I'm not your doll ~ One Direction

Catalina Tomlinsen har fået nok af sin bror. Hun har fået nok af, at han stjæler alt opmærksomheden og stoltheden fra deres forældre. Men inderst inde er hun nok bare ked af, at han droppede hende og familien til fordel for fire andre drenge. Hun beslutter sig for at flytte til London, gå på et af Englands bedste gymnasier og arbejde på Starbucks. Til en fest møder hun en krøltop og ender hjemme i hans seng. Vi kender ham alle som Harry Styles fra One Direction - det band, Louis er med i.

31Likes
29Kommentarer
2521Visninger
AA

11. Chapter seven: "Rainy weather."

 

 

Han kom hen til mig, sagde "hej" og gav mig et kys på kinden, hvilket gjorde mig brandhanerød i hovedet. "U-undskyld, hvis jeg komme for sent," sagde jeg.

"Det gør ikke noget," svarede han. Nuurh. Hvor var han bare nuttet!

Så stod vi lidt i akavet tavshed, indtil jeg besluttede mig for at bryde den. "Såeh... jeg kan godt lide dit nummer. Det er nogle flotte... tal." Omg. Nu troede han jo, at jeg var en idiot. Men tal kunne da godt være flotte. Jeg syntes da, at 4 var et meget flot tal.

Det fik Harry til at grine helt vildt. "Det mener du seriøst ikke?" sagde han, helt færdig af grin. Godt, han morede sig, for det gjorde jeg helt absolut ikke. Jeg var endnu mere rød i hovedet, end jeg blev, da han kyssede mig på kinden.

Da han så, hvor rødt mit ansigt var, begyndte han bare at grine endnu, og så blev jeg endnu mere rød i hovedet, og så begyndte han at grine mere, og jeg blev ved med at blive mere rød i hovedet, og så begyndte han at grine endnu mere, og så...

Ja, okay, I har vist fattet det nu.

Hvor.

Var.

Det.

Her.

Bare.

Megaovertotaltsuperpinligt.

Jeg var stille, mens mit ansigt kølede af, og Harry langsomt (virkelig, virkelig langsomt) holdt op med at grine.

"Skal vi gå en tur?" spurgte Harry, da han var færdig med at grine, og mit ansigt var tilbage til dets normale farve. Jeg nikkede bare.

"Hvor skal vi gå hen?" Harry tog min hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg rødmede måske en lillebitte (not) smule. Øv. Nu havde mit ansigt ellers lige fundet hudfarven, og så var det, som om Harry sad med en fjernbetjening og zappede videre til tomatrød (igen).

"Hvor vil du gerne gå hen?" spurgte jeg. Jeg havde ingen idé om, hvor jeg gerne ville gå hen. Hvad hvis han syntes, at det sted, hvor jeg ville hen, var lamt? Eller han bare ikke kunne lide det? Eller han var allergisk overfor noget der? Eller...

Harry afbrød mine tanker. "Men nu spurgte jeg lige dig." 

"Æhm..." svarede jeg. Intelligent svar, virkelig. Var det seriøst VIRKELIG det eneste, jeg kunne komme på? Havde Harry klippet ledningerne i min hjerne over? "Kan vi ikke bare gå lidt rundt?" endte jeg med at spørge.

Harry nikkede og lo en smule. "Jo, det er helt fint. Så længe jeg er sammen med dig, love."

Som I nok havde gættet, fik det der mit ansigt til at koge op igen. Virkelig pinligt. Harry lo igen. "Du er altså virkelig sød, når du rødmer." Øv. Jeg havde lige håbet på, at han ikke havde set det.

"Æhm... tak," mumlede jeg. Han tog sin hånd ud af min, og jeg blev en smule skuffet, men så lagde han sin arm om min skulder i stedet, og jeg lagde mit hoved på hans skulder, da han trak mig indtil ham. Meget bedre.

Vi gik mest rundt i stilhed, og jeg tænkte på, hvor lang tid siden det var, at jeg havde haft en kæreste. Okay, så lang tid siden var det altså heller ikke, men når jeg gik her ved siden af Harry, en sød dreng (der, så vidt jeg vidste, var single og desuden havde armen om mig!!!) føltes det bare af en eller anden grund som længere. Kunne Harry blive min kæreste? Og hvis han blev, hvad så med Louis? Da Louis var en af hans bedste venner, ville jeg nok ende med at møde ham en del. Og det ville jeg jo ikke, vel? 

