Beautiful Killer ϟ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jan. 2014
  • Status: Igang
Da Tammy Baker bliver myrdet i sit eget hjem, mistænker alle hendes kæreste, Louis Tomlinson - Easton High's elevrådsformand. Men hvordan løser man egentlig et mord, der aldrig før er set i den lille by Berkeley? Følg Louis' historie gennem helvede, som hans bedste ven Liam leder dig igennem de efterfølgende dage fyldt med drama og spænding, hvor tillid bliver det absolut vigtigste.

115Likes
99Kommentarer
4778Visninger
AA

3. Part 1 - Strong

Kulden var så småt begyndt at nærme sig Berkeley denne mandag morgen. Trods efterårsvejret var himlen dog stadig perfekt lyseblå. Solen var lige stået op og gav byens borgere tegn på, at en ny dag skulle begynde. Man kunne ikke forestille sig, at det skulle blive tordenvejr senere.

”Liam fortæl mig, hvorfor Louis besluttede at holde fest på en søndag?” Leslie brokkede sig fra passagersædet, mens hun gentjekkede at hendes læbestift stadig var skinnende, som hun sagde. ”Tømmermænd og mandag er altså ikke en god blanding. Man glemmer helt hvor god festen egentlig var,” tilføjede hun som spejlet blev pakket væk og øjnene studerede vejen. Synet foran os var ikke noget specielt, da alle husene lignede hinanden. Sådan var det i hele Berkeley, hvis man tænkte bort fra de få huse i byens udkantsområde.

”Det skal nok gå, Les. Vi starter heldigvis ud med morgensamling,” påmindede jeg hende, som vejnavnet skiftede til vores destination.

Hun rystede med hovedet, ”ja, du har ret, som altid.” Hun smilede. ”Det er bare så irriterende,” svarede hun tilbage og kommenterede indirekte på mine forsigtige adfærd omkring alkohol. ”Dytter du lige af hende,” sagde Leslie derefter, da jeg parkerede foran veninden, Liz’ hus. Det var normalt her i Berkeley, at man var flere elever om at køre til byens eneste skole, Easton High, opkaldt efter byens navngiver. Det er egentlig sjovt at tænke på, at havde man besøgt byen for bare fem år siden, havde det set helt anderledes ud med bilturene om morgenen. Det var nemlig nyt at byen havde fået sin egen tankstation, et nyt sted som de unge kunne hænge ud ved, men også en grund til, at flere havde anskaffet sig biler. Nu skulle de nemlig ikke bruge 10 kilometer på at komme til den nærmeste mulighed for benzin.

Døren blev åbnet bagi, som Liz steg ind, og straks blev hun overfaldet af gårsdagens sladder. ”Du gik seriøst glip af en fest,” hørte jeg Leslie fortælle, mens Liz satte sig til rette i bagsædet, så jeg kunne køre videre. ”Louis var helt væk.” Leslie morede sig over billederne, der gentog sig i vores tanker af elevrådsformandens tilstedeværelse til sin egen fest. Det var i den grad ikke noget man så særlig tit.

Jeg opfangede Liz i bakspejlet, i gang med at himle med øjnene af situationen. ”Du ved jeg gerne ville have været der, men Mr. Fork og hans fysikafleveringer tager livet af mig,” brokkede hun sig som jeg drejede ned ad Easton Road, for at afhente den sidste veninde, Tammy.

”Årh, jeg hader Mr. Fork, han er altid så belastende.” De to veninder begyndte straks på deres had til vores fysiklærer, så de ikke opfattede, at vi var fremme, før bilen stoppede.   

”Har du egentlig haft kontakt til Tammy?” spurgte Liz Leslie, der rystede på hovedet som svar. ”Hun har heller ikke svaret mig her til morgen,” tilføjede Liz.

For at være en del af samtalen, påminde jeg veninderne om Tammys tendenser, når det kom til mandag. ”Hun er sikkert sovet over sig igen.”

Leslie lænede sig ind over mit sæde, for at dytte for tredje gang på to minutter. Vi havde holdt foran Tammys hus i nogle minutter nu, og pigerne var ved at gå bersærk. ”Hvad sker der for hende,” brokkede Leslie sig og sendte endnu en sms af sted. Jeg selv brugte ventetiden til at skabe små rytmer ved at slå mine fingre mod rettet, mens jeg ventede på at Tammy skulle ankomme. Så gik tiden forhåbentlig hurtigere.

”Slap nu af Les, hun skal nok komme,” forsikrede jeg brunetten ved min side, som jeg plantede et kort kys på hendes kind, så jeg kunne få hende til at slappe af. ”Du behøver ikke spamme hende med sms’er.”

