Hell - One Direction (Heaven II)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Igang
Meget kan nå at ske på et år; det bevises der for Christina Tomlinson, da hun efter 365 dage i USA bumper ind i sine gamle venner på et uidentificeret stræde i New York. Zayn og Perrie har et bryllup for døren, Eleanor bærer på en stor hemmelighed, og Harry, han er gladere end nogensinde. Meget er sket på det år, men da hun for første gang atter står ansigt til ansigt med fyren(Niall red.), som hun før begærede så højt, ramler alt sammen om ørene på hende, og hun gør den eneste ting, som hun troede, hun aldrig ville gøre; hun flygter. Niall har sat sig for, at han ikke forlader USA før han kan fortælle hende om sine sande følelser, men vil den situationen give bagslag, når han finder ud af, hvad der er sket det sidste år? Vil hun overhovedet få øjnene op? Og hvad er Eleanors hemmelighed? Mange store og meget afgørende hemmeligheder kommer op til overfladen, og blotter specielt én af fyrene utrolig meget. *Dette er en fortsættelse til: Heaven, men kan godt læses uafhængigt af den anden)

288Likes
259Kommentarer
33642Visninger
AA

7. Kapitel 4 - Heart Attack

 

"EVEN HERE INSIDE THESE WALLS

BREAKING EACH OTHER'S HEARTS"

 

Jeg var på vej væk. Jeg var faktisk nået næsten ned for enden af gangen, da jeg hørte lyden af fodtrin bag mig, og kort tid efter en hånd der greb fat om min overarm. Nu var det sket. Nu ville Louis give mig det største møgfald, jeg nogensinde havde fået, og så ville vi begge begynde at græde, fordi vi havde savnet hinanden så meget. Det var i hvert fald hvad jeg troede.

”Christina,” lyden der kom ud af hans mund, var så skrøbelig og sårbar, at jeg næsten blev helt bange for at sige noget. Han lød så forpint, han lød så fuldkommen ude af sig selv, at jeg ikke vidste, om jeg skulle give mig til at trøste ham. Hvad var der sket? Hvorfor var han blevet så nedtrykt?

”Du går ikke, jeg giver dig ikke lov til at gå,” det kom bag på mig, at se op i hans øjne og ane den fuldkommen seriøsitet, som stod tegnet i dem. Han var normalt noget af det mest forstående for ikke at tale om den sødeste og mest imødekommende fyr, jeg nogensinde havde mødt, men det blik jeg mødte var anderledes, og jeg var bestemt ikke sikker på, at det var en god ting.

”Jeg giver dig ikke lov til at gå ud af Nialls liv en gang til, og lade ham synke ned i et dybt hul, som han aldrig er kommet op af igen, jeg mener det,” hans øjne var spejlblanke, men jeg valgte ikke at kommentere det. Ville det være forkert, hvis jeg blev en smule skræmt af situationen? På den anden side, så fortjente jeg også at få en skideballe.

”Jeg…” jeg nåede aldrig at sige mere, før han løftede sin finger, og pegede afventende på mig. Okay, jeg var bange nu. Kunne han ikke godt fjerne den pegefinger? Jeg brød mig virkelig ikke om det.

”Louis har været sønderknust siden du rejste, Niall har været nede, Harry har været deprimeret, Eleanor har tudbrølet, og jeg….. Jeg har virkelig også haft det elendigt,” før jeg nåede at sige noget som helst så jeg en enkelt lille tåre trille ned af kinden på ham, som jeg af ren og skær refleks løftede min hånd for at tørre væk. Han gjorde ikke modstand, men jeg kunne fornemme, at han ikke havde regnet med det.

”Vil du ikke nok gå tilbage til de andre og bare snakke lidt med dem? Synes du ikke, at de fortjener det?” hans stemme var blevet meget blidere end før, og havde ændret sig fra den før meget markante tone til en nu mere bedende serenade. Han havde vel ret et eller andet sted. Det mindste jeg kunne gøre, var vel at sætte mig ned og forklare dem alle, hvorfor jeg tog af sted. Men, jeg forstod ikke, hvorfor de ikke blot læste det i brevet. Alt stod forklaret i brevet.

”Liam?” jeg kiggede op på ham, da han slap taget om min overarm, og faktisk allerede var på vej tilbage til rummet. Han stoppede op efter et par skridt, og kiggede på mig en anelse afventende. Jeg kunne ikke gøre for det, men jeg småløb de små skridt der var imellem os, og direkte ind i favnen på ham. Jeg var fuldkommen ligeglad med, at han lige havde givet mig en lille opsang, for jeg havde savnet ham. Jeg havde savnet Liam ufattelig meget, og det ville være fuldkommen løgn, hvis jeg prøvede at benægte det. Han svang sine arme om livet på mig næsten som om, at han var bange for, at jeg skulle give slip. Ikke at jeg havde tænkt mig at gøre det.

