A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
990Visninger
AA

7. - The Reason -

Jeg var gået tidligt i seng den aften, og tankerne myldrede rundt i mit hoved som en indre storm. Hvad skulle jeg stille op med Zayn? Jeg havde ikke råd til at fodre én til, der var knap mad nok til mig! Og jeg var sikker på at han havde nogle bandmedlemmer som han kunne bo hos! Han var kendt for fanden, han kunne bo hvor han ville! 

Det undrede mig at han ikke bare var smuttet efter jeg gokkede ham med stegepanden. Han måtte vel have tænkt at det var én eller anden dement tøs, han havde brudt ind hos. Men hvorfor blev han her så? Her var intet en verdenskendt stjerne ville bare løfte øjenbrynet for. Måske hvor småt her var, men ellers ikke. Hvad fik ham til at blive? 

Jeg havde tænkt så grundigt over det, at jeg ovenikøbet drømte om det. Min fod sparkede ham ud af døren og jeg var igen fri, uden at skulle tænke på at en popstjerne sov på min sofa. 

Blandingen af endeløse tanker og mærkelige drømme hørte op, da min gamle fjende, vækkeuret begyndte på sin daglige kaglen. Med en knurren fik jeg med stor anstrengelse klasket min hånd på uret, så den forfærdelige larm holdt op. Jeg havde vist glemt at slå uret fra i går. Jeg skulle jo ikke op på arbejde, for der var ikke noget arbejde. Men larmen havde vækket mig så tilstrækkeligt at jeg opgav at falde i søvn igen. Mine ben fandt vej ned på gulvet mens resten af min krop vendte sig lodret.

Et kort blik faldt hen på den sovende dynge af hår der tittede ud fra tæppet på sofaen, og fik mig til at lave en kort grimasse. Hurtigt bevægede jeg mig væk fra den trygge dyne og over til skabet, ved siden af det franske hovedgærde der prydede min seng. Jeg åbnede det knirkende skab så lydløst jeg kunne, uden at vække Tornerose på sofaen. Min dag skulle nødigt ødelægges så hurtigt på dagen. Der var noget der irriteret mig grænseløst ved ham. Men samtidig var der noget med tiltrækkende og fascinerende over ham. Jeg vidste ikke hvad nogle af delene var, de var der bare. Hvilket var endnu mere irriterende.

På listetå, gjorde jeg mig klar til dagen for så at lave noget morgenmad. Til os begge. 

(Tøjet er for enden af kapitlet)

 

***

 

Forsigtigt stillede jeg en skål cornflakes ved siden af den stadig sovende Zayn, inden jeg med et sidste ængsteligt blik, drejede om og forsvandt ud gennem hoveddøren. Nogle af os blev jo nødt til at tjene til føden. Så altså var jeg på vej ud for at finde arbejde et sted.

Så snart jeg havde lukket døren bag mig, åbnede en anden overfor mig. Laura trådte ud i en sort frakke og høje hæle, med en varm hue der gemte hendes blonde lokker. Som altid var hun misundelsesværdigt smuk, med perfekt lagt makeup og et strålende smil som fik alle til at falde på knæ. 

"Velvet! Godmorgen!" Jeg gengældte hendes gestus da hun fløj over og åbnede sine arme for mig. Hun var dejlig varm. 

"Hvor skal du hen her til morgen?" Hendes øjne strålede da hun spurgte mig. Jeg trak henkastet på skuldrene.

"Gå rundt til nogle forretninger og spørge om de mangler noget hjælp... Hvad med dig selv?" Skiftede jeg hurtigt væk fra det pinlige emne. Jeg havde ikke selvtillid nok til at sige jeg var blevet fyret, selvom det godt kunne regnes ud. 

"Jeg skulle egentlig bare ud og købe lidt morgenmad, men vil du ikke med?" Hendes opfordring var lokkende, meget lokkende, men den lille stemme fortalte mig at jeg måtte fokusere på det vigtige. 

"Det gør ikke noget jeg har allerede..." 

"Kom nu! Ellers spiser jeg bare helt alene. Kom nu Velvet, det gør ikke noget at du ikke har råd! Jeg giver!" Den gjorde ondt. Men lyden af gratis morgenmad var nu alligevel for meget for min samvittighed. Gratis mad var der altid plads til! 

"Okay så..." Overgav jeg mig med et lille smil. Laura tog min arm i sin så vi valsede ned af trapperne. Rettelse, hun svævede elegant over trinene, mens at jeg vaklede med så godt jeg kunne.

 

***

 

"Hvad med arbejdet? Gik det ikke?" Laura klirrede skeen mod kanten på kaffen, rettede så blikket mod mig. Hun var det nærmeste jeg havde af en ven, hvilket berettede om det sociale liv jeg havde. Hvilket socialt liv? Ja, det tænkte jeg også. 

"Det var et forfærdeligt sted. Den gamle idiot havde vidst ikke engang registreret stedet, ellers var det blevet lukket for længst af sundshedsstyrelsen" Hun så ikke ud til at forstå hvad jeg mente.

"Altså at stedet er... Ulækkert?" Hendes hånd dirrede næsten af frygt for hvad jeg ville svare. Jeg nikkede sagte, så hun nærmest begyndte at hyperventilere. 

