Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
33650Visninger
AA

8. Kapitel 5 - Back To December

 


"SO THIS IS ME SWALLOWING MY PRIDE, STANDING IN FRONT OF YOU

SAYING I'M SORRY FOR THAT NIGHT.

AND I GO BACK TO DECEMBER ALL THE TIME"

 

”Tusinde tak for en hyggelig aften, men jeg bliver simpelthen nødt til at smutte nu. Jeg er træt, og jeg må tilbage til kollegiet,” vi havde alle sammen tilbragt den sidste time med Christina, da hun endeligt havde fået fri fra arbejde. Nu var klokken efterhånden ret mange, og vi forstod alle godt, at hun blev nødt til at finde tilbage.

”I har fået mit nummer, så send endelig en besked, hvis der er noget,” hun var i gang med en hurtig runde, hvor hun uddelte kram og kys på kinden (dog med en meget synlig ignorering af både Niall og jeg) da jeg rejste mig op fra stolen, og kiggede meget dybdegående på hende.

”Jeg følger dig hjem,” det var overhovedet ikke noget spørgsmål, og det var slet ikke noget, der kunne diskuteres nærmere, for jeg havde behov for at tale med hende, også selvom hun slet ikke delte den samme gejst på det område. Det var jeg udmærket godt klar over.

”Åh, det behøver du ikke jeg-” jeg løftede hånden, hvilket stoppede hendes talestrøm lige på stedet. Dette stod slet ikke til diskussion, hun skulle bare følge med. Basta.

”Jeg insisterer,” og med de ord fjernede jeg min jakke fra ryglænet, og gjorde mit allerbedste for at ignorere det blik, som jeg vidste, at Niall sendte mig i dette øjeblik. Min dårlige samvittighed brusede ind over mig, og tanken om hvor dårlig en ven jeg var, og havde været overfor ham, var utrolig svær at overse. Selvom han ikke vidste, hvad jeg havde gjort, så måtte jeg jo stadig leve med det. Det var sgu ikke i orden.

”Jamen så… Farvel alle sammen!” hun løftede hånden i et hurtigt vink, før hun forsvandt ud af den dør, som jeg i samme øjeblik holdt åben for hende. Jeg var godt klar over, at hun ikke vil skænke mig mange blikke på vejen tilbage til kollegiet, men det var i det mindste en chance værd. Hun behøvede ikke at kigge på mig, hun skulle bare lytte til det, jeg havde at sige.

 

 

Modsat gaderne i London, så var der meget mere lys og gang i gaden her på de senere nattetimer. Folk bevægede sig til og fra bymidten, og selv de mindste fortovs caféer holdt stadig åbent. Det var et eller andet sted meget hyggeligt, sådan at betragte de mange forskellige mennesker, og forskellige typer mennesker, der befandt sig i denne by. Det var ret imponerende.

”Jeg er ked af det, forstår du. Det var faktisk det, som jeg gerne ville sige til dig,” jeg stoppede hænderne i lommen, og tog et tættere og dybere blik på hendes smukke, slanke figur, der valsede langsomt ved siden af mig. Hun havde forandret sig så meget, men på en utrolig positiv måde.

”Det tænkte jeg nok, at du ville sige…” var det eneste respons jeg fik, som hun hankede lidt længere op i sin taske, og kørte den fri hånd igennem de lyse lokker. Jeg elskede den hårfarve til hende, den var simpelthen utrolig smuk.

”Jeg tænker tit tilbage på den aften, og ønsker, at jeg ikke havde gjort det,” smilet der før havde spillet om mine læber, var nu forsvundet, og jeg tog en dyb indånding før jeg fortsatte.

”Det var virkelig dumt,”

 

Nu sidder I sikkert og tænker, at I gerne vil vide, hvad der skete den aften, der var så fuldkommen forfærdeligt, at Christina nægtede at tilgive mig for det. Ser I, historien er meget, meget kompliceret. Eller, det vil sige, det er den faktisk ikke. Men for at fortælle jer den skal vi tilbage til december måned 2013. Første gang jeg besøgte Christina i New York.

 

FLASHBACK

 

Smilet spillede på mine læber, da jeg forlod hovedkontoret på Manhattan Health and Business College. Jeg havde netop fået tildelt værelses-nummeret, hvor Christina boede, og jeg måtte indrømme, at jeg glædede mig som et lille barn til at se hende.

Brevet hun i sin tid skrev til Niall, var aldrig nået frem til ham. Jeg var godt klar over, at det lød utrolig selvisk, men jeg havde gemt det i min inderlomme lige siden, og havde ud fra den adresse, hun skrev nederst på siden, fundet frem til den bopæl hun befandt sig på. Nemlig, dette kollegium.

Hætten var trukket godt ned om ørene på mig, og solbrillerne dækkede så vidt som muligt også mine øjne. De fleste ville kalde det fjollet, at jeg forklædte mig sådan, men når man var på et sted med så mange mennesker, var chancen for at blive genkendt også tyve gange så stor. Jeg havde ikke i sinde at skulle skrive nogle autografer i dag. Overhovedet.

”Værelse 201,” mumlede jeg lidt for mig selv, da jeg kiggede ned på lappen i min hånd for derefter at slå blikket op igen. Jeg var i den rigtige ende, problemet var mere at finde det helt rigtige værelse. Ellers var det en smule pinligt.

