Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
34874Visninger
AA

12. Kapitel 9 - Cry Me A River


 

"I KNOW THAT THEY SAY

THAT SOME THINGS ARE BETTER LEFT UNSAID," 

 

Jeg havde nær fået et hjertetilfælde, da jeg hørte min ringetone brage igennem lokalet med en så høj og skinger klang, at jeg næsten fik ondt i ørene. Klokken var ikke engang halv otte om morgenen, og hvem end der ringede havde afbrudt en meget tiltrængt skønhedssøvn. Hvordan kunne nogen tillade sig at ringe så tidligt?

Med stadigt lukkede øjne fik jeg fat om telefonen fra bordet ved siden af sengen, hvorefter jeg vanligt kørte fingeren fra den ene side til den anden, før jeg førte den op til øret. Hvis dette var Diana, der stod udenfor døren og havde glemt sit nøglekort, så nægtede jeg simpelthen at lukke hende ind. Det var takken for, at hun ødelagde min nattesøvn.

”Mhhhh?” mumlede jeg udmattet, i det jeg trak dynen helt op til hovedet for at dulme det forfærdelige sollys en smule. Selvom jeg altid havde været fascineret af udsigten fra denne etage, så hadede jeg det faktum, at solens stråler stod vandret ind i lokalet på dette tidspunkt. Det var umuligt at falde i søvn igen.

”Ch-Christina?” jeg slog øjeblikkeligt øjnene op, da jeg hørte den triste og slukørede stemme tale fra den anden ende af røret. Jeg satte mig op i sengen med et hurtigt ryk, samtidig med at min hjertebanken blev hurtigere og hurtigere. Det var Louis.

”Ja?” jeg behøvede ikke at bruge mange sekunder til at finde ud af, hvad der var grunden til, at min bror snøftede ind i røret – for det kunne kun være af en enkelt grund. Han vidste besked. Selvfølelig vidste han besked.

”K-kan du komme over? Jeg har brug for at tale,” endnu et snøft lød skrattende i telefonens dårlige højtalere, og jeg kunne mærke, hvordan det stak og prikkede til mit hjerte. Jeg havde kun en sjælden gang oplevet min bror græde, og det var et af de mest forfærdelige øjeblikke i hele mit liv.

”Selvfølgelig, jeg kommer om lidt. SMS mig adressen,” det tog mig ikke mange sekunder at smække røret på, hvorefter dynen blev sparket til siden, og jeg næsten unaturligt sprang ud af sengen.

Selvom jeg allerede nu kunne mærke savnet til Eleanor vokse sig større og større, så betød det ingenting for mig i dette øjeblik. Jeg havde noget meget vigtigere og mere betydningsfuldt at tænke på – min brors hjerte, og hvordan jeg skulle samle det igen.

I en hurtig bevægelse hev jeg en af mine sorte kjoler ned fra bøjlestativet og trak den over hovedet. Noget af det mest behaglige ved sommer var, at man kunne sove i undertøj, så det tog aldrig mange sekunder at klæde sig på om morgenen. I en nødsituation som denne var det fuldkommen fantastisk ting.

Det tog mig ikke særlig længe at trække en børste igennem håret, putte et lag mascara på, fik iført mig både halskæde og et par øreringe, hev min cowboyjakke, taske og sko op fra skrivebordsstolen og fik bakset det på, i mit ræs ud af døren. Jeg skulle nå hen til Louis, nu. (Link i kommentar)

 

 

Jeg kom hen til hotellet på rekordtid. Jeg kom ind i elevatoren på rekordtid. Og da jeg endeligt kunne åbne døren ind til hans hotelværelse, blev jeg overmandet af følelser og tårer. Han sad i sofaen med blikket fæstnet på den tomme væg. Det var ikke svært at se, at han havde grædt, og det var for mig nok til at blive fuldkommen følelsesladet. Det fik bægeret til at flyve over.

”Louis?” jeg trådte indenfor med nervøse skridt, før jeg lod døren smække i bag mig. Der var fuldkommen stille i værelset. Så stille, at man næsten kunne høre ham, da han drejede hovedet i min retning.

”Harry h… Har været sammen med Eleanor…..” hans blik var så fjernt og så sørgmodigt, at jeg skulle knibe mig i armen for ikke at græde. Jeg kunne ikke beskrive hvilke følelser, det vagte i mig at se ham i denne tilstand, men det gjorde ondt.