Jeg har virkelig savnet dig,” hviskede jeg i hans øre, før jeg rev mig tilbage, og for første gang så smilet finde sin vej over hans læber. Han smilede, han smilede oprigtigt, og det var ufattelig så smukt det var på ham.

”Jeg har også savnet dig Christina, men det vidste du vel godt,” han blinkede til mig på en meget kæk måde, hvilket fik mig til at smile helt hysterisk. Hvor havde jeg dog savnet ham. Jeg havde savnet ham helt forfærdelig meget.

”Men hvis du går med derind igen, så kan jeg love dig for, at du vil blive mødt af nogen, der har savnet dig endnu mere,” det gjorde helt ondt i maven at høre. Det gjorde mig et eller andet sted utrolig trist til mode. Jeg var sikker på, at jeg ville fortryde det hundrede procent, hvis jeg ikke gik tilbage og hilste på dem, men samtidig var jeg ikke sikker på, at jeg kunne se på Niall uden at blive endnu mere ked af det end første gang. Det gjorde ondt nok i forvejen.

”Okay… Okay jeg gør det,” jeg var slet ikke sikker på, hvad det var, jeg sagde ja til. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg gik med til. Hvad hvis de begyndte at råbe og skrige af mig, når jeg trådte ind i lokalet? Hvad hvis de slet ikke ville se mig? Det ville være så fandens hårdt, at det slet ikke ville kunnet beskrives.

”Du er fandeme sej,” han smilede endnu engang, da vi gik tilbage mod døren, og han rev den op i en hurtig bevægelse. Der var ingen, der sagde noget, der blev bomstille, før jeg overhovedet kom til syne. Mit hjerte bankede som sindssyg i brystet på mig, da jeg kom frem i døråbningen, og kiggede en anelse forsigtigt rundt.

”Åh for fanden, jeg troede lige, at jeg havde mistet dig igen,” jeg nåede ikke engang at blinke, før Louis havde rejst sig fra sig stol(så hårdt at den ramlede til jorden med et ordentligt brag) og løb ind i min favn, så jeg næsten var faldet bagover. Der var ingen tvivl om, at han var glad for at se mig igen, men jeg var sikker på, at der lå noget andet gemt under den overraskelse, der skyllede ind over ham nu. Han var sur over, at jeg var skredet, og det havde han også god grund til.

”Jeg er så ked af det Louis,” klynkede jeg ynkeligt, som jeg knugede mig selv ind til ham uden at have nogen som helst lyst til at slippe ham igen. Jeg kunne blive stående i min brors favn for evigt, hvis jeg fik lov. Jeg havde virkelig savnet ham uendeligt meget, og for at være ærlig, så havde jeg flere gange overvejet at skride fra New York blot for at se ham igen. Jeg turde bare ikke.

”Shhhh, det er okay, du er her nu,” hans stemme var skrøbelig, så skrøbelig at jeg vidste med garanti at han græd. Jeg kunne mærke tårerne ramme min skjorte, men jeg undlod at sige noget, jeg gjorde ingenting, for hvis jeg gjorde, så ville jeg også begynde at græde. Det var et følsomt nok emne i forvejen, og det ville være fuldstændig dumt, at begyndte at bryde sammen nu.

”Jeg lader dig aldrig flygte fra mig igen, jeg mener det fandeme,” jeg kunne ikke undgå at smile, da den meget seriøse joke forlod hans læber. Hvor var han dog bare fandens sød. Jeg havde savnet at høre hans fantastiske jokes og hans platte humor hver evig eneste dag. Amerikansk humor var bare slet ikke særlig sjov.

”Christina?” 

 

"I NEVER KNEW LOVE WOULD HURT THIS FUCKIN' BAD

THE WORST PAIN I'VE EVER HAD"

 

”Christina?” jeg havde ikke oplevet, at jeg selv sagde noget, før hendes navn pludseligt slap ud over mine læber. Jeg var så fuldkommen overrasket over at se hende, at jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle samle mig. Det gjorde fuldkommen ondt indeni mig at se hende forlade stedet, men samtidig blev jeg også utrolig lettet, da hun kom tilbage. Det havde jeg virkelig ikke regnet med.

