The Power of Magic - Hemmelighedernes Bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
16 årig Colinus og hendes to brødre Savier og Demitri Phoenix, er magiker og samtidig jager de det overnaturlige. Så som vampyrer, formskiftere, ånder, hekse osv.
De tre søskende mistede deres forældre, da de blev drab af hekseklanen Alq.
Colinus hjemsøges af marieridt og underlige synboler, som hun ikke kende, eller har hørt om før. Men hvad betyder drømmene og har de noget at gøre med drabet på deres forældre? Vil hun finde ud af hvad de betyder og hvordan.

Du vil tage på en spændende, uhyggelig og farefuld rejse. Gennem helvedes brandvarme ild og himmelens hemmeligheder, når du læser om Colinus, Savier og Demitri, på deres farerfulde rejse for, at finde hekseklane, Alq.

20Likes
24Kommentarer
1856Visninger
AA

2. Nu

... Men det er længe siden. Nu er jeg en magiger der jager det overnaturlige med mine brødre.

 

 

***

 

 

"Helt ærligt, en skov, tro i virkelig det er her dæmonerne, eller de onde hekse, sendt fra helvede, har deres klan, ude i en helt almindlig skov? Jeg tænker mere på et stort, hemmeligt og skjult tempel," min stemme er en anelse høj og har en irriteret klang, og det lægger Savier også mærke til.

"Du er træt Colinus," råber han tilbage til mig. Jeg er sakket en del bagud, og ja, han har ret. Mine fødder er ømmer og jeg trænger til hvile. Vi har spaceret i denne skov, i næsten to døgn, uden af få sovet mere end fem timer. "Måske skal vi slå teltet op nu, få noget at spise og få sovet," siger han med en lavere stemme, til Demitri, som går ved hans side.

Og det gør vi så. Teltet står færdigt under et kæmpe, enormt og grønt træ, hvor mosset har plantet sine rødder og spiret sig vej op af træets stamme. Træet vil give os en god ly, hvis der nu skulle begynde at regne i nat.

Klokken er blevet mange, og jeg er gået ind i teltet, for at sove. Jeg ligger mig i min "seng" hvis man kan kalde den, det? Det er vel nok nærmere en tynd dyne.

  Jeg er træt, men kan ikke falde i søvn. Saviers læselys forstyrre min søvn. Hvad er det overhovedet, han har så travlet med at læse. Hver aften har han læst i Den Hemmelige Bog. Jeg må ikke læse i den, jeg er også stoppet med at prøve. Hver gang jeg så meget som rør den, giver han mig et af sine dræberblikke, der tydeligt fortæller mig, at jeg ikke skal prøve at læse så meget som ét ord.

Langsomt mærker jeg hvordan mine øjne ikke kan holde sig åbne mere, hvordan mine tanker langsom forsvinder ind til ingenting og det lykkes mig, overraskende nok at glide roligt ind i søvnens verden.

Jeg vågner næste morgen, af Demitris stemme.  

”Godmorgen Colinus, er du vågen?” Han sætter sig ved min side, mens han kigger på mig. Jeg slår langsomt mine morgenhævet, og søvnige øjne op.
Jeg skal lige til at lukke dem igen, men han skubber lidt til mig, og jeg kigger irriteret på ham.
”Så. Du skal ud og have noget vand i ansigtet, så du vågner,” siger han med et skævt smil og skubber mig op at sidde, tydeligvis i drille-humør.

 

 

***

 

 

Jeg åbner teltet via en lynlåsen, for at gå forsigtigt ud. En kølige morgen brise, blæser mig i møde. Jeg kryber sammen, men går alligevel ud, for at gå ned til vandet. Jeg stikker mine hænder ind under mine arme, for at holde varme i dem, lidt endnu. 

   Da jeg når vandets bred, sættet jeg mig på huk, folder hænderne sammen som en skål, og dypper dem under vandet. Det er iskoldt og vandet får min hænder til at isner, og en følelse af kulde, skyder gennem min krop, som et lyn og giver mig kuldegysninger, men jeg smider alligevel vandet i mit hoved. Med det samme vågner jeg helt. Et kort øjeblik kigger jeg på mit spejlbillede, i vandfladen, og et kort glimt af et lig dukker frem. Jeg blinker hurtig, for at glemme hvad jeg lige har set, eller bare for at vide, at det ikke var virkelighed. Jeg fører min hånd ned mod vandet, tager en dyb indånding og lægger derefter min hånd på vandet. Min berøring, sender ringe ud gennem vandet og så sker det: Mor og far, døde. Smboler i hundredvis. Lig, i vandet. Et blad, et træ, en skov. Blod, overalt. Symboler, symboler, symboler.   