Mine øjne søgte rundt på de mange forskellige døre, før et stort solidt 201 markeret med store guld bogstaver stod tegnet for mig, og smilet atter tog form på mine læber. Jeg havde fundet værelset. Altså, jeg havde dermed også fundet Christina.

Jeg pustede ud ganske langsomt. Drengene troede, at jeg var sammen med nogle venner i L.A. – de tog fejl. Selvom jeg aldrig ville kunne indrømme overfor dem, at jeg var taget til Amerika for at se hende, så var jeg stadig plaget af dårlig samvittighed. Det var ikke fair overfor Niall. Det var ikke fair, at jeg besøgte hende – og det var ikke fair, at jeg ikke havde givet ham brevet. Jeg var egoistisk, men det var slet ikke, som han troede, at det var.

 

 

Bank, bank, bank…

 

 

Jeg havde ikke engang opfattet, at jeg bankede på døren, før det var for sent. Åh nej, nu var der ingen vej tilbage. Nu blev jeg nødt til blot at få sagt alle de ord, som jeg havde båret rundt på i så lang tid. Grunden til, at jeg var her.

Før jeg nåede at fundere over, om jeg skulle flygte eller bide denne pinlige hændelse i mig gik døren op, og en høj, lyshåret babe kun iført en stor T-shirt og alt for korte shorts stod i døråbningen. Hun var utrolig smuk, lækker – for at være mere præcis.

”Kan jeg hjælpe dig?” hun satte foden før døren, og slængede sig op ad karmen. Hun smilede, men det var meget vagtsom, næsten som om at hun ikke havde lyst. Var hun sådan en overfladisk trunte, der kun snakkede med folk værd af rang? Så var hun virkelig heller ikke besværet værd.

”Undskyld, jeg må have gået forkert – jeg leder efter Christina. Christina Tomlinson?” jeg rømmede mig en smule akavet, som jeg hostede ned i min hånd, og rakte hende den note, som jeg blev tildelt på kontoret.

”Du er skam ikke gået forkert. Kom endelig ind og vent på hende – hun er ude lige i øjeblikket. Der kan snildt gå lidt tid,” pigens smil virkede denne gang mere oprigtigt, da hun flyttede sig til siden, og lod mig komme ind på værelset.

Af at dette var et kollegieværelse med ikke særlig mange kvadratmeter, så var det utrolig hyggeligt. Væggene var spækket med billeder, fotografier for at være helt præcis, og det føltes et øjeblik som om, at jeg var tilbage i London. Imellem alle de billeder kunne jeg også se et par stykker med mig selv på. Det betød meget, at hun stadig tænkte på mig.

”Så, mystiske fyr med solbriller inden døre, hvad hedder du?” pigen slængede sig på en af sengene, og kørte en lok af sit hår rundt om fingeren.

Normalt var jeg ikke meget for at sige mit navn, slet ikke til folk jeg ikke kendte så godt, men eftersom dette gjaldt hvorvidt jeg havde adgang til at tale med Christina eller ej, så havde jeg ikke særlig meget af et valg. Jeg tog fat i solbrillerne samtidig med at jeg trak hætten af.

”Jeg hedder Harry – Harry Styles,”

 

FLASHBACK SLUT

 

Den historie lød ikke af meget vel? Det tænkte jeg nok. Men, sagen var den, at det hele gik fuldstændig galt, efter at jeg oplyste mit fulde navn. Tøsen, som jeg fandt ud af hed Diana, nærmest overfaldt mig, og resultatet? Vi endte med, at have sex. Ret meget. Og jeg fortrød det så inderligt, det gjorde jeg virkelig.

”Hør Christina, jeg ville virkelig ønske, at du ikke havde været vidner til det, og jeg ville endnu mere ønske, at du havde været hjemme, da jeg kom – for så havde jeg fået muligheden for at fortælle dig det, jeg kom for at fortælle, og så var det aldrig sket,” jeg sparkede til en lille sten på fortovet, før jeg sendte et kort smil i retningen af hende. Hun gengældte det slet ikke, da hun stoppede op midt på vejen, og rettede sin opmærksomhed imod mig.

”Og hvad var det så, at du tog hele vejen over til New York, for at fortælle mig?” ordene kom koldt ud. Koldt og fuldstændig følelsesløst – hvilket gjorde fandens ondt på mig. Hun skulle ikke tro, at det jeg ville sige, var nemt – for det var det ikke. Hvis det havde været nemt, så havde jeg blot talt med nogle af de andre drenge om det i stedet, men det var lige netop dét, der var problemet. Jeg kunne ikke tale med andre. Jeg måtte ikke tale med andre.

Tårerne pressede sig frem i mine øjne, da jeg mødte hendes blik, hendes meget intense og meget forkerte blik, der hvilede på mig på alle de forkerte måder.

”Jeg…..” Jeg rømmede mig en enkelt gang, kiggede ned i fortovet, og ønskede mest af alt, at jeg aldrig nogensinde havde taget dette emne op. Det kunne være lige meget nu, kunne det ikke? Nej, min samvittighed voksede skridt for skridt, og jeg blev nødt til, a få det ud. Som et plaster, hurtigt og smertefuldt.

 

”Jeg har været i seng med Eleanor…. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,”

 

 

   

 

Se, den afslutning havde I nok ikke regnet med, hva?

Blev det hele ikke en tand mere spændende?  

Nå, fortæl mig så; hvad tror I, Christinas reaktion bliver, og hvad gør hun ved det?  

 

LOVE YOU GUYS!  

-R.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...