The Power of Magic - Hemmelighedernes Bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
16 årig Colinus og hendes to brødre Savier og Demitri Phoenix, er magiker og samtidig jager de det overnaturlige. Så som vampyrer, formskiftere, ånder, hekse osv.
De tre søskende mistede deres forældre, da de blev drab af hekseklanen Alq.
Colinus hjemsøges af marieridt og underlige synboler, som hun ikke kende, eller har hørt om før. Men hvad betyder drømmene og har de noget at gøre med drabet på deres forældre? Vil hun finde ud af hvad de betyder og hvordan.

Du vil tage på en spændende, uhyggelig og farefuld rejse. Gennem helvedes brandvarme ild og himmelens hemmeligheder, når du læser om Colinus, Savier og Demitri, på deres farerfulde rejse for, at finde hekseklane, Alq.

20Likes
24Kommentarer
1851Visninger
AA

3. Sandheden Del 1

De tager det endelig meget pænt. Jeg havde regnet med, at de ville skælde mig ud og råbe: "Hvorfor har du ikke sagt noget!" eller noget lignende. Men de sidder bare der, helt mundlamme. Stilheden har for alvor bred sig mellem os, som et dødsspil og til sidst bliver jeg træt af, at vente på et svar -bare det mindste nik eller andet- som ikke kommer og jeg lader mig falde tilbage på min "pude" og sukker højt og dybt, for at udtrykke min utålmodighed. Og det er åbenbart det der skal til, for at bryde tavshedens greb, da Savier rynker sine øjenbryn sammen, åbner sin mund og siger til Demitri, mens de går væk fra mig: "Vi skal være opmærksom på hende, være omkring hende så meget vi kan."

 

 

***

 

 

Skoven er stor og vi har bevæget os fortvivlet rundt i den, dag og nat, i flere døgn.

  Når  solen er på sit højeste, om dagen, elsker jeg, at vandre rund her ude. Se hvordan naturens sjæl lever og dufte friskheden i livet. Savier og Demitri er over mig som bodyguarder, det er ved at gå mig på nerverne, men der er dog få minutter jeg får lov til, at være mig selv, i fred og lade tankerne flyde.

Min vandretur ned til en å, er stille og fredfuld. Naturen sværmere omkring mig, fuglene kvidre og vinden tager svagt fadt i træerne og får dem til at gynger roligt fra side til side. Solen varmer min krop og jeg føler mig glad.

Jeg når frem til vandet og sætter mig på en sten nær vandkanten. Med vilje vælger jeg at trække mig en sikker afstand væk fra vandet, efter dagen i går. Mit blik fanger det stille vand, hvor solen spejler sig i overfladen og skinner mig i ansigtet. En varme brædder sig i mine kinder, roligt lægger jeg en hånd over mine øjne, for at skygger for solen over mig.

Tanken strejfer mig, da jeg sidder et stille sted og lader tankestrømmen få frit spil, om mor og far, hvor lykkelige vi var. Hvordan det hele blev taget fra os. Og pludselig løber det mig koldt ned af ryggen, mine hænder begynder at ryste, ved tanken om, den aften hvor jeg gik ned ad den mørke og dunkle kældertrappe, med hjertet oppe i halsen og fødder det føltes som cement . Jeg husker, at jeg havde en underlig følelse, af at der var noget i kælderen, at jeg ikke var alene... "Var det morderen, der lede efter et skjulested?" Den dystre mørket i kælderen og følelsen af en uventet tilstedeværelse krøb ind i mit sind og det var som om jeg var tilbage i kælderen og oplevede det hele igen.

Jeg er skrækslagende da jeg er tilbage i nuet. Med hurtige åndedræt og rystende hænder prøver jeg at få kontrol over mig selv igen. Men i det sammen er Demitri og Savier sneget ind på mig, uden jeg har lagt mærke til det. Så da Savier stiller mig et hurtigt, men højt spørgsmål:

"Hey, der er du. Kom vi har pakket, er du klar til jagt?" flyver jeg op fra stenen, -med ansigtet vendt mod dem- som, den på mystisk vis er blevet brandvarm på tidens få sekunder. Jeg høre deres latter efterfulgt af endnu et spørgsmål.

