A Thief Stole My Heart -One Direction-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
Velvet Petal. Hende med det sære navn og den alt for hårde tilværelse. Som lille skred hendes far og efterlod hende og sin ødelagte mor. Velvet har aldrig været særlig heldig, og det eneste hun nogensinde har opnået er at komme til London. Dér bliver hun udsat for mange væmmelige ting. Især da hun en dag får indbrud i sin lejlighed af en tyv. Men hvem er den tyv? Og hvorfor brød han ind hos Velvet, der intet værdifuldt har i sin beskedne lejlighed?
Velvet har aldrig troet på kærligheden, eller drenge for den sags skyld. Men måske kan tyven omvende Velvet? hvem ved?

8Likes
3Kommentarer
1056Visninger
AA

11. - "I Do" -

"SURPRISE!" Min kæbe faldt til jorden, da jeg så min før anstændige lejlighed, lavet om til et diskotek, med både bar og diskokugle. Hvad i...?

"Glædelig jul!" Råbte en blond dreng der smilede overdrevent. En anden brunhåret fyr med blågrønne øjne, daskede ham over nakken i en irettesættende manér. 

"Hvem er i og hvad laver i, i mit hjem?" Spurgte jeg åbenlyst. De vekslede forvirrede blikke som om jeg burde vide det. Hvordan skulle jeg vide at fire hyperaktive unger ville forvandle mim lejlighed til et blinkende musikhelvede? 

"Det her er mine bandkammerater Velvet" Zayn blev pludselig lidt rød om ørene. Han kunne nok godt se vreden i mine øjne, over at han holdte fest i mit hjem, uden mit samtykke.

"Det her er Niall" Den blonde dreng.

"Louis" Ham der slog ham.

"Liam" Brunhåret.

"Harry" Grønne øjne. Da jeg så hver af dem, begyndte mit hjerte at banke uroligt. Der var fem hankøn i min lejlighed. Det her var mit mareridt, der lige gik i opfyldelse. 

"Vi ville holde et surprise party for at møde Zayns nye pige!" Louis der lod til at være den der havde fået idéen, smilede stolt. 

De var for mange. Jeg ville ikke kunne forsvare mig selv, hvis de prøvede på noget.

"Er du okay? Du er helt bleg" Langsomt gled mine øjne ned mod trappen. Jeg måtte væk. Eller jeg kunne styrte ind ad døren på den anden side, og få Lauras hjælp. Nej, hun og Matt var på arbejde. Hvad skulle jeg gøre?

"Velvet? Er der noget galt?" Zayn løftede hånden for at berolige mig, men jeg veg væk fra den som var det en kniv. De alle så forvirret til, mens jeg var ved at gå ud af mit gode skind. 

Nej, det er drenge. De er ikke til at stole på. De vil mig noget ondt. Deres hænder var gift, jeg måtte væk. 

Instinktivt drejede jeg rundt på hælen og styrtede ned af trappen, væk fra det sted jeg troede altid ville være et sikkert sted. Zayn kaldte, men det farede over mit hoved, så jeg intet hørte. Jeg kunne mærke tårene komme snigende og overmalede mit synsfelt. Min far var i deres ansigter. De brede kindben, skægstubbe, robuste øjenbryn. 

Stop.

Jeg prøvede at tale mig selv til fornuft, men frygten lå så dybt i mig. Overraskelsen og manglen på kontrol, fik mit forsvar til at krakelere. 

Stop.

Jeg kom ud på hovedvejen med tårene der strømmede ned af mine røde kinder. Hvor skulle jeg tage hen? For at være helt ærlig, havde jeg mest lyst til at forsvinde hen i et af verdens hjørner og fordufte.

Stop.

Kysset var stadig på mine læber. Jeg fremkaldte scenen i mit hoved, men nu virkede det ikke så fortryllende og magisk. Nærmere dumt og tåbeligt. Hastigt gik jeg jeg ned af fortovet, da en stemme stoppede mig.

"Stop!" Jeg frøs fast til stedet, selv mit åndedrag holdt sig inde i min krop. Zayn trådte ud på vejen.

"Hvorfor er du sådan her?" Jeg svarede ikke. Skridtene kom op på siden af mig, så stoppede de foran mig.

"Hvad er det der sker Velvet? Hvorfor siger du ikke noget?" Hans stemme var så blød at jeg skulle til at åbne munden, men ingen lyd kom ud. Mine røde øjne løftede sig for at kigge i hans. Der løb igen tårer ned af min porcelænsblege hud. 

"Jeg ville bare have at du blev glad. Det var det eneste jeg ønskede" Stemmen knækkede over. Overrasket løftede jeg øjenbrynene da jeg så den ellers så viljestærke person foran mig, blive til en lille følsom dreng. 

"Hvorfor lukker du mig ikke bare ind? 

Jeg kunne ikke holde ud at se i de sårede øjne foran mig. Han afventede mit svar, men stadig ingen lyd kom ud fra mine dirrende læber.

Tal nu. Sig hvad du føler.

”Jeg kan ikke”

”Hvad kan du ikke?” Prøvede han igen bravt. Han var ikke engang sur, kun forvirret og såret over min noget impulsive adfærd. 

