The Power of Magic - Hemmelighedernes Bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
16 årig Colinus og hendes to brødre Savier og Demitri Phoenix, er magiker og samtidig jager de det overnaturlige. Så som vampyrer, formskiftere, ånder, hekse osv.
De tre søskende mistede deres forældre, da de blev drab af hekseklanen Alq.
Colinus hjemsøges af marieridt og underlige synboler, som hun ikke kende, eller har hørt om før. Men hvad betyder drømmene og har de noget at gøre med drabet på deres forældre? Vil hun finde ud af hvad de betyder og hvordan.

Du vil tage på en spændende, uhyggelig og farefuld rejse. Gennem helvedes brandvarme ild og himmelens hemmeligheder, når du læser om Colinus, Savier og Demitri, på deres farerfulde rejse for, at finde hekseklane, Alq.

20Likes
24Kommentarer
1855Visninger
AA

1. Døde hjerter

Dagen er ny, solen skinner ind gennem mit vinduge, jeg ligger på min seng, alt er godt ind til vider, der er ikke sket det helt store endnu.

Jeg ligger og erindre hvordan jeg for ét år siden havde haft en fantastisk dag, sammen med mine forældre og mine to brødre Savier og Demitri.

 

 

***

 

 

...Vi havde ikke lavet det store, bare været hjemme og hygget os med et par kortspil og massere af grineflip. En helt neutral dag uden at der skulle ske det store.

   Men dage blev ødelagt senere på aftnen da jeg sad oppe på mit værelse i min seng og skrev den fantastiske dag, ned jeg havde haft, men også et mareridt jeg vågnede ved den samme nat. Et underlig, uhyggelig og skræmmende mareridt, om et symbol. -Jeg husker dage tydelig undtagen det mareridt... Et symbol... der var en hånd inde i midten. Jeg har ingen anelse om hvad det betyder, og jeg aner ikke hvordan jeg skal finde ud af det, men jeg tror mit mareridt har noget at gøre med mine forældres død. Det kan godt værre det lyder lidt mærkeligt, men jaa, jeg jagter jo alt muligt overnaturligt, så som ånder, harmskifter, varulve og endda vampyrer-

Jeg hørte nogle gentagene og underligt "bump" neden under. Jeg stoppede med at skrive og sad og undrede mig lidt over lydene, til jeg klappede dagbogen sammen, lagde den ved min side, på sengen og løb gennem gangen der førte mit værelse hen til en lang trappe. Gangen var mørk og alle dørene på hver side var lukket. Jeg var alene, men ikke bange, måske mere nervøs, fordi jeg vidste at mine forældre var nedeunder. Kunne der være sket dem noget? Mine brødre var taget ind til byen, det var noget de gjorde en gang imellem, men de ville ikke sige hvad de lavede, de var ikke ude at feste, det havde de selv sagt, og jeg troede dem.

Jeg fortsatte ned af den lange, dunkle og mørke trappe, der ende sit sidste trappetrin nede i køkkenet. Jeg kaldte et par gange på min mor og lidt efter min far, men intet svar mødte mine øre. Jeg kaldte igen:

"Mor!... Far!..." og hævede min stemme en anelse, da det kunne være de var faldet i søvn, fordi de havde haft en lang dag. Men igen, intet svar. Nu mødte nervøsiteten mig for alvor og jeg blev bekymret, de gik aldrig, aldrig uden at sige det til mig først. Det havde de gjort en gang før og jeg var blevet så bange, at jeg var blevet dårlig og var på en eller anden måde besvimet og vågnet op på hospitalet med hjernerystelse, fordi jeg havde banket mit hoved hårdt ned i jorden. Så de forlod mig ikke bare mere uden at sige hvor de skulle hen.

   Endnu engang kaldte jeg på dem "Mor!... Far!... Er i her?" nu råbte jeg højt, men for tredje gang fik jeg ikke et svar. Jeg gik hurtigt og sjusket det store hus igennem på første etage, ved at åbne dørene, ind til værelserne, hurtigt og lukke den igen da jeg hverken kunne se eller høre nogle. Sådan gjorde jeg på første etage inklusiv min eget værelse, selvom jeg næsten lige havde forladt det, for at se hvad der skete, nedenunder. Jeg havde ikke en idé om, hvad der skete, men én ting var sikkert, der var noget der var helt forkert!