"Åh gud! Hvor er det synd for dig! Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe dig, men..." En idé lyste op i mine øjne. 

"Din far har da et firma her i London ikke? Jeg tror jeg så at de manglede en sekretær! Måske kunne du..." Hun lagde sin fjerlette hånd ovenpå min med et medlidende blik. Inden hun bare åbnede munden, kendte jeg godt svaret.

"Undskyld Velvet. Men de tager kun... Dannede personer ind. Det er jo et stort firma, det ved du" Med sænkede skuldre nikkede jeg. 

"Og med din... Undskyld jeg siger det, men uddannelse, kan den stilling aldrig blive din" Hun havde helt ret. Med min manglende uddannelse, kunne jeg ikke komme ind. Folk troede at hvis du ikke havde en doktorgrad i det ene eller andet, så var man lige så brugbar som en hullet sutsko. 

Jeg havde ingen uddannelse. Da jeg afsluttede folkeskolen, fandt jeg mig et arbejde og havde gjort det lige siden. Jeg ville spare op til at komme til London, så langt væk som muligt. Jeg huskede tydeligt den dag...

 

Regnen piskede ned fra himlen, mens at mine våde sko betrådte asfalten. Kunne denne her dag blive meget værre? Skolen var fyldt med anstrengende snobber, der bare skulle overtage deres familie firma og gifte sig med rige mænd. De havde alle muligheder: Intelligens, udseende, charme... De havde det hele. Og hvad havde jeg? Rødt hår, en manglende far som rollemodel og nogle pjaskvåde sko. Regnjakken beskyttede heldigvis min krop fra den øsende mængde vand, men det var også det eneste at smile over. 

Da jeg åbnede døren til mit hus, var der en fremmed stemme der klang gennem rummet. En dyb stemme, hæs, nærmest som en sav. Min mors perlende grin fløj gennem rummet. Uden jeg havde lagt mærke til det, var jeg frosset på stedet og stod som et dådyr i billygterne. Regndråber dryppede ned på det blanke gulv.

"Velvet? Er du hjemme?" Min mor kom ind fra stuen, hvor den dybe stemme fandt sted. Da jeg skulle til at åbne munden, trådte en mand til syne. 

Han var ond. Jeg kunne mærke det. Hans øjne var stikkende og hagen altid løftet over resten af verdenen. Hvem var han og hvad lavede han her? Det var det eneste der blev ved med at dreje rundt i mit forvirrede sind, der kun alt for godt kendte til min mors had til mænd. Efter far forlod os, havde hun udviklet en vis frygt for det modsatte køn. Og det havde selvfølgelig smittet af på mig.

"Hvem er du?" Var det eneste der kunne presses ud gennem mine stramme læber, rettede blikket mod den fremmede mand.

"Det er Harry. En god ven. Han kom bare forbi på en kop te" Min mors nervøse smil, fik hendes løgn til at prelle af som vand på en gås. Den eneste virkning det havde, var at jeg blev endnu mere vred. Og skuffet. Skuffet over at trods min mors lange løfter om at der kun var én i verden man hørte sammen med, så stod hun nu dér, unaturligt tæt på den fremmede mand. Skuffet over at hun svigtede mig på den måde. Skuffet over at jeg nu stod alene med kampen mod det modsatte køn. Ja, jeg havde da haft et godt øje til en fyr eller to, men det var også det. Jeg tog dem ikke med hjem og så prøvede at lyve mig ud af det. 

Skuffelse og foragt var det eneste jeg følte. Den 16 årige alder jeg havde, gjorde at sårene skar dybere end normalt. Uden et ord, trak jeg det våde overtøj af mig, smed det på gulvet som et lille barn, og trampede ind til venstre på mit værelse. 

"Velvet..." Hviskede min mor halvhjertet, men blev stående da jeg forsvandt ind bag min dør. Endelig fik tårene frit løb, og lysten til at ødelægge var enorm. Jeg styrede mig dog så meget at jeg bare omfavnede mig selv og smed mig i sengen. Hulkene kom lave i krampetrækninger. 

Det var uretfærdigt. Min egen mor som sagde at hun aldrig ville forlade mig. I det øjeblik og fra den dag af, forsvandt hun. Hun forsvandt ind i sin egen drømmeverden med Harry og hans børn fra et tidligere ægteskab. Og efterlod mig tilbage som blot et fragment af fortiden. Derfor tog jeg til London. Jeg ville flygte fra fortiden og starte forfra.

 

***

 

Vi var tilbage til nutiden igen hvor Laura snakkede løs om noget med sit arbejde. Linjerne der skulle være på et hus, og det matematiske der gik ind over det kunstneriske eller sådan noget. Hendes passion for sit arbejde var beundringsværdig, lige indtil noget interessant  bag mig fangede hendes grønne øjne. 

"Velvet..." Hviskede hun med øjnene plantet på det der nu var bag mig. Jeg løftede øjenbrynet af hendes drømmeagtige udtryk. 

"Hvad er der? Har du set et spøgelse eller hvad?" 

"Rettere sagt en helgen... Vend dig om" Jeg snurrede rundt på barstolen, inden en velkendt skikkelse fangede mit blik.Sig det løgn.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...