Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
35069Visninger
AA

11. Kapitel 8 - Runaway Love

 

"YOU SEE MY BABY OVER HERE, HIT THE ROAD

WHERE SHE'S GOING THAT'S WHAT NOBODY KNOWS," 

 

Jeg trippede frem og tilbage over gulvet i mit værelse, imens jeg ventede på, at personen jeg for kort tid siden havde ringet til ville dukke op. Der var gået snart tyve minutter siden, at jeg havde smidt røret på, så der måtte meget gerne snart ske noget. Klokken var ved at være mange, og hvis Diana trods alt alligevel havde besluttet sig for, at hun ville sove hjemme i nat, så var der ikke særlig meget tid at tage af.

Hallo?” lyden af en stemme fra den anden side af døren fik mig ud af min trance, og jeg stoppede øjeblikkeligt min march frem og tilbage. Endelig, det havde godt nok også taget personen lang tid. Så lang vej var der da heller ikke fra hotellet og herhen? Var der ikke kun små to kilometer?

Jeg vadede de få skridt over imod døren, da jeg pludselig kom i tanke om det faktum, at den kun kunne åbnes udefra med nøglekort. Jeg ville meget snart bede viceværten om at sætte et håndtag på ydresiden, for når man kom fuld hjem fra byen, så var det ikke særlig praktisk at skulle fumle med det pokkers til kort. Det var gået galt et par gange efterhånden.

 I en let og elegant bevægelse fik jeg revet døren op til synet af en smuk, høj brunette på den anden side. Selvom jeg burde være fyldt med had efter alle de informationer, som Harry lige havde givet mig, men det var der slet ikke tid og mulighed for. Hvor meget jeg end hadede Eleanor, for det hun havde gjort, så var hun stadig min veninde. Min veninde, ja – men ikke min svigerinde. Det kunne hun ikke være, efter det hun havde gjort.

”Hej El,” jeg sendte hende et meget mat smil, før jeg flyttede mig fra døråbningen, så hun havde mulighed for at komme ind. Jeg havde ikke været specifik i telefonen, da jeg bad hende komme over. Jeg havde kun fortalt hende, at det var en nødsituation, og at jeg ville råde hende til at komme over så hurtigt som muligt. Hun havde ingen tid at spilde.

”Hvad er der los? Jeg må indrømme, at jeg virkelig er ude af den,” hun trådte hurtigt ind over dørtærsklen, og jeg lukkede døren meget forsigtigt efter hende. Begge værelser på hver side af mig var beboet af fløjens største nørder, så den mindste smule larm på denne tid af døgnet ville få dem til at gå helt til hundene. Jeg ville ikke gøre mig uvenner med nogen.

”Altså, jeg har lige talt med Harry,” det lød ikke til, at jeg behøvede at sige meget mere, før hun opfattede hintet. Hun slog forfærdet op for munden, som hun satte sig ned på kanten af min seng og kiggede forfærdet op på mig. Det var ikke svært at skue, at hun fortrød deres samleje lige så meget, som Harry gjorde, men uanset hvor meget de fortrød det, så var det ikke noget, som de kunne tage tilbage igen. Desværre.

”Åh nej, han har fortalt dig det, har han ikke?” nej, det var derfor, at jeg bad dig komme herover så hurtigt. Hvad regnede du med? Selvfølgelig havde Harry fortalt mig det, for han var lige så meget ude af den, som hun var. De kom aldrig videre, hvis de ikke talte med nogen om det, og Harry havde valgt at gå til mig til det. Noget jeg for resten satte stor pris på.

”Jo Eleanor det har han, og selvom jeg virkelig burde give dig et kæmpe spark i røven, så gør jeg det ikke,” jeg satte mig ned på kanten af Dianas seng, der stod lige overfor min. Jeg havde behov for, at jeg kunne kigge Eleanor direkte ind i øjnene, når vi skulle tale om det her, for selvom jeg virkelig gerne ville være en god søster overfor Louis, så ville jeg også være en god veninde overfor Eleanor. Selvom hun var en idiot lige nu.

