Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
35029Visninger
AA

10. Kapitel 7 - What If

 


''WE CAN'T TELL THE FUTURE, NO, BUT THAT'S JUST

THE BEAUTY OF THE WORLD WE KNOW,"

 

 

”Adam, hej,” jeg sendte ham et lidt forsigtigt smil, i det jeg hurtigt øjede ham op og ned. Han var umådeligt flot klædt på, når man tænkte på, at det var en fuldkommen almindelig aften. Måske havde han været på date eller noget i den dur. Det kunne vel sagtens være?

”Leder du efter Taylor?” hvad skulle han ellers? Adam og jeg havde ikke snakket sammen siden vi præsenterede os selv for hinanden dengang. Det føltes utrolig underligt, at vi nu stod overfor hinanden i en så intens og fuldkommen spændt atmosfære. Nu var den facade, som vi havde bygget op overfor Taylor smidt, og vi var tilbage i de vanlige rammer, selvom jeg helst ville smide dem ad helveds til.

”Nej faktisk så-” han nåede ikke at få flere ord indført, før Harry nærmest var fløjet op ad sengen, og kort tid efter stod ved min side. Det kom ikke bag på mig, at han reagerede så pludseligt på lyden af Adams stemme, i det vores fortid jo havde været meget turbulens og ikke just særlig solskinspræget. Harry kunne jo ikke vide, at Adam prøvede på at forandre sig, eller, at han måske allerede havde gjort det.

”Hvad fanden laver du her Adam?” hurtigere end jeg nåede at reagere, havde Harry taget et solidt tag i min skulder nærmest som om, at han var klar til at trække mig væk, hvis han trådte så meget som et enkelt skridt tættere på.

”Det kan jeg sådan set takke dig for, Harry,” dette meget smørrede og faktisk også utrolig rolige smil tog form om Adams læber, og jeg kunne ikke undgå at blive en tand forvirret. Hvad snakkede han om? Hvorfor kunne han takke Harry for det? Han kendte da ingenting til Taylor, og absolut ingenting til vores indbyrdes forhold?

”Hvad taler du om?” Harrys øjenbryn skød hurtigt i vejret, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, at mine gjorde det samme. Jeg forstod ikke essensen i det. Jeg forstod ikke meningen i den joke, som han fyrrede af. Hvis det da overhovedet var en joke.

”Jeg taler om den note med Christinas adresse, som du smed i skraldespanden dengang,” følelsen af, at mit hjerte sprang et slag over gav mig kuldegysninger over hele kroppen. Note? Note med min adresse? Hvis min hjerne havde ret i de tanker, som den netop gjorde sig, så snakkede Adam om den seddel, som Harry skulle videreføre til Niall. Men, hvorfor skulle han dog smide den ud?

”Hvilken seddel Harry?” jeg rettede min fulde opmærksomhed imod ham, som jeg trådte et lille skridt til siden, så hans hånd gled ned af min skulder. Hvis vi talte om den seddel med adressen, som Niall skulle have, var der intet, der svarede for følgerne. Jeg ville ikke kun blive stik tosset, jeg ville nok nærmere eksplodere.

”Jeg aner ikke, hvad han taler om?” oprigtigheden i Harrys øjne var ikke så svær at skue, men så igen kunne jeg heller ikke se nogen grund til, at Harry skulle lyve. Han var en af mine bedste venner. Han var en af de sødeste og mest omsorgsfulde mennesker, jeg kendte, så hvorfor skulle han gøre sådan en ondskabsfuld og kynisk handling som den? Det ville han aldrig gøre. Det nægtede jeg at tro.

”Du aner ikke, hvad jeg taler om? Jeg taler om den lille note, hvor der stod noget i retningen af: Niall, jeg ved godt du ikke vil se mig mere, bla bla bla, jeg flyver klokken seks, du ved hvorfra, bla bla bla, og så en adresse nederst,” det gjorde helt ondt i hjertet, at høre Adam gentage de ord, som jeg havde skrevet ned til Niall for godt et årstid siden. Hvorfra kunne han kende de ord? Hvorfra kunne han kende til den note? Fandtes der virkelig ikke andre muligheder end at Harry, min bedste ven, havde stukket mig i ryggen og drejet kniven rundt i cirkler? Av. Den sved.

