I'm not your doll ~ One Direction

Catalina Tomlinsen har fået nok af sin bror. Hun har fået nok af, at han stjæler alt opmærksomheden og stoltheden fra deres forældre. Men inderst inde er hun nok bare ked af, at han droppede hende og familien til fordel for fire andre drenge. Hun beslutter sig for at flytte til London, gå på et af Englands bedste gymnasier og arbejde på Starbucks. Til en fest møder hun en krøltop og ender hjemme i hans seng. Vi kender ham alle som Harry Styles fra One Direction - det band, Louis er med i.

31Likes
29Kommentarer
2580Visninger
AA

3. Prolog

16/04/09

Jeg snuppede en potion lasagne mere, fordi det var min livret, og det var så sjældent, at vi fik det, da Louis rømmede sig, og alles blikke fløj hen til ham. Jeg så afventende på ham. 

"Jeg har tilmeldt mig x factor til næste sæson," storsmilte han, og jeg var ved at få lasagnen galt i halsen, men det var der vist ingen, som lagde mærke til. Alle havde travlt med at rose, rose og rose ham, ønske ham held og lykke og love alt muligt om at tage med til audition, komme til alle liveshowene, at han nok skulle vinde, alt sådan noget, I har sikkert prøvet det før. 

Men midt inde i midt bryst, bag brystbenet, kunne jeg mærke en stikken ved tanken om, at han forlod mig. Jeg vidste godt, hvordan han sang, og jeg kunne sige, at det var meget bedre end udmærket. Hvad nu, hvis Louis faktisk vandt, fik en pladekontrakt og en stor karriere... ville han så glemme alt om os? Hans familie? Ville vi så nogensinde komme til at ham igen, hvis han altid ville være nødt til at tage af sted på tour, til koncerter, interviews, fester, alt sådan noget, kendisser lavede nu om dage. 

Jeg vidste godt, at der var mange, som stillede op til x factor, og chancen for, at Louis ville vinde, var ret lille, men jeg var en hvad-nu-hvis-pige, som godt kunne se lidt negativt på livet nogle gange. Specielt når det kom til folk, jeg kendte, hvis vej ikke så ud til at kunne krydse min indenfor de næste par år. De ville jo kunne nå at glemme mig på den tid, og så ville de nok ignorere mig, hvis vi sås igen. 

"Det var da fantastisk for dig," sagde jeg ironisk og smilte falskt til ham, men ingen lagde mærke til det. Great. Nu var de begyndt at ignorere mig, fordi Louis havde en nyhed, der var større end mit tolv-tal i historie. 

15/07/10

"Slap af, det skal nok gå," sagde Lottie beroligende til Louis, der åbenbart skulle ind foran dommerne om få minutter og var hundebange for, at dommerne ikke kunne lide hans stemme og ville sende ham hjem ved alle at sige nej. 

Vi talte med ham over telefonen, da mor var den eneste, som var taget med ham til audition, selv om jeg var sikker på, at de andre piger ville have givet deres hjerner for at være med. Det ville jeg bare ikke. Hmpf. Min hjerne var mere værd. 

"Hvad hvis de ikke kan lide min stemme? Hvad hvis de hader den? Tror I, de sender mig hjem? Hvad hvis jeg..."

"Okay, slap af, Louis, nu er det godt, de vil elske din stemme, og de vil elske dig," afbrød Fizzy - Felicity var lidt for langt til min smag, ligesom Charlotte, men hun ville i det mindste blive her hos mig. Det ville Lottie, Phoebe og Daisy forhåbentlig også. "Hvilken sang skal du synge?" 

"Hey there Delilah." Han virkede til at være en minimal smule beroliget, men det var ikke meget. Jeg var nok mere nervøs med hensyn til hans karriere, end han selv var. Men han viste det måske lidt mere. 

Jeg var ikke sikker på, at jeg ville kunne være et godt menneske, acceptere det, ønske det bedste for ham fremover, håbe, at hans karriere ville blive lang og god, hvis han nu vandt x factor. Jeg ville nok håbe, at han faldt ned i en vulkan og døde. Så ville jeg lade være med at tænke på det faktum, at han havde glemt mig, og fortsætte mig liv, som det var, før han stillede op i det her åndsvage reality sang program. 

"Jeg skal ind nu," sagde han, inden han lagde på. "Vi ses!"

22/07/10

Hele familien var samlet derhjemme inde i spisestuen, hvor vi sad og drak eftermiddagskaffe i stilhed, mens vi spiste wienerbrød til. Eller hele familien og hele familien. Louis var der ikke. Han var på bootcamp til det der x factor noget i dag, men han ville ringe, så snart han fandt ud af, om han var videre eller ej. 

Det var et godt tegn. I det mindste havde han ikke glemt os endnu. Han ville ringe. Hvad hvis han glemte det? Det ville være et dårligt tegn. Det ville være et tegn på, at han havde glemt os, ligesom jeg vidste, han ville.

Pludselig ringede vores fastnettelefon, og de andre styrtede alle sammen derud. Jeg rejste mig mut fra stolen og gik trist efter dem, men det lagde ingen mærke til. Alle var så ophidsede over, at Louis var stillet op til x factor og nået helt til bootcamp, at mine nyheder om mine 12-taller eller jeg ikke var vigtig længere. 

"Jeg gik ikke videre som solist, men jeg er blevet sat i en gruppe med fire andre drenge!" sagde Louis ophidset. Han var sikkert spændt over, hvordan det kom til at gå med hans fuckin' band - normalt bandede jeg kun, hvis jeg var deprimeret. 