Jeg håbede, at Savier og Demitri snart kom hjem, så kunne jeg føle mig mere tryk. Men selvfølgelig kunne mine forældre været gået en lille tur, uden jeg vidste det, selvom jeg havde svært ved at forstille mig det.

   Jeg fortsatte min søgning nede i kælderen. Mens jeg åbnede de to, tykke døre der førte ned til kælderen, tænkte jeg for mig selv: "Det kan være, at de bare ikke har hørt mig, hvis de altså er hernede?" Jeg fortsætter ned af den lange og mørke trappe. Jeg mærker hvordan min krop langsomt skifter temperatur fra varme til en kulde der sniger sig helt ind i mine knogler, mine tænde begynder at klapre og jeg slog mine arme omkring mig, for måske, at få varmen, men uden held. Da jeg nåede ned for enden af trappen, tændte jeg lyset via en stikkontakt der sad på vægen til min højre side. Den store lampen i loftet sprede et kraftigt hvidligt lys ud i rummet. Jeg kiggede mig rundt omkring da mine øjne havde vendt sig til det skarpe lys. Men der var ingen, og selvom jeg mærkede en tilstedeværelse gik jeg tilbage, op til stuen, og der mødte jeg muren, den tykke og hårde muren af frygt, vrede og sorg. Jeg kastede mig ned på mine knæ og ladte på gulvet ved siden af mine døde forældre. De var bunde på hænder og fødder, deres pulsårer på halsen var skaret over og de lå badene i blod. Deres tøj var fuldstændig gennemblødt og mørkerødt. Jeg lagde en hånd på min mor og overgav mig selv til sorgen, jeg begynde at græde og nu fik alle de mange følelser lov til at løbe gennem mig som små stød: Jeg var ked af det, utrolig ked af det, ulykkelig, vred, rasende, bange, bange for mine forældre, døde forældre. Uden at reagere for jeg op i sofaen og begynde at græde og skrige af frygt, jeg mistede fuldstendig kontrollen over mine følelser. Jeg begynde at hyperventilere og jeg mærkede hvordan jeg blev svimmel.

Jeg var alene, alene med mine døde forældre. Hvem kunne dog finde på dette, hvad havde de gjort nogle. Intet! De var gode mennesker. Jeg sad på den sorte sofa, og prøvede, at få min vejrtrækning til at blive mere regelmæssig, jeg kiggede ud af vindue lige over mine forældre. Regnen faldt hurtig og kraftigt, men var ved at fortage sig, der var mørk udenfor og kun månens lys spædte et lysene skær over haven udenfor, men også over mine forældre og først der lagde jeg mærke til noget der fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen, på mig. Jeg rynkede mine øjenbryn sammen i et spørgende ansigtsudtryk. Langsomt og uden at falde, kom jeg på benene igen og kiggede ned på blodet der lå som en sø omkring mine forældre.

"Et håndaftryk?" hvisker jeg stille til mig selv.

   I det samme hørte jeg en stemme råbe: "Vi er hjemme nu!" det er Savier, min ældste bror. Han kom gående ind i stuen, med Demitri lige i hælene. Han får øje på vores forældre og sætter i løb, da han næsten er nået over til dem smider han sig ned på sine knæ og glider rasten af vejen over til dem. Han lægger hånden på far og begynder at græde og snøfte lavmælt. Kun få sekunder efter er Demitri ved hans side, med tåre i øjnene. Jeg står bare der, helt stiv af skræk, men på en eller anden måde var det lykkedes mig, at bevæge mig, med langsomme skridt over mod, mine brødre og vores kolde forældre. De retter begge hurtigt deres blikke over på mig, de så helt forskrækket ud, næsten som om det ikke havde set, at jeg var der, lige der, til stede i dette forfærdelige øjeblik.

