A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
1128Visninger
AA

10. - Surprise! -

Idiot. Hvorfor give mig et job, når han bare kunne give mig nogle penge? Men jeg ville aldrig tage imod dem, så det vidste han nok godt.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle kigge efter, så jeg halsede bare ned af Oxford Street for at finde et eller andet der kunne give mig et tegn. En bager lokkede med sin duft af varme boller og sprød skorpe. Nej, hvor duftede det godt. Min mave hungrede efter at få noget ned, og min mund løb snart i vand ved et detaljeret billede af brød og te.

Måske kunne jeg godt nå bare en lille bid, bare så jeg ikke gik på arbejde på tom mave. Instinktivt gik jeg hen mod butikken som så meget ældre ud, end alle de moderne butikker der lå ved siden af. Udstillingsvinduet var pyntet med marcipanblomster der lå henkastet rundt i vinduet, som om de selv havde vokset sig frem. Kager og wienerbrød lå som trofæer og sugede opmærksomheden til sig.

Jeg måtte hellere skynde mig, ellers ville jeg først komme på arbejde ved lukketid! Hurtigt smuttede jeg ind ad døren, der fik en klokke til at kime da jeg trådte ind i det lille bageri. Ingen så ud til at være ved disken lige nu. Jeg tog mig lidt tid til at studere flere af de brød de havde stående bag glasruden. Trekornsbrød, sødmælksbrød, fastelavnsboller. Hele bageriet mindede mig lidt om derhjemme, når Mor bagte i køkkenet. Jeg ville komme hjem fra skole og dér i vinduet, ville et bananbrød ligge. Hun ville nynne en sang hun havde hørt fra fjernsynet og jeg ville sidde utålmodigt ved bordet for at få maden serveret. Jeg huskede hvordan hun med et smil tussede rundt i køkkenet som om hun havde hele verdens tid. Det var et helt specielt smil, som kun kom frem når hun bagede. Hun så så moragtig ud, ikke som resten af tiden.

"Det er ikke hver dag man ser nogen blive så rørt over en omgang bagt dej" Lød en rasp stemme, så jeg fór op som en skræmt mus. Hurtigt tørrede jeg den salte tåre væk.

"Undskyld, jeg kiggede bare! Ehm, jeg har desværre ikke så mange penge, for ellers havde jeg købt mig fattig herinde, så jeg nøjes bare med et rundstykke" Den gamle mand grinede hult.

"Så gerne" Han greb bollen, lagde den i en pose og rakte mig den. Jeg betalte ham, og da jeg skulle til at gå, lød hans stemme igen.

"Men mine medarbejdere plejer nu ikke at betale for maden. De må tage så meget de vil, så længe de arbejder" Jeg kiggede først undrende på ham, da det så slog ned i mig som et lyn på en klar himmel.

"Jeg arbejder her!" Den gamle mand grinede igen og nikkede.

"Det vidste jeg nemlig. En flot ung mand kom ind her tidligere på ugen, og spurgte om jeg søgte bagerjomfruer. Jeg forklarede ham at han desværre ikke var kvalificeret, men så fortalte han mig om denne pige han kendte, som var meget passende til rollen. Jeg genkendte Dem med Deres meget flotte hår" Mine kinder afspejlede pludselig min hårfarve.

"De må undskylde at jeg kom for sent, men jeg anede ikke hvor jeg skulle gå hen. Jeg blev bare fristet da jeg så Deres butik"

"De er i så fald en heldig frøken, for det her er det rigtige sted" Jeg var aldrig blevet kaldt heldig. Ikke en eneste gang. Ikke engang da jeg fik min lejlighed i London, selvom man godt kunne kalde det held. Folk sagde at jeg havde snydt mig til den.

Jeg introducerede mig ordentligt til den gamle herre, som jeg senere fandt ud af hed Mr. Silas Longbottom, et ret finurligt navn, som han selv hadede som pesten.

