I'm not your doll ~ One Direction

Catalina Tomlinsen har fået nok af sin bror. Hun har fået nok af, at han stjæler alt opmærksomheden og stoltheden fra deres forældre. Men inderst inde er hun nok bare ked af, at han droppede hende og familien til fordel for fire andre drenge. Hun beslutter sig for at flytte til London, gå på et af Englands bedste gymnasier og arbejde på Starbucks. Til en fest møder hun en krøltop og ender hjemme i hans seng. Vi kender ham alle som Harry Styles fra One Direction - det band, Louis er med i.

31Likes
29Kommentarer
2547Visninger
AA

12. Chapter eight: "Hello, Harry's friends....."

 

 

 

"Hey Louis!" sagde Harry og sendte mig et blik. Han havde godt lagt mærke til, at jeg var stivnet i bevægelsen, hvor jeg var i gang med at hænge min jakke op. Louis lagde så mærke til, at Harry kiggede på mig, og så fik han også øje på mig.

"Og... Cat?" spurgte han en smule undrende. Så fik han et mistænksomt udtryk i ansigtet. "Hvor har I været?

Jeg sagde det første, jeg kom i tanke om. "Udenfor." Vi havde jo været udenfor, så det var på ingen måde en løgn, selv om jeg godt vidste, at det ikke lige var det, Louis fiskede efter.

"Vi var ovre i parken," svarede Harry, da Louis vidst ikke syntes, at mit svar var godt nok. 

"Og I... gik bare en tur eller hvad?" spurgte Louis. Hmm, ja... det gjorde vi jo. Både Harry og jeg nikkede. "Og I syntes ikke, at I skulle invitere mig?" Louis hævede et øjenbryn. "Eller var det..." han kiggede sig omkring og fik os til at danne sådan en cirkel, som når man snakker taktik. Eller som når man fortæller hemmeligheder, ingen andre må høre. "en date?"

Havde det været en date? Den her svarer du på, Harry. Jeg kiggede på Harry, og han forstod mit blik.

"Øøøøh," sagde han. Intelligent svar, virkelig, Harry. Louis' blik fandt Harrys ansigt, og Louis kiggede på Harry, måske en smule som en politimand kiggede på en forbryder. "Øøøh... nej! Det var bare en tur i parken, og jeg ville have inviteret dig. Hvilket minder mig om, hvorfor er du i min lejlighed?"

Da han sagde nej, var det som at få en mavepuster. Hvorfor? Havde jeg regnet med, at det var en date? Svaret var, at det vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke, om det var en date (men Harry sagde nej, så...). Jeg vidste faktisk ikke engang, om jeg troede, at det havde været en date.

Hvorfor? Jeg plejede at have en mening om alting - og jeg plejede da også at kunne huske, hvad det var. 

Emneskiftet virkede. Louis grinte en smule og begyndte så at fortælle, at ham og de andre drenge havde været sammen i dag og havde besluttet sig for at overraske Harry ved at bage en kage til ham (og Niall havde spist ret meget af dejen) og så ville de tage over til Harry med kagen, men så var han ikke hjemme, og så havde de bare hængt ud i hans lejlighed, til han kom hjem igen. Og de (mest Niall) havde så  spist kagen, mens de ventede på, at Harry kom hjem, og nu var der altså ikke mere tilbage (Louis undskyldte på Nialls vegne. Ok, Louis, bare skyd skylden på Niall, I andre rørte jo den sleeeet ikke *sarkasme*).

"Jeg skal lige have det her forstået," sagde Harry, som så en smule forvirret ud. "I bager en kage til mig, og så... spiser I den selv?" Louis nikkede. Så grinte han en smule. Han kunne vist godt selv høre, hvor åndssvagt det lød. "Men er pointen i at bage en kage til en ikke, at personen, man bager kagen til, i det mindste får lov til at smage kagen?" Harry grinte. Det gjorde jeg ikke. Det lød som noget, Louis havde gjort tit. Ikke at dele. Fx delte han ikke vores forældres opmærksomhed. Han tog bare det hele for sig selv. Gav ikke noget til mig. Lottie, Fizzy, Daisy og Phoebe fik nogle gange kæmpet sig til noget, men jeg var nærmest gået totalt i koma og lavede stort set ikke andet end at savne Louis, vente på, at han skrev, og når han så ikke gjorde det, være ked af, at han havde glemt mig. 

En lille stemme i mit hoved sagde, at det var ved at være på tide, at jeg tilgav ham. Den syntes, at jeg snart havde hadet ham i lang nok tid. Måske var Louis rent faktisk ked af, hvad han havde gjort? Måske skulle vi bare snakke om det, og så ville alting blive fint, ligesom før han meldte sig til x-factor?

Men selvfølgelig vidste jeg godt, at den slags ting kun skete på film. Det her var det virkelige liv! Lige nu var der sikkert nogen, der døde, måske af kræft, eller også blev de myrdet af en eller anden, eller måske var de så heldige, at de havde haft et langt og godt liv og nu døde af alderdom. 

I det virkelige liv skete det ikke altid, at ting ville blive bedre, efter at man havde snakket om det. 

Sommetider hjalp det.

Og sommetider skulle der en smule mere til end det.

Jeg var ret sikker på, at den her situation hørte ind under kategori nummer to. 

Men nok om det.

"Nå, vil I med ind i stuen?" spurgte Louis. "Vi er i gang med at se en film."