”Hvad? Jeg.. Jeg forstår det ikke?” jeg tog endnu et skridt tilbage, og kørte frustreret en hånd igennem håret. Jeg nægtede at tro, at Harry ville gøre det imod mig. Jeg ville ikke tro, at han kunne gøre sådan noget.

”Jeg ved ikke, hvor han har de oplysninger fra Christina, men du må altså ikke tro på ham!” smerten i hans øjne gjorde ondt på mig mest fordi, at det et eller andet sted muligvis bekræftede mig i det, som jeg helst ikke så muligt. At han rent faktisk havde smidt min seddel i skraldespanden, og at det var grunden til, at Niall aldrig kom.

”Please fortæl mig, hvorfor du gjorde det Harry, for du skal sgu have en fandens god undskyldning, for at jeg godtager den!” jeg tog endnu et skridt væk fra ham, og foldede armene beskyttende over brystet. Det gjorde at smerten i mit hjerte ikke føltes nær så forfærdelig. Ikke nær så skærende.

”Seriøst Christina, du kan ikke mene, at du tror mere på ham end du tror på mig?!” han kiggede på mig med sårrede øjne. Øjne der var spejlblanke, og øjne som jeg bestemt ikke kunne skue. Egentlig havde han ret. Egentlig var hans grundlag hundrede procent bedre end Adams. Hvorfor skulle jeg tro på min psykopatiske ekskæreste, der prøvede at ødelægge mit liv?

”Hvad var det, du ville tale med mig om Adam?” for at lede opmærksomheden væk fra denne samtale prøvede jeg enhver anden udvej. Jeg havde tænkt mig at udspørge Harry yderligere om alt dette senere, og muligvis ville jeg også gå til Niall og søge yderligere informationer. Hvis Niall virkelig aldrig havde modtaget mine beskeder, så ændrede hele situationen sig pludseligt hundrede og firs grader.

”Åh, ja, jeg kom egentlig bare for at give dig denne invitation,” han rakte en gylden kuvert frem imod mig, hvorefter han rettede lidt akavet på sit tøj, og derefter gjorde tegn til, at han havde tænkt sig at gå. Det var måske også bedst.

”Tak, tror jeg?” jeg smilede kærligt, i det jeg lukkede døren i bag mig, og smed kuverten på bordet. Jeg var fuldkommen ligeglad med, hvad den kuvert indeholdte, nu ville jeg gerne have alle detaljerne ud af ham… Men for at det ikke virkede alt for tydeligt, måtte jeg nok hellere spørge ind til, hvad han havde tænkt sig at gøre med Eleanor episoden først.

”Harry fortæl mig én ting, og det er fandeme vigtigt, at du svarer hundrede procent ærligt på det her, for ellers kan jeg ikke hjælpe dig,” jeg foldede armene over brystet og kiggede meget seriøst og anklagende på ham. Efter den hændelse der lige havde udspillet sig foran mig, var jeg i tvivl om, hvor meget jeg kunne stole på Harry. Jeg var slet ikke klar over, om han fortalte mig sandheden, så jeg blev nødt til at presse alle de detaljer ud, som jeg overhovedet kunne. Om det så betød, at jeg skulle kontakte Niall. Damn.

”Har du forelsket dig i Eleanor?” overraskelsen over mit spørgsmål stod tegnet i hans ansigt i form af, at hans øjenbryn fløj op, og hans mund langsomt åbnede sig. han havde regnet med, at jeg ville spørge ham, om han smed mine breve i skraldespanden dengang ikke just dette.

”Nej, faktisk så….” nu var bare ikke tidspunktet, hvor han skulle fortælle mig, at han havde forelsket sig i Perrie eller sådan noget.. Han havde allerede rodet sig ud i rigeligt, og hvis det Adam sagde, var sandt så ville han ikke leve særlig meget længere. Så var han så godt som død for mig.

”Så har jeg mødt en pige hjemme i London,” jamen fantastisk Harry! Du knalder to af mine utrolig tætte veninder, og forelsker dig i en helt tredje. Skide smart, hurra for det! et eller andet sted kunne jeg ikke undgå at blive en smule fornærmet. Jeg ved ikke hvorfor.