Da jeg begyndte mit job, kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg havde aldrig fundet det her sted, hvis det ikke havde været for ham. Tak Zayn.

 

***

 

Med en duft af nybagt brød, forlod jeg min nye arbejdsplads som rent faktisk gav lønsedler. Jeg fortalte Silas om min økonomiske situation, og med det samme, rakte han mig dagens løn.

"Så du kan betale regningerne med det samme" Han blinkede engang til mig.

Jeg knugede pengene ind til mig, mens jeg fredeligt gik ned af gaden. Hvor heldig jeg har været! Fået et job som gør mig glad, tjent penge til regningerne og... tænk jeg siger det her. Jeg har fået en roommate. Selvom han er vildt irriterende og arrogant og... Har givet mig et job... Hvem narrer jeg? Jeg kan godt lide Zayn. Ikke på den dér vulgære måde hvor man kysser og alt muligt! Jeg kan godt lide ham som en ven. Ja, en god ven.

Hans øjne er også ret flotte. Og hans profil er fejlfri. Hans øjenvipper er også længere end mine. Åh, han er en smuk popstjerne og jeg er en Londonrotte, oprindeligt fra Cornwall. Jeg havde stadig ikke forstået hvorfor han foretrak min sofa, frem for de glamourøse liv han ellers var vant til. Men vi var kvit nu, da han havde hjulpet mig med at betale for en ekstra næse.

Og den gamle bager betalte godt! Måske kunne jeg endda betale ALLE regningerne! Ved enden af måneden ville jeg have penge nok til at købe nyt tøj! Åh ja, nyt tøj!

Et par hænder blokerede pludselig for mit syn, så jeg stivnede i alle bevægelser. Instinktivt holdt jeg vejret og spændte i alle muskler, inden jeg kylede min albue bag ud. Den ramte personen i ribbene og hænderne forsvandt straks fra mit ansigt. Det hele gik så hurtigt, men jeg allerede var klar på at løbe for mit liv.

"Velvet!" Jeg drejede om på hælen og lagde mine hænder for munden for at holde et grin inde. 

"Zayn, det må du aldrig gøre igen!" Fniste jeg ved synet af den stakkels dreng der sad på gaden og skar tænder. Jeg havde vidst ramt ham godt, eller også var han bare pevet.

"Skal du altid hilse på folk, ved at skade dem? Er det en ting?" Den boblende latter kunne ikke længere holde sig inde i mig, og foldede sig ud i en røst af grin. Zayn løftede blikket op mod mig, og trods jeg ikke kunne se det fordi jeg havde travlt med at grine mig selv i laser, så smilede han kærligt. Som om han ingen smerter havde. 

"Undskyld" Fik jeg fremstammet fra latterkramperne. Han kæmpede sig på benene, for så at tårne sig op foran mig. Min latter fortog sig. 

"Vil du ikke gå en tur med mig?" Jeg nikkede kort. Han smygede sin arm ind i min, og så gik vi. Endnu en gang rødmede jeg som en blodappelsin, ude af stand til at gøre andet end at følge lydigt med.

"Frakken klæder dig" Jeg nikkede endnu en gang, lod til at det var det eneste jeg kunne finde ud af. Åben nu den alt for store mund og tal menneske! Nej, det var umuligt, det eneste der skete var at jeg åbnede den og lukkede igen. Ingen lyd kom ud. Og det lod til at more Zayn forfærdelig meget.

"Hvad syntes du om jobbet? Rar gut ikke?" Jeg nikkede samtykkende. Han kiggede kort bekymret på mig.

"Har du tabt mælet?" Jeg nikkede igen, nu med et smil krøbet op i mundvigen. Hyde Park begyndte at tone sig frem i kontrast fra den grå by af sten. Jeg hev let i Zayns arm, i retning af parken. Han fulgte glædeligt med. Folkene omkring os delte sig fra os som var vi sten i en flod, mens vi nærmest løb hen mod det grønne, som nærmere var brunt på denne tid af året. Det var Januar, men der var stadig ikke kommet nogen sne, ikke engang til jul. Alle havde ventet med spænding til det første snefald, men efter en måned tabte folk interessen. Hvis det bare ville sne, så ville det hele blive bedre. 