"Klart," svarede Harry, og de to begyndte at gå ind i stuen. Jeg fulgte ikke med. "Cat? Kommer du?" Harry tog fat i min arm, og så snart hans hånd rørte min arm, glemte jeg alt om, at jeg skulle i skole i morgen, og at jeg stadigvæk manglede at læse nogle sider i min Fysik/Kemi-bog. 

"Jaja," svarede jeg bare, og så lod jeg Harry følge mig ind i stuen. 

"Hej, Harry!" lød det fra en blond dreng. Niall. "og... hey, er det?... CAT! DET ER SÅ LANG TID SIDEN, VI HAR SET DIG!" og så løb han hen til mig og gav mig sådan et knus, hvor han løftede mig fra jorden.

"Æhm... hej, Niall.. også godt at se dig igen," svarede jeg bare. Godt var måske ikke helt det rigtige ord. Måske ville 'akavet' beskrive det bedre.

De andre drenge sagde hej til mig, og jeg sagde hej til dem. Det var ikke helt så akavet, men de fór heller ikke hen for at kramme mig lige med det samme. Nogle gav mig et hurtigt kram, andre bare et smil.

"Hvad ser vi?" spurgte jeg.

Filmen, de så, var 'Mama'. Når Dani og Hay så en gyserfilm, sad jeg på mit værelse og læste en bog eller lavede mine lektier. Den slags film var ikke lige mig. Selv om jeg burde vide, at det bare var en film, og at det ikke kunne ske i virkeligheden, så var jeg bare helt vildt bange for, at uhyret i filmen ville komme efter mig.

Hver gang der kom en uhyggelig scene i filmen, sad jeg og gemte mit hoved i min arm for at undgå at kigge på skærmen. Det var bare så... eww... 

Til at starte med sad drengene bare og grinte af mig, men til sidst fik Harry vist medlidenhed med mig, så han lagde en arm om mig, så jeg i stedet for at kigge på min arm, kiggede på hans armhule, når skærmen viste nogle af de mere scary scener.

Da filmen var slut, var jeg både lettet og forfærdet på en gang. Lettet, fordi filmen var slut. Den havde altså været en tand for uhyggelig for min smag. Forfærdet, fordi det betød, at det også var slut med Harrys arm. 

Jeg kunne mærke, at Harry trak sin arm til sig, og jeg var lige ved at komme til at surmule, da jeg kom i tanker om, at jeg sad i en stue sammen med fem andre personer. Og en af de personer var min bror, der ikke virkede specielt glad over, at Harry og jeg lavede ting sammen.

Okay, det lød lidt mere forkert, end det skulle have gjort...

I hvert fald kiggede Louis mistænksomt på os, da det var gået op for ham, at Harry havde haft sin arm om mig, og det var ikke et godt mistænksomt som når man mistænker det par, man shipper allermest i en bog, for at finde sammen til sidst, det var mere et mistænkt, som når man har på fornemmelsen, at ens røv sidder fast i toilettet.

Det sidste var så aldrig nogesinde sket for mig (men det var sket for Hay... den tossede pige).

Jeg forsøgte at gøre mit ansigt så neutralt som muligt, men at dømme efter Louis' ansigtsudtryk behøvede man ikke et røntgenbillede for at se sommerfuglene i min mave, som jeg fik, når jeg var i nærheden af Harry. 

Drengene skulle vist sove i Harrys lejlighed, og Harry havde også tilbudt mig at blive og sove (men det var ikke et spørgsmål, der skulle tolkes som 'vil du blive og have sex med mig?'. Helt ærligt... de andre drenge var der jo!) men jeg skulle i skole i morgen, og desuden var Dani og Hay nok ved at være bekymrede for mig. Det var, hvad jeg havde svaret, men hvis jeg skulle være ærlig, ville jeg faktisk tro, at Dani og Hay var pænt ligeglade. Hvis nogen tog moderrollen i vores venskab, så var det mig - når de slæbte mig med til fest og drak sig stangstive.

 

* * * * *

 

"Jeg er hjemme!" råbte jeg højt, så snart jeg trådte ind af døren til vores lejlighed. Straks kom Dani og Hay ud og stillede sig foran mig. 

"Hvor har du været?" spurgte Dani mistænksomt. Så flippede hun totalt ud, som når en pige møder sit idol for første gang. "Hos Harry?"

Da-ah. Så vidt jeg kunne huske, var det også dem, der havde skubbet mig ud af døren for at få mig til at gå på date med ham. Det var faktisk også dem, der havde stjålet min mobil og arrangeret det for mig. Havde de glemt det? Huskede de ikke så godt som moi?

"Vi skal bare lige havde en ting på det rene," sagde Hay. "Vi ville intet have i mod det, hvis du begyndte at date Harry! Jeres shipnavn skal være... Dani, hvad skal deres shipnavn være?" SÅ faldt de to i en lang diskussion om, hvad mit og Harrys shipnavn skulle være.

Perfekt tidspunkt for mig at smutte.

 

-.-.-.-.-.-.-.-.

Hey! Så lykkedes det mig at opdatere igen!

Og der er ikke gået en uge endnu :o

Faktisk er der kun gået... hvad? 3 dage?

Det kan godt være, at I tænker: wow, virkelig stort tillykke med det i et sarkastisk tonefald, men jeg tror faktisk, at det er nogenlunde det mindste tid, der er gået mellem to opdateringer ved mig...

Desuden har jeg et stort problem: HVAD SKAL DERES SHIPNAVN VÆRE?! Håber, I vil hjælpe mig, er totalt lost...

Møs <3

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...