Hun rystede på hovedet af mig, ”Liam selv om vi er kærester, forstår du altså ikke os pigers trang til at vide, hvad den anden laver.” Hendes stemme var fyldt af en anelse ironi, så jeg vidste hun bare jokede med mig. Typisk Leslie. Men pigerne havde nu egentlig ret – det var mærkeligt, at Tammy ikke havde givet lyd fra sig. Nu havde jeg kørt med disse piger i et halvt år, og man kunne i hvert fald godt mærke at Tammy var blevet påvirket af Louis’ ånd, når det kom til ens opførsel over for andre mennesker. Da jeg havde mødt hende, tænkte hun ikke så meget over, hvordan andre havde det, men efter hun så blev kærester med Louis for halvandet år siden, havde hans elevrådsformands værdier smittet af på hende.

”Nu går jeg altså derind, hendes forældre er alligevel ikke hjemme,” hørte jeg Liz sige, da hun åbnede bildøren.

Som hun nærmede sig huset, nåede jeg lige akkurat at råbe efter hende: ”Men husk hendes bedstemor er på besøg!” Louis havde fortalt mig, at Tammys aflysningen af festen i går, kom af at hendes bedstemor var på besøg, eftersom hendes forældre var til konference.

Men da Leslie rørte min hånd, og jeg drejede hovedet og mødte hendes blik, følte jeg noget var galt. Hendes blik gav mig også den idé, da det nervøst borede sig ind i mine øjne. Hendes ord var næsten en hvisken. ”Liam … Tammys bedstemor døde sidste måned.”

Og efter det hørte vi et skrig.

Med panik i hele kroppen, var jeg hurtigst inde ved huset, og brugte straks min hørelse til at finde frem til Liz. Jeg kunne ikke andet end følge hulkene, eftersom jeg aldrig befandt mig i Tammys hus. ”Elizabeth, hvad sker der?!” råbte jeg, som Leslie kom frem til mig bag fra og flettede vores fingre. Hun var nervøs.

”Jeg- jeg tror det kommer fra stuen,” stammede hun og behøvede ikke engang følge gråden, da hun kendte huset ud og ind. ”Elizabeth, hvor er du?” råbte hun stille efter sin veninde, som vi åbnede stuedøren og intet kunne se. Leslies ord dødede hen, og vi kunne nu tydeligt høre gråden fra bag sofaen. Mit hjerte havde for længst steget til den dobbelte rytme, men da jeg fik årsagen til både skriget og gråden, stoppede det helt.

Jeg behøvede ikke engang tage hendes puls, man kunne med det samme se, at Tammy var død. Med et kridhvide ansigt, og blodet der havde misfarvet både hendes top og tæppet, lå hun der på siden. Jeg hørte Leslies skrig som en hvisken langt væk fra, som jeg stirrede på hendes lig. Jeg var i chok.

”Tammy, svar mig, please svar mig!” hørte jeg Liz råbe hende ind i ansigtet i ren og skær chok, mens forhåbningerne om veninden var i live stadig kørte rundt i hendes tanker. ”Tammy, du må ikke! Vær venlig at bevæge dig!” Hun klarede det til gengæld bedre end Leslie, der gled til gulvet og trak sin krop til sig, mens hun rystede. At se min kæreste sådan, var noget jeg aldrig nogen sinde havde oplevet, og gjorde mig endnu mere panikslagen. Jeg fulgte Liz’ opførsel og hørte mig selv råbe til min kæreste, at hun ikke skulle gå i panik, men det så ikke ud til at hjælpe noget.

Derfor tog jeg affære og fik hurtigt selv ringet til politiet. Og som de var på vej, dog kommende udefra, prøvede jeg igen at få Leslie tilbage. Jeg tog fat i hendes spinkle arme, og fik hende i det mindste til at sætte sig op. ”Shh, det skal nok gå, jeg er her,” hviskede jeg, og mærkede hendes kolde krop, som jeg trak hende ind til mig og gav hende alt den støtte jeg var i besiddelse af. ”Liz, burde vi ringe til Louis?” Jeg havde været optaget af at trøste Leslie, at jeg ikke havde bemærket Liz havde rejst sig op og nu kiggede på sin døde veninde, som havde hun forstået situationen, men ikke vidste, hvordan hun skulle opføre sig.

Hun rystede på hovedet, ”han elsker hende jo, det vil gå helt galt,” hørte jeg hende sige – nogle ord der sikkert kom direkte fra hendes tanker. Som jeg overvejede hvad der var bedst, kom tanken om Louis’ ansigt, når han ville finde ud af det frem for mig. Jeg så min bedste ven være helt ødelagt, uden at være i stand til noget som helst. Jeg så ham kaste med ting, råbe af sine nærmeste og være et rod. Jeg ønskede virkelig ikke at fortælle det, men nogle skulle gøre det.

