A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
962Visninger
AA

6. - The Treasure Island -

Det bad var nok det længste jeg havde taget i hele mit liv, en hel time stod jeg bare under strømmen af vand som gled ned af min skrøbelige menneskekrop. Jeg lagde ikke engang mærke til at vandet ikke længere var varmt, da jeg stadig levede i mit hoved. 

"Du kan bare det med mennesker hva'?" 

Det ved du godt jeg ikke kan. Det har jeg aldrig kunnet. Det eneste jeg nogensinde har været heldig med i mit liv, var at komme til London. Og jeg bor i en smudset lejlighed uden et arbejde. Det fortæller ret pænt hvor meget jeg har udrettet i livet ikke? 

 

Mine røde gummistøvler trådte ind på det rene gulvtæppe og efterlod enkelte, brune pletter på den grå overflade. Som en mus ude af sit sikre hul, stoppede jeg op og lyttede efter et livstegn fra min mor. Intet.

"Mor?" Kaldte min lille stemme der passede til min 8 årige alder. Et hulk kom fra stuen, så jeg instinktivt trodsede gulvet med mine mudrede støvler, helt klar over at jeg ville få ballade for det. Men det kunne vente. Min mor havde brug for mig. 

Mine blå øjne kom i møde med noget som de aldrig burde være blevet præsenteret for. Min mor der lå fordrukken i sofaen med nogle hovedpinepiller. Hendes grønne øjne var ikke engang til at se, de var lukket i ren og skær smerte. 

"Mor!" Hun hulkede endnu en gang som svar, inden hun så prøvede at åbne sine udmattede øjne. 

"Velvet! Du må virkelig undskylde! Jeg ved ikke hvad jeg..." Hun brød ud i spruttende gråd, der fik mig til at lægge mine små arme om hende, så min røde frakke blev spildt på med bitre tårer. Selvom det ville være etisk korrekt at situationen var omvendt, var jeg ligeglad. Jeg vidste vel ikke bedre, end at jeg skulle passe på dem jeg elskede og i dette tilfælde var det min mor. 

"Undskyld..." Hviskede hun. 

"Mor du skal ikke græde. Du har mig" Min lille hånd strøg min mors gråsprængte hår der var resultatet af de slidende år hun havde lidt for min far, inden han skred fra os. Mit barnlige sind kunne ikke rumme had mod min far. Ikke endnu. 

Min mor som også hed Hayley, løftede sit hærgede ansigt mod mit unge, fyldt til randen med skam og sorg. Et anstrengt smil krogede sig op i hendes mundviger, da hun aede min kind. 

"Undskyld. Jeg lover at det aldrig vil ske igen" Hun borede sine øjne ind i mine. Den dybe hjertesorg der var malet over hendes ellers så lyse karakter, fik mit hjerte til at vende sig i smerte. Det var en kronisk egenskab jeg skulle leve med hele mit liv. At se de folk jeg elskede, lide. Jeg ville hellere selv lide, end at se på dem. 

Min mors sårede vinger bredte sig om min lille skikkelse og afskærmede resten af verden. 

"Jeg lover, lover, lover... Jeg vil aldrig forlade dig"  Mine små hænder strøg stadig over hendes hår. 

"Jeg vil aldrig forlade dig" Gentog jeg. 

"Mor? Behøver jeg at finde én som far?" Et suk lød fra hende, inden hun trak mig fra sig og hun kiggede med et nyt glimt i sit øje.

"Det er dit eget valg. Men vær nu klog min pige. Mennesker er lunefulde, i sidste ende står du alene, så vær sikker på at du kan stå over for det. Ingen ejer dig, du er dig og det kan ingen tage fra dig" En tåre gled kort ned af hendes rynkede kind. 

"Du, Velvet, er enestående. Og det behøver du ikke, som mig, en anden til at fortælle dig. Vil du love mig at være stærk?" Jeg nikkede alvorligt.