   Jeg bliver dårlig, svimmel og igen får jeg den værste migræne. Jeg tager mig til mit hoved og skær tænder. Jeg begynder langsomt at sidder og rokke frem og tilbage på stedet, på grund af min svimmelhed. Jeg mister min balance og vælter ud i det iskolde vand. Kulden skær gennem mig som tusinde af knive, men den får også min migræne og svimmelhed til at dæmpe sig, men kvalmen blusser op i mig som lynets fart. Jeg rejser mig op, med ansigtet ind mod vandkanten, og læner min frem i vandet og kaster op. Igen blod. Og så mærker jeg noget der får mine knogler til, at fryse til is. Noget der får de små hår i nakken til at rejse sig. Noget har snittet mig i vandet. Er jeg ikke alene? 

   Langsomt vender jeg mig om, ud mod vandet. Jeg udslipper et højt, kraftigt og rædselsslagende skrig. Og kort efter høre jeg en komme løbenes. Jeg vender mig ikke, jeg står helt stille, uden at bevæge så meget som en muskel. Det er som om jeg er frosset til is.

"Hvad er der!?" råber Demitri, mens han løber vider ud i vandet ,og står lige bag mig. Jeg mærker hans varme hånd på min skulder. Jeg kan igen, høre hurtige fodspor mod os. Det er Savier, som også har hørt mit skrig. Han stiller sig foran mig og ser på mig med store og chokerende øjne.

"Hun har blod omkring munden," siger han til Demitri. Tavsheden breder sig mellem os. Jeg står stille, stadig frosset, jeg ryster, af kulde men mest af det der er lige foran mig i vandet.

"Kan I ikke se det?" siger jeg med en lagmeld og bævrende stemme.

"Se hvad?," spørger Savier, og kigger på mig med rynket øjenbryn, der viser at han er bekymret.

"Ligene i vandet?" hvisker jeg og følger de blege lig med mine øjnene.

"Hvilket. Hvilke lig, Colinus der er ikke noget der," siger Demitri. Og først nu vender jeg mig om mod ham, med et ansigtsudtryk det viser, at jeg er forvirret.

"Der er jo lige der..." jeg vender mig igen, men nu er der ikke noget, kun Savier foran mig, som kigger med løfter øjnebryn på Demitri. Jeg lægger igen min hånd på vandet, for at viser hvor de mange lig fulgte strømmen, mod venstre. Jeg lader tårende få frit spil. Er jeg blevet sindssyg. Jeg ser ned på vandet, det mørke og kolde vand. En af mine tåre rammer det og sender rige ud gennem vandoverfladen. Og det sammen syn viser sig for migMor og far, døde. Symboler i hundredvis. Lig, i vandet. Et blad, et træ, en skov. Blod, overalt. Symboler, symboler, symboler.

Jeg tørre tårende væk under mine øjne, med mit ærme, efter synet har vist sig for mig igen, for anden gang. Jeg får det dårligere og lægger en hånd på min pande. Igen kaster jeg op. Blod. Jeg lægger mærke til mine omgivelser, for at prøve at bryde kvalmen, da jeg ikke kan mærke vandets kulde mere. Jeg trækket vejret roligt ind, tager en stor og dyb indånding og ånder ud igen, gennem min mund. Jeg mærker vandet, det kolde, mørke og skrammende vand. Den kølige morgen vind, der blæser omkring mig. Jeg lader den tage mine tanker med. Og med ét er det som om, at tiden står stille...

 

 

***

 

 

Jeg løber hurtigt ind igen. Savier sidder i den gamle stol, den er så gammel, og rusten, at den er ved at brase sammen.

