Beautiful Killer ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Tammy Baker bliver myrdet i sit eget hjem, mistænker alle hendes kæreste, Louis Tomlinson - Easton High's elevrådsformand. Men hvordan løser man egentlig et mord, der aldrig før er set i den lille by Berkeley? Følg Louis' historie gennem helvede, som hans bedste ven Liam leder dig igennem de efterfølgende dage fyldt med drama og spænding, hvor tillid bliver det absolut vigtigste.

115Likes
99Kommentarer
4901Visninger
AA

4. Part 2 - Torn

”Okay, så vi skal have afgjort det her kantineshit,” pointerede Louis, som han pegede på skærmen, der havde gode idéer skrevet på. Aldrig havde jeg oplevet ham så sur til et elevrådsmøde, og jeg havde straks lagt mærke til, at alle fandt hans opførsel besynderlig. Eller alle andre end mig, for jeg var den eneste i lokalet, der kendte til Tammys død. Det var dagen derpå, og først senere i dag ville skolen afholde en samling, for at lade eleverne blive fortalt om tragedien, der havde ramt vores lille by. Ingen af os nærmeste vidste endnu, hvad der helt præcis var hændt en af de flinkeste piger i Berkeley. Men jeg måtte indrømme, at tanken om mord havde strejfet mig. Jeg havde dog hurtigt smidt den væk igen, for hvis sådan noget var sket her, burde det blive skrevet i historiebøgerne.

Jeg blev revet ud af mine tanker omkring det hele, da Louis væltede en tom stol og gjorde det klart for alle at han var vred og frustreret. ”Er der nogle af jer, der overhovedet har noget brugbart?” snerrede han af os alle sammen, hvilket fik mig til at handle. Det gik ikke længere, og derfor afsluttede jeg som næstformand mødet, og fik alle de chokerede medlemmer til at forlade lokalet. Og straks som den sidste havde lukket døren, faldt Louis sammen i stolen.

”Louis, jeg ved godt du har sagt, at du ikke vil lade Tammys … død … påvirke dit job som formand, men du gik altså over stregen her,” kommenterede jeg, og prøvede at gøre det så let som muligt, da han allerede var bombaderet med tanker og en frustration, der ikke gik væk lige foreløbig. Men jeg forstod ham – han havde mistet sin kæreste. Jeg turde slet ikke tænke på, hvis jeg skulle miste Leslie, og så på den spontane måde, Louis oplevede det på.

”Hvordan tror du jeg har det, Liam? Det er forfærdeligt,” vrissede han højt, mens han kiggede ned i gulvet.

”Jeg ved godt det er forfærdeligt, Louis. Du kan fortælle mig om det,” påmindede jeg ham, og ønskede at få ham til at huske, at vi var bedste venner og burde fortælle hinanden alting. Især også i sådan en svær situation som denne.

Men han hjalp ikke rigtigt. ”Nej, Liam, du forstår det ikke! Tammy er blevet myrdet, og-”

”-Vent hvad?” udbrød jeg, uden at registrere jeg afbrød. ”Hvordan? Åh Gud Louis, hvordan, hvem-” Jeg stoppede mig selv og placerede mig i en stol foran ham. Tammy. Myrdet. Hvem fanden kunne dog gøre sådan noget?

Pludselig så jeg tårer trille ned ad Louis’ kinder, et syn jeg aldrig før havde set. ”Politiet fortalte mig det i morges, hun blev slået ned med et stumpt våben, eller hvad fuck de kaldte det.” Han tog en dyb indånding, og jeg mærkede i de få sekunder han holdt vejret, hvor hårdt ramt han var.

”Hvad gjorde du så?” spurgte jeg ham.

Han trak på skuldrene, ”jeg løb.” Vi fik en kort øjenkontakt, inden han igen fjernede blikket. Jeg mærkede virkelig hans frustration, og jeg hadede virkelig at se ham sådan. Ingen fortjente at opleve ting som dette.

”Det skal nok gå-”

”- Nej, Liam, det kommer ikke til at gå! Jeg vil aldrig kunne finde fred i alt det her, for aldrig vil jeg have et rigtigt svar på, om jeg gjorde det.” Efter hans ord, og jeg havde forstået, hvad han lige havde sagt, blev der stille. Jeg udelukkede alt lyd, selv urets tik, og hørte kun mine tanker. Troede han seriøst, at han selv havde dræbt sin egen kæreste?

”Louis, helt seriøst lov mig, ikke at tænke sådan! Du elsker jo Tammy.”

Han lod sine hænder dække for øjnene, og placerede sine albuer på det forreste af hans knæ, mens han tog dybe vejtrækning. De næste ord blev en mumlen. ”Jeg var fuld, Liam. Hvem ved, hvad der kunne være sket? Jeg husker absolut intet fra de sidste timer af festen i søndags.”

