A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
957Visninger
AA

12. - It can't be -

"Jeg går nu!" Kaldte Zayn ud i lejligheden. Indenfor få sekunder stod jeg foran ham med et lykønskende smil. 

"God koncert" Han takkede, strejfede så sine læber over min kind i en kærlig gestus. Et kys, og så var han borte fra mine øjne, gennem døren og ud i verden. Så stod jeg tilbage og gloede dumt på døren.

I et stykke tid, gik jeg bare rundt i lejligheden, som en blind høne, uden at vide hvad jeg skulle tage mig til. Hvad plejede jeg at lave da Zayn ikke var her og raserede det hele? Det var som om tiden inden ham, havde forsvundet som dug fra solen. Som om jeg først startede da han brød ind gennem mit vindue den nat. 

Jeg løftede tæppet på min seng, som om jeg skulle til at lægge mig under det. Skulle jeg se en film? Nej. Mine øjne spejdede rundt i rummet, for at få bare en lille smule inspiration. Læse? Nej. Høre musik? Nej. Tegne? Bage? Spille skak!? Nej, nej og nej! Ahr, hvad i alverden spildte jeg tiden på!? Gloede ud i luften som en død fisk!?

I min vredesrus, ringede telefonen pludselig med den kimende tone som jeg havde indstillet den til. Hurtigt tog jeg den i min hånd og førte den op til mit højre øre. 

"Hallo?"

"Hej skat!" Lød min mors stemme i røret. Skinger og overdreven som sædvanlig. Som om hun altid havde et så stort overskud, at hun kunne arbejde i 14 timer, nå hjem, lave mad og putte børnene. Men jeg vidste godt at det kun var fordi at hun i virkeligheden kedede sin røv i laser.

"Hej mor" Hilste jeg med den samme lidt opgivende tone, som altid. 

"Jeg ringede bare for at høre hvor du er henne i verden! Du har slet ikke ringet hele ugen, jeg troede at du var fløjet til månen eller sådan noget skørt. Det kunne du godt finde på ikke skat? Nu vi snakker om at være væk, så ville jeg gerne vide hvilke planer du har til vinterferien?" Jeg nåede kun at åbne munden, før hun svarede selv.

"Men hvad tænker jeg på, selvfølgelig har du ikke det! Men ville det så ikke være en god idé at besøge mig og Harry? Du har heller ikke set pigerne i hundrede år!" Det hun betegnede som 'pigerne' var oprindeligt to identiske tvillinger. Og når jeg siger identiske tvillinger, mener jeg helt identiske! De går klædt i det samme tøj for at forvirre fremmede, de taler på samme måde, afslutter hinandens sætninger og ligner hinanden som to dråber vand. Det er lidt uhyggeligt, og samtidig er de så forkælede så selv en prinsesse ville være misundelig. Samtidig er de godhjertede og naive. Bedre børn kunne Mor ikke have ønsket. 

"Søde skat, hvad tynger dig?" Min manglende respons fik hende til at træde et gear ned. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Tanken om at tilbringe ferien hjemme i Cornwall med Mor, Harry Den Grusomme og tvillingerne, lød ikke som sød musik i mine ører. Snarere et mareridt. Desuden ville jeg meget hellere arbejde hos Silas og være sammen med Zayn. 

"Undskyld Mor, men jeg har virkelig travlt i byen. Jeg har fået et nyt job som kræver meget af min ferie og så har jeg nogle planer med Laura og Matt" Der var ikke noget svar i nogle sekunder, bare den knitrende lyd fra højtaleren. Åh gud, hvad havde jeg gjort?

"Det var da godt at du har fået et nyt arbejde skat! Du er jo også voksen, så det er naturligvis det der kommer i første række. Hils Laura fra mig vil du? Jeg skal også til at løbe, så du må have det godt. Elsker dig skat!" Hendes lange talestrøm skulle skjule skuffelsen, men jeg kendte hende for godt. Jeg vidste godt at hun bare spillede nobel, men i virkeligheden væmmedes hun sikkert ved mig. 

Vi sagde farvel, lagde så telefonen tilbage på sin plads. Hvorfor løj jeg? Var jeg virkelig så meget imod at se min egen mor? Aldrig havde jeg løjet for hende på den måde, og skuffelsen over mig selv gnavede i mit bryst. 

Hvad har hun egentlig nogensinde gjort dig? Lød min underbevidsthed, som altid talte når jeg var i et dilemma.

Alt. Hun fandt en ny mand, en ny far til mig, men jeg havde intet at sige. Hun lyttede aldrig. Det eneste der betød noget, var Harry og det nye liv hun var ved at bygge sammen med ham. 

Men hun ville jo gerne se dig.

Jeg ville ikke kunne få mig selv til at ringe op igen. Trods lysten, måtte jeg bare blive her i London og lade den dårlige samvittighed æde mig op indefra. 