”Louis….” jeg småløb næsten hen over gulvet, hvorefter jeg kastede mig om halsen på ham. Det tog ham ikke særlig længe at begrave hovedet i mundingen imellem min hals og min skulder, hvor han lod alle sine tårer falde i dybe og hjerteskærende hulk. Selvom det var svært at holde modet oppe, når min bror nu var så ulykkelig, så blev jeg nødt til at tage mig sammen. Han havde brug for mig nu, så jeg måtte bide alle tårerne i mig.

”Jeg …. Jeg er så u-ulykkelig…. J-jeg vil aldrig s-se hende igen!” det kom faktisk en smule bag på mig, at han lagde ud med en så hård udmelding om Eleanor. Jeg vidste godt, at han hadede hende for det, men eftersom det var Harry der havde fortalt ham det, så burde han vel også blive sur på ham? Jeg havde svært ved at se det. Men så igen, hvor skulle jeg også vide det fra.

”Det kommer du heller ikke til, det lover jeg,” hviskede jeg beroligende, i det jeg strammede mit greb endnu tættere omkring ham. Det burde vel føltes underligt som lillesøster at føle sig som den voksne og erfarne, men eftersom min bror trods alt var Louis, så var det egentlig ikke så mærkeligt. Jeg havde været vant til at stå til at tage mig af ham, og jeg gjorde det gerne.

 ”Ha-han er m-min b-bedste ven… Hvordan k-kunne hun?” han trak sig væk fra mig, kun for at klappe på sofaen ved siden af sig, så jeg kunne få en ordentlig siddeplads. Det betød meget, for den stilling jeg førhen sad/stod i var ikke særlig bekvem.

”Jeg ved det ikke Louis… Jeg ved det virkelig ikke,” jeg tørrede en af tårerne af hans kind med min pegefinger, før jeg sendte ham et meget kærligt og roligt smil. Han havde behov for at blive bekræftet i, at der stadig var kærlighed til stede i verden, og det blev jeg nødt til at hjælpe ham med. Derfor kunne jeg ikke tillade mig at gøre andet end at smile. Selvom det et eller andet sted aldrig kunne blive et ægte et af slagsen.

Han tørrede sin næse af i ærmet på sin grå hættetrøje, hvorefter han tog en meget dyb og tiltrængt indånding. Han havde fået kontrol over sig selv igen, og han var dermed også stoppet med at græde. Heldigvis.

”Jeg havde den største lyst til at hade ham, Chris,” fortalte han mig med et suk, som han lænede sig tilbage i sofaen og smækkede sine fødder op på bordet. Hans blik var så håbløst og glædesløst, at jeg næsten kunne mærke, hvordan det drænede mig for energi. Det gjorde mig oprevet at se ham i sådan et stadie som dette.

”Men…. Det blik der var i hans øjne gjorde mig så … Trist? Jeg fik ondt af ham, og det føltes som om, at jeg godt kunne forstå ham… Jeg kan ikke forklare det,” han rettede sin opmærksomhed imod mig, da antydningen af et smil tog form på hans læber. Det var det første smil, jeg havde set, siden jeg ankom til værelset. Men det var et smukt et.

”Jeg er sikker på, at han også har været utrolig ked af det over det Lou… Og hvad end grundlaget var, så betød du nok for ham til, at han mandede sig op og fortalte dig det. Noget som Eleanor aldrig ville gøre,” selvom det var en grufuld sandhed. Selvom jeg ville ønske, at det var anderledes, så var det sandheden, og han fortjente den.

”Det ved jeg… Og når alt kommer til alt elsker jeg Harry nok til, at jeg kan tilgive ham for det. Noget, som jeg tilsyneladende ikke kan gøre med Eleanor,” han fnes en anelse opgivende, før han kørte hånden igennem sit rodede hår. Han lignede en hængt kat i øjeblikket, men hvem kunne bebrejde ham for det? Han havde en god grund til det.

”Der findes mange piger derude Lou… Men der findes kun en Harry,” jeg sendte ham et opkvikkende smil, som fik ham til at grine oprigtigt. Det var så sandt, som det var sagt. Harry var en ganske original og fantastisk kammerat, som Louis i virkeligheden ikke kunne leve uden. Det var der ingen tvivl om. Han skulle nok kunne forelske sig igen. Håbede jeg.

”Du har ret som altid Chris… Men du husker vel nok, at det også gælder den anden vej rundt ikke?” jeg løftede øjenbrynet. Den anden vej rundt? Hvad mente han med det?

