To the Infinity - with you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2013
  • Opdateret: 11 okt. 2013
  • Status: Igang
Avery Keen tager igen med sin mor, Leila Keen, på arbejde, på kontoret i NYPD, hvor hun arbejder på et mord, med en meget handy modelhuse bygger, der er død. Avery har prøvet det før, og havde ikke specielt gode erfaringer med det sidst, og derfor er hun nervøs. Sidst overværede hun mordet på den smukke kvinde, Elena Hawthorne, der blev dræbt af sin forlovede. Avery er sikker på at hun kan klare det denne gang, men hvad hvis hun overvære et mord mere, hvad hvis hun ser noget, andre ikke kan se. Hvad hvis hun bliver forelsket i en, der ikke findes. Og hvorfor?

2Likes
5Kommentarer
315Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Det duftede rart af morgenmad, da jeg stod i badet og de varme stråler af vand gled ned over min krop og ned på gulvet, ud i afløbet. Mit sorte blanke hår klistrede ind til ryggen af mig, og rørte næsten min lænd. Det gik mig til omkring 15 cm under brysterne. Det var langt, men alligevel var det stort set aldrig slidt i spidserne og mistede ikke sin glans, det er en af de ting jeg har arvet fra min mor. 

Kort lod jeg mine hænder glide over mine halv store bryster og ned over min mave. Mange mener jeg er for tynd, men jeg selv er i tvivl, dog har jeg ikke lyst til at tabe mig, for så bliver jeg for tynd. Jeg er ikke selvfed, til trods for at jeg er cheerleader, jeg ved bare hvad der er godt for min krop, og det er ikke at blive tyndere. Jeg så mig selv i spejlet. Ingen render under øjnene som hvis du ingen søvn får, tværtimod, så lignede jeg en hyper unge. Jeg er en hyper person, men jeg kan styre mig, trods mine spor af damp i blodet efter min rigtige far. 

Jeg så mig i mine øjne, i spejlet of course, og fik øje på min bror i døren. Han betragtede mig mens jeg bare stod der med håndklædet om mig. Han var ikke min rigtige bror, vi var ikke engang i familie, men han var min mors kærestes søn. Joshua. Navnet var sødt, noget mine egne børn sagtens kunne blive kaldt, hvis jeg kunne få børn, det var slet slet ikke sikkert, da min mor allerede fra fødslen fik af vide, at jeg var steril. Der er ingen forklaring på hvorfor, men det er mig ligemeget, jeg kan vel adoptere, hvis jeg har pengene på det tidspunkt. Jeg er speciel, ikke ligefrem outsider, men jeg har mange underlige holdninger og meninger til ting, interessere mig for underlige hobbyer og min tankegang er mange gange meget uforståeligt. Min bror rømmede sig, han vidste ikke jeg havde lagt mærke til ham, bankede let på dørkarmen og jeg vendte mig. ,,Hvad så sunshine?" Han smilede et bredt smil, og hans skæve tænder kom til syne, en bøjle havde ikke rørt hans mund, men det var charmerende. Hans bare overkrop var dækket af nogle få plet tattoos her og der, og han mindede faktisk mest af alt om One Directions Zayn Malik. Ja, han var køn. ,,Jamen godmorgen Josh. Ind eller ud tak!" Jeg smilede bare falskt og lukkede ham ind på badeværelset. Efter døren klappede satte han sig på kanten af badekarret. ,,Jeg tænkte på, om du manglede en at tage med til tandlægen, nu hvor mor ikke kan?" Han slog med sit mørke hår, og smilede, straks var jeg godt klar over hvad han ville. Han ville slippe for skole, men jeg var ræd for tandlægen, så jeg nikkede ivrigt. 

,,Jeg er så bange." Joshua holdt min hånd på hans lår og smilede beroligende til mig, inden han lagde en varm hånd på min skulder. ,,Det er ikke så slemt, jeg skal nok holde dig i hånden." Han lo kort, men jeg var virkeligt bange og derfor stirrede jeg bare alvorligt på ham. Jeg klemte hans hånd og prøvede at skubbe mine tanker væk om tandlægen, og tænke på at jeg bare skulle til cheerleader træning, og så havde jeg fri. Imorgen skulle jeg ikke engang i skole, jeg skulle med min mor på arbejde, og jeg var spændt. Min mor er kriminalteknikker hos New York Police Department og forsker lige nu en død mands mord. Der lyder underligt, men jeg tror at den mand der dræbte sig selv, bare beskyttede den rigtige miniature-morder. Det var hvad jeg tænkte på, indtil tandlægen kom ind i det lyse værelse og sendte mig et irriteret blik som om alt bare var ligegyldigt. ,,Avery Delancy Keen." Hun så rundt og gik ind i værelset. ,,Kom så, sunshine." Det var alles kælenavn til mig, fordi jeg for det meste altid er positiv. Han rejste sig og hev mig op af den hårde stol. Jeg kunne mærke folks blikke, og var bestemt ikke tryk ved det her. Angsten tog over da jeg lagde mig, og af ren vane klemte jeg bare øjnene i og prøvede at drømme mig væk fra det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...