I'm not your doll ~ One Direction

Catalina Tomlinsen har fået nok af sin bror. Hun har fået nok af, at han stjæler alt opmærksomheden og stoltheden fra deres forældre. Men inderst inde er hun nok bare ked af, at han droppede hende og familien til fordel for fire andre drenge. Hun beslutter sig for at flytte til London, gå på et af Englands bedste gymnasier og arbejde på Starbucks. Til en fest møder hun en krøltop og ender hjemme i hans seng. Vi kender ham alle som Harry Styles fra One Direction - det band, Louis er med i.

31Likes
29Kommentarer
2525Visninger
AA

9. Chapter five: "Pretty eyes."

Da jeg fik fri fra skole den dag, gik jeg hjem.

"CAT?!" råbte Dani inde fra sit værelse. 

"HVAD?!" råbte jeg tilbage. Jeg ville gerne sige, at jeg råbte lige så højt som hende, men ingen, seriøst, ingen, kan råbe lige så højt som Dani. Hun burde virkelig få en pris for det eller sådan noget, men hvis jeg skulle være ærlig, så tvivlede jeg faktisk en smule på, at der findes en pris for sådan en åndssvag og ligegyldig ting som det. 

"ER DU KLAR TIL DIN DATE?" råbte hun. Hun var nu kommet ud i køkkenet og stod næsten lige ved siden af mig, så det gjorde altså pænt ondt i mine øre. Jeg holdt mig for ørene og kneb øjnene sammen, indtil jeg var sikker på, at hun ikke ville sige mere.

"Øh, a) der er ingen grund til at råbe, og b) DET ER IKKE EN DATE!!!" jeg råbte det sidste stykke, hvilket måske var en smule sært, når jeg lige havde fortalt hende, at hun ikke måtte råbe.

Hun valgte heldigvis at lade være med at kommentere på det. "Selvfølgelig er det da en date," sukkede hun. "Du behøver ikke være flov over at skulle på date med Louis Tomlinson. Seriøst, det behøver du altså slet ikke, han er jo megalækker. Okay, han er måske et par år ældre, og så har han en kæreste, men.."

Her afbrød jeg hende. "Dani; han er min bror! Er det snart fiset ind?" 

Hun kiggede på mig. Jeg havde aldrig været specielt god til at lyve, og Dani virkede til altid at vide, hvornår jeg løj. Det var sådan et specielt talent, hun havde, sagde hun.

"Fint," sukkede hun. Nu troede hun vist heldigvis på mig. Gudskelov. Jeg har meget bedre smag end Louis.

Som for eksempel Harry? sagde en lille stemme i mit hoved. 

Argh, hold dog kæft, svarede jeg igen. 

 

***

 

Dani havde tvunget mig til at skifte, for hun sagde, at 'man ikke tog skoleuniform på, når man skulle mødes med sin bror, som man ikke havde set i mange år'.

I det mindste havde hun da fattet, at han var min bror, og at det ikke var en date.

Jeg sad og stirrede ned på bordet, jeg sad ved, da jeg hørte døren gå op. Jeg kiggede op, hvilket jeg allerede havde gjort hundrede gange. Ind kom Louis. Øv. Jeg havde ellers håbet på, at han havde glemt alt om det. 

Louis fik øje på mig og smilte og vinkede. Jeg skulle lige til at vinke mut tilbage, da en person kom gående ind efter ham. Harry. Han vinkede også til mig og sendte mig et stort smil.

"Hey," sagde Louis, da de kom hen til mit bord. "Hvad så? Jeg håber forresten ikke, det gør noget, at jeg medbrang min hundehvalp, Harry. I har jo alligevel mødt hinanden før."

Da han sagde den sidste sætning sætning, lød han en smule tvær, men da jeg mumlede et "nejnej", lyste hans ansigt op i et smil igen.

Harry trak en stol ud for Louis, som grinende satte sig ned, og bagefter sagde Harry: "ryk en balle, så er der plads til alle," til mig, og så brød ham og Louis ud i et grineflip, mens jeg bare rullede med øjnene og rykkede en smule. Harry satte sig ned ved siden af mig, men vi sad virkelig tæt, sådan skulder-mod-skulder.

Louis stoppede øjeblikkeligt med at grine, da han så på os.

"Det der det var altså ikke en hel balle, det var ej, Cat," sagde han og brød den akavede tavshed. Jeg rykkede mig en smule mere, og han fik et 'det-var'-bedre' udtryk i ansigtet. 

"Såeh..." sagde Harry efter endnu en akavet tavshed. 