Vi endte med at løbe hen over vejen og lige ind på den brune græsplæne. Søen var frosset, da trods den manglende sne, var graderne nede på minus. Jeg indåndede med længsel den dejlige duft af græs og fugtige blade. Endnu en gang mens jeg var fordybet i et moment, stirrede Zayn på mig, som var jeg én af statuerne i den store park. Hans øjne glimtede og et skævt smil formede sig om hans mund, da han kiggede på mig der sniffede vinteren. 

"Hun var så ualmindeligt from" Reciterede han for sig selv fra Skatteøen, bogen som han stadig læste når han ikke kunne sove. Eller når han skulle fjerne sine tanker fra virkeligheden. Det var noget han havde fortalt mig senere:

Nogle gange lå han lysvågen i sofaen, bare for at kigge ud i mørket og vide at jeg lå på den anden side af det. Han tænkte på om han en dag fik modet til at bryde den mur af mørke imellem os, så vi kunne være en del af det sammen. 

"Hvad sagde du?" Min egen stemme sparkede Zayn tilbage til virkeligheden. 

"Ingenting" 

"Jo, du sagde noget med ualmindelig" Jeg satte trodsigt hænderne i på hofterne.

"Syntes du jeg er ualmindelig?" Han rystede hastigt på hovedet.

"Nej, slet ikke! Altså ikke på den måde selvfølgelig, jo du er ualmindelig, men på en god måde! Agtig..." Hans ord mundede ud i en mumlen, da han så at jeg bare løftede øjenbrynet. 

"Du syntes at jeg er et rødhåret misfoster" Konstaterede jeg.

"Nej! Jeg syntes at du er..." Hans ord stoppede i struben, ude af stand til at sige mere. Mine arme faldt ned af siden. Jeg tog et skridt. Enten var det kulden der gjorde hans kinder røde, eller også var det fordi han var nervøs. Åh gud, hvorfor vidste jeg det?

Da jeg stod så tæt på at jeg kunne mærke hans ånde, kunne han stadig intet sige.

"Hvad syntes du at jeg er?" Min stemme blev så lille og forsigtig som om jeg var bange for svaret. Hvad skete der? Mit hjerte hamrede afsted og det hele udover hans ansigt virkede sløret. Som om jeg var midt i en drøm.

"Jeg syntes at du er det mest ualmindelige menneske jeg nogensinde har mødt, på den allerbedste måde mulig" Gled det ud af hans mund, klart og tydeligt. Jeg havde nok stået i nogle sekunder og bare gloet på ham, da et smil langsomt fyldte mit ansigt.

Instinktivt kastede jeg armene om ham, for så at give ham et smækkys lige på munden. Vi blev begge overraskede og veg hurtigt væk. Det hele havde højst varet et minut, men havde føltes som timer. Der blev en akavet stilhed, hvor vi begge stod med røde ører. 

"Det var mærkeligt" Fastlagde Zayn. Jeg nikkede samtykkende. Han hev kort sin mobil op, indså så pludselig noget. 

"Vi skal skynde os!" Med de ord nåede jeg kun at starte en sætning, da han tog min hånd og spurtede ud af parken, hjem mod lejligheden. 

"Kan du fortælle mig hvorfor vi skal skynde os sådan? Bare af nysgerrighed" Han svarede ikke, holdt bare blikket rettet forude. Vi styrtede op ad trapperne, og stoppede først da vi stod foran min dør. 

"Du skal lukke øjnene Velvet" Beodrede Zayn med et skævt smil, som om han vidste noget jeg ikke gjorde. 

"Hvad? Hvorf..." Jeg nåede ikke at sige mere før døren blev skubbet op og 4 hoveder hoppede frem i dørkarmen.

"SURPRISE!" 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...