A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
973Visninger
AA

1. - Prolog -

Jeg husker det lige så tydeligt som et nymalet maleri i det kliniske lys.

Sneen var så voldsom den aften, at myndighederne frarådede alt udkørsel eller færden derude i den vilde storm af frosne regndråber. Snefnuggene klaskede på min rude og blev slået ihjel af den voldsomme vind. 

Jeg prøvede at fokusere på de stakkels snefnug der kæmpede for sit liv, istedet på den hårde tone udenfor min lukkede dør. Endnu engang skændtes mine forældre, så det burde ikke påvirke mig. Men denne gang var anderledes. 

"Du er for meget! Det er din egen datter! Hvorfor ofre du ikke bare en lille smule for hende!? For mig!?" Skreg min mor. 

"Jeg har ikke tid! Jeg ville gerne se min datter vokse op, men mit arbejde er altså krævende! Jeg bliver jo nødt til at tjene til føden!" Lød min fars hårde tone, så min mor knækkede over sin stemme.

"Dit arbejde" Vrængede hun som var det en sygdom.

"Du er ikke gift med mig, du er gift med dit arbejde! Hvorfor skulle du ellers være så sent ude hver eneste aften!? Fortæl mig det!" I sekunder var det helt stille derinde, så man ville kunne høre en nål falde til jorden, hvis ikke vinden hylede udenfor. 

Pludselig lød der skridt og en dør der blev smækket. Min mor brød sammen i gråd, så jeg var forfærdeligt tæt på at gå ind og trøste hende, men lod være. Jeg var ikke modig nok til at lade mine unge øjne se virkeligheden. Et halvt minut efter, åbnede en dør sig og trin på trappen afslørede at min far var kommet ind til min mor igen.

"Det mener du ikke... Det gør du ikke!" Min far svarede ikke min mors beden. 

"Du kan ikke forlade os! Du gør ikke det her mod os! Mod Velvet! Hun er kun fem, Phillip! Hun har brug for en far!" Men min far svarede ikke. 

"Jeg har været utro Hayley..." Sagde han koldt. Hoveddøren blev åbnet.

"Hav et godt liv. Pas godt på Velvy for mig" Velvy var mit kælenavn og jeg grinede altid hjerteligt, hver gang Far sagde det. Men nu var det ikke sjovt. Det var ligesom et skældsord i min fars mund, et skjult farvel.

Med de ord, lukkede døren og min fars mørke skikkelse kom frem i mit lille vindue. Han svingede en sportstaske over skulderen, mens han stille satte sig ind i vores bil. Trods min mors og myndighedernes mening, kørte han. Han kørte bare, uden et farvel, uden et kys, ikke engang et blik. Han havde forladt mig, som var jeg et slidt legetøj. Af en grund kunne jeg ikke græde, måske fordi jeg ikke forstod det. Min far kom tilbage ikke? Ikke? Det eneste der forblev fra min far var hans fodspor i sneen, der ensomt forsvandt lidt efter lidt.

Men med tiden lærte jeg at det bare var en drøm der aldrig ville blive bragt ud i livet. Fra den dag af, lovede jeg mig selv noget. Noget der ville sidde i mig hele mit liv. 

Stol aldrig på mænd. De knuser dit skrøbelige hjerte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...