt nok til at vide, at dette ikke var noget han ønskede.

”Jeg vil så fortsætte. Resten af jer fortsætter til time,” sagde han med en rystende stemme, hvorefter navnene blev læst op:

”Louis Tomlinson.” Ingen overraskelse.

”Leslie Crow, Elizabeth Gray.” Siger sig selv.

”Liam Payne og Niall Horan.” Uden at være overrasket på nogen måde rejste jeg mig fra min stol. På vej til scenen så jeg over mod lærerne, hvor en speciel lærer fangede min opmærksomhed. Harry stod med en pose, der så ud til snart at smadre, og lignede en, der bare ville væk fra lokalet. Han havde stadig overtøj på. Forvirret gik jeg videre op på scenen – tænk vi skulle udstilles på den her måde – og tog så straks jeg kunne fat i min kærestes hånd, for at give hende støtte. Hun var stadig så svag fra morgenen, at jeg brugte alt min tid, når jeg ikke hjalp Louis, på at hjælpe og støtte hende.

”Zayn Malik.” Den havde vi vel alle sammen set komme? Dog irriterede det mig grænseløst, at han smilede. Det her var ikke en situation, der var tæt på at være noget man kunne more sig over. Jeg måtte have strammet grebet om Leslies, da hun gav mig et bekymrede blik. Da vores øjne mødtes, var det første gang siden ulykken, at jeg faktisk havde følt at den gamle Leslie var tilbage. Jeg havde lyst til at smile, men ønskede ikke at gå imod mine ord, og rystede blot på hovedet.

”Raymond Harris, Clarice Layer, Rebecca Irwin og Sophia Hamilton.” Se det var nogle navne, jeg ikke havde set komme. Faktisk kunne jeg ikke engang sætte ansigt på alle navnene. Og som de alle fire rejste sig, lige så forvirrende som os på scenen, kunne jeg genkende de to af dem som førsteårselever. Rebecca var vidst på mit idrætshold, men ikke det røde hold, og så var der Raymond fra musik. Hvad dælen havde de at gøre med Tammy? Heller ikke Louis så ud til at vide det, som han endnu mere forvirret end jeg, kiggede rundt for at finde en forklaring – der var ingen.

”Så dig og Tammy var venner?”

”Vi var i samme gruppe, kan man vel kalde det ja, men hun var tættere med min kæreste.”

Politimanden førte afhøringerne, og stille en del latterlige spørgsmål, hvis jeg skulle være ærlig. ”Og din kæreste er Leslie, ikke?” Jeg nikkede. ”Okay, så hvor var du timerne til midnat søndag aften?”

”Louis holdte fest.” Jeg havde valgt at når jeg kunne, ville jeg svare med korte sætninger. Jeg følte bare ikke for alt det her afhøring, og gjorde det kun for Tammy. Jeg ønskede virkelig, at de ville finde frem til det uhyre, der tog hende fra os alt for tidligt. Jeg håbede at ud fra de her samtaler, ville de finde ud af det. Indtil videre havde ingen sagt fra, men Zayn var efter mig, og hvem ved, hvad han kunne finde på at sige.

Politimanden kiggede i nogle papirer. ”Leslie sagde, at I to fulgtes hjem og om morgenen, efter at have hentet Elizabeth, hvor I opdagede liget?”

”Please ikke sig liget,” røg det ud af mig, uden jeg nåede at tænke over mine ord. ”Jeg ønsker at respektere hende,” mumlede jeg, og følte mig pludselig mere presset, end jeg burde. Jeg havde jo ikke gjort noget. ”Men ja, Leslie har ret. Vi fandt Tammy på stuegulvet, helt … blodig ved hovedet.” Jeg måtte se helt bleg ud, for det hjalp ikke ligefrem at skulle se det hele for mig igen.

”Liam, du er en kvik knægt, så jeg regner med, at du selv har gættet, at Tammy blev myr- … dødede ved et stumpt våben.” Et svagt nik kom fra mig, da jeg havde brugt noget tid på at tænke det igennem. ”Kender du nogle af møblerne godt nok til at vide, om der manglede noget den morgen, eller bare om du kan se et stumpt våben for dig? Du må gå efter dette.”