"Såeh..." sagde Louis og jeg i kor, sikkert bare for for at sige noget. Det var da i hvert fald derfor, jeg sagde det.

"BØF!" råbte Louis og slog mig på armen. Jeg ømmede mig og mumlede et 'hvad skulle det lige til for?'

"Det er noget, vi gør, når vi siger noget i kor," forklarede Harry. Og jeg nikkede bare, stadig en smule uforstående. Hvorfor slog man hinanden, bare fordi man havde sagt noget i kor? Og hvorfor lige bøf? Hvad var der lige galt med den der smølf-forhekset-ting?

Akavet tavshed...

"Hvad skal I have, så går jeg op og bestiller?" spurgte Harry, enten for at være flink og give os lidt søskende-tid, eller også fordi han bare gerne ville væk fra os.

"Æhm, jeg tager bare en cappuccino," sagde jeg, og Harry rejste sig op, mens Louis sagde, hvad han skulle have.

Mens Harry var væk, kiggede jeg bare en masse forskellige steder hen. Væggen, loftet, bordet, den anden væg, døren, hvor en masse mennesker gik ind og ud... men jeg kunne godt mærke, at Louis kiggede på mig, og jeg havde allermest lyst til bare at åbne min mund og bede ham lade være med at stirre.

"Hvem bor du med, Cat?" spurgte Louis af ukendte årsager. Men som jeg så det, kunne der kun være to: enten bekymrede han sig faktisk for mig (hahaHAHA) eller også ville han have, at jeg skulle flytte ind med ham og Harry. 

Måske har Harry bedt ham om at spørge? lød en håbefuld stemme i mit hoved, og jeg rullede mentalt øjne af mig selv. 

"Jeg bor med to af mine veninder," svarede jeg.

"Nogle, jeg kender?"

"Nej."

"Hvad hedder de?"

"Dani og Hayley."

"Og Dani er et kælenavn for?.." Kunne han seriøst ikke regne den ud? 

"Daniella."

"Okay, jeg tænkte bare, at det kunne være, hun måske hed det samme som Liams eks. Hun hedder Danielle," tilføjede han, da han så mit forvirrede ansigtsudtryk. Jeg flyttede ligesom ikke væk for at undgå ham og så stalke ham og hans band totalt meget... det ville være sært.

Og ret dumt.

Så var der stilhed, til Harry kom med vores kaffer. Jeg tog en slurk af min kaffe, mens Harry undskyldte for den lange ventetid. 

Jeg kiggede lidt på ham, mens jeg tog et par slurke mere af den varme kaffe. Han havde egentlig ret flotte øjne. Han drejede hovedet og stirrede pludselig på mig. Han hævede et øjenbryn som for at sige 'tjekker du mig ud'? og smilte frækt til mig. Jeg gengældte det med et genert et, tog en slurk af min kaffe og kiggede så på Louis, der ikke så specielt glad ud. Han havde altid haft en ting med mig og drenge. Det var noget med, at hvis de knuste mit hjerte, ville han knuse deres ansigt. 

Jeg kiggede på Harry igen. Jeg kunne ikke lide Louis' ansigtsudtryk. Harrys øjne ville ikke være nær så flotte, hvis hans ansigt blev knust. 

"Vi må vel også hellere til at smutte nu," sagde Louis irriteret og rejste sig op. Harry og jeg brød øjenkontakten og kiggede begge på Louis, som trak Harry med op at stå og hen mod udgangen. 

Jeg sad længe og stirrede efter dem, inden jeg besluttede mig for at drikke resten af kaffen. Så stirrede jeg lidt på bunden af papirkruset. (Altså, ikke den bund, hvor der var kaffe, den bund, der stod mod bordet)

I bunden af papirkruset stod fem bogstaver (H-a-r-r-y) og et par tal. 

Harry havde givet mig sit nummer. 

Så det var derfor, det tog så lang tid. Jeg syntes heller ikke, der var specielt lang kø.

 

.   .   .   .   .   .   .   .   .   .

Hvad kan jeg sige?

Jeg tror, at jeg starter med undskyld for  den laaange ventetid, men jeg har både været i Frankrig, i sommerhus, og så har jeg sammen med mine venner, der altid holder mig oppe til klokken 6 og får mig til at sove til klokken 13...

Så... undskyld.

Hvad syntes I om kapitlet? Måden Harry giver Cat sit nummer på? Louis' opførsel?

Kommentér, tager både imod ris og ros :)

Og tak, fordi I beholdt den på fav. liste, selv om der var en 100 år lang ventetid <3 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...