Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
33653Visninger
AA

3. Prolog

 

 

 


"SO I'M MOVING ON, LETTING GO,

HOLDING ON TO TOMORROW"

 

 

New York. Byen der aldrig sover, byen hvor drømme bliver til virkelig, byen over alle byer, og byen jeg nu boede i.

Jeg havde netop stukket mit nøglekort ned i døren ind til værelset, som jeg var blevet tildelt på kontoret, og kiggede mig en anelse fortvivlet omkring, da jeg ikke vidste, om den ville gå op af sig selv, eller om jeg skulle skubbe til overfladen.

Pengene, som Louis havde lånt mig kort forinden min afrejse var blevet brugt på at få en plads på Manhattans førende college. Her skulle jeg nu starte som studerende indenfor forretning og sundhed. Jeg var ikke helt klar over, hvordan campus livet og selve tilværelsen på et kollegium var, men jeg boede klods op og ned af hovedbygningen, og mange af skolens mere rutinerede elever boede i samme fløj som mig. Jeg håbede, at jeg kunne udnytte det til min fordel, og derved også få hjælp til lektielæsningen engang imellem. Som den eneste brite i denne afdeling, følte jeg mig en smule malplaceret.

Jeg skubbede blidt til overfladen, for derefter at blive mødt af en meget overrasket pige, der var på vej ud den anden vej igennem.

”Åh gud, jeg havde slet ikke set dig!” hun tog sig en anelse chokkeret til hovedet, før et smil banede sig vej frem til hendes læber. Hun var lyshåret, høj, og alt at dømme fra hendes meget åbne kropsholdning, så var hun ikke farlig. Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg skulle reagere, og hvad jeg skulle sige, hvad lavede hun overhovedet på mit værelse alligevel.

”Du må være den nye britiske elev, ikke?” hun førte en lok af sit lange, slangekrøllede hår om bag øret, før hun slængede sig en anelse op ad dørkarmen, og holdte døren på plads med foden. Hun virkede utrolig afslappet. Var det allerede blevet rygtet så hurtigt, at der startede en engelsk elev? Hold da op, sladderen gik nemt omkring på sådan et sted.

”Jo,” jeg rømmede mig en anelse kejtet, før jeg elegant flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Af en eller anden grund, så var jeg utrolig anspændt og nervøs. Normalt var jeg ikke bleg for at møde nye mennesker, men her følte jeg mig virkelig på udebane.

”Jamen så er du min nye værelseskammerat, Diana Violetta, hyggeligt at møde dig,” hun rakte en hånd frem imod mig, som jeg en anelse tøvende tog imod. Værelseskammerat? Hvorfor havde jeg ikke hørt om det før nu?

”Christina Tomlinson,” jeg hadede at sige mit navn. Jeg hadede det, fordi folk altid på den ene eller anden måde kom ind på min bror, og hvor fedt det måtte være for mig at have en bror, der var berømt. Tanken om Louis gjorde ondt indeni. Selvom det kun var lidt under en uge siden, jeg rejste hjemmefra, så hadede jeg den måde, jeg forlod ham på. Han fortjente ikke så brat en afsked, specielt når han ikke engang vidste, hvor jeg befandt mig.

”Cool,” var det eneste respons, jeg fik, før hun flyttede sig en smule i åbningen, og gjorde tegn til, at jeg skulle træde ind. Den ene side af værelset var tapet til med billeder, plakater og lyskæder, hvilket jeg gik ud fra var hendes eget personlige præg. Vi havde jo hver en side, så jeg måtte vel i realiteten gøre ved min del, som jeg ville?

”Så, du smækker bare et eller andet op på væggene. Undskyld hvis du synes, at det roder lidt, med så meget pynt, men det er en lille reminder om mine venner, familie og sådan. Dem jeg ikke ser så tit,” hun smilede, men det nåede ikke rigtigt hendes øjne. Savnede folket derhjemme – så måtte hun næsten komme andetstedsfra. Hvis hun boede her i New York, så var hun i hvert fald godt åndssvag.

”Jeg kommer fra Frankrig oprindeligt. Jeg går her på andet år,” det forklarede en del. Så kom vi omtrent lige langt væk fra. Franskmand, det havde jeg alligevel aldrig gættet. Hendes amerikanske accent var virkelig fænomenal.

