Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
33649Visninger
AA

9. Kapitel 6 - Ocean Of You

 


"LET THIS FIRE BURN

IT IS LIKE WE ARE CATCHING FLAMES"

 

Okay, hvordan skulle jeg reagere på denne pludselige udmeldelse? At få at vide at ens bedste ven havde været i seng med min svigerinde, som oven i købet også var en af mine bedste veninder? Det føltes en smule underligt for ikke at sige fuldkommen absurd, men dog kunne jeg stadig ikke benægte den store lettelse, der skyllede igennem min krop. Jeg var lettet, fordi det jeg troede, at han kom for at fortælle mig, var meget værre. Jeg troede, at Niall havde været sammen med en anden, da jeg skred, og at han var så himmelvendt forelsket, at han regnede med, at de snart skulle giftes.

Når jeg tænkte over det, så var jeg egentlig ked af den måde, jeg behandlede ham på. At jeg bed ham af på den måde, men se det lige fra jeres egen synsvinkel: jeg havde givet ham så mange chancer for at komme og besøge mig, men han gjorde det aldrig. Kunne han så forvente, at alt blot var godt igen, når vi mødtes? Nej vel?

”Var det bare dét?” okay, jeg svor, det var ikke meningen, at det var de ord, der skulle forlade mine læber! Det var slet ikke dét, som jeg mente. Det jeg oprigtigt ville have sagt, var, at jeg troede, at det handlede om Niall, og at det var en befrielse at vide, at han ikke havde noget med det at gøre.

”Bare det?” han kiggede forfærdet på mig (med god grund). Det var måske også en meget dum og unødvendig kommentar, og hvis jeg kunne trække den tilbage, så havde jeg gjort det. Nogle gange skulle jeg tænke mig om, før jeg åbnede munden.

”Undskyld… Det var ikke dét, jeg ville sige.. Jeg mener, ehm… Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal reagere,” det var sandt. Egentlig burde jeg smaske ham en, for at være sådan en elendig ven overfor min storebror, men når jeg tænkte over det, så var han faktisk slet ikke den, som jeg var sur på. Hvis der var én, som var en større syndebuk i dette drama end Harry, så var det da helt sikkert Eleanor.

”Jeg forventer ikke, at du skal kunne forstå det. Men… Du er den eneste, som jeg føler, at jeg kan snakke med om det. Der er ikke andre.. Jeg.. Jeg…” han gik i stå. Hans læber dirrede, og de før så glædelige og kærlige øjne var der nu kun tårer tilbage. Jeg var bestemt ikke i tvivl om, at han fortrød det. Jeg var ikke i tvivl om, at han var ked af det, og det pinte mig et eller andet sted utrolig meget.

”Hey, hey, du må ikke begynde at græde,” uden jeg overhovedet nåede at tænke over det, havde jeg svunget mine arme omkring ham i en kærlig og bestemt også trøstende omfavnelse. Selvom Harry et eller andet sted ikke fortjente at blive trøstet, så var det svært, at se en person af så stor betydning stå og græde foran mig. Det kunne godt være, at jeg ikke havde snakket med Harry siden jeg så ham side om side med Diana dengang, men det betød jo ikke, at jeg hadede ham. Han var stadig noget af det mest dyrbare jeg kendte til.

”Jeg…. Jeg…. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” hans lavmeldte suk fik hårene på mine arme til at rejse sig. Noget af det mest hjerteskærende i verden, var lyden af en anden persons smerte, og der herskede ingen tvivl om, at Harrys smerte var stor.

”Hør, nu tager du med tilbage til mit værelse, og så snakker vi det hele igennem, ikke? Diana er ikke hjemme alligevel,” jeg sendte ham et opmuntrende smil, men det så ikke ud som om, at han opfattede det. Stakkels dreng.

”Okay,” han nikkede med et tøvende smil, før han tørrede en tårer væk fra kinden, og vi sammen begav os igennem mørket.

 

 

Da Harry og jeg omsider nåede tilbage på mit værelse, var stemningen imellem os ikke nær så anspændt, som den tidligere havde været. Det føltes som om, at jeg havde tilgivet ham stille og roligt for hans stunt med Diana den gang, og det føltes unødvendigt, at blive vred over denne eskapade også. Det var jo reelt ikke kun hans fejl.