”Der findes mange fyre derude, Taylor deriblandt, men der findes kun en Niall,” årgh, hvorfor skulle han også have ret? Hvorfor skulle han også kunne bruge denne imod mig? Godt nok vidste han ikke særlig meget om Taylor, men jeg havde formået at snige hans navn ind i vores samtale i går aftes. Det var underligt. Jeg havde faktisk slet ikke tænkt på Taylor de sidste fireogtyve timer. Skyldtes det Niall? Jeg kunne ikke finde ud af det.

”Du er en nar…” jeg tjattede til hans skulder, hvilket blot fik ham til at grine. Det føltes som om, at han var ved at få sit gamle jeg tilbage igen, hvilket var en ting, som jeg var utrolig glad og beæret over. Jeg havde savnet ham. Selvom der ikke var gået særlig lang tid.

”Ja, men jeg har også ret, har jeg ikke?” han løftede prøvende et øjenbryn, før han hev fat i mig, og trak mig ind til sig. Det føltes så beroligende at kunne hvile mit hoved mod hans skulder, og blot lytte til hans hjerte slå. Det var længe siden, at vi sidst kunne have et bror-søster-øjeblik som dette. Jeg havde længdes efter det i flere måneder.

”Det har du vel… Jeg mener, jeg er stadig sur på ham et eller andet sted…” jeg blev faktisk en smule overrasket, da Louis kluklo en smule. Hvad var så sjovt, at han ikke kunne bevare den seriøse tone i et så seriøst øjeblik som dette? Jeg havde jo ikke just sagt noget morsomt.

”Er du sur på ham? Så vidt jeg ved, var det dig, der rejste væk. Var det ikke?” havde han heller ikke hørt noget til brevene? Havde Niall eller Harry for den sags skyld ikke fortalt ham noget om det? Det kom faktisk en smule bag på mig. Var dette en form for hemmelighed, som ingen andre kendte noget til? Jeg forstod det ikke.

”Jo men… Bare glem det,” jeg sukkede nyttesløst. Det hjalp ikke noget, at jeg gav mig til at forklare ham en situation, som jeg selv ikke vidste noget om længere. Jeg var ikke klar over, hvordan jeg havde det, og om Niall nogensinde modtog mine breve. Det gik jeg ikke ud fra, at Louis kunne svare mig på alligevel.

”Det hele skal nok gå Chris. For os begge to, det er jeg sikker på,” han sendte mig et udmattet smil, før der lød et bank på hoveddøren. Alt at dømme fra Louis ansigtsudtryk, så det ikke ud som om at han havde lyst til at få besøg, men jeg måtte hellere tjekke op på situationen alligevel. Jeg rejste mig op.

Jeg tog hurtigt fat i døren og hev den op i en hurtig bevægelse, kun for at blive mødt af en ganske smuk og smilende dreng på den anden side. En dreng, hvis kærlige smil sendte en bølge af ro og overraskelse igennem mig – også selvom, at den ikke burde. Niall.

”Hej…” prøvede jeg mig en anelse usikkert, i det jeg kløede mig på armen, og tog fat i min taske på gulvet, hvor jeg havde smidt den.

”Jeg var alligevel ved at gå…” jeg sendte Louis et luftkys, før jeg fik mast mig forbi Niall i dørkarmen uden så meget som at værdige ham endnu et blik. Jeg kunne ikke.

”Christina?” måden hvorpå han sagde mit navn, fik mig til at kigge op ganske let. Hans blik var forvirret – ligesom mit eget. Der var ingen af os, der kendte hoved eller hale i denne situation længere.

”Kan vi i det mindste ikke tale om det her?” prøvede han sig en anelse tilbageholdent, og selvom jeg virkelig gerne ville sige nej, så kunne jeg ikke. For selvfølgelig ville jeg gerne tale om det. Jeg ville gerne opklare dette lige så meget, som han ville.

”Jeg kommer forbi dit værelse i morgen aften… Få mit nummer af Louis og SMS mig værelsesnummeret,” jeg sendte ham et meget forsigtigt smil, før jeg drejede rundt på hælen og fortsatte ned af gangen. Overraskende lykkelig indeni, uden nogen særlig grund. Eller, var der en grund? Jeg vidste det ikke.

 

 

Et længe ventet kapitel til jer, som undskyld for, at der går så længe imellem!

Jeg startede i skole i går, og der har været så mange ting at se til (desværre)

Anyways, så håber jeg, at I alle har haft en vidunderlig jul og et godt nytår!

Fortæl mig: Hvad tror I, at der sker, når Niall og Christina nu skal tale sammen?

 

-Rikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...