"Forskrækkede vi dig?," spørger Demitri, med en høj stemme, stadig hærsket af latteren.

"Ja... Jeg sad lige i mine egne tanker et øjeblik," svare jeg med en rystende stemme, mens mine fødder bære mig op til dem. Et smil brædder sig hurtigt på min læbe, for de ikke bliver bekymret igen.

Demitri giver mig et hurtig og venligt klap på ryggen, som et slags "Undskyld" eller "Du er okay" slag. Mit blik møder hans og jeg smiler hurtigt til ham, før jeg vifter mit hår væk fra mit ansigt og løfter mine øjenbryn for at signalere:

"Skal vi se at komme vider?" Jeg er den første der begynder at gå, efter Savier har givet mig mine ting, derfor kommer jeg til at gå forrest og leder vejen, mod et hjemsøgt hus.

 

 

***

 

 

"Hvor har de overhoved vores... eller dit nummer fra, Savier?"

"Det ved jeg ikke, mon om det er Elijah der har givet dem det," han taler højlydt for, at jeg kan høre det, da jeg går et stykke foran dem.

"Hvad har de problemer med? Hvorfor har de ringet?" Mine øjenbryn folder sig sammen og danner undrende rynker i min pande.

"En ånd, en ond ånd, som hjemsøger deres hus og har dræbt et familiemedlem."

Vi bevæger os hurtigt ud af skoven og hen til det motel vi har lejet i et par uger, for at hente Savier's bil.

Savier trykker speederen i bund og bilen drøner der ud af, jeg kan næsten mærke vinden igennem bilens sorte karosseri (Bilens skillet). Savier har altid været til ældre modeller af biler. -Den han køre i nu, og har gjort det siden han fik den af vores forældre, er en model fra 1960'erne.- Vi køre mod Elijah's hus, men ACDC runger i mine øre, som sød musik.

 

 

***

 

 

På vej hen til vores gode ven, Elijah, der næsten er som en far for os alle tre, tænker jeg på, hvad mine brødre har fortalt mig, om ham: 

Elijah var vores fars bedste ven, de lavede alt sammen og kunne dele alt med hinanden. De delte også det overnaturlige sammen. Vores forældre var jægere og jagtede det overnaturlige i al hemmelighed. I over femten år har de holdt det hemmeligt for mig. Det samme med mine brødre. Hver aften, har de været ude, væk hjemmefra. De har været på jagt efter hekseklanen: Alq. Det er også den klan, vi mistænker for at have slået vores forældre ihjel. Nu vil vi jage dem tilbage til mørkets port, tilbage til helvedes ild, tilbage hvor de høre til.

Alq er en meget speciel hekseklan. Mine brødre har fortalt mig alt om dem, ved at læse op i "Den Hemmelige Bog" jeg ikke må læse i. I bogen står der alt om dem, hvordan og hvornår de sover, hvor de eventuelt gemmer sig, for ingen kan finde dem, hvordan de kidnapper, børn og voksne. Hvilke knogler de tager og hvordan. Men det, der er virkelig underligt er, at når de tager folk, opføre de sig som ånder. En mystisk og tyk tåge omringer offeret eller offerets pårørende. Der blive vinterkoldt og nogle gange falder der en uventet aske ned fra himmelens høje.

Heksene bor sammen. Alq er en stor og magtfuld familie. De holder sammen, med mindre, at de stjæler fra hinanden, så som knogler. De skære knogler ud fra stakkels mennesker, de har kidnappet. Knoglerne bruger de til, at dyrker knoglemagi af. Så, hvis det bliver opdaget, at de har stjålet fra hinanden, bliver der for alvor et blodigt slagsmål.