Han svigtede mig, og jeg flygtede fra ham. Var jeg klar til at se ham omkring hver dag, ligesom dengang vi var små? 

Men jeg vidste egentlig godt, at det ikke kunne blive sådan. Louis var jo verdensberømt og sådan. Han skulle af sted på turné. Han ville ikke have tid til mig. Ikke engang til at skrive. 

Det havde han da i hvert fald ikke, da jeg stadig boede hjemme. 

Og Harry. Hvis jeg blev kærester med ham, så... han skulle jo også på turné. Hvad hvis han fandt en anden pige der og så bare glemte alt om mig?

Slap af, sagde en stemme til mig inde i mit hoved. Det kommer ikke til at ske.

Hvor ved du det fra? svarede jeg.

Harry har jo ligesom ikke spurgt dig, om I skal være kærester. Hvem siger, at han gør det?

Okay, stemmen i mit hoved havde en pointe. Jeg skulle ikke tage bekymringerne på forskud. Hvis Harry nogensinde spurgte mig, om jeg ville være hans kæreste, skulle jeg bare tage det til den tid. 

 

 

 

* * * * *

 

 

 

Det havde faktisk været ret hyggeligt. Vi havde gået i stilhed, og så havde vi snakket. Og det havde ikke været en akavet stilhed, det havde været en... hyggelig stilhed, hvis du ved, hvad jeg mener. 

Godt, for det gør jeg nærmest ikke selv.

Jeg havde aldrig oplevet noget som det her før. Det var lidt, som om... som om Harry og jeg var meant to be. Harry var min soulmate. JEG VAR HELT SIKKER! Og jeg havde besluttet mig. Hvis Harry spurgte, om jeg ville være hans kæreste, så ville jeg helt klart sige ja. 

Men jeg var ikke så sikker på, at han kunne lide mig på den måde. Syntes han måske, at stilheden var akavet? Det var hele tiden ham, der sørgede for at sætte nye emner i gang, så det kunne da godt være.

Harry havde spurgt ind til min skole (det var et af mine yndlingsemner, helt klart, så det havde jeg ingenting imod. Vi tog os også en ret lang snak om hans skolegang, men mest om min, for når nogen spørger mig om min skole... ja, det kan godt tage et stykke tid, det er - i mit hoved - et interessant emne) og fortalt mig om bandet og alle de dumme ting, min bror havde gjort. (tja, han havde ikke altid været den klogeste)

Vi gik nu i den hyggelige stilhed igen, da jeg pludselig mærkede noget vådt på min kind. Jeg kiggede op og så en stor, grå dyne smide vand ned over mig, Harry og ja, resten af parken, sikkert resten af London også. 

Harry lynede sin jakke op og smed den over mit hoved. "Kom," råbte han. "Vi tager hjem til mig!"

Selv om jeg havde været i hans lejlighed før, var det efterhånden et stykke tid siden, og jeg havde glemt, hvor den lå. Men Harry kunne tydeligvis godt huske det, så jeg fulgte bare efter ham.

Vi løb hele vejen. Også hele vejen op af trappen, selv om det ikke regnede derinde, og vi var godt forpustede. Vi så på hinanden og grinte. 

Harry tog nøglen frem og låste os ind i sin lejlighed.

"Hej, Harry! lød en velkendt stemme.

Åh nej. 

 

 

.   -   .   -   .   -   .   -   .

 

 

Heeeej! Så får I et kapitel mere, og der er kun gået en uge! 

Jeg håber på, at det bliver sådan fremover, altså, så der kun er en uge mellem hvert kapitel. (haha, det kan godt være, at I synes, at en uge ikke lige er 'kun', men det vil være fremskridt, og lige nu tager skolen og den IRL del af mit liv det meste af min tid, så... vil prøve!)

Desuden har jeg fødselsdag på søndag... men jeg har ingen idé om, hvorfor jeg skrev det, håber på at kunne komme til at opdatere i denne uge alligevel! (vil prøve... virkelig, VIRKELIG prøve!) :3

Hvad syntes I om kapitlet? Kommentér!

Og jer, der har gjort det, tak for jeres søde kommentarer, det betyder meget. <3

Hvem tror I, det er, der siger hej til Harry? (Dam, dam, da-dam)

I må meget gerne kommentere! Vil virkelig gerne have konstruktiv kritik, da jeg gerne vil have at vide, hvad jeg kunne gøre bedre (ud over at opdatere med mindre tid i mellem kapitlerne)...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...