”Jeg fortjener det ellers,” sagde hun med et forsigtigt grin. Et grin, der sikkert skulle dække over det lille knæk, som hendes stemme lavede, men som jeg stadig nemt kunne høre. Hvis hun begyndte at græde nu, så var jeg ikke sikker på, hvordan jeg skulle håndtere situationen. Jeg var ikke god til det, når folk begyndte at græde overfor mig, for det gjorde altid situationen langt mere akavet, end den burde være.

”Ja, det gør du, men lige nu vil jeg hellere fokusere på, hvordan vi løser dette,” jeg foldede mine hænder omhyggeligt sammen i mit skød, før jeg kiggede meget nærgående på hendes forpinte ansigt. Hun så meget overrasket ud. Overrasket, fordi jeg havde i sinde at hjælpe hende på trods af det faktum, at hun havde været min bror utro. Hvilket selvfølgelig ikke var i orden.

”Men… Der er ikke så meget at gøre. Louis vil aldrig tilgive mig, hvis han fandt ud af, hvad jeg har gjort,” det var et sandt faktum. Louis havde altid været strengt imod utroskab, og hvis hans egen kæreste havde forrådt ham med ikke blot en fremmed men hans bedste ven, så var der ikke meget tilgivelse at hente.

”Det er rigtigt. Derfor bliver du nødt til at stikke halen mellem benene i en hvis fart og få din røv tilbage til London,” jeg kunne slet ikke begribe, at jeg direkte opfordrede hende til at forlade Louis og skride fra alt, hvad hun havde kær. På den anden side så havde hun ikke ret mange andre muligheder. Harry var sikkert på vej over til Louis nu for at fortælle ham, hvad der var sket imellem dem. Ingen tvivl.

”Stikke af? Det kan jeg da ikke,” hun tørrede febrilsk en tåre af, som netop i dette øjeblik trillede ned af hendes venstre kind. Jeg hadede at se hende sådan her, men jeg havde samtidig også svært ved at få medlidenhed med hende. Hun var selv udenom det rod, som hun stod i. Det var ene og alene hendes egen skyld, og det vidste hun også godt.

”Det er lidt din eneste mulighed Eleanor, for jeg har netop sendt Harry tilbage til hotellet med en opfordring om at tale med Louis så snart som muligt,” jeg kunne se, hvordan hendes ansigt stivnede, da ordene forlod mine læber. Det kom ikke bag på mig, at hun blev så chokkeret over min kommentar, for hun havde med garanti regnet med, at jeg ville bede Harry undgå at sige noget, for at spare Louis for den smerte, han ville føle i det øjeblik.

”Hvorfor gjorde du det?” hendes stemme lød anklagende, da hendes hånd atter fandt vejen op til hendes mund, og hun forfærdet lod et lille gisp passere. Hvorfor lød hun så anklagende? Hvis der var nogen her, der havde ret til at lyde anklagende, så var det vidst mig.

”Fordi min bror ikke skal gå rundt i troen om, at alting er i den skønneste orden, når hans kæreste og bedste ven har været sammen bag hans ryg. Jeg er ked af det, men jeg tolererer ikke utroskab, og det gør Louis for den sags skyld heller ikke,” jeg var godt klar over, at jeg lød som verdens største kælling lige nu, men fortjente de ikke alle sammen at komme ud af denne krise? De løste den jo ikke ligefrem ved at undgå emnet hele livet.

”Jamen… Jamen, hvor skal jeg stikke af hen? Jeg kan jo ikke bare tage tilbage uden at sige farvel,” hun lød forvirret og fortvivlet, i det hun slog blikket ned på sine smukke designersko, der med garanti havde kostet så meget, at jeg ikke engang ville kunne tåle at høre prisen. Siden jeg flyttede til USA var min økonomi minimal, og jeg havde ikke nænnet at spørge Louis om flere penge. Det var ikke fair. Desuden, så tjente jeg forholdsvis meget på restauranten.