 

 

***

 

 

 Når mine brødre og jeg, går igennem byerne, rundt omkring, har vi flere gange hørt historier, om det ukendte i skoven. Folk der bliver meldt savnet, efter en tur i den grønne skov.

Byen vi kører igennem nu hedder Skovhøj, vi er på vej ind på en bar, for at holde en kort kørepause, inden vi fortsætter køreturen videre til Elijah's hus, der ligger få kilometer nord ude fra byen.

 

 

***

 

 

 Da vi køre videre til vi når vores mål: Elijah's hus, tænker jeg på en mand vi faldt i snak med, på en bar vi fandt midt i byen: 

 Manden fortalte os, på baren, at hans datter for vild i skoven, en aften de havde været på jagt efter en hjort. Han datter stod ved hans side, de holdte i hånden, men pludselig var hun væk, han lod ikke engang mærke til at hun havde sluppet hans hånd.  Hans øjne fangede naturens pludselige ændring, fra lys og klar, til tåget og mørk. Tågen nærmede sig ham fra det fjerne og han begynde at fryse. Hans tænder klappede, mens han kaldte højlydt efter sin forsvundne datter. Fem år senere kom hun tilbage. Hendes korte gyldne hår, var uldet, hun havde store sorte poser under øjnene og det mest chokerende var, at hun manglede den højre knogle i sin arm. Den hang ned langs hendes krop, som en livløs dukke krop. Hendes sind var fuldstændigt ødelagt. Det eneste der holdte hende oppe over vandets mørke overflade, var håb. Håbet om at overleve og se hendes forældre, familie og venner igen.

"Vi kunne ikke kende hende, hun var en anden... som om hun var besat af det onde... Hendes sjæl var væk, hun kunne ikke føle andet end smerte og sorgen langsomt overtage sin sjæl. Hun sad kun på sin seng, dag ud og dag ind og rokkede frem og tilbage, mens hun mulede, med en lavmælt og panikkende stemme... Find mig, find mig. Jeg kommer hjem igen. Jeg skal nok komme hjem igen, de finder mig...," sagde han.

Flere har fortalt historier lignende, i den samme by. Vi talte med to andre personer: En dame havde også mistet sin datter, i nærheden af skove. Og den sidste vi snakkede med, var en pige på alder med mig, hun havde midstet sin søster, da de var på jagt. Så mine brødre og jeg, mener at hekseklanen er i nærheden af skoven lige udenfor byen her.

 

 

***

 

    

"Hej Elijah!," råber jeg lige med det sammen, jeg har åbnet døren til hans hus. Hans stemme gængælder mit.

"Hej, med jer." han kommer stille hen til døren og giver os alle tre et stort kram.

"hvordan har du det så, gamle mand?," griner Demitri og klapper Elijah venligt på skulderen. Det er typisk Demitri, at lave sjov med Elijah på den måde, men han mener det jo kærligt. Men jeg kan ikke lade være med, at give Demitri et lille slag på den ene skuldre, for kommentaren.

 Efter slaget, kigger han på mig og griner så, inden Elijah gengælder Demitri's spørgsmål:

"Godt, dog føler jeg mig lidt ensom, i dette store hus...," siger han, mens han kigge rund omkring i huset. "Jeg er jo kun mig selv."

"Lad os gå ind i stuen og kigge videre på sagen." Og med de ord drejer vi alle om på hælene og går ind i hans stue.

 papirdyngerne flyder i store mængder, på skrivebordet og på stole. Rummet er fyldt med, bøger som omhandler det overnaturlige, -det vi jager- ikke et specielt  indbydende rum, men jeg har vendt mig til det og syntes bare det er virkelig fedt, at han har så meget viden om alle mulige væsner fra mørket.