"Colinus?... Hvad er der sket her?" han lød meget overrasket, måske fordi han troede at jeg var på mit værelse og hørte musik. -Det var en slags rutine for mig, at sidde på mit værelse om aftnen og høre musik, men ikke lige den dag- men det var som om, at jeg overhovedet ikke hørte hvad han sagde, min fokus var rattet på det håndaftryk i blodet. Jeg satte mig på huk ved siden af mine brødre, som fulgte mig med deres skarpe og varme blikke. Det var på en eller anden måde, som om jeg ikke havde kontrollen over mine bevægelser, som om, at min hjerne styrede mine bevægelser, uden jég kunne gøre noget andet end bare at følge med. Mine tanker førte forsigtigt min højre hånd ned til håndaftrykket, der var som malet i blodet. Min hånd rørte ved håndaftrykket, og med ét forsvandt den virkelige verden og forvandlede sig til, en slags korte filmbilleder: Et symbol, en skov, underlige væsner, mennesker, et andet symbol og til sidst var billederne bare ene symboler, symbol efter symbol.

 

***

 

 

Jeg var tilbage, tilbage til virkeligheden. Jeg var svimmel, jeg havde kvalme og værst af alt havde jeg den værste hovedpine, migræne. Som om at nogle havde putter millioner af skarpe barberknive ned i mit hoved og begynde at ryste det. Jeg havde lyst til at kaste op.

"Colinus?... Hvad er der galt?... Hvad sker der!?" Saviers stemme var som store og larmende kirkeklokker i mit hoved, så jeg slog hurtigt hænderne for ørene, for at sænke hans stemme. men det skulle jeg aldrig havde gjort, nu blev kvalmen værre, så jeg løb ud af stuen og ud i haven, hvor regnen var stoppet, for at falde på knæ i græsset. Jeg lagde en hånd på min mave og greb mit lange, mørkeblonde hår og kaste op. Jeg blev chokeret da jeg så det var blod der lå på græsset. "Blod? Hva'? Hvorfor?" Jeg tog mig til hovedet og skar ansigt. Mine brødre kom løbenes ud til mig i den mørke have, som kun var oplyst af den skarpe månes lysskær. Savier satte sig på huk ved min højre side og Demitri på den anden side. "Er du okay?," spurte Savier, jeg kiggede hurtigt over på ham, men for hurtigt og hans stemme var stadig meget høj, så jeg bukkede mig hurtigt forover igen, med en hånd på maven og den anden i håret, og kastede igen op. "Wow!... Colinus," hans stemme var meget overrasket men også omsorgsfuld på samme tid. Demitri lagde en hånd på min ryk og kiggede spørgende og chokeret på Savier. Jeg tørrede blodet af min mund, med min arm og kiggede irriteret på Savier og sagde: "Vil du ikke tale lavere, din stemmer er alt for høj," med en langsom bevægelse lagde jeg en hånd på min pande og maserede mine bihuler for at stoppe den voldsomme smerte, som stadig var tilstede, men det lod ikke til at hjælpe. Jeg sukkede og jamrede mig voldsomt, jeg fik sure opstød igen. "Hey, rolig Colinus... Tag en dyp indånding, mærk vinden i dine lunger." han kiggede på mig med omsorgsfulde-rynket bryn. Jeg prøvede at gør hvad han sagde, jeg tog en lang og dyp indånding, mærkede hvordan det kølige luft cirkulerede i mine lunger og fik min migræne til at sænke sig. Jeg nikkede hurtig til Demitri, for at fortælle ham, at jeg havde fået det lidt bedre.

Tavshede brede sig mellem os og jeg lagde mærke til, at der var fuldstændig tomt i natteluften. Ikke en eneste lyd svævede i luften og jeg nød det et kort øjeblik, til at Savier afbrød tavsheden med et lavmælt spørgsmål: "Vil du op på dit værelse, for at sove?" jeg svare ved at ryste kort og langsomt på hovedet "Jeg vil ikke ind i det hus igen." mig blik var svagt og jeg følte mig meget træt.

"Vi kan leje en overnatning på et motel, måske," forslog Demitri til Savier og jeg nikkede kort, det lød som en god ide. Og sammen kørte vi til et motel langt væk, i Saviers bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...