”Niall?” hun kiggede en anelse forpint på mig, næsten som om, at hun slet ikke kunne bære at tale til mig, hvilket faktisk gjorde ondt. Jeg havde ingen idé om, hvad det var, jeg havde gjort hende. Så vidt jeg erindrede, så var det hende, der skred fra mig.

Hun hev sig ud af Louis favntag, og tog et ganske kort skridt i min retning, det var ikke særlig langt, og jeg skulle virkelig kigge godt efter, for at bemærke hendes lille bevægelse. Det var ikke særlig synligt.

”Jeg har ikke særlig meget at sige til dig. Ud over at jeg håber, at du har skide dårlig samvittighed,” vent, hvad? Ordene der forlod hendes mund ramte mig lige i hjertet som en kniv, og jeg havde absolut ingen idé om, hvad jeg skulle sige. Jeg var fuldkommen overrasket. Dårlig samvittighed? Hvorfor skulle jeg have dårlig samvittighed?

Før jeg nåede at åbne munden og sige noget havde hun sat sig over til bordet, hvor pigerne befandt sig, og lod ellers blot som om, at jeg slet ikke var til stede. Jeg forstod det ikke. Hvorfor var hun sådan? Hvordan kunne hun tillade sig at være sådan, når det var hende, der forlod mig tilbage i London, imens hun flyttede hertil? Jeg forstod det vitterligt ikke.

”Niall, kommer du ikke lige med?” Louis pegede på døren ud til, og jeg valgte derfor at følge efter ham. Jeg var ikke helt sikker på, hvad han ville, men det var sikkert ikke særlig vigtigt. Hvad skulle det være?

Da vi nåede ud på den anden side lukkede han døren efter mig, og slængede sig derefter op ad den. Han så afslappet ud, men det var han med garanti ikke. Det var jeg sikker på.

”Hør. Det eneste jeg vil sige, er, at hvis du gør noget som helst, der får draget Christina fra mig, så klipper jeg dine fingre af, og stopper dem ned i halsen på dig,” selvom jeg var sikker på, at han forsøgte at lyde sjov, så gjorde det mig faktisk utrolig skræmt. Jeg vidste godt, at Louis bebrejdede mig for, at Christina forlod os alle dengang, for jeg bebrejdede også mig selv. Selvfølgelig gjorde jeg det, for det var jo min skyld.

”Jeg… Jeg lover, at jeg ikke gør noget som helst, der drager hende væk,” tværtimod. Jeg ville gøre alt for at hun blev hos mig, også selvom at det sikkert ikke var en mulighed længere.

”Godt for –” Louis nåede ikke at sige mere før dørhåndtaget blev trykket ned, og han derfor blev nødt til at flytte sig, så den kunne gå op. Christina trådte ud med et lille smil spillende på læberne, men hun kiggede ikke på mig et eneste sekund.

”Jeg har aftalt med de andre, at vi mødes igen senere. Jeg kan ikke holde pause for evigt,” sagde hun til Louis med et smil, som han blot nikkede uden rigtigt at få smilet frem på sine læber. Han ville med garanti ikke give slip på hende. Det var for svært.

”Jeg går ind igen,” svarede Louis, før han sendte mig et sidste advarende blik, og derefter gik ind af den dør, som hun stadig holdt åben. Tænk at han turde lade mig være alene med hende, hvis han var så bange for, at hun ville forsvinde igen.

”Jeg skal tilbage på arbejdet,” var det eneste hun sagde, før hun kiggede ned i jorden, og begyndte at gå ned af gangen.

”Jeg har savnet dig!” råbte jeg efter hende, uden jeg selv opdagede, at jeg overhovedet havde åbnet munden for at tale. Fuck. Hvorfor sagde jeg sådan noget? Det var dog det mest fuldkommen platte at sige. Nu blev hun sikkert skræmt og skred igen. Så ville Louis… Åh, jeg ville ikke engang tænke på det.

Hun kiggede sig over skulderen, stoppede op for et kort øjeblik og kiggede på mig. Hun kiggede virkelig dybt og længe på mig uden nogen som helst andet udtryk i øjnene end det hun havde fra starten af.

”Lad være med det. Du burde skamme dig,” var de sidste ord hun sagde, før hun forsvandt. Forsvandt uden noget andet tilbage end blot mit endnu knuste hjerte.

 

 

 

Dette var så kapitel 4, og jeg håber, at I kan lide det! 

Mit spørgsmål, som I meget gerne må svare på er; Hvad gør Niall nu? 

 

Tak fordi I læser med, det betyder herre meget!

Kom med en masse kommentarer, og hvis I lyster, så smid et LIKE - tak!

 

-R.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...