A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
957Visninger
AA

4. - Love is pain. Pain is love -

Jeg havde ikke fået sovet synderligt meget resten af natten, som også kunne siges som slet ikke. Jeg var ét, alt for bange til at falde i søvn når jeg havde en kriminel i min lejlighed. To, adrenalinen pumpede stadig rundt i kroppen på mig. Og tre... Det ved jeg faktisk ikke. Min hjerne var nok kørt lidt af sporet efter oplevelsen. 

Jeg havde placeret drengen så godt jeg kunne på en stol i ly af mørket, mens jeg så satte mig i min seng med en stegepande i hænderne, hvis han nu skulle vågne og angribe igen. 

"Hvorfor en stegepande?" Spørger i måske. Tja, det virkede i Tangled... 

Hans øjne var lukkede for at skjule hans chokoladebrune øjne, så jeg begyndte at lægge mærke til hans andre træk. Anden etnisk oprindelse, kunne vi godt konkludere med hudtonen og den flotte sydlandske profil. Men det var ikke så anderledes, London var jo trods alt kendt for at være en multiinternational by. Det der mere fascinerede mig, var hans helt perfekte karakter. Det hele var som formet ud fra en græsk statue af guder. Han lignede noget, taget lige fra et maleri. Men hvad kendte jeg til skønhed, bare se på mig. Gullerodshår, blå øjne der havde set alt for meget, bleg hud og spinkle lemmer der ikke kunne vokses en eneste muskel på. Jep, det var mig.

Drengen begyndte at røre på sig og åbne øjnene, hvilket fik mig til at fare op fra sengen med mit våben rettet mod ham. 

"Du rører dig ikke, du siger ikke noget og du slet ikke... Ehm..." Min før beordrende og jeg måtte indrømme, ret seje stemme, blev til en akavet situation der bare gav mig lyst til at forsvinde i et sort hul. Han løftede det ene øjenbryn, som havde fået en flænge fra min lommelygte i natten. 

"Altså..."

"Nej! Du siger ikke noget!" Råbte jeg alt for højt til hans beskedne ord, rakte så panden mod ham som et afstumpet sværd. Han sank nervøst en klump, kiggede så en anelse skræmt på min slidte stegepande. 

"Men..." Prøvede han igen, men jeg snappede ham af, inden han kunne nå at forklare sig.

"NEJ! Jeg melder dig til politiet! JA! Det gør jeg!" Med den kendsgerning, gik jeg ud i køkkenet for at hente min mobil og kalde alarmcentralen op. Jeg havde faktisk aldrig ringet til dem før nu, hvilket var lidt sært. Ja, vi er i London? Storby? Klokke der ringer? Der er jo proppet med kriminelle i de her overfyldte gader der bare venter på at overfalde dig og sætte tænderne i din hjælpeløse hals! Okay, jeg har set alt for mange vampyr film...

Jeg tastede hastigt nummeret ind, for så at plante det dyre stykke elektronik op mod mit øre.

"Er det alarmcentralen? Ja, jeg har en..." Jeg havde været fuldt optaget af min mobil at jeg ikke havde set at drengen havde fjernet sig fra stolen og nu stod lige foran mig.

"AHR!" Skreg jeg ind i mobilen, inden jeg af ren refleks smadrede panden i fjæset på den stakkels dreng.

"AV! Er du syg i roen!?" Pev han mens hans hænder holdt om sin kæbe, der havde været offer for mit køkkenredskab. 

"Er JEG syg i roen!? Det er da dig der har brudt ind i min lejlighed!" Forsvarede jeg mig selv.

"Frøken, er alt i orden?" Lød politimanden i telefonen så jeg bed den bemærkning jeg havde i hovedet, i mig igen. 

"J-ja, alt er i orden!" Drengen lagde armene over kors, tydeligvis fornærmet over hvad det nu kunne være. 

"Ved du slet ikke hvem jeg er?" Hans accent var tydelig Bradford, men jeg syntes ikke at genkende ham. Lige indtil det gik op for mig. 

"Shit!" Hviskede/Råbte jeg, mens mine øjne blev store som tekopper og min kæbe faldt i gulvet. Det var ham. Damn, shit og andre bandeord jeg ikke lige kunne nå at tænke, inden stemmen i røret afbrød mit desperate tankemønster. 

"Undskyld, Hr." Uden at have fanget hvad han sagde, lagde jeg på og stirrede på drengen. En lang stilhed fulgte, kun med lange samtaler kørende i vores øjne. Jeg anede ikke hvor længe vi stod sådan, bare gloede på hinanden som to dådyr i billygternes lys. Jeg pegede diskret på drengen.

"Zayn Malik" Det var så her vi skulle være i en spændt scene i Kill Bill, og vi lige havde mødt den værste fjende som skulle være denne her mafiaboss med forførende mørke øjne. 

"Pige jeg ikke kender navnet på" I dette øjeblik fik jeg mere mod end jeg plejede når jeg var sammen med hankøn, da jeg trådte så tæt på ham at vi stod på samtaleafstand. 