Alle de andre begyndte straks at lykønske ham, overøse ham med held, sige, at de håbede det bedste for gruppen, at de var kede af, han ikke gik videre som solist, men håbede, at han ville få det bedst muligt i sin nye gruppe. 

"Hvor er Cat? Jeg synes ikke, jeg kan høre hendes stemme?" grinte Louis. Nej, Louis, søde ven, selvfølgelig kan du ikke høre min stemme, når jeg ikke taler. 

Alles blikke fløj hen til mig, men ved I hvorfor? Fordi Louis nævnte mit navn. Hvis jeg selv sagde noget, så ville de ikke skænke mig ét blik, ikke engang et koldt et for at fortælle mig, at jeg skulle holde kæft. Men de behøvede ikke fortælle mig det, jeg ville med glæde gøre det af mig selv. 

"Jeg står lige her," svarede jeg koldt, inden jeg vendte mig rundt, mens de andre begejstret sludrede videre med Louis. 

12/12/10

Hele vejen til x factor finalen sludrede Lottie, Fizzy, mor og far meget om Louis, x factor og den finale, han havde inviteret os til. Daisy og Phoebe var ikke med.

I gamle dage hvor vi var ude at køre, havde samtaleemnet været mine gode karaktere i skolen, min gode opførsel, bare generelt mig. Det havde jeg godt kunnet lide.

Jeg var måske en smule egoistisk, men folk var virkelig bare blevet ligeglade med mig, efter Louis stillede op i x factor. Min familie. Mine venner. Ja, selv mine lærere. Jeg havde nu forventet bedre opførsel af dem.

Hele showet sad jeg og stirrede ud i den blå luft. Hvilket egentlig var et lidt sært udtryk, for jeg lagde mærke til, at den ikke var blå. Ej, selvfølgelig vidste jeg godt det i forvejen. 

Da Louis optrådte, prøvede han flere gange at fange mit blik, men opgav, da jeg stadig bare sad og stirrede. Han vinkede til gengæld til resten af dem. 

Da Louis og hans band - One Direction - røg ud, blev jeg meget lettet. Så var der ingen pladekontrakt til dem, og de ville sikkert heller ikke få nogen karriere, for ja... de havde ingen pladekontrakt. 

En 3. plads var også ret godt, og jeg vidste, at pigerne elskede dem, men jeg havde ingen medfølelse for de piger, der mistede deres yndlingsband. Jeg var kold som is. 

Da showet var slut, kom vi med om backstage, hvor vi kunne møde hans band. De andre havde vist gjort det én gang før, til et af liveshowene, men der havde jeg nægtet at tage med. Det viste sig, at de var ret flinke - hvis man nu så bort fra, at de havde stjålet min Louis. 

22/03/12

 Kære dagbog.  

Jeg blev 17 år her for ikke så mange dage siden. Folk sagde selvfølgelig tillykke til mig, men gæt, hvad de spurgte om bagefter? Om Louis havde det godt, og bagefter ævlede de bare løs om ham. Selvfølgelig. Det er bare typisk. 

Folk interesserer sig ikke for mig længere. Jeg bliver stoppet på gaden af fans, der er pisseligeglade med mig, de vil bare have et billede, så de kan vise alle deres venner, at de har mødt Louis Tomlinsons lillesøster.

Det er hende, jeg er nu. Folk kalder mig ikke Catalina Tomlinson, næ nej, ikke tale om. Jeg er Louis Tomlinsons lillesøster, det giver mig kvalme. Det lyder, som om jeg er hans dukke eller noget. 

Apropos Louis, så fik ham og hans band faktisk en pladekontrakt. De er blevet sygt populære, og de er allerede på deres anden tour. Jeg fatter virkelig ikke, at piger gider se på dem. Det gør jeg aldrig igen.

Ignoreret, glemt. Måske mest det sidste. Louis har nemlig fået fire erstatningssøstre. Ved I, hvem de erstatter? Lottie, Fizzy, Daisy og Phoebe. Han har glemt mig. Det er den eneste forklaring. Det eneste, der giver mening. I hvert fald i mit hoved. Og jeg har altid ret. 

- Cat <3

04/03/14

"Her," sagde min matematiklærer og rakte min seneste aflevering frem mod mig. 12. Selvfølgelig. Jeg smilte uden at lægge mærke til det. Eller jo, jeg lagde faktisk mærke til det, men jeg var ligeglad. Man måtte gerne smile, det var godt, det betød, at man var glad. 

Mit smil blegnede Jeg var ikke glad. Louis havde forladt mig, alle havde glemt mig. Det var ikke godt. Jeg var ikke glad for det. Jeg var generelt bare ikke glad. 

Mit liv var ødelagt - og det var alt sammen Louis' skyld. Hvis jeg havde vidst, hvor meget rod han ville lave i mit liv, hvor meget han ville kvæle det hensynsløst og bare smide det i en container, så ville jeg have dræbt ham, før han kom på tanken om x factor. Jeg kunne ikke lide den tanke. Den havde ikke været min idé.

Jeg kunne virkelig ikke lide at bo her længere. Huset mindede for meget om Louis, jeg så hans ansigt i TV næsten hver dag, hans fans stoppede mig på gaden, alle talte om ham - jeg kunne ikke blive her længere. 

Jeg fyldte 18 om få dage - så var jeg da myndig. Myndig nok til at komme væk. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...