Ordene, der passerede hans læber, chokerede mig. Han troede helt seriøst, at der var en chance for, at han havde taget hjem til Tammy og slået hende ned. Det kunne han jo aldrig gøre. ”Jeg ville gerne kunne love dig, at du ikke gjorde det, men jeg har ikke andet end min samvittighed som dommer,” forklarede jeg, og huskede ham på, at Leslie og jeg havde forladt festen omkring klokken et, og jeg ikke vidste, hvad han havde gjort efter det. ”Tror du ikke det er en idé, hvis jeg ringer til Niall? Han må da vide, hvad du lavede,” foreslog jeg og fik et meget lille nik fra min bedste ven over for mig. Så at ringe til Niall, var hvad jeg gjorde.

Der gik ikke lang tid, før døren blev åbnet, og de to halvbrødre var i samme lokale. Nialls blik fortalte mig, at jeg skulle være glad for, ikke at have været i hans sted de sidste 24 timer. Hvis Louis havde opført sig som en efterligning af dette, eller endda værre, turde jeg slet ikke tænke på familiens konsekvenser.

”Er han helt væk eller hvad?” hørte jeg Niall sige, som han stillede sig ved siden af mig, og studerede sin halvbror, der ikke havde kigget op de sidste fem minutter.

Jeg tøvede og tænkte før jeg svarede, eftersom jeg var bevidst om, at Louis var i stand til at høre os. ”Han har den idé, at han måske kan være personen, der … du ved,” forklarede jeg Niall og prøvede at komme udenom ordet, ingen af os ønskede at indse.

”Tror han, at han dræbte Tammy?!” Selvfølgelig overvejede Niall ikke sit ordvalg som jeg havde gjort det, og fik nu Louis til at kigge op fra sit sæde.

Han kiggede op på Niall med foragt. ”Jeg kan godt høre dig, bror,” påmindede ham, og viste deres tætte forhold endnu engang. Louis’ mor og Nialls far havde fundet samme for mange år siden, så de havde nærmest ikke prøvet at leve uden at være brødre.

Niall gik hen og satte sig på hug foran Louis, og de begyndte at føre en samtalen, der var ren hvisken. Jeg prøvede at lytte efter, men det var så lavt og gik så hurtigt, at det eneste jeg nåede at opfatte, var da Niall stak Louis en flad. Jeg kiggede med store øjne på ham, og fik da også en forklaring. ”Han fortjente det med den tankegange,” påpegede han med et smil om læberne og derefter fyldte hans latter rummet.

”Vi beder alle elever møde op i gymnastiksalen til en speciel samling,” lød det over højtaleren fra damen jeg altid mødte, når jeg skulle høre om noget i forhold til elevrådet. Mit blik fandt Louis, og jeg så hvordan hans øjne nærmest var gået ud. Han stirrede op på rummets højtaler med den største sorg, jeg nogen sinde havde set hos et menneske. Det gik bare ikke lige nu, for jeg vidste som hans bedste ven, at han skulle møde op til dette. Han blev nødt til at vise Tammy ære – lige meget hvor hårdt det blev.

”Kom lad os gå.”

Vi gik ud ad døren ned langs gangen af Easton, mens Niall og jeg sørgede for at vise Louis, at han kunne stole på mig. Jeg nød, at der ikke var nogle der kiggede på os endnu, for så snart alle fik det at vide, ville vi ikke få noget privatliv. Alle ønskede at vide, hvad der var sket, og hvem der havde gjort det.

”Ser man det? Får du hjælp af dine ynkelige venner?” Selvfølgelig glemte jeg en, der ikke ville vente med at ydmyge os. Zayn Malik.

Lænet op ad skabet, stod han afventede med sine to venner (eller nærmere slaver) at vi ville give ham et svar, der gav ham muligheden for at gøre os til grin. Men den mulighed ønskede jeg ikke at give ham, og det lod jeg ham vide. ”Zayn, vi gider ikke diskutere med dig.”

Zayn grinte, og nød vi intet mod havde. ”Jeg forstår dig godt Louis, det er ikke sjovt at miste sin kæreste,” sagde han, og jokede selv med døden. Han havde ikke fået omtalen som skolens slemmeste elev uden grund. Han var en stor fed idiot, og det var altså ikke tit jeg tiltalte mennesker sådan.

Louis trak sig ud af Niall og mit greb, og gik nogle hurtige skridt hen mod Zayn, så han stod helt henne ved ham. ”Hvordan ved du Tammy er død?” råbte Louis ham ind i hovedet, mens Niall og jeg straks prøvede at få ham væk fra Zayn, før det ville gå helt galt.

”Du ved rygterne går-”

”Hvordan ved du det, Zayn?!” råbte han endnu højere, som Niall og jeg havde fået grebet om ham, og nu trak ham en smule væk fra Zayn, men han kæmpede stadig i mod. ”Var det dig?! Dræbte du Tammy?!”

***

Efter en forfærdelig morgensamling, hvor vores skoleinspektør med et falskt smil havde givet de dårlige nyheder videre, var det igen min og Nialls tur til at holde fast i Louis, så han ikke gjorde noget dumt. Det var næsten mislykkedes med Zayn, som Louis straks havde mistænkt for det hele, og den tanke havde han ikke sluppet endnu. Jeg måtte også indrømme, at med Zayns viden om hendes død og den fact, at han var den person han var, var det ikke helt umuligt. Men jeg ønskede ikke tænke på den, og gad ikke drage konklusioner, der sikkert i sidste ende var forkerte. Jeg kunne slet ikke forstå, at nogen ønskede at dræbe nogen. Vi var ikke engang tyve år endnu forhelved.