"Jeg fik jo en opringning, af en ældre dame i dag, som lød noget panikkende. Hun spurgte om hjælp. Hun nævnte, at du havde givet hende nummeret, og bede os om at komme, så hurtigt som muligt. Så vi er kørt omkring dig, for eventuelt at få mere viden bag sagen." Siger Savier med en rolig stemme, mens vi sætter os på de stole der er rundt omkring, og flytter papirende der ligger på sæderne.

"Ja, nu skal i høre: Den dame der ringede til dig, døjer med en ond ånd, som hjemsøger deres gamle hus. Ånden har slået den ældre dames mand ihjel..." Elijah holder en kort pause, og kigger rundt på os, inden han fortsætter igen:

"Det ældre par var nogle af mine venner, derfor kender Lise mit nummer... Lise er damen navn og hendes mand hed Thomas. Nå, men Thomas døde da han blev kvalt under vandet, i deres badekar. Lise fortalte, at hun hørte han råbe, men døren var låst... Og det underlige er, at huset ikke har én eneste lås. Men da der var helt stiller i huset kunne, døren åbnes. Hun sparkede døren og fandt sin mand død, kvalt i badekarets forhæng. Tit mangler hun nogle ting rundt omkring, så som nøglerne til sin bil eller knive i køkkenskufferne. Nogle gange når hun vågner op om natte, ligger knivene ved hendes side, hvor Thomas ville have lagt... Jeg ved ikke om ånden har tænkt sig, at slå Lise ihjel, eller bare vil skramme hende væk fra hus og hjem. Men sov her i nat, inden I tager videre i morgen."

Et øjebliv er der stille, dødstille. Jeg sidder og tænker Elijah's tale igennem, hvordan ånden er og har gjort, da Demiri siger:

"Tak, vi reder op på sofaerne i tv stuen og tager af sted i morgen ved middagstid."

 

 

***

 

 

Mens mørket falder på, gør vi sofaerne klar til natten. Efter et varmt og godt måltid går Elijah i seng, og det samme gør Savier, Demiri og jeg.

Jeg lægger mærke til rummets ro, med lukkede øjne. Kun vores vejrtrækninger overgår den tavse og magtende stilhed, der har lagt en blid og trættende følelse over os. Uden at lægge mærke til det, ryger jeg stille længere og længere ned i søvnen.

 

***

 

 

"Bræk kraniet midt over," siger Demitri. En mørk og dyster røg slipper ud fra kraniet, da jeg lægger min hånd på det og trykker det ned mod jorden til det siger "Knæk" og er delt i to.

"Den gode side af ånden er nu i himmelen... Tager du saltet i tasken der?," Han peger på tasken ved min side. "Hæld saltet over knoglerne, det vil brande den onde side af ånden væk fra jorden." Jeg gør som han siger og hælder to håndfulde salt ud over knoglerne. "Derefter, skal du hælde den brandbare væske ud over saltet og sætte ild til det." Da jeg skal til at stryge tændstikken og smide den ned til knoglerne, ændre vejret sig pludseligt. En mørk sky går for solens varme stråler og ændre temperaturen til minus grader. Vores ånder bliver synlig hvide og sneen falder ned fra himmelen. Et fnug falder ned på min pegefinger og jeg gnider min pege- og tommelfinger mod hinanden og opdagere, at det ikke er sne, men aske. Jeg kigger over på Demiri og i det samme ryger en hånd gennem hans brystkasse og han falder død om.

Jeg vågner op skrigende, i koldsved. Mine brødre sidder allerede ved mig: Savier har lagt mig på sit skød og Demiri sidder på sofaen ved min side.

"Du er meget varm! Hvad drømte du?"

"...Hvor længe har I siddet her?" Jeg er stadig ved, at komme mig over mareridtet, men ånder lettet op og kan trække vejret regelmæssigt, da jeg opdager jeg er tilbage, til virkeligheden.

"Om dig... Du døde," siger jeg, mens jeg sætter mig op og giver Demiri et stort kram.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...