”Du taler godt amerikansk, af en franskmand at være,” fortalte jeg hende oprigtigt, som jeg placerede min kuffert på sengen, og satte mig ned på kanten. Jeg håbede på, at hun kunne give mig nogle små fifs til hvad der var go og no go på campus. Jeg havde jo ingen idé om, hvad man måtte, og hvad der bestemt ikke var lovligt.

”Tak, jeg har også øvet mig længe,” hun grinede hjerteligt, hvilket faktisk gjorde mig glad indeni. Hun havde en utrolig dejlig latter. Sådan en, der vakte kærlige minder, hver eneste gang man hørte den.

”Så… Kan du give mig noget vejledning? Altså, jeg har ingen idé om, hvad der sker rundtomkring her,” det var faktisk utrolig flovt at spørge om. Jeg følte mig som en fortabt første års elev, der blev nødt til at gå til de ældre elever for at blive guidet. Men så på den anden side; jeg var jo også blot en fortabt første års elev – en elev på sin første dag.

”Jo selvfølgelig! Altså, om lidt så vil formanden for velkomstkomitéen komme forbi og hente dig ud på en rundvisning. Han er tredje års elev, men virkelig en sød og åben fyr. Efter jeres rundtur vil han fortælle dig lidt om festerne her i Z fløjen. Det er sådan, at hver fløj holder sine egne fester, for siden vi er nitten tusinde elever på skolen, så er skolefester generelt ikke noget vi gør i. Du skal for resten også forberede dig på, at du skal følges med ham til festen. Det skal alle nye elever mere eller mindre, for han vil hjælpe dig med at blive præsenteret for de andre, så dit netværk bliver bredere,” hun smilede kærligt, men jeg havde svært ved at gengælde det.

Jeg måtte ærligt erkende, at det skræmte mig, at jeg skulle møde denne formand for velkomstkomitéen, når nu han var så central en del af min start på skolen. Det lød jo nærmest som om, at jeg skulle gå klods op og ned af ham hele dagen. Hvor surt.

Et højlydt bank på døren, rev mig ud af mit tankespind. Det måtte være ham. Ham der fyren, som var forpligtiget til at hænge ud med mig og vise mig rundt på campus. Hvem gad dog påtage sig sådan et job? Det måtte da være utrolig kedeligt.

”Du må hellere selv åbne,” sagde hun med et smil, da hun lagde sig ned på sin seng, og smækkede skærmen til sin computer op. Okay, jeg skulle bare se på det her, som noget der skulle overstås. Jo før det var ovre, jo før kunne jeg komme tilbage på værelset.

Jeg tog fat i håndtaget. Hvorfor var der ikke det på ydersiden? Det var egentlig underligt, at der kun var håndtag på indersiden – var det fordi, at man skulle bruge nøglekortet? Nå lige meget. Jeg rev døren ind, for at blive mødt af et smilende ansigt på den anden side.

Waow. Virkelig waow, det var det eneste, som jeg kunne sige. Han var virkelig pæn, som i utrolig lækker og indbydende. Han måtte være et år eller to ældre end mig, på alder med Louis muligvis – men nøj, han var… Waow.

”Hej, du må være Christina, ikke?” sagde han, efter at have kigget ned i en blok, som han holdt i den ene hånd. Det eneste jeg formåede at gøre, var at nikke. Jeg troede ikke det var rigtigt, at man kunne føle sig så draget af en persons ydre. Som Bella blev draget af Edward i Twilight. Han var godt nok smuk. Næsten lige så smuk som Niall. Åh Niall – mit smil fadede ud, da jeg kom i tanken om ham. Ham min forelskelse, som ikke længere var en del af mit liv. Ham der forlod mig, og endnu ikke havde kontaktet mig.

”Jeg hedder Taylor,” sagde han smilende, som han rev mig tilbage til virkeligheden. Han holdt hånden frem imod mig, og jeg trykkede den en anelse mere selvsikkert end først antaget. Nej Christina, sagde jeg til mig selv, da jeg fik smilet frem på læberne igen. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville tænke på Niall mere – og nu, nu ville jeg for alvor komme videre. 

 

 

 

Her er så prologen mine kære læsere!

Nå, lad mig så vide; ham Taylor der, hvad er han for en fisk? 

Hvem ville ikke gerne møde så lækker et syn, når man åbnede døren? Jeg ville i hvert fald gerne.

Hvad tror I, at der sker i kapitlet? 

 

TUSINDE TAK FOR ALLE FAVORIT-LISTERNE! 

-R.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...