”Kom nu Louis, lad os tage musik, det elsker du,” prøvede jeg, da vi stod ved vores skab for at tage skolens bøger til det næste fag: musik.

Men til min overraskelse rystede han på hovedet. ”Jeg magter altså ikke vi får ny lærer,” brokkede han sig, og lukkede skabet.

”Det er jo Harry, jeg tror det bliver sjovt,” smilede jeg. Harry havde været lærer på skolen i nogle få uger, og jeg havde stødt på ham i forhold til nogle lektiecaféer, hvor han hjalp med noget sociologi i forhold til samfundsfag. Men det var først i dag, at vi for alvor skulle have ham til noget undervisning, da han havde lært skolen at kende, mens vores ældre lærer gik gennem de sidste ting, inden han nu var gået på pension. Jeg glædede mig til at få en yngre lærer i stedet for Marc vi havde haft før på pensionsalderen. ”Lad os gå,” bestemte jeg, og fik heldigvis Louis til at overgive sig, så vi sammen kunne gå mod musiklokalet.

Vi havde placeret os ved et af de runde borde, hvor andre elever var placeret ved de andre. Ingen så ud til at sidde sammen med os, eftersom de lige havde hørt, hvad der var sket med Tammy. Jeg forstod det egentlig ikke, og de havde jo ikke fået at vide, at hun også var blevet myrdet.

Døren gik op, og jeg havde regnet med, at det var Harry, men i stedet nåede en elev lige at tage sin plads. Raymond satte sig som altid ved et af de forreste borde, da han som skolens nørd skulle bevise, at han var den klogeste.

Som han havde sat sig, blev døren igen åbnet og denne gang var det Harry. Han traskede hen mod klaveret med sin skuldertaske, og fik smidt sin jakke, og havde hurtigt fundet sin bærbar frem. Først nu stillede han sig foran tavlen med et smil og kiggede på eleverne. ”Velkommen til jeres første musiktime med mig. Jeg hedder Harry Styles,” præsenterede han sig selv med, og havde på kort tid fået et PowerPoint op på tavlens hvide baggrund, der var rullet ned. ”For at starte ud med noget sjovt, tænkte jeg at vi skulle lære lidt om hook, break og gimmick – altså analysering af en sang,” forklarede han som de tre emner stod på skærmen. ”Men først råber jeg jer lige op i forhold til fravær,” nævnte han og gik hen til sin computer.

”Harry, hvor har du egentlig studeriet?” hørte jeg en af snobberne spørge fra det bagerste bord. Harry kiggede op fra sin computer, og lod en hånd glide igennem håret. Det var hundred procent, at pigen, Vanessa, ønskede en lærer-elev-romance – dem var hun kendt for.

Harry rømmede sig og smilede forsigtigt. ”Jeg har studieret på Londons konservatorium, altså musik, men har samtidig studeret sociologi og lov ved siden af,” forklarede han stolt, og jeg måtte indrømme vi havde en klog fyr foran os.

”Wow,” mumlede Vanessa, hvilket fik mig til at rulle med øjnene.

”Er det muligt vi kan komme i gang med timen?” spurgte jeg forsigtigt, og fik et tilfredst smil fra Harry, som om han var taknemmelig over, at han kunne snyde sig uden om at snakke mere med Vanessa.

Han gik igen hen til skærmen og begyndte at råbe navnene op. Men da han kom til et helt specielt navn, gik alt galt.

”Tammy Baker?”

Alle stivnede, bortset fra Louis, der selvfølgelig skulle flippe ud igen. ”Hun er her ikke,” sagde han surt og mopset, og jeg kunne se på ham, hvor svært det var at sige de få ord.

”Oh, gud nej, undskyld,” hørte jeg Harry sige fra klaveret, da hans computer var placeret oven på det. ”Jeg tænkte ikke lige over det, undskyld,” sagde han igen og følte sig vidst pinligt berørt. Men i forhold til Louis havde han allerede begået fejlen, og det var ikke muligt at ændre det. ”Skal vi ikke bare gå videre til undervisningen?” spurgte han, og fik et nik fra de fleste af os i lokalet. Selv om tiden hurtig gik, og det Harry fortalte os var virkelig spændende, kunne jeg ikke helt få fat i det, da jeg hele tiden sørgede for at have et øje på Louis, der havde en ild inden i sig. Hvad kunne jeg gøre, for at hjælpe ham? Det var ikke ligefrem let at finde en morder - det kunne være hvem som helst. 

 

xxxxxx

Håber at I kunne lide kapitlet - hvad tænker I om Zayn? :D

Og haha blev nødt til at sige Harry havde studeret det der, som han jo sagde til sin audition :) Og musiktimen var i den grad inspireret af min egen time i dag, haha - så ved I hvad jeg lavede :P 

 

Tak fordi I læser med! :D Gæt endelig på, hvem I tror der har gjort det :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...