Idiot.

Jeg fnøs af mig selv, traskede så ud i køkkenet for at lave nogle billige nudler. 

 

***

 

Da kedsomheden og billedet af min mors skuffede udtryk var ved at give mig kvalme, tog jeg overtøj på og smuttede ud af døren. Zayn ville først komme tilbage langt ud på aftenen. Jeg stod et stykke tid foran Lauras dør og overvejede om det var et dårligt tidspunkt. Hun havde jo så travlt med sit arbejde og Matt, det var svært at få tid til at ses, med mindre vi stødte ind i hinanden på trappen, og ikke engang dér fik vi snakket rigtigt. Som veninder burde gøre. 

Mens mit hoved var et andet sted, tog min krop selv beslutningen, da jeg hørte min hånd banke på den sorte dør. Kort efter svingede den åben og dér, i en flot broderet kjole, stod Laura. Hendes hår var blevet krøllet let så det lagde sig perfekt om hendes skuldre og hendes makeup var fejlfri. 

"Godeftermiddag Velvet!" Jeg følte mig som en tolvårig.

"Hej" Fik jeg fremstammet. Enhver ville dåne ved synet af hende. Jeg var nødt til at løfte hovedet for at se hende i øjnene, da hun smilede varmt.

"Hvad skyldes æren?" Glemsom som jeg var, havde jeg ikke sagt et ord om hvorfor jeg lige pludselig bare bankede på hendes dør. 

"Åh øh... Vil du med ud? Bare drikke en kaffe eller noget?" Mens jeg stod og legede nervøst med mine fingre og kæmpede for at forme en sætning, kiggede hun bare hjerteligt på mig. Hun lagde en let hånd på min skulder. 

"Selvfølgelig" Jeg gengældte hendes smil, som om det var en kæmpe tjeneste hun gjorde mig. 

"Lad mig lige få min frakke" Annoncerede hun inden hun kort forsvandt fra døren. Jeg blev bare stående dumt og ventede. 

"Lad os komme afsted!" Hun smuttede ud gennem døren, lukkede den og inden jeg kunne protestere smygede hun sin arm ind under min. Normalt kunne jeg ikke lide at hun gjorde det. Det føltes som om jeg var et lille barn der ikke selv kunne gå på sine egne to ben, men lige nu bekymrede det mig ikke. Hendes nærhed og venskab varmede mit kolde indre. 

Da vi var ude på gaden, var der en kort stilhed. Laura ventede nok en forklaring på mit triste humør, som ikke engang jeg selv kunne finde en reel grund til. 

"Hvor er min lille frejdige Velvet? Har du gemt hende derhjemme?" Et lille smil kunne ikke holde sig inde bag mine læber. Pludselig fik jeg en kæmpe klump i halsen og havde lyst til at bryde ud i spraglende gråd. Det gjorde jeg også på en måde. Laura blev ret overrasket over min så pludselige tudetur, men fattede hurtigt sig selv.

Hvorfor nu Velvet? Havde du ikke kunne holde det inde, bare i en halv time? 

Hun trykkede sin arm der var i min og prøvede at få mig til at trække vejret. Hendes stemme hørtes hele tiden, mens hun febrilsk ledte efter den nærmeste cafe. Én af de talrige Starbucks der var i byen, prydede hjørnet af vejen. Hun fik os trukket derhen med mig, som var ved at gå i opløsning, på hendes skulder. 

Laura fandt et sted henne i det dybeste hjørne hvor hun beodrede mig til at sidde. Hun prøvede at få en bestilling fra mig, men det eneste hun kunne kæde sammen var 'kaffe'. Godt hint Velvet. Hun endte med at bestille sin egen to gange. 

Hvorfor skulle jeg være sådan et dårligt menneske? Jeg tudede uden grund imens jeg ydmygede min eneste ven på et offentligt sted. Hvis nogle tilbød mig en rejse til Antarktis som sælfanger havde jeg sagt ja på stedet, og aldrig vendt hjem igen. Jeg ville have glemt alt fra min fortid, og bare sidde med en kold rumpe på den glatte is, og vente på en sæl der var dum nok til at hoppe på krogen. Jeg ville være lykkelig. 

Lyden af de to kopper der klikkede mod bordet, fik mig tilbage til den rigtige verden. Laura satte sig med et suk foran mig, kiggede så med sit pædagogiske blik på mig. 

"Nå, kan du fortælle mig hvorfor du er så trist?" Jeg rystede fortvivlet på hovedet. 

"Er det noget med... Zayn?" Hun hviskede det sidste af frygt for at nogen ville lytte efter vores samtale, selvom ingen lod til at løfte et øjenbryn. Igen rystede jeg ærligt på hovedet. 

"Hvad er det så? Du plejer ikke at være så følsom Velvet" Et snøft forlod min næse i et forsøg på at forme et svar. 