"Velvet Petal" Svarede jeg uden den mindste skam over mit navn. Jeg kunne jo ikke ændre det, og Zayn Malik lød ikke ligefrem bedre hvis jeg skulle være ærlig. Den sorthårede dreng gryntede et kort grin. 

"Fluffy Blomsterblad? Jamen det lyder forfærdeligt nuttet!" Klingede hans drilske stemme i mine ører. 

"Faktisk betyder Velvet sejr, Einstein! Og jeg er aldeles ikke nuttet!" Skældte jeg. Han løftede det flængede øjenbryn igen med et flabet smil, så jeg havde lyst til at pande ham én for tredje gang.

"Popstjerner..." Lød min mumlende stemme da jeg droppede diskussionen, for at lægge panden på plads. Der var ikke længere brug for den. 

En lyd som kunne betegnes som smerte, fløj ud af Zayns mund, hvor han så lagde sin ene hånd på sit blødende øjenbryn. At se ham lide gav mig et lille stænk af medlidenhed og overraskende nok, skam. Det var jo min skyld at han havde fået flækket sit øjenbryn, som jeg måtte gå ud for var ret smertefuldt. Meget imod min egen vilje, tog jeg en klud og noget chlorhexidin til at desinficere såret med. 

"Kom her" Kommanderede jeg ham hen til mig. Kort mistænksom blev han stående, men efter at have analyseret mit alvorlige blik adlød han. Uden et ord fra nogle af os, rensede jeg hans sår som en elskende kone der rensede sin sårede soldats krigskader. Kun en gang imellem lød der små lyde fra Zayn om at det gjorde ondt, så jeg gjorde det lidt blidere. 

Pludselig mærkede jeg hans ene hånd kort kærtegne min arm, så jeg stivnede i min bevægelse.

"Tak" Hans stemme var rusten, bevis på at det gjorde ondt, men han havde bidt tårene i sig. I få sekunder havde vi øjenkontakt inden jeg resolut brød den fra hans mørke øjne, nikkede så og optog igen mit arbejde. 

 

***

 

"Må jeg godt spørge om noget?" Min stemme brød stilheden som ellers kun havde været brudt af fjernsynet der kørte på Hollywire.

Zayn kiggede hen mod mig med sit plastrede øjenbryn, nikkede så med et usynligt smil.

"Hvorfor brød du ind i mit hus? Altså vi er på femte sal og i en lejlighed der ikke har et couture køkken som så mange andre i det her kvarter. Ja, faktisk bare et normalt køkken" Mit køkken var... Ja, primitivt. Mit halfjerser køleskab og fryser virkede dog som det skulle, men mit gamle komfur med åben ild var ikke det jeg ville kalde pålideligt. Og vasken blev stoppet tre gange om ugen. Mindst. 

Han begyndte at lege nervøst med kanten af sin T-shirt.

"Jeg blev smidt ud min lejlighed..." Mumlede han så det næsten ikke kunne høres, men nok til at jeg løftede begge øjenbryn overrasket. 

"Hvorfor?" Han grinede kort uden humor.

"Jeg holdt vidst lidt for mange og lidt for vilde fester" Det gav mening det han sagde, men der var noget jeg ikke kunne forstå.

"Men hvorfor køber du så ikke bare et nyt sted?" Han sukkede som var det et umuligt svar jeg bad om. 

"Mit management vil ikke lade mig. De siger at pressen vil "lave et nummer" ud af det" Pludselig lagde det hele sig på plads. Jeg havde ondt af ham. Han havde ikke noget sted at bo på grund af sin berømmelse, så han brød ind i en fremmed piges hjem for at finde ly. Hvorfor det så lige skulle være mig ved jeg ikke, men det er lige meget. Han havde da brug for hjælp! 

"Har du ingen steder at tage hen? En ven eller noget?" Han rystede på skuldrene. Men han gik da i et band med fire andre drenge ikke? Jeg droppede at spørge ind til det. Istedet aede jeg hans ene skulder med et svagt smil.

"Du kan godt bo her. Altså hvis du vil!" Han lyste op i et smil der næsten blændede mig. 

"Men så stjæler du ikke noget!" Jeg lagde en lærende finger på hans næse, så vi begge grinte varmt. Zayn rakte en hånd frem. 

"Top" Med vores øjne klikkende i hinanden, tog jeg den.

"Top" Da jeg slap min hånd fra hans, greb han om mit håndled, hvorefter han trak mig tættere. Mit hjerte bankede advarende, prøvede at fortælle mig hvad der skulle til at ske, men min krop var stivnet som en frossen dukke. Det eneste der kunne køre rundt i mit hoved var 'væk'. Hans anden hånd lagde sig på min hofte, hvilket fik mig til at gispe kort. Hans ansigt svævede sig tættere og tættere på mit, så jeg kunne se hans lange øjenvipper der flappede som sommerfugle rundt om hans øjne. 

Skrækslagen mærkede jeg hvordan hans ånde kunne mærkes på mine læber mens hans egne skiltedes, klar til sin mission. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...