A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
1053Visninger
AA

8. - The love is electric -

Den mørkhårede dreng jeg for en halv time siden, så sovende på min sofa, stod nu lige midt i forretningen og spejdede ud i mængden. 

"Zayn?" Fløj det ud af min mund, så jeg afslørede mig selv. Flot Velvet. Hans øjne fandt mine og lyste op. Resolut travede han hen til det bord Laura og jeg sad ved. 

"Godmorgen! Du var lige pludselig forsvundet, så jeg gik ud for at lede efter dig! Tak for morgenmaden, for resten!" Han tog en stol fra bordet ved siden af og satte sig tæt op ad mig. Alle mine antenner strittede advarende ved hans knæ der rørte mit. 

"Det var så lidt..." Fik jeg fremstammet inden jeg rykkede ud på kanten af stolen.

Tag en dyb indånding Velvet. Det er bare et knæ, ikke en inficerende sygdom.

Nej, men tæt på!

"Hej! Zayn!" Han rakte hånden over bordet til Laura som tog den som én af dronningens kronjuveler. 

"Laura..." Mumlede hun, fuldstændig forstenet. Et diskret suk og nogle himlende øjne kunne ikke undslippes. 

"Hvordan fandt du mig stalker?" Spurgte jeg muggent, rørte så lidt rundt i min kaffe.

"Åhr, jeg spurgte bare lidt rundt omkring om de havde set en rødhåret pige et sted! Ved du at dit hår er som et fyrtårn?" Den kommentar lod jeg som om jeg ikke havde hørt, bare for at skåne resten af cafeén. 

"Bare for sjov, det her er min yndlingscafé! Jeg er her altid for at få kaffe og så..."

"Hvorfor er du her?" Han så kort såret ud over mit spørgsmål, men det slog ham desværre ikke ud.

"For at få kaffe selvfølgelig! Og hvem ville ikke give sin ene arm for at sidde her, med to kønne piger?" Du smører tykt på hva' Malik? Min øjne vendte sig igen mod himlen, mens at Laura grinede nervøst, kiggede så på mig med kommanderende øjne. 

"Jeg skal lige på toilettet. Velvet, kommer du med?" Først løftede jeg det ene øjenbryn, men hendes blik fik mig til at lade være med at spørge. Istedet løftede jeg mig bare væk fra Zayns knæ og fulgte med Laura. Selvtilfreds bestilte Zayn sin kaffe.

Vi nåede knap nok at træde ind på toilettet før at Laura greb begge mine skuldre som om hun skulle til at ruske mig til døde. Det gjorde hun også næsten.

"Ved du hvem det er Velvet!? Har du nogen som helst anelse om hvem der lige nu, i dette øjeblik sidder og smalltalker med os!?" Jeg nikkede, en anelse nervøs for Lauras helbred. Jeg havde aldrig set hende så rød i hovedet og vilde øjne. 

"Det er jo sindsygt! Hvordan har du ikke kunnet fortælle mig det!? Jeg er den største fan!" Hendes fangirling var en tak skræmmende alt i mens hun hviskede/råbte mig ind i ansigtet. 

"Hvordan mødte du ham? Fortæl mig det hele! Og med detaljer tak!" En klokke ringede i mit hoved om at det ikke måtte komme ud at Zayn boede hos mig. Han kunne risikere at komme i endnu større problemer end han allerede var. 

"Du må ikke fortælle det til nogen..." Hun nikkede manisk.

"Han brød ind hos mig..." Hendes mund formede et 'o' inden et mindre skrig fløj ud gennem hendes læber. Jeg tyssede hurtigt på hende.

"Ingen må vide det! Han har ingen steder at tage hen! Du må love mig at du holder tæt, ikke engang Matt må vide det!" Hun nikkede igen ivrigt. Hvorfor gik jeg så meget op i at han ikke blev opdaget? Så ville han jo blive nødt til at flytte. Ville det ikke være det bedste? Et stykke indeni mig, helt indeni, gemt væk i et hjørne, ville ikke have at han forsvandt. På en måde havde han alligevel gjort det umulige. Han var kommet tæt på mig. 

 

***

 

"Jeg vidste ikke at du også kom på den café. Jeg har aldrig set dig dér. Og tro mig, jeg ville kunne huske det med det garn du har!" Zayn var utrættelig. Lige meget hvor meget jeg afviste ham, gjorde ham til grin eller fornærmede ham så stoppede han aldrig. Han blev bare ved, næsten med større kraft end før. Prøvede at forføre mig, eller hvad man nu gjorde. Flirtede? Var dét det rigtige ord?

"Det var på Lauras regning, ellers har jeg ikke råd" Svarede jeg umiddelbart. Han så forvirret ud. 

"Ikke råd? Det er da ikke så dyrt, en enkel kaffe koster..." Endnu en gang afbrød jeg ham. Uhøfligt og det hele, men jeg kunne ikke holde det inde.

"For meget for folk som mig!" Det kom ud for groft. Flot Velvet. Jeg fotrød det med det samme. Zayn stod tavs, satte så øjnene på vores sko som traskede ned af én af Londons gader. 

"Undskyld..." Mumlede jeg. Dygtig pige, du kan sige undskyld som nittenårig. Vil du have en slikkepind? Åh gud...

"Du forstår det virkelig ikke..." Jeg løftede det ene øjenbryn ved hans lave, men tydelige stemme. 

"Undskyld mig?" Jeg stoppede op midt på gaden. Et tordenbrag lød over vores hoveder. Han rettede blikket væk fra vejen, og op til mig. Han så såret ud.

"Du forstår det ikke! Jeg holder af dig!" Wow. Klap hesten cowboy. Holder af mig? Du har kun kendt mig i et døgn og allerede prøvet at kysse mig og bryde ind i mit bad. Og nu kommer du med det... Pis.