"Der er kommet flere billeder på væggene siden sidst," påpegede han, i det han tog sin jakke af, og lagde den på stolekanten. Jeg kunne kun bekræfte, at det han sagde var sandt. Der var kommet en del flere billeder på væggene, både af mig og mine nye venner og bekendte, men bestemt også ældre billeder af de gamle hjemme fra England. 

"Når jeg savner London for meget, er det rart at kunne kigge på dem," indrømmede jeg, som jeg slog hånden ud mod sengen. Han skulle have lov til at sætte sig ned, selvom jeg nu stadig fandt det underligt, at han var i min lejelighed - når han nu var sammen med Diana her sidst.

"Du kunne også bare komme hjem, så behøvede du ikke at savne det," han sendte mig et prøvende smil, før han satte sig ned, og lod blikket vandre hen over de mange billeder. Hundredevis af fotografier af drengene og jeg var at se, når øjet spejdede hen over overfladen, men hvor mange charmerende og fantastiske billeder der hang af Harry og de andre knægte, så var der ét bestemt billede, som jeg elskede mere end alle de andre. Lige ved siden af min hovedpude hang et billede af Niall og jeg. Et billede, der blev taget ved ankomsten til best song ever udgivelsen. Vi så så lykkelige ud, som om, at intet kunne ødelægge vores kærlighed til hinanden. Hvor jeg dog savnede det. Selvom jeg aldrig ville indrømme det. 

"Det kunne du lide hva?" jeg kørte hånden igennem de lyse lokker, og lod derefter mit blik fange hans. Der var kommet noget mere liv og følelse i de før så triste og matte øjne, hvilket for mig var en stor lettelse. Jeg hadede at se andre mennesker kede, og specielt når det nu var en, som jeg holdt så meget af. 

"Det kunne vi alle vidst," han fniste en anelse opgivende, og lænede sig derefter op ad den kolde væg. Godt nok var mit værelse ikke særlig stort, men det var utrolig hyggeligt, og nemt tilgængeligt - jeg var sikker på, at han fandt det hyggeligt. Hvem ville ikke det?

"Så... Fortæl mig om hele Eleanor episoden. Hvornår skete det?" jeg sparkede mine sko af for derefter at sætte mig godt til rette ved siden af ham. Jeg glædede mig til at få nogle informationer, for hele dette scenarie var som et stort spørgsmålstegn for mig. Jeg havde svært ved at se, hvordan Eleanor kunne være min elskede storebror utro, når hun flere gange havde givet udtryk for, at hun elskede ham af hele sit hjerte. Det var virkelig underligt.

"Altså... Ehm... Det hele foregik efter ..." mere nåede han ikke at sige, før der lød et bank på døren. Det måtte simpelthen bare ikke være tøserne, der allerede var tilbage. Det ville jeg ikke kunne magte. Desuden var det heller ikke særlig fedt, hvis Harry igen skulle stå ansigt til ansigt til Diana, selvom han ville have så umådelig godt af det.

Jeg sendte ham et undskyldende smil, før jeg rejste mig op fra sengen og gik hen til døren. Nogle gange ville det være praktisk med et håndtag på den anden side - det var ret trættende i længden, at folk ikke bare kunne gå ind og ud. 

Til min store overraskelse var det ikke en af pigerne, der stod på den anden side. Tværtimod nok nærmere en af de sidste personer, jeg havde regnet med....

 

 

Okay, jeg beklager meget for et utrolig tørt og kort kapitel, men jeg har simpelthen stress over SRO projektet, som jeg skal have færdiggjort til den 29. Jeg ved godt, at undskyldninger er der nok af, men til mit forsvar er 2.g virkelig blevet hårdt! 

Derudover håber jeg, at I kan lide kapitlet, og vil fortælle mig: HVEM DER STOD PÅ DEN ANDEN SIDE? 

Derudover har jeg også lavet nye ''billeder'' foroven. Hvad synes I om dem?

Tak fordi I er så tålmodige

-R.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...