”Hvad laver du?” spørger jeg.
”Læser, men øh.. er du klar til at pakke sammen og tage på jagt?” siger han uden at kigge på mig.
”Du er da helt væk i den bog, hvad er det der er så spændene?” Han kigger hurtigt på mig, og lægger så hovedet på skrå og siger: ”Det er ikke noget du bør vide... I hvert fald ikke endnu,” og klapper bogen i og lægger en beskyttende hånd på den.
”Jo, kom nu. Jeg vil gerne se det.” Jeg går hen til ham og tager bogen, ud af hans hænder.
Han tager den hurtig tilbage, lægger den ned i sin taske og den er borte. Han kommer på benene og prøver, at vælte mig omkuld, på gulvet. Et kort øjeblik er jeg ude af balance, men han når selvfølgelig at gribe mig, og han lægger mig stille ned på jorden. Jeg tror alt er fint, men...
Hurtig sætter han sig oven på min mave, og begynder at kilde mig.
   Jeg griner så meget, at tårende næsten vælter ud af mig som et vandfald, jeg er flad af latter og jeg begynder at skrige i latter efter Demitri, som et håb om, at vi sammen kan nedlægge Savier.

  Han stopper og kigger mig dybt i øjnene. Hans greb om mine hænder er stærkt og uundslippeligt. Med en alvorlig og dyb stemme siger han: ”Du må ikke læse i den bog, det kan være farligt.” Jeg kigger på ham, med våde øjne, mens min latter langsomt bliver kvalt. ”Hvad er der så farligt ved, at læse i en bog,?” spørger jeg stille.

”Ikke noget, men skal vi til at komme af sted?” Han rejser sig igen, og rækker hånden frem. Jeg lægger min hånd i hans, og han trækker mig op på benene igen.
 

  Han begynder at pakke sammen, og jeg lister mig stille hen til bogen. Jeg når lige at røre den, før Savier siger mit navn i et kraftigt og bestemmende tonefald.

”Jeg har ikke tænkt mig at læse i den...,” lyver jeg. Han gør jo kun sagen mere spændene, ved at sige, at jeg ikke må læse i den. Men jeg er opdraget godt og kende meningen i hans alvor, til at skyde tanken fra mig. 

”Kom nu bare og hjælp, ik'?” Jeg går hen til ham, tager fat i ham og giver ham et knus. Han lægger hagen på mit hoved, fletter sine arme om mig, og giver mig et hårdt, men kærligt klem. ”Det er vigtigt, at du forstår... det er farligt for dig, at læse bogen.” Vores blik fanger hinanden ”Okay, jeg skal vel bare vente så,” siger jeg, og i det samme kommer Demitri ind. "Når der står i vel så fint, hva'?"

"Vi pakker," svare Savier. "Jeg håber ikke der bliver dårlig vejr igen, ligesom i går." Jeg slipper mig greb om Savier og begynder at pakke mine ting.

"Nej, led os håbe på lidt sol," svare Demitri, Og sammen pakker vi færdigt, og forlader stedet og området. 

 

 

***
 

 

"Colinus, Colinus" hører jeg en stemme sige i det fjerne. "Hun vågner nu."

Jeg slår mine øjne op og begynder i det samme at hoste. Demitri sidder ved min side, han lægger en hånd på min pande. "Hun er meget varm!" Savier kommer til syne, han sætter sig på huk, ved siden af Demitri.

Jeg er øm over det hele og deres stemmer runger som tordenskral i mit hoved. Dagslyset udenfor er blevet til sorte nat, og mørket har overtaget. Kun månens skær lyser omgivelserne op, i et sølvskær.

"Hvad er der sket, er det allerede aften?" Jeg kigger sløjt og spørgende op på dem, med rynket øjenbryn, stadig forvirret over hvor jeg er

"Du har været ude i flere døgn."

"Hvordan har du det?," spørger de i kor.

Jeg hoster et par gange, tager mig til hovedet og ømmer mig. "Mit hoved..." Jeg holder en pause og lader hovedpinen fortage sig en anelse, og fortsætter så: "Øhhh," svare jeg med en svagt grinene stemme. "Ad helvedet til... rent ud sagt." De løfter bække deres øjenbryn og det ladet til, at Demitri syntes, at min kommentar er en anelse morsom.

"Hvad sker der Colinus?," spørger Savier. Og straks bliver det alvorligt igen. Der bliver stiller mellem os. Jeg tænker over mit svar, men siger så: "Jeg har de her syn og drømme... Om symboler og døden. Det gør mig virkelig bange og dårlig. Og nogle gange, bliver de til virkelighed, de synene og drømmene fortæller." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...