"Det lover jeg" 

 

***

 

(Hendes tøj er for enden af kapitlet)

Mine fødder prøvede forgæves at liste lydløst ind i stuen, men det gamle gulv syntes at skulle gå imod mine bønner den dag. Istedet gav det sig lige præcis højt nok til at Zayn vendte sig fra den bog han havde hentet fra min elskede bogreol. Ja, jeg havde en fetish med gamle klassikere og det havde Zayn fundet ud af. 

"Hej" Hilste han henkastet, inden han så dykkede ned i bogen igen og lod mig stå akavet tilbage. Sig nu noget Velvet! Åbn ladeporten og lad noget ud, det plejede du ellers at være god til! 

"Hej" Det blev ikke til mere end en hvisken. Applause. 

"Du må altså virkelig undskylde. Det var ikke min mening at gøre grin ad dig. Jeg blev bare lidt forskrækket da du pludselig dukkede op mit i bad..." Jeg nåede knap at tale færdig inden Zayn, højt og tydeligt, gjaldede en sætning op fra bogen. 

"Løb din kryster! Skreg Pew" Reciterede han fra bogen, sendte mig så et kort smil. Jeg blev nødt til at holde mig selv i kort snor, for ikke at jage lige i struben på ham. 

"Skatteøen. Det er en gammel klassiker" Det lod til at han snakkede med sig selv, men alligevel svarede jeg. 

"Jeg kan godt lide at de er gamle" Jeg plantede mig ved siden af ham, for så at kaste et varmt blik mod bogen. 

"De hjælper mig tit når jeg har problemer. Min far plejede at læse dem op for mig som godnathistorier. Alle de gode gamle. Peter Pan, Alice I eventyrland, Jorden Rundt På 80 Dage. Dem allesammen. Og jeg slugte dem råt, mens jeg bare nød den forbindelse jeg havde med min far" En varme bredte sig i min torso ved mindet, så Zayn havde endelig fjernet blikket fra bogen og kiggede forundret på mig. 

"Jeg læser dem når jeg er ked af det, så kan jeg næsten mærke ham ved min side. Jeg er igen den lille pige, han elskede af hele sit hjerte" En klump voksede i min hals, alt imens overskydende vand prikkede i mine øjne og gjorde dem våde. 

"Hvad skete der?" Zayns stemme var blevet forsigtig, sikkert vidende om at det her var et mineområde. 

"Han forlod mig og min mor da jeg var 7. Det er 11 år siden nu" Der blev en stilhed ingen sagde noget, indtil at Zayn lagde sine øjne i mine med et alvorligt udtryk.

"Er du ked af det lige nu?" Lidt tøvende nikkede jeg. Han klappede bogen sammen og rakte den så frem mod mig. 

"Så læs" Sagde han kort mens han resolut lagde bogen i mine små hænder. Jeg rystede på hovedet, af ren høflighed. 

"Nej, det kan jeg da ikke! Du læser jo i den! J-jeg tager en anden bog" Jeg var halvt stående, da Zayn tog min hånd med bedende øjne. 

"Nej! Du kan læse for mig" Vores øjne førte en samtale jeg ikke kendte emnet på, men blev så nødt til at give mig for de hvalpeøjne der borede sig ind i min sjæl.

"Okay så" Hans læber bredte sig i et smil, hvorefter han som et lille barn satte sig til rette i skrædderstilling. Men han så ikke behagelig ud, lagde så istedet sit hoved på mig skød, så jeg næsten hoppede op af sofaen. Et kort gisp fløj forbi mine læber, men fremtvang så et lille smil. Han kiggede fortabt op på mig, som et lille barn der skulle få fortalt godnathistorie af julemanden. Helt og aldeles betaget. 

"Det klæder dig med briller" Sagde han pludseligt, som fik mine kinder til at blusse op i rød farve inden jeg så takkede ham genert. Ingen havde nogensinde givet mig en kompliment, slet ikke på grundlag af mine briller! Men jeg brugte dem egentlig heller ikke så tit, kun når jeg skulle læse. 

Med et lille smil, begyndte jeg at læse med den bedste fortæller stemme jeg kunne huske fra Far. Og den måde Zayn lå på mit skød og bare slugte de ord og udtryk der blev delt, var ligesom at føle mig hjemme igen. For en gangs skyld. 

 

 


 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...