”Du bliver nødt til det Eleanor. Hvis han og Harry har samtalen nu, så er du nødt til at stå ansigt til ansigt med Louis så gal og tosset, som han med garanti er, og det gør langt mere ondt, end det vil gøre blot at gå sin vej,” jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde ret i det, som jeg sagde. Louis kunne være meget ubehagelig, når han var sur, og jeg var ikke sikker på, at det var noget, som Eleanor ville have brug for i dette øjeblik.

”Jeg…. Det…. Du har nok ret,” jeg kunne nemt skimte smerten i hendes øjne. Fortrydelsen. Pinen. Hvor meget hun fortrød sine handlinger – det var bare som om, at jeg havde svært ved at have medlidenhed med hende. Hun var stadig en veninde, jeg havde meget kær, men jeg ville aldrig kunne kigge på hende som min svigerinde længere. Det havde hun ødelagt den dag, hvor hun knuste min brors hjerte – også selvom, at han ikke vidste det endnu.

”Det ved jeg, at jeg har,” jeg foldede omhyggeligt armene over mit bryst, før jeg rejste mig op og gik over til min kommode på den modsatte væg. Jeg havde alle dage haft en lille nødsparegris med nogle af de penge, som jeg havde tjent på restauranten. Det var ikke meget, men det burde dække en flybillet til London.

”Se at komme afsted til London så hurtigt du kan,” sagde jeg til hende, da jeg rakte hende de resterende penge, som jeg havde. Jeg havde ikke lyst til at høre hende sige, at hun ikke kunne tage imod dem, og til min store overraskelse gjorde hun det heller ikke. Hun tog imod pengene uden så meget som at fortrække en mine, før hun rejste sig op fra sin plads på sengen og hev mig ind i et hurtigt klem.

”Tak Christina, jeg …. Jeg står dig i evig gæld,” hun snøftede en enkelt gang, inden hun trak sig væk fra mig igen, og jeg førte en lok af hendes hår om bag hendes øre. Eleanor Calder ville altid have en plads i mit hjerte, som ingen anden veninde ville kunne erobre. Hun var noget ganske særligt.

”Pas på dig selv El,” sagde jeg med et forsigtigt smil, før hun satte kursen mod døren. Det var underligt at skulle sige farvel til en, som man havde haft kær i så lang tid. Ligesom en ganske særlig person, som jeg også skulle sige farvel til engang.

”Eleanor?” hendes navn forlod mine læber, før jeg nåede at tænke mig ordenligt om. Hun stoppede op, drejede sig rundt i en elegant bevægelse, før hun atter kiggede på mig med sine stråleklare øjne. Det her var underligt. Det jeg snart skulle spørge hende om var underligt.

”Hvordan tog Niall det, dengang jeg forsvandt?” jeg var ikke helt sikker på, om jeg havde lyst til at høre svaret, da hun gav sig til at fumle med dørhåndtaget. Så spredte der sig dette super smukke og en smule dystert blik sig fra hendes øjne og til hendes mund, da hun endeligt åbnede munden for at tale:

”Han var et nervevrag,” og selvom dette burde gøre mig ked af det eller måske endda lykkelig, så var det en helt anden følelse, der spredte sig indeni mig. Det var en følelse af tvivl. For hvis Niall havde været et nervevrag efter jeg forlod ham – så måtte han måske aldrig have modtaget mine breve, præcis som Adam sagde. 

 

 

 

Jeg beklager utrolig meget, at der er gået så lang tid med at opdatere!

Jeg har brugt alt min tid og energi på SRO og på min julekalender, men nu er der endeligt et friskt kapitel klar til jer.

Hvad tror I, at der sker i næste kapitel?

 

glædelig jul og godt nytår! 

 

-Rikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...