”Alle jer... Mænd...” Hviskede jeg til sidst, flov over hvor idiotisk det lød. ’Sorry, jeg kan ikke komme til festen, jeg er bange for at alle drengene vil overfalde mig” Det lød forfærdelig narcisistisk i mit hoved.

Zayn greb min hånd, inden jeg kunne nå at reagere. Som om det gjaldt hans liv, knugede han om den.

”Jeg vil aldrig lade dig ske noget” Ordene kom ud så sikre at vi begge blev lidt overraskede. Stilheden faldt over de to mennesker der stod hånd i hånd, midt på Londons travle gade. Det tog mig nogle sekunder at bearbejde det der lige var blevet sagt, da jeg endelig kunne få min stemme til at makke ret.

”Tak”

Igen var der en stilhed, da et smil løb over Zayns læber.

Gør det nu.

Om to sekunder ville jeg igen være en fej kujon, så jeg udnyttede den lille tid mod jeg havde, til at tage om hans ene skulder og trække hans læber ned til mine. Og denne gang var det helt og holdent planlagt.

 

***

 

Det her var hvad man kaldte en pølsefest. Et overtal af drenge og alt for lidt piger. Rettelse, en enkelt pige omgivet af fem verdensberømte stjerner. Jeg kunne ligeså godt have lavet mit eget reality show, ligesom Kardashians.

Mens musikken var blevet skruet ned til en overbærende højde, var jeg plantet på en barstol, med en urørt drink i hånden. Den kommunefarvede fyr, Liam, satte sig ved siden af mig.

"Skal du ikke have din drink?" Jeg trak på skuldrene. For at være ærlig, så var jeg ikke i humør til at sidde her i min egen lejlighed og holde pyjamas party med fremmede mennesker. 

"Det er en Cosmopolitan. Alle pigers favorit. Hvis du ser Sex and The City selvfølgelig" Et meget uattraktivt grynt til grin fløj ud af min mund. 

"For det første, så ser jeg ikke sådan noget, modsat dig. For det andet så er jeg ikke vant til at drikke alkohol" Han grinede lidt fjoget.

"Så er vi to. Jeg må ikke drikke alkohol" 

"For din mor eller hvad?" Han rystede på hovedet med et smil på læben.

"Jeg har problemer med mine nyrer så det ville være dødbringende for mig" Jeg formede et 'o' med min mund, og jeg pludselig syntes meget bedre om ham. Han virkede rar, og han var da i hvert fald ikke en drukkenbolt.

"Det er jeg ked af at høre..." Sagde jeg med medlidenhed i stemmen. Han efterlignede min bevægelse med skuldrene.

"Det skal du ikke. Alkohol er ikke nødvendigt i livet" 

"Kan vi få et 'amen'?" Liam grinede højt af mig, så et smil ikke kunne undgå at komme frem på mine læber. 

"Godt at Zayn har mødt en pige som dig" Mit smil falmede, alt i mens mit hjerte hoppede et slag over ved lyden af hans navn. Han var ikke til stede, men nede i byen og købe nogle ting med Harry. Hvad mente han med det? Jeg startede hele vores møde, med at smadre en stegepande i hans fjæs, det kunne da ikke være 'godt'.

"Ikke en overfladisk plastik ting, men et rigtigt menneske" Han rettede kort sit mørke blik mod mig, stirrede så igen ned i bordet som virkede uhyrlig interessant. 

"Han har brug for almindelige mennesker i sit liv. Ellers bukker han under for presset" Jeg sendte ham et forvirret blik. bukker under for presset? Hvilket pres?

"Fansene betyder alt for os og for ham, men han presser sig selv til det yderste. Han er kanten i vores musik og hans passion er virkelig inspirerende, men han... Han kan ikke holde standarden..." Der faldt en skygge over Liams ansigt. 

"Hvis der ikke er nogen han kan se frem til derhjemme, én der kan drive ham og elske ham, så taber han kampen til stjernenykker" 

Uden nogen anelse om hvad jeg skulle svare, stirrede jeg bare ned i min stadig uberørte drink. 

"Må jeg spørge dig om noget personligt Velvet?" Jeg nikkede. Vi kiggede på hinanden da Liam åbnede munden.

"Er dig og Zayn..." Han så ud til at kæmpe med ordene, men kom så stærkt igen.

"Elsker du Zayn, Velvet?" Fuldstændig fanget i overraskelsens spind, brasede Zayn og Harry ind ad døren med armene fyldt til randen med poser. Skiftevis kiggede jeg på Zayn der sendte mig et smil og Liams alvorlige ansigt. 

Jeg kunne ikke beskylde mit mod til alkohollen, for den havde jeg ikke rørt, men det måtte være noget andet. Noget som får én til at gøre skøre ting. Men lige meget hvad, så løb jeg over gulvet, ind i poserne som hurtigt faldt til jorden med et bump, og lagde hænderne om Zayns røde kinder. Et hurtigt, impulsivt kys fulgte hvor jeg derefter hviskede:

"Ja" 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...