"Hør nu hvad jeg siger!" Jeg havde vidst tænkt højt. Dårlig timing.

"Trods den korte tid at vi har kendt hinanden, så holder jeg af dig!Jeg har prøvet at vise dig det, men du bestiller ikke andet end at afvise mig!" Endnu et tordenbrag.

"Er det nu min skyld!? Bliver du tøsefornærmet fordi der er en enkelt pige i denne her verden som faktisk ikke vil have dig!? Troede du at du bare kunne vade ind i min lejlighed, vende op og ned på det hele og tro at jeg vil finde mig blindt i det!?" Et tordenskrald mere.

"Nej, jeg troede at du ville være gæstfri at tilbyde mig et sted at sove! Som andre NORMALE mennesker ville gøre!"

"Nej, du forventer at folk behandler dig sådan fordi du er Zayn Malik! Du er bedre end andre NORMALE mennesker som bliver nødt til at bage boller i luderkvarteret og bo i en lejlighed som kun har varmt vand tre gange om ugen! Du er bedre end alle! Du er bedre end mig!" Tordenbrag og regnen faldt. Mine øjne regnede også. Zayn så målløst på mig.

"Er det dét du tror om mig? Tror du at jeg er bedre end dig?" Okay, han knækkede mig. Den stærke facade forsvandt sammen med den piskende regn, og mine skuldre faldt sammen. Jeg kunne ikke mere. Nu havde jeg sagt det. Mine knæ fandt plads på de kolde brosten. Alle andre havde søgt i ly undtagen os. Jeg rystede af de stærke ord som nu havde forladt min mund og efterladt et sårbart hylster som bare ville elskes. 

Hvorfor skulle jeg også være så fandens... Mig? Velvet Uheldig Petal. Ikke have en far som rollemodel, have en mor som prøver at lave én om til alle andre. Hele livet havde jeg hørt at jeg ikke var god nok, at jeg ikke kunne blive til noget.

"Grimme rødtop! Ved du hvad min mor siger om dig!? At du er et 'mislykket barn'!" Han anede ikke hvad han slyngede ud, men det gjorde jeg. Mine klassekameraters forældre havde hørt om min far der skred. Det var uhørt i byen. Alle forældre bagtalte mig og min mor, men Mor lagde ikke mærke til det. Hun var så langt nede i et hul at hun havde fået skyklapper for øjne og ører. Istedet gik det ud over mig. Jeg blev set ned på på gaden. Blev kaldt navne af børnene og bagtalt af forældrene. 

"Se hende. Hun bliver aldrig til noget det pigebarn. Ikke med de forældre. Du har vel hørt om arv og miljø. Æblet falder aldrig langt fra stammen" De tårer der faldt på mine små kinder var ikke til nytte for nogen. Istedet lærte jeg at pakke mig selv ind i en boble hvor ordene ikke kunne komme ind. 

Døren var låst, men jeg havde anskaffet mig en nøgle. Siden det skete havde Mor låst døren, hvis Far skulle komme tilbage for at hente mig. Men det skete aldrig. 

"Mor? Er du hjemme?" Jeg hørte en velkendt klinken fra stuen. Ikke igen. Jeg smed gummistøvlerne og regnfrakken, for så at løbe ind i stuen. Synet var ikke en overraskelse. Mor holdt om en flaske gin som var det hendes barn. Hun glemte bare at det stod foran hende. 

"Velvet..." Hun havde et sløret blik. Resolut gik jeg ud i køkkenet, tog et glas og fyldte det med vand fra hanen. Vasken var fyldt med beskidte tallerkener. Der skulle vaskes op i dag. Efter lektierne, tænkte jeg for mig selv. 

Forsigtigt fjernede jeg flasken fra min mors tynde arme og gav hende vandet istedet. Hun drak det som en glubsk ulv.

"Jeg elsker dig skat" Mumlede hun da jeg tog glasset igen og fik hende til at lægge sig ned.

"Jeg elsker også dig" Jeg kyssede Mor som sikkert allerede var i drømmeland. 

Jeg var ikke god nok. Det vidste jeg godt. Der var jo ingen andre end Mor der nogensinde havde rost mig, og hun var også stoppet. Mens jeg vaskede op om aftenen efter en ensom middag, kiggede jeg ud af vinduet. Drømte mig væk herfra. Et sted hvor min fortid ikke ville bide mig, nej, et sted langt væk herfra. London. 

"Velvet... Du bliver syg hvis du bliver siddende midt på vejen" Zayns bløde stemme slog mig tilbage til virkeligheden. Her var jeg. Sad midt på vejen i drivende regnvejr, uden en fremtid, og en berømt popstjerne fortalte at han holdt af mig. Det kunne ikke blive mere forvirrende. Mit hoved kunne ikke arkivere informationerne. 

Han holder af mig. Information er ugyldig at oplagre. 

"Kom nu... Jeg vil ikke have at du får lungebetændelse eller noget... Velvet" I alt tiden havde jeg stirret ned på de grædende sten, uden at lytte til Zayn der med dryppende hår stod bøjet over mig.

Det var som om han havde givet mig en kortslutning, jeg kunne ikke sige noget, bare kigge op på ham med røde øjne. 

"Kom nu dramaqueen..." Mumlede han, for så forsigtigt at tage mig op i armene som en anden baby. 

"Utroligt..." Han brokkede sig hele vejen hjem, med mig i armene som ikke sagde en lyd. Der fulgte en stilhed.

"Jeg mente det jeg sagde. At jeg holder af dig. Og selvom du afviser mig resten af livet, så vil jeg aldrig stoppe med at prøve på at få dig til at forstå. Du er elsket Velvet, selvom din far forsvandt uden videre"

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...