Et kvarter var gået og endelig hørte vi sirenerne komme nærmere. Det havde til min overraskelse lykkedes mig, at få os alle tre udenfor i den friske luft, mens vi sammen havde prøvet at indse, hvad der var hændt. Leslie var stadig i min favn, mens Liz havde sat sig ned på græsset, nærmest i trance, som hun sad og legede elsker/elsker-ikke med Baker familiens sidste blomst i haven. Det var forfærdeligt at se de to livsglade piger sådan, men jeg måtte indrømme, at havde jeg været alene havde jeg sikkert reageret på samme måde. Lige nu var det bare omvendt, da jeg havde påtaget mig opgaven om at hjælpe dem, og være den stærke.

Nogle få sekunder gik, før jeg mærkede min telefon vibrere i min lomme. Først nu tjekkede jeg klokken for første gang siden vi var kørt hjemmefra, og det undrede mig ikke, at Louis var personen, der ringede. At være næstformand og ikke møde op til den ugentlige aftale, var lad os sige det lige ud: ikke særlig smart. Klokken havde for længst ringet til time på Easton High, så at især Liz, den klogeste af os, ikke var mødt, havde nok gjort nogle opmærksomme på vores manglende tilstedeværelse. Louis var en af dem.

Jeg afgjorde hurtigt med mig selv, at det nok var bedst at besvare opkaldet, selv om han straks ville høre på min stemme, at noget var galt. Og i den her sammenhæng havde noget aldrig været mere galt.

”Hallo Liam, hvor er du? Klokken er langt over otte, og-” jeg hørte ikke Louis afslutte sætningen, da politibilen og ambulancen drejede for enden af vejen. ”-Kan jeg høre sirener?” Der var en endnu en kort pause. ”Hvad fuck sker der, Liam?” spurgte han forvirret, mens jeg overvejede det bedst mulige ordbrug. Men jeg fandt hurtigt frem til, at intet af det ville fungere.

”Det er Tammy. Du burde skynde dig til hendes hus, Louis,” hørte jeg mig selv sige, og var ikke tilfreds, da han nu stillede endnu flere spørgsmål end før. ”Bare skynd dig, jeg kan ikke sige det over telefonen.”

”Du gør mig altså nervøs her, Liam. Men jeg skynder mig så, jeg tager Niall med,” afsluttede han af med, inden jeg hørte bippet, der indikerede samtalens ende. Bilproblemet i byen viste sig igen, da Louis behøvede hjælp af sin halvbror for at komme frem.

Politibetjenten stod pludselig foran mig, og jeg kiggede ham direkte ind i øjnene, som han lige hurtigt tog tingene til sig. ”Hvad er det sket her?” spurgte han, mens andre mænd fra ambulancen styrtede ind i huset, hvis dør ikke var blevet lukket.

”Vi- vi kom for at hente hende til skole, og så- så lå hun bare på tæppet.” Jeg tog en dyb indånding. Ingen af os havde sagt ordet højlydt endnu, og jeg ønskede ikke at være den første.

”Så I har først lige opdaget det?”

Jeg nikkede.

”Hvornår så I hende sidst?”

Jeg svarede: i går til sidste time.

”Er hun din kæreste?”

Jeg rystede hurtigt på hovedet, og så Nialls sorte bil komme susende ned ad vejen, nok lidt for hurtigt end politiet normalt havde tilladt. Ikke så smart, når politiet var til stede. ”Han kommer der,” tilføjede jeg til mit ryst på hovedet, som Louis forvirret og nervøst steg ud af bilen, efterfulgt af Niall fra førersædet.

”Liam, du bliver virkelig nødt til at forklare mig, hvad der sker, jeg har været virkelig-” Louis afbrød automatisk sig selv, da båren med et hvidt lagen blev rullet ud af Tammys hus. ”Åh nej, er hendes bedstemor død?” Louis kiggede ulykkeligt på båren, der blev rullet væk, og var altså uvidende om to ting: 1) at Tammy åbenbart og overraskende havde løjet for ham i forhold til bedstemorens besøg, og 2) at han tog dybt fejl, når det kom til personen under lagnet på båren.

”Det er ikke som du tror,” fortalte jeg ham stille, mens han endnu mere forvirret kiggede skiftevis på båren, der nu blev ført op i ambulancen og mig. Hans blik viste mig, at han søgte et svar, og jeg havde indset, at jeg blev personen til at bringe mareridtet videre. ”Tammy, hun-”

Og i det sekund gik det op for Louis, hvad der var sket. Og hans ansigt blev slet ikke som jeg havde forventet - det var værre. 

Det var så første kapitel! Ret dramatisk må man sige, men håber jeg fangede jeres interesse, og at I ønsker at læse videre! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...