Efter hans ord, var jeg ikke rigtigt sikker på, om jeg tænkte det igennem på grund af min tilladelse til at forlade stedet, eller fordi jeg ønskede at hjælpe Tammy. I hvert fald kom jeg hurtigt i tanke om noget Baker familien havde en del af. Selv i morens egen blomsterbutik var det noget de solgte en del af.

”Lysestager.” Ordet røg ud af mine tanker. ”Moren sælger også en masse lysestager.”

***

Efter den mest rystende oplevelse i mit liv, efter at have fundet Tammy, kunne jeg ikke andet end at falde sammen foran mit skab. Med ryggen op af skabet lukkede jeg øjnene og prøvede at se positive ting for mig. Så men dyr, bare noget, der kunne få mig på andre tanker. Desværre lykkedes det mig ikke, da Zayn og hans slæng traskede rundt om hjørnet og stoppede op ved vennen Brandon’s skab. Automatisk mærkede jeg mine indre tanker overtale min krop til at rejse sig, da det var præcis, hvad jeg lige formåede at gøre. Jeg var svag lige nu, så da Louis kom rundt om hjørnet til skabet ved siden af mit, var jeg lige ved at opgive at spille vennen, der hjalp den anden.

”Jeg er så vred, Liam.” Heldigvis var Louis snaksalig. ”Det var som om de idioter helt glemte, at Tammy var et rigtigt menneske, en pige. En pige jeg faktisk elskede af hele mit hjerte, og så behandler de hende slet ikke ordentligt. Nok er hun død, men hun er her stadig!” Louis bankede hårdt sin knytnæve mod skabet, mens jeg følte nogle tårer var ved at danne sig i øjenkrogene. Ville han endelig lade de ægte følelser tage over, og give sig selv en kort pause ved at lade tårerne vise hans følelser for Tammy? Desværre, måtte jeg se hvordan Louis ændrede ansigt så snart han åbnede sit skab. Jeg kunne slet ikke tyde det, hvilket var sjældent, han virkede … skræmt. Derfor blev jeg nødt til at kigge i hans skab, og der så jeg den.

Det var en lysestage. Præcis den slags moren solgte i butikken. Der var størknet blod.

I foragt for konsekvenserne trådte jeg hurtigt et skridt væk fra skabet, da det ikke kunne tyde godt for nogle af os. Det var mordvåbnet. I Louis’ skab.

Desværre fulgte Louis ikke mine bevægelser, da han hørte en hånede latter for enden af gangen. Zayn og Brandon. Med de sidste kræfter Louis måtte have tilbage, så jeg hvordan han ude i stand til at tænke ordentligt lod sin hånd tage om lysestage og hurtig var han ovre ved dem.

”Er det dig?!” råbte han, så alle dem i nærheden, eller meter væk, ville kunne høre hans stemme. ”Jeg burde have vidst, at det var dig, Zayn! Hvorfor gjorde du hende fortræd, hvad havde hun nogen sinde gjort dig?!”

Jeg kunne kun se Louis bagfra, men ud fra hans spændinger i hele kroppen, kunne jeg let forestille mig det blik han gav Zayn. ”Slap dog-”

Louis drejede hurtigt hovedet og skubbede lysestagen ind i Brandon’s favn. ”Ikke en skid, jeg slapper af. I to har gjort noget, jeg kan mærke det. I har placeret lysestagen i mit skab, har I ikke?” Det var svært for mig at få alle ordene med, da Louis havde mindsket stemmens styrke, for at virke mere truende.

Zayn rullede med øjnene. ”Helt ærligt Tomlinson, nok gør jeg grin med folk på den her skole, men jeg er sq da ikke en morder,” kommenterede han, hvilket blot fik Louis endnu mere op i det røde felt.

Idét han hævede hånden, for at slå til, stormede tre politifolk forbi mig. ”Stop med det der!” råbte de som de tog fat i mordvåbnet, samt de tre drenge. ”I følger med til politistationen lige nu, vi har en god grund til endnu en afhøring.”

Og sådan blev jeg på få sekunder efterladt i gangen, uden at vide hvad dælen jeg skulle stille op, eller hvad jeg burde tænke om situationen.

 

xxxxxx

Dramaaaa :D Flere ledetråde i det her kapitel i forhold til hvem det mon kan være. 
Jeg kan ikke helt beslutte mig for om der er 2, 3 eller 4 kapiteler tilbage - nu må vi se, hvad der vil passe bedst :D

Husk endelig at gæt med på morderen :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...