99 Days without you -A Larry Stylinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2013
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
Mange har sikkert læst den her? Jeg fandt den på tumblr og synes bare den var utrolig smuk, sørgelig og ja... Vidunderlig. Den handler om hvordan louis håndterer Harrys død efter han begik selvmord, og hvordan hans liv går "videre". *husk det her er en Larry Stylinson Fan fiction, personligt Shipper Jeg Elounor men synes den her er smuk* husk det her er ikke min historie, men bare en oversættelse. Jeg håber i vil læse med!

63Likes
34Kommentarer
7974Visninger
AA

43. Day 51 - 70


Dag enoghalvtreds – halvfjerds:

Ja, jeg ved, at det er mange dage at klemme ned i et kapitel… men jeg vil ikke kede dig med hver eneste dag, jeg tilbragte med mine lillesøstre og min mor og stedfar.

Fordi hver dag var stort set tilbragt på samme måde, seriøst.

Jeg ville vågne op til Phoebe eller Daisy hive i hvert enkelt af mine hårstrå, fnisende af mig, så jeg ville vågne op, og morgenmaden var klar. Venligt, takkede jeg altid nej, hvilket fik dem til at gå igen i skuffelse. Søvn ville fange mig – dog ikke i for lang tid efter, da min mor ville bryde ind i mit værelse med en tallerken fuld af mad i hendes hænder. Hun ville sidde på min sengekant indtil, at jeg var færdig med at spise hver eneste lille stykke mad på tallerkenen, og så ville hun stille forlade værelset med et smil i på læben. Jeg tror, at det føltes godt at få hende til at smile, men efter hvert måltid følte jeg mig sløv, og det fik mig til kun at ville sove mere. Selvfølgelig var det ikke tilladt, og omkring klokken elleve blev jeg altid slæbt væk fra den komfortable seng og ud i parken, eller butikken, eller et helt andet sted som pigerne ville hen til. De ville lege eller snakke boblende af glæde, mens jeg gik ved siden af dem, tænkte på, hvordan det ville være, hvis du stadigvæk var her, og fik mig væk fra mine smerter. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide at passe på pigerne, men det er bare efter et stykke tid – og det ved du – de bliver lidt af en håndfuld at skulle håndtere.

Min familie savner dig også, ved du det? Der har været nogen – meget få, men nogle – samtaler om dig. Mor vil dog ikke tale om dig mere end et par minutter, da hun tror, at det at tale om dig kun vil skade mig. Men for at være ærlig, føler jeg en vægt fra mine skuldre bliver løftet væk, hver gang jeg siger dit navn. Stadig, på samme tid, gør det ondt. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal forklare det, det er bare sådan, det er.

Mark kom hen til mig en dag, spurgte mig om, hvordan jeg havde det. Jeg sagde til ham, at jeg havde det fint, som jeg sagde til alle andre, men af en eller anden grund virkede det ikke som om, at han troede på mig, ligesom alle andre gjorde. Vi sad i et stykke tid, snakkede bare om hvad som helst og alting, indtil at han var sikker på, at jeg havde det bedre. Og for at være ærlig, i et lille stykke tid begyndte jeg at få det bedre. Men selvfølgelig, gode følelser ser aldrig ud til at holde. Især når du har en rede af skyld gemt væk inde i dit hjerte.

Pigerne er begyndt at se forandringen i mig, og jeg har det forfærdeligt. Jeg skader alle omkring mig, og jeg hader det. Når de bemærker mit sure humør, prøvede de i starten at få mig til at smile og grine, men nu går de langsomt væk, som om de er usikre på, hvordan de, skal håndterer mig mere. Jeg tror ikke at jeg bebrejder dem… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere mig selv.

Jeg har taget vægt på, og er endelig rask igen, og alle er glade for det. Men jeg føler mig stadigvæk tom indeni. Det at have taget vægt på, har bare givet mig mere vægt på mine skuldre.

Jeg ved ikke om det her fortæller nok om, hvordan de dage var, men som jeg sagde, var de meget begivenhedsløse. Smerten var aftagende i et par dage, bare for at vende tilbage igen.

Unødvendigt at sige, det hjalp ikke så meget, som alle andre troede det ville.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...