”Og hvem er det så?” hvis han nævnte min veninde Maya nu, så var chancen for at jeg brækkede hans næse næsten hundrede procent. Han skulle til at tage sig sammen.

”Hun hedder Danielle… Danielle Murs…” som i den Danielle Murs? Hende der var i familie med like.. en af de fedeste kunstnere i verden? Jeg kendte hende ikke personligt, men jeg havde set mange billeder af hende fra fester, som Louis havde deltaget i på det seneste. Hun var virkelig smuk, det kunne jeg ikke tage fra hende.

”For helvede Harry, du har vidst bevæget dig ud på dybt vand hva?” jeg sukkede en anelse opgivende, som jeg satte mig ned på kanten af sengen igen, og demonstrativt lagde mig ned. Selvom Harry i bund og grund selv var ude om det her og alt indeni mig skreg, at jeg ikke behøvede at hjælpe ham, så kunne jeg ikke lade være. Hvad end Harry havde gjort, var han stadig Harry. Min Harry. Min ven Harry.

”Jeg ved det godt.. Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved det hele,” i det jeg kiggede op på ham, så jeg hvor oprevet han var. Hvordan hans øjne var på nippet til tårer, og hans kæbe dirrede. Han mente, hvad han sagde. Han var i vildrede, og han vidste ikke, hvordan han skulle rive sig selv ud af det igen.

”Hør, det eneste jeg kan råde dig til, er at du snakker med Louis om det. Tro mig, selvom det måske er det sidste, som du har lyst til lige nu, så bliver det ikke bedre af, at du konstant udskyder at tale med ham,” det var sandt. Jeg kendte min bror godt nok til at vide, at jo længere du holdt noget skjult for ham, jo mere ville han bebrejde dig for det senere hen. Jeg taler ud fra egen erfaring. Believe me.

”Okay… Jeg… Jeg skal prøve,” jeg rejste mig atter op fra sengen og gjorde en spontan handling ved at omfavne ham. Uanset hvilken sandhed der lå i Adams ord valgte jeg at stole på Harry. I hvert fald i små bidder, og jeg håbede virkelig, at han ikke tog røven på mig…

… Dog var der ting, som jeg stadig behøvede at gøre. En handling jeg stadig blev nødt til at udføre, og det kunne ikke gå for langsomt.

”Tal bare med ham okay? Klokken er mange,” jeg pegede på viserne på mit ur, og gjorde tegn til, at han hellere måtte til at gå. Selvom det var en meget pludselig handling, så han ikke ud til at have noget imod det. Tværtimod, han havde sikkert også en masse ting at tænke over.

”Det er okay, vi ses i morgen, ikke?” han hev mig ind i endnu en hurtig omfavnelse, før han gik over mod døren, og åbnede den.

”Hey Christina?” jeg vendte mig om imod ham og nikkede bekræftede, så han vidste, at jeg hørte efter.

”Tak,” han blinkede svagt, før han forlod værelset, og lod mig sidde tilbage i ren stilhed. Alt at dømme på klokkens sene timer, gik jeg ikke ud fra, at Diana havde tænkt sig at vende tilbage i nat. Hun sov sikkert ved en af de andre tøser. Det gjorde hun af og til.

Det gjorde mig dog ikke så meget, for det gav mig muligheden for at hive min mobil frem fra lommen, og trykke cifrene ind på min telefon. Jeg behøvede en form for vejledning, jeg behøvede at skabe lidt ravage, og mest af alt behøvede jeg svar.

 

Det var det sidste jeg tænkte, før jeg førte telefonen op til øret. 

 

 

 

Beklager ventetiden venner, men SRO opgaven i 2.g tager alt min tid lige i øjeblikket!

Jeg håber, at dette kapitel giver jer lidt mere spænding end det forrige.

 

Lad mig nu vide: hvem tror I, Christina ringer til?

- og er det dumt af hende, at tro på Harry frem for Adam? Kan Adam ikke være blevet et bedre menneske?

 

Tak for jeres tålmodighed.

-Rikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...