To the Infinity - with you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2013
  • Opdateret: 11 okt. 2013
  • Status: Igang
Avery Keen tager igen med sin mor, Leila Keen, på arbejde, på kontoret i NYPD, hvor hun arbejder på et mord, med en meget handy modelhuse bygger, der er død. Avery har prøvet det før, og havde ikke specielt gode erfaringer med det sidst, og derfor er hun nervøs. Sidst overværede hun mordet på den smukke kvinde, Elena Hawthorne, der blev dræbt af sin forlovede. Avery er sikker på at hun kan klare det denne gang, men hvad hvis hun overvære et mord mere, hvad hvis hun ser noget, andre ikke kan se. Hvad hvis hun bliver forelsket i en, der ikke findes. Og hvorfor?

2Likes
5Kommentarer
316Visninger
AA

1. Personforklaringer - eller noget

En kold hånd strøg over mit varme ansigt, der lå godt skjult under min tykke vinter dyne. Det var mor, Leila Keen. Smukt navn, smuk kvinde. Selvom jeg ikke kunne se det, så smilede hun. Det ved enhver der kender  hende. Hun smiler altid og har alt og alle kært, selv byens grumpy-man mr. Brown, der hader alt og alle, dog ikke sin lille matador hund, Pickle. Jeg vendte mig i sengen, og ganske rigtig, min mor smilede. Det kraftige solskin sneg sig vej gennem det halvåbne blomstrede gardin, der egentligt skulle holde solen ude, og omkransede hendes markante ansigt. Hun lignede en engel. Jeg er ikke sådan en person der tror på ånder, dæmoner, engle og den slags, men jeg ved at der er noget overnatuligt gemt i blodet på mig mor. Hvad end det er, så finder jeg ud af det. ,,Godmorgen sunshine! Har du sovet godt?" Det samme spørgsmål hver morgen, men uden at blive træt af det. Min mor er sådan en person der tager sig af alle, alle andre end sig selv, derfor er Joshua og jeg, Avery, godt klar over, at vi må hjælpe til med maden, opvasken, børnepasning og den slags herhjemme. ,,Fantastisk! Hvad med dig, hvordan har du sovet, mor?" Et smil gled over mine lyserøde læber, og afslørede mine tænder der var overlagt med togskinner i alle farver. Det var anden år de var på nu, præcis, og idag vågnede jeg op til dagen, hvor de skulle af. Min mors smil forsvandt ved mit spørgsmål, og minen blev nu mere alvorlig. ,,Slet ikke, faktisk. Der er kommet en ny sag ind, om en myrdet kvinde, Mitchell Cray. Kan du huske at jeg har fortalt om morderen, der lavede præcise modeller af sine mord? Ham der er død. Vi har fået en model mere, men denne gang, er mordet slet ikke sket endnu." Man kunne se tvivlen bag hendes tænksomme ansigt, med de gyldenbrune øjne der stirrede ind i mine. Jo smuk, det er hun. Høj, smukke mørkebrune slangekrøller der den dag var sat op i en hastehale bag på hovedet, aflangt markant ansigt med tydelige kindben, og ikke mindst, hendes smukke unikke gyldenbrune øjne. Tjo, min mor var fuldendt, det synes alle. Jeg som hendes 'smukke', som folk valgte at kalde mig, datter, Avery Keen, har ikke arvet andet end hendes højde og fremtrædende kindben. Ganskevidst var jeg slank og høj, men intet på mig var ligesom min mor. ,,Jeg husker ham. Men..." Jeg holdt en pause, pludselig blev jeg i tvivl, og smilet om mine lyserøde mund forsvandt. ,,Men han er jo død, hvordan kan det lade sig gøre?" Mit tvivlsomme blik hang stadig i mine rynkede øjenbryn, og min mor var enig. Vi er gode til at læse hinanden, vi har altid forstået hinanden og været bedste venner. Det er en af grundende hun giver mig lov til at få fri fra skole, for at tage med hende på arbejde. Min største drøm er at blive ligsom min mor, og nu ved jeg at jeg lyder som et lille barn, men det har det altid været, og det vil det altid være. Jeg synes det er enormt spændende, det hun arbejder med, og så bare måden hun er på, alle elsker hende, bortset fra mr. Brown og Pickle, men de kan heller ikke lide nogen. Min mor rejste sig fra sengen og smilede igen til mig inden hun gik ud og efter lod en lille bule ned i dynen, der hvor hun havde siddet. Jeg skubbede dynen til side ind til væggen og lod min kogende ben svinge ud over kanten på min seng. Det kolde trægulv gav mine tæer et chok, og mine fødder fandt automatisk hjemmeskoene på gulvet ved sengen, nu tøffede jeg bare roligt ud på toilettet. Et syn mødte mig da jeg skubbede døren op med hænderne begravet i ærmerne på min pyjamas, Joshua, i bar mave og boxershorts. Joshua er min storebror, han er godt nok nitten år, men han bor stadig hjemme. Et grin forlod min mund, og først da opdagede min poserende storebror mig. Han lo næsten ligeså meget som mig, da jeg roligt tøffede ind i badeværelset efter mine toiletsager. Heldigvis har vi to badeværelser, og de er lige overfor hinanden på den lange smalle gang. Et uglet syn mødte mig da jeg så i spejlet i det andet badeværelse. Mit ret lange sorte hår lignede krøller, men jeg, og alle andre, vidste godt at når jeg havde redt det ud, ville det være ligeså glat og kedeligt som det plejer, det er standart. Ganske rigtigt, det tog ikke lang til at rede det ud, og igen var det bare glat og kedeligt som sædvanligt. Det sorte hår stod i god kontrast  til mine dybe blå øjne, ja de mindede faktisk alt for meget om de spanske blå have. Smukke lyseblå med mørkeblål nuancer. Ja, sådan var de præcis. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...