"Min mor..." Fik jeg sagt efter at have både hostet, hakket og taget en dyb indånding. Lauras udtryk ændrede sig drastisk, tog så hurtigt mine hænder i sine.

"Åh Velvet, det er jeg så ked af! Jeg vidste at hun ville gøre det en dag! Hvordan har du det? Hvordan sagde hun det? Var det bare et 'jeg vil ikke se dig mere' eller var det mere 'du er ikke længere min datter'? Og hvad så med pengene? Du kan jo knap få det til at køre rundt! Og hvad med..." Jeg afbrød hende da hun tydeligvis havde helt misforstået situationen. 

"Nej nej, det var ikke sådan! Jeg løj for hende om at jeg ikke kunne komme hjem i ferien!" Hun lod til at falde hurtigt ned, nærmest skuffet over det drama hun ellers havde udtænkt. 

"Bare det..." Mumlede hun, mens hun prøvede at skjule den skuffelse som i virkeligheden ramte hende. Der faldt en stilhed over vores bord. Jeg prøvede at sippe lidt til min varme kaffe. 

"Jeg kunne bare ikke lyve overfor hende på den måde, det var det hele" Meldte jeg. 

"Det er sikkert på grund af alt det med Zayn og arbejde" Laura løftede brat blikket.

"Der sker så meget for tiden, så ikke engang mig selv helt kan fatte noget af det..." 

"Hvad er der sket mellem dig og Zayn!? Og har du fået arbejde?" Jeg nikkede, fortalte kort om arbejdet i bageren og så om mit og Zayns kys. Hun var lige ved at hoppe ud af stolen i spænding mens hun hvinede som kun Laura kunne gøre det. Hurtigt fik jeg tysset på hende, da et par vendte øjnene mod os. 

"Har i gjort det endnu?" Forvirret løftede jeg øjenbrynet. Hvad skulle det dog betyde?

"Har i... Du ved... Været sammen endnu?" Ingen klokke ringede. Hun prøvede igen opgivende.

"Har i haft sex?" Min kæbe faldt til jorden, bare lyden af ordet og billeder farede rundt i mit, i forvejen omtumlede hoved. Resolut rystede jeg på hovedet, så Laura skød en perlende latter ud i rummet.

"Jeg skulle bare være sikker" Et nervøst smil formede sig om mine læber, mens jeg langsomt sank længere og længere ned i stolen. Samtalen havde taget en ret ubehagelig drejning. 

"Og jeg som troede at du var feminist og ville ende som gammeljomfru" Det hjalp ikke ligefrem Laura... Alligevel kunne jeg ikke lade være med både at grine og tænke på noget. Jeg havde altid været bange for det modsatte køn, set alle væmmelighederne ved dem, virkelig hadet dem. Og så kom Zayn ind ad mit vindue den nat. Og det hele lod til at vende sig. Det var som om jeg slet ikke var bange mere. Min far havde sat sine spor, men det var som om at Zayn havde helet og fjernet dem. 

 

***

 

Laura og jeg endte med at sidde på cafeen og snakke om alt mellem himmel og jord, i to timer, indtil vi begge måtte vende tilbage til hver vores liv. Hendes perfekte arkitektur karriere, hendes perfekte mand og perfekte tilværelse. Og mit rodede liv som ikke engang jeg selv kunne finde hoved og hale på. 

Da vi lukkede dørene i hver ende af gangen, var det som om to døre lukkede sig til to verdener. Overklassen og arbejderklassen. Men sådan kunne det ikke opdeles. For der var så meget mere til os mennesker end det. Den indkomst vi fik ind hver måned, om vi boede i en stor flot lejlighed eller om vi ingenting havde, det gjorde ingen forskel i enden. For venskaber kunne blomstre selv de mest golde steder. Laura og jeg var et levende eksempel på to mennesker som bevægede sig vidt forskelligt, men vores hjerter bankede ens. Sådan var det måske også med kærlighed. Man kunne finde en person som virkede helt utilgængelig på overfladen. I bevægede jer i to forskellige mønstre. Men hjerterne bankede i takt. Og på ét eller andet tidspunkt ville man fange det glimt af magi ved den nyfundne rytme. Og kærligheden ville blomstre. 

Med nyfunden energi begyndte jeg at rydde op i lejligheden og forsøge at lave mad til når Zayn kom hjem. Mens jeg rumsterede rundt som en stresset husmor, ringede telefonen pludselig igen. Hvis det var Mor ville jeg altså fortælle hende sandheden og ikke løbe sådan om hjørner længere. Det kunne mit sind ikke tåle. 

"Det er Velvet" Annoncerede jeg glad. 

"Hej Velvet" Blodet i mine årer stivnede. Alt frøs i mig ved lyden af hans stemme. Det kunne ikke være rigtigt.

 

 

 

 


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...