A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
974Visninger
AA

2. - Nobodys Favourite -

"Jeg har sagt det tredve tusind gange! Jeg vil ikke have nogle penge! Jeg kan godt klare mig selv!" Sådan prøvede jeg endnu en gang at overtale min mor til ikke at betale min alt for dyre husleje til den beskedne lejlighed jeg nu engang boede i. Hvorfor var det så slemt at jeg ville forsørge mig selv!? Det var da for søren normalt når man var 19!

"Men så har du jo råd til at købe du ved... Noget til dig selv. Jeg så faktisk forleden dag en ny hårfarve der er sat meget n..." Prøvede min mor i røret, men jeg skar hende hurtigt af.

"Jeg vil ikke farve mit hår! Det er fint som det er!" Min mor havde aldrig været stor fan af mit gullerods farvede hår ligesom alle andre i min omgangskreds. Men jeg nægtede at ændre det. Det passede til resten af min lidt skæve karakter. Akavet og passede ikke helt ind nogen steder. Jeg var bare en omvandrende grøntsag der var lige så heldig som en omvendt hestesko, hvis man kunne sige det. 

"Undskyld Mor, men jeg er altså på arbejde. Jeg må smutte nu, farvel, kys kys, jeg ringer senere ikke?" Nåede jeg lige at mumle, inden jeg smækkede røret på da min chef kom ind. Et stift smil klistrede sig på mine læber da han trådte ind i rummet med sit sædvanlige fedtede skæg og ulmende let af pipen der altid fik fat i den vilde busk på hans hage og overlæbe. 

"Hvem snakkede du med?" Hakkede han med sin rygerstemme så hans osende ånde røg ind i mit ansigt der var drysset med mel, fra den omgang dej jeg var igang med, da min mor ringede. Vi befandt os i en skummel bager, på et skummelt hjørne, i et skummelt kvarter. Men det var det eneste sted jeg kunne få arbejde. 

"Ikke nogen! Bare med mig selv!" Løj jeg, mens min næse forgæves prøvede at trække vejret uden at falde død om af osen. Hvorfor havde han ikke mærket varmen i sit skæg? Det var jo ved at bryde i brand!

"Kalder du dig selv Mor?" Han løftede et busket øjenbryn, som fortalte at jeg var afsløret. Jeg sukkede og indrømmede. Med blikket rettet mod dejen optog jeg igen mit arbejde, men chefen som også var kaldet Kim, blev stående med armene over kors. Han rømmede sig så min opmærksomhed igen faldt på ham, vinkede så med sin hånd. Jeg kendte godt hans hentydning, men af ren stædighed blev jeg stående. 

"Dit forklæde" Sagde hans hæse stemme der lagde op til et massivt hosteanfald. Opgivende og med endnu et suk bandt jeg forklædet op og lagde det i hans klo til hånd. 

Uden et farvel eller bare et blik, traskede jeg ud med tunge skridt, ud mod døren for at hente mit halstørklæde og jakke. Med tungt hoved trak jeg dunjakken over mig og viklede halstørklædet om min kolde hals der lagde op til endnu en forkølelse. For fjerde gang i denne her måned. Varmen var gået i lejligheden.

(I kan se hendes tøj for enden af kapitlet. Fortsæt god læsning) 

 

***

 

Efteråret var helt sikkert kommet, det var mine følelsesløse kinder vidne til. Kulden sled og bed i dem, mens jeg ihærdigt prøvede at gnubbe noget varme ind i mine blå hænder. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok ud fra den her skumle gade og ind til den mere formelle del af London. Folk rundt omkring på hjørnerne skulede efter mig, sikkert fordi jeg ikke passede ind. Havde jakke og rent tøj, så var jeg allerede udstødt.

"Rige møgtøs..." Mumlede en hjemløs jeg traskede forbi. Helt sikkert, det var også derfor jeg var nødt til at arbejde i Londons luderkvarter! Bare ved tanken om de letpåklædte piger i den her kulde, fik mig til at forsvinde endnu mere ind i min heldigvis varme jakke. For alt i verden, så skulle jeg aldrig ende her. Så havde jeg nok taget imod min rige mors penge. Men jeg sagde til mig selv, at jeg ville tjene mine egne penge. Så det gjorde jeg, og indtil videre havde det ikke bagt frugt. Men en dag ville det vende, det var jeg sikker på!

Endelig kunne jeg slappe nogenlunde af i skuldrene da jeg nåede ud til én af de tæt befolkede hovedveje der var fyldt med travle forretningsmænd og kvinder. Det lignede nærmest en hær af sort og hvid der marcherede mod mig. Deres kolde blikke lagde sig kort på mig, inden de med afsky gik videre.

"Fattige luder..." Mumlede en rig kvinde med en hvid minkpels, der sikkert havde kostet mere end min lejlighed og alt hvad jeg ejede tilsammen. Et kort fnys fløj ud af mig, inden mine ben tog til så jeg hurtigere kunne komme hjem til min base. Dér var der i det mindste ikke nogle misbilligende blikke der enten syntes jeg var en rig møgtøs eller en fattig prostitueret. Dér var jeg bare mig. Velvet Petal, hende med det alt for sære navn og hår. Hende der ikke passede ind. 

 

***

 

"Hej Velvet!" Hilste min nabo, Laura. En smuk, høj pige med smaragdgrønne øjne og langt prinsessehår. Hun var sød, venlig og havde bare hele pakken. 

"Hej Laura! Hvorfor så flot i tøjet?" Jeg kiggede kort ned af hendes slanke krop der bar en sort kjole og nogle flotte stiletter der forlængede hendes ben med to meter. En anelse misundelig kunne jeg ikke lade være med at føle mig.

"Date med Matt!" Hun blinkede en gang med sine lange øjenvipper. Selvfølgelig. Matt, hendes kæreste. Verdens smukkeste par og de heldigste grise man kunne kende. De var begge succesfulde i arkitektbranchen så de havde en masse tilfælles.

"I må have en god fornøjelse så!" Smilede jeg. Hun kom over og krammede mig kort.

"Nu bliver du ikke helt ensom vel? Det er jo trods alt fredag og hvem gider være alene på en fredag?" Jeg prøvede at skjule sandheden som hun lige havde spået med et vift med hånden.

"Tsk! Mig, ensom!? Aldrig! Du må have en god aften og hils Matt fra mig!" Hun krammede mig igen, og fjerlet svingede sig ned af gelænderet.

Da hun var ude af syne, sukkede jeg let. Hvis det var mig der skulle på date. Mig der havde én at klæde sig fint på for. Penge og de rette gener til at tjene dem. Eller bare et arbejde som ikke handlede om at bage boller med både hår og kulstumper i. Men nej. Du var Velvet. Og mænd var ikke noget for dig! De var nogle kryb der bare skulle klaskes! Men alligevel følte jeg en naturlig misundelse. 

En pludselig træthed væltede over mig, så jeg blev sparket ud af min tankestrøm og låste op til min lejlighed der ikke var blevet